Onsdag d. 6. Juli 2005

4.Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede ført ved halv ni tiden, så jeg havde god tid til morgenmaden og mit bad. Efter badet pakkede jeg det sidste ned i kufferten. Efter morgenmaden som bestod af en omelet kaffe brød med ost, pakkede jeg en del ting ned i en pose, som jeg ikke skulle bruge mere på turen, det ville jeg så deponere på hotellet. Årsagen var at vi ikke måtte have mere end 15 kg. bagage med, i det fly som skulle flyve os tilbage den sidste dag, fra det sydlige Mongoliet til Ulaan Baator. Vi kørte fra hotellet ved ni tiden, vores mål var Gandan Klostret.

Gandan Klostret.
Gandan klostret Gandan klostret
eller Gandantegchinleng Monastery, som blev etableret i 1835 af den femte Jebtsundamba, den højeste reinkarneret lama i Mongoliet,  det er det vigtigste kloster i Mongoliet. Det ligger nordvest for byens midte og er nemt at komme til. Tidligere var det hovedcentret for buddhismen i Asien, der var 24 kapeller og var berømt for bibliotekets store samlinger af religiøse dokumenter. Under kommunismen forsøgte Sovjetunionen sammen med det lokale styre at fjerne al religion i Mongoliet, og mange munke blev dræbt. Kun dette tempel og klosterområde Gandan Khiid, blev bevaret som museum. Klostret blev svært beskadiget under undertrykkelsen i 1930’erne og der var kun få bygninger tilbage, blandt dem det tempel der rummede den 27 meter høje statue af guden Megzhid Janraisig. Den blev opstillet i 1911 som et symbol på Mongoliets uafhængighed. Under Anden Verdenskrig, blev statuen bragt til Rusland, hvor metallet  blev brugt i krigsindustrien.

Opblomstring.
Da Mongoliet fik selvstændigt styre i 1991 kom der atter religionsfrihed, og der skete en stor religiøs opblomstring. Mange templer blev bygget og adskillige mennesker vendte tilbage til den tibetanske buddhisme eller de shamanistiske overbevisninger og traditioner. Mange lever med en blanding af disse to. Statuen af Megzhid Janraisig blev genrejst ved hjælp af landsdækkende donation. Gandan Klostret har en central plads i de store religiøse ceremonier, iberegnet Tsam Dance storslåede opførelser. Klostret har for tiden omkring 150 munke, desuden en buddhistisk skole.

Stupaen med bedemøllerne rundt om Vi kiggede først på den store Stupa som var omkranset af en række bedehjul, der efter besøgte vi templet der rummede den 27 meter høje Buddha-figur, her overværede vi en religiøs ceremoni hos lamaerne. Desværre måtte man ikke fotografere, det var helt ok, det ville sikkert virke meget forstyrrende. Der sad vi og overværede ceremonien et kvarters tid, inden vi gik videre rundt på området. Klostret havde  besøg af en hel del mongoler, som gik rundt og drejede rundt på de mange bedehjul, som fandtes flere steder rundt omkring. Vores guide Degi fortalte os at hvis et familiemedlem dør, ville familien tænde 101 lys for den afdøde.

Opblomstring.
Her er jeg uden for min første Ger Vi kørte ind i Ulaan Baator for at spise frokost, restauranten hed Khuree Center, lederen af stedet stammede fra Canada, så der var både mongolske og vestlige retter på menuen. Vi fik nu noget fra den mongolske afdeling. Da vi have spist, kørte vi omkring 80 km. i østlig retning, til nationalparken Terelj, frem til Ögöödei Khan Camp, lejeren var opkaldt efter Djengis Khan's tredje søn, som levede fra 1187 til 1241. Lejren lå i  1.550 meters højde, vi var de eneste gæster i lejren. Vi fik hurtigt tildelt vores telt, et såkaldt Ger. Den er cirkelrund og meget praktisk indrettet, møblementet bestod af to senge, en topersoners sofa, et bord, to taburetter, en lille kommode, en slags servante hvor man kunne vaske sig lidt. I midten var der opstillet en ovn, og røgen blev afledt af et rør som gik op gennem et cirkelrundt hul i loftet, der blev nu ikke tændt op i ovnen. Møblerne som var fremstillet i træ var malt med en grøn bundfarve og der efter dekoreret med blomster motiver. (se i Billedarkiv: De Mongolske Ger).

Nomade familie.
Geren's overhoved byder på mongolske lækkerier Om eftermiddagen besøgte vi en nomadefamilie i deres Ger. de boede ikke længere væk fra vores lejr end vi kunne spadserer der til. Vi blev vel modtaget af hele familien, den gamle mor var 82 år og sønnen, familiens overhoved, var 66 år. Vi fik smagsprøver på Arac, som er lavet af gæret hoppemælk, der blev opbevaret og gæret i en stor sæk lavet af gedeskind. Vi fik også smagsprøver på hjemmelavet ost, der var fremstillet af gedemælk. Sluttelig fik vi en kop te med gedemælk. Sønnen var meget interesseret i hvor gamle vi var hver i sær og hvad vores arbejde bestod af. Det fik vi så lov til på tur at fortælle om. En ting der slog mig var hans utrolige hvide tænder. Degi fortalte at mange mongoler havde meget flotte tænder, det skyldes deres levevis, ikke noget med sukker og andet usund kost.

Hopperne malkes.
konen malkde hopperne Bagefter var vi med ude og se hvordan de malkede deres hopper. Føllene var bundet i en meget kort snor så selvom de rejste sig op, var de ikke i stand til at die hos deres moder, samtidig betød det også at hopperne ikke gik langt væk fra føllene. De startede med at føre et føl hen til dens mor, den fik så lov til at die et par sekunder, så blev den taget og konen begyndte så at malke den. Den procedure gentog sig med de fem andre hopper. Nu var der mælk til lidt mere Arac. Jeg forstod at de malkede omkring fem gange om dagen. Da de var færdige med at malke, lagde han en saddel på hans ridehest, en stor flot hingst, han skulle ud at ride i morgen, og han havde ikke redet på den længe, så den skulle lige vænnes til at have sadlen på, inden han kravlede op på den igen. Jeg havde købt en håndfuld kuglepenne hjemme i Danmark jeg gav barnebarnet en af dem. Han så meget stolt ud, han havde sat kuglepennen fast i skjorten, så alle kunne se den. (se i Billedarkiv: De Mongolske Ger)

Aftensmad.
Leif har sat sig op, klar til afgang Vi spiste vores aftensmad i lejrens restaurant-ger. Efter maden var Mogens, Leif og Tove ude og ride på heste, det vil sige at da ingen af dem før havde reddet,  gik der en ved siden af og holdt i tømmen. Det fik de en time til at gå med. Alle tre roste turen bagefter, naturen var utrolig smuk her i området. Solen skinnede flot, men luften var begyndt at blive køligt, så jeg sad og frøs lidt. Senere tog jeg en trøje på og satte mig uden for min Ger, på en lille taburet med en øl, og nød den smukke solnedgang. Da det blev mørkt var det tid til at gå i seng. Det var sgu en hård seng at få sig lagt sig i.

Sidst opdateret : 22. januar 2006
Dag 3 Rejsedagbog dag 5