Søndag d. 10. Juli 2005

8. Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede klokken syv, jeg lå og dasede lidt inden jeg stod op og gjorde min morgentoilette. Jeg satte mig uden for på en taburet, og varmede mig i solen som skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene fløjtede lystigt, det bliver svært at forlade dette dejlige sted. Vi spiste morgenmad kl. 8.30, den var en tro kopi af gårsdagens, den bestod igen af brød, marmelade, skiver af pølse, ost og selvfølgelig Nescafé. Efter morgenmaden gik jeg tilbage til min Ger, for at tage dyne og hovedpude betræk af, dem skulle jeg have med til næste lejr.

Sandklitter.
Den langstrakte sandklit Det meste af personalet var mødt op for at sige farvel til os. Vi kørte fra lejren kl. 9.30. Vores endelige mål i dag var Karakorum. Efter vi havde kørt et stykke tid ad en asfalteret vej, gjorde vi holdt et sted hvor der på forunderlig vis, midt i det hele, lå en lang klit. Den havde en længde ca. 80 km. og var under en 1 km. bred. At gå rundt i klitterne, var som at vade rundt i klitterne ovre ved Vesterhavet, lige bort set fra at havet og vinden manglede. Et pudsigt fænomen at opleve.

En meget hellig Avar.
En typisk Avar, som vokser i omfang år for år Vi kørte vel en times tid, da vi gjorde holdt ved en stor Avar. Den var gået hen og blevet til et meget helligt sted. Når man nu ved at hver besøgende lægger tre sten hver, så har den haft ret mange besøgende. Der lå forskellige offergaver, som f. eks. en flaske vodka, pakker med kiks og kager, dukker ja sågar lå der et par krykker, og selvfølgelig masser af de blå "silketørklæder". Vi gjorde endnu stop på vejen ved et vandhul, "Fugletosserne" havde fået øje på nogle jomfrutraner og en musvåge og de måtte jo tages i nøjere øjesyn, og krydset af i "fuglebogen".

Khubilak Khan Camp.
Min Ger i Khubilak Khan Camp Vi nåede frem til Khubilak Khan Camp lidt før kl. 13. Lejren lå smukt op ad en skråning i 1.570 meters højde, med frit udsyn ned mod byen Karakorum. Lejren var opkaldt efter Khubilak Khan, som var søn nr. 2 af Tolui Khan som igen var første søn af Djengis Khan. Det var for øvrigt Khubilak Khan som gjorde Beijing til hovedstad, for hans store imperium, hvor han grundlagde Yuan dynastiet. Vi fik hurtigt tildelt vores respektive Ger's. Her var bundfarven på møblementet for resten blåt. Vi spiste frokost kl. 13.30, den bestod af en legeret suppe, ret med noget kød af en slags og nogle grøntsager. Efter frokosten gik jeg i gang med at overføre 3 fyldte digitale kort til min harddisk og så  oplade alle mine flade batterier og min harddisk, fordi der var ikke strøm i den næste lejr vi kom frem til.

Endnu en nomadefamilie.
På vej til nomadefamilien, gennem Orchon floddalen Vi kørte fra lejren kl. 15.30 vi skulle besøge en nomadefamilie som holdt geder og yakokser. Men vi kørte først ned til Erdene Zuu Klosteret, vi skulle ned for at se om de nede i deres sovegniers shop havde diasfilm, fordi Mogens og Jytte var løbet tør. Sjovt nok havde de filmene og oven i købet til nogenlunde samme pris som i Danmark. Jeg benyttede lejligheden til at købe en antik Buddha-figur til min datter, så var den fødselsdagsgave hjemme. Samtidig købte jeg en antik bedemølle i sølv, til at have i en kæde om halsen, den var til mig selv. Jeg fik udfyldt et stykke papir som var en form for kvittering til tolden, at jeg godt måtte udføre disse ting. Vi gjorde holdt på vej ved en lille købmandshandel, her købte jeg en flaske mongolsk vodka, så vi havde lidt til de lange aftener. 

Hjemmelavet vodka.
Den gamle bedstemor, som ivrig deltog i vores besøg Der efter kørte vi hen til nomadefamilien. Vi blev selvfølgelig inviteret indenfor i deres Ger, og blev trakteret med hjemmelavet ost, yoghurt fremstillet af mælk fra yakokser, den smagte for øvrigt fremragende. Vi blev også budt på hjemmelavet vodka. Der stod et sort hvidt 14 tommer fjernsyn og flimrede i baggrunden. Strømmen fik de fra en akkumulator, som de opladede ved hjælp af solfangere. Den uundværlige parabol var der selvfølgelig også

Bare sid op.
Her bliver jeg klasket op på en yakokse Vi gik med ud for at se yakokserne blev malket, det er nogle store imponerede dyr. Vi fik også lov til prøve på at ride på en af yakokserne, ride er så meget sagt, den nægtede at rykke sig ud af stedet. Yakoksen var udstyret med en ring i næsen og selv om de var ved at rykke mulen af, flyttede den sig ikke en centimeter. Stædig bæst. Jeg skulle selvfølgelig også prøve at sidde op på den. Den var noget bredvommet, så op ved egen hjælp kom jeg ikke, men der var rigelige af hjælpere der med stor fryd fik mig klasket op på kræet. Der blev rykket godt i næsens ring, men niks ikke en millimeter, den blev stædigt stående. Men pudsigt nok kunne jeg, da jeg hoppede ned af den igen, tage tøjret mellem to fingere og gå rundt med den. Det store prægtige dyr fulgte mig troligt i hælene som en lille hund.

Gederne linet op til hvilken side hver anden gang, klar til malkning De holdt også et hold af geder, her blev de også bundet til en lang line hoved ved hoved, inden de gik i gang med at malke dem. Alle kvinderne deltog i malkninger, selv den herlige gamle bedstemor tog sin tørn med. Pludselig var der en lille dreng der hylede i vilden sky, jeg gik hen for at se hvad der var galt, det viste sig de var ved at slagte en ged, og det skulle han åbenbart overvære. De skulle lære noget om den side af nomadelivet, så tidligt som muligt. (se i Billedarkiv: Nomadefamilie 3).

Den store badedag.
Da vi kom tilbage til vores lejr, gik jeg ned til baderummene hvor jeg tog et bad og fik vasket mit hår, der var masser af varmt varm. Efter badet satte jeg mig uden for min Ger på en taburet, og drak mig en kold øl. Solen skinnede fra en skyfri himmel, en lille steppemus pilede rundt i græsset, ind i mellem stoppede den op og kiggede på mig. Jeg havde frit udsyn ned mod Karakorom by, faktisk sad jeg rigtigt og hyggede mig, så kan man vel egentligt ikke forlange mere vel?

Aftensmad.
Vi skulle allerede spise kl. 19 fordi der skulle være underholdning kl. 20 i restaurations Ger'en. Aftensmaden bestod af suppe og en kødret med pasta. Da vi havde spist, hentede jeg den nyindkøbte flaske Vodka, så vi kunne smage på varen.

Mongolsk underholdning.
Den mongolske musiskgruppe Efter middagen i lejren var der koncert med mongolsk musik og strubesang. Mongolsk khoomi er en musikalsk kunstform som bliver frembragt ved hjælp af struben og en speciel brug af vejrtrækning. Det anses for en musikalsk kunst hvor man ikke direkte synger men brugere struben som et instrument. Professionelle khoomi kunstnere findes kun i bestemte geografiske områder, med en bestemt tradition. Chandmani distriktet i Kobdo aimag, er hjemstedet for khoomi. Et stort antal af de mest kendte mongolske khoomi kunstnere er født der. En tone kommer ud som en fløjtelignede lyd, som et resultat af “låst” indånding i brystet, som presses ud gennem struben på en bestemt måde, mens en laver tone danner bunden. 

Khoomi stilen udmærker sig med retningen af luftens udånding, fra lungernes dyb. Der findes forskellige tekniker, jeg skal forsøge at forklare nogle af dem.
Harhireaa khoomi : som under stærk pres i struben af åndedrættet, mens en lavere tone danner hovedlyden.
Bagalzuuryn (laryngeal) khoomi: Låst indånding, udåndes ved at presse luften gennem et “lukket” strubehoved.
Tagnainy (palatine) khoomi: Låst indånding, udåndes ved at presse luften op mod ganen.
Hooloin (guttural) khoomi: Låst indånding, udåndes ved at lade luften passere tungespidsen.
Hamryn (nasal) khoomi: Låst indånding, udåndes ved at lade luften passere ud gennem næsen.

Kendsgerningen er den, at khoomi er en kunstart af ikke bare en, men en dobbelt strubesang, i hvilket både den over og lavere tone indgår. Fremførelsen af en sang vokal kombineret med en lavere fløjten, frembringer en polyfonis sang. Khoomi er en specifik og klassisk genre af traditionel mongolsk musik.

Nomadic Winds.
Gruppen kaldtes sig Nomadic Winds og bestod af to kvinder og to mænd, der anvendte traditionelle musikinstrumenter, med dem havde de også en ung pige der udførte noget de kaldte mongolsk dans, jeg vil nu mere betegne det som akrobatik. Men alt i alt vil jeg kalde det en vellykket aften, strubesang er noget helt specielt at opleve in live.

Godnat.
Efter koncerten gik Tove og John i seng, de havde lidt ondt i halsen. Men vi andre blev siddende sammen med Degi og Gambaa, for at at hyggesnakke. Kl. 22.30 var det tid til at sige godnat til hinanden. Endnu en begivenhedsrig dag var ved at være slut.

Sidst opdateret : 27. januar 2006
Dag 7 Rejsedagbog Dag 9