Tirsdag d. 12. Juli 2005

10. Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 2.30 ved lyden af regn og blæst, men faldt da hurtigt i søvn igen. Klokken 4 vågnede jeg igen, det var aftenens sidste øl der bankede på, så jeg stod op til en fantastik stjernehimmel jeg kan ikke mindes at have se så mange stjerner før. Det var svært at gå i seng igen. Kl. 6.30 vågnede jeg ved at Geren blev "tæppet" af. Solen skinnede igen fra en skyfri himmel og det var helt vindstille. Efter jeg var stået op, gik jeg rundt og små nussede inden der var morgenmad. Vi kørte fra lejren kl. 9.30, vores første mål var Erdene Zuu klostret.

Erdene Zuu.
Den store hvide stupa Erdene Zuu betyder “Dyrebare Buddha” eftersom klostrets største attraktion er Zandan Zuu, sandaltræ’s Buddhaen. Erdene Zuu er Mongoliets ældste buddhistiske kloster, grundlagt I 1586 af Abtai Khan, og er en af de fem klostrer der delvis intakt, og overlevede ødelæggelsen af de religiøse samfund i 1930’erne. Den kolossale mur som måler 400 x 400 meter i kvadrat, omgiver klostrets område, blev bygget af sten og mursten fra ruinerne af den gamle hovedstad Karakorum. Forsvarsmuren som er ekstrem dyb, har for hver ca. 90 meter er der en meget stor stupa, som enten er en begravelsesplads eller indeholder buddhistiske relikvier. I hver mur er der midt i placeret en port. Der er i alt 108 hvidmalet stupaer, alle i samme størrelse og tårnene øverst oppe, giver muren dens bastante indtryk. Antallet 108 er for øvrigt et helligt buddhistisk nummer. En voldsom ødelæggelse blev påført tempelbygningerne af soldaterne fra Manchuriet 1731, men skaderne blev senere udbedret.

Erdene Zuu lukkes ned.
Fra 1941 til 1990 blev det religiøse liv i klostret lukket helt ned, og Erdene Zuu blev omdannet til et nationalt museum, uden munke som beboer. Kun få specielle besøgende blev vist rundt på museet. Det religiøse liv genopstod under 1990’erne. I 1997 besluttede regeringen at rekonstruere klosteret. På sin højde havde Erdene Zuu omkring hundrede templer, som en del af det store klosterkompleks, beboet af tusindvis af munke, som boede i Ger’s.

Nutidens Erdene Zuu.
Templet som der er offentlig adgang til - templet er helt i tibetansk stil Komplekset består i dag af fem templer, stupaer, nogle små bygninger der bliver brugt til bøn og nogle gravmæleruiner. Et overraskende stort antal af statuer, masker og buddhistiske billedruller, de såkaldte tankas, som på en eller anden måde overlevede den religiøse udrensning. De blev gemt i de nærliggende bjerge eller gemt i lokale hjem, med stor risiko for beboerne. Vi besøgte alle fem templer som alle rummede nogle imponerende Buddhaer, en meget vigtig bygning som har overlevet, er den store stupa med den gyldne top, som står næsten modsat af hovedindgangen og som er omgivet af otte små stupaer og nogle små sidebygninger nær det hvide tempel i den tibetanske stil.  Vi besøgte dette tempel og overværede en af de religiøse ceremonier som altid bliver afholdt i dette tempel og der er offentlig adgang til disse ceremonier.

Kunstskatte.
Mange af klostrets huse rummer de mest kostbare af Mongoliets kunstskatte, som stammer fra det 16. til 19. århundreder, og som er skabt af nogle af de bedste buddhistiske kunstnere, der i blandt den navnkundige Zanabazar. De mange små bygninger rummede nogle uvurderlige billedruller og billedtæpper. Her var Degi rigtig på hjemmebane, vi fik udlagt betydninger af mange symboler og historier omkring de enkelte billeder. Jeg er nu lidt bekymret for at de med tiden skal gå til, fordi den måde de blev opbevaret på, vil på længere sigt nedbryde dem. Det er selvfølgelig nemt nok at kritisere dem, men det er jo i den sidste ende et spørgsmål om økonomi, og Mongoliet er et meget fattigt land.

Karakorum.
Resterne af det gamle Palads Karakorum som ligger i Orchon dalen i den nordlige del af Ovorkhangai regionen, var tidligere en stor hovedstad, grundlagt af Ögöödei Khan i 1235. Han var for øvrigt Djengis Khan's tredje søn og hans efterfølger. Byen eksisterede hovedsageligt som midtpunktet for det ekspanderende imperium, og var kernen i det politiske og administrative liv, samt skatkammer for de indkrævede skatter og udbyttet fra deres plyndringer. Udenlandske udsendinge, købmænd og fremtrædende gejstlige rejste til byen for at komme i audiens hos den mongolske Khan.

Verdens Palads.
Det kejserlig palads bestod af et område omgivet af mure, og var kendt som ”Verdens Palads”, det lå i det sydvestlige hjørne af byen. I paladsets forhal blev audienser, banketter og receptioner afholdt. Byen var strategisk placeret ved korsvejen til de traditionelle ruter, og var rasteplads for de omvandrende nomader og handelskaravaner. Byen var omgivet af en mur med fire porte, hvorfra der solgtes forskellige varer, f. eks. solgtes der hirse og korn ved den østlige port, får og geder ved den vestlige port, okse og kærre ved den sydlige port, og heste ved den nordlige. Avanceret kunst blev fremstillet af dygtige håndværkere, blandt andet af den franske sølvsmed Guillaume Bouchier.

Hovedstaden flyttes.
De tykke mure  Da Kubilai Khan flyttede den mongolske hovedstad til Beijing i 1264, mistede Karakorom sin internationale indflydelse. Karakorom blev totalt raseret helt ned til grunden af soldater fra Manchuriet i 1380. Udhuggede sten i form som en skildpadde, markerede grænsen af den gamle by, kun få af dem er tilbage. De fungerede som fundament for en indgraveret plade, en slags mindesmærke, som dog ikke længere eksisterer. Ikke desto mindre er mursten og sten fra ruinerne af Karakorum brugt til at bygge den monumentale mur omkring Erdene Zuu klostret som ligger ved siden af, så man kan godt på en måde sige at den gamle by stadig lever videre. I dag er der ikke ret meget tilbage. Vi var ude og kigge på området og man er i gang med nogle arkæologiske udgravninger. Jeg kiggede også på den ene af de to skildpadder der er tilbage i dag. Kræmmerne havde også fundet vej hertil, de stod side ved side med deres små boder det meste af vejen ud til det gamle Karakorum. Vi gik tilbage til Erdene Zuu klostret, for at besøge deres souvenirshop, her købte jeg nogle gamle smukke sølvsmykker som jeg vil bruge som gaver

Tilbage til lejren.
Stedet hvor der har ligget et nonnekloster Det gamle frugtbarhedssymbol Vi kørte tilbage til lejren for at spise vores traditionelle frokost. Efter frokost kørte ud for at bese den anden skildpadde som var tilbage af i alt fire. Vi havde lejrchefen fra den næste lejr vi skal bo i, nemlig Mönch Khan Camp, med på dagens tur. Det var meningen vi skulle følges ad i morgen. Han skulle følge os i en lastbil, som var læsset med en ny indkøbt Ger, der var komplet med møbler. Ikke langt derfra besøgte vi en høj hvor der en gang havde ligget et nonnekloster, der var ikke noget synligt tilbage af klostret. Der lå en lille avar som jo med tiden vil vokse sig stor, jeg bidrog da selv med de traditionelle tre sten. Lige i nærheden stod der et gammelt frugtbarhed symbol. Her valfartede barnløse og unge par til, hvor de gav små offergaver i form af chokolade eller vodka og lignende, i håb om at de ville får mange børn.

Et privat tempel.
Huset med omgivne mure, bemærk stupaen og det lille polygonformet hus med med bedemøllen Der efter gik vi en lille tur hen til et  lille privat skabt tempel, som var skabt af en kvinde. Hun levede der helt alene, sammen med en masse forskellige dyr. Hendes hund stod tøjret med en lang snor, hvilket vi nok skulle være glade for, den gøede ret kraftigt, den var tilsyneladende godt utilfreds med vores besøg. Kvinden var vel omkring de 40 år. Huset, haven og murene omkring huset havde hun egenhændig bygget. Materialerne hentede hun selv på en trækvogn som blev trukket af hendes lille æsel, hun var selvfølgelig vegetar. Inden for murene havde hun bygget en stupa til ære for sin far, desuden havde hun bygget et lille polygonformet hus som rummede en bedemølle, som drejede rundt ved hjælp af en elektromotor. Rundt om i haven var der placeret forskellige figurer, f. eks. ved siden af huset med bedemøllen stod en siddende kvindefigur der ammede et barn. Det var en særpræget oplevelse.

Hos snedkeren.
Vi kigger på stativet til en Ger Vi kørte ned til selve Korokorum by for at besøge en håndværker som bygger Ger og møbler, vi så hvordan stiver til taget blev skåret ud, til bemaling af de kendte mønstre brugte de skabeloner, som så blev duppet med maling. De fremstillede også møbler, samme slags som vi havde i de Ger vi boede i. Det der var mest interessant var at se hvor primitive værktøjer de havde til deres rådighed. Vi blev inviteret ind i deres stuehus, her inde stod en stor indgangsdør, utrolig flot bemalet, jeg forstod at det var en speciel bestilling de var i gang med, en Ger i luksus udgave. En standard udgave af en Ger kostede omkring 2.000$. Vi blev selvfølgelig tilbudt den traditionelle arac,  den befandt sig i en plastikdunk som var sænket ned i den kølige brønd, vi smagte høfligt på drikken. Den unge mand som viste os rundt var ansat hos snedkermesteren, lønnen til en så dygtig håndværker var hvad der svarer til ca. 7.000 Dkr.

Mongolia calling.
Vi kørte tilbage til lejren, her tog jeg et bad og vaskede mit hår - herligt. Jeg fik lov til at låne en mobiltelefon af min navnebror Mogens, jeg ringede til min lillesøster for at fortælle at jeg stadig var i live, lyden gik forbavsende fint igennem. Helt rart når der nu ikke er en telefonboks eller internatcafe ude i ødemarken.

Strøm på batterierne.
Leif og jeg havde travlt med at for opladet alle vores respektive fotobatterier og harddiske, fordi de næste lejre vi skulle bo i var der ingen elektricitet i lejrene.

Freden blev brudt.
Min lille ven - Pibeharen Jeg satte uden for min Ger, på en taburet med en kold øl, her var så fred fyldt, jeg nød udsigten ned mod Erdene Zuu mens en lille pibehare smutte lystigt rundt, alt i mens den holdt øje med hvad jeg foretog mig. Jeg havde en rar følelse af indre ro. Freden og roen blev afbrudt af et brægen som havde præg af jamren der godt kunne minde lidt om barnegråd, da jeg fik kigget efter kunne jeg se en flok geder der gik forbi hegnet til vores Camp, inden for hegnet stod der en lille ged og jamrede sig, den kunne ikke komme ud til de andre. Jeg fik øje på en låge i hegnet, så jeg gik op og lukkede den ud, den havde travlt med at komme af sted efter flokken, den sagde ikke en gang tak til mig, utaknemmelige bæst.

Aftensmad.
Vi spiste vores aftensmaden i lejrens restaurant-ger kl. 19.30. Efter maden fik vi alle vores aftenkaffe, og vodkaflasken gik sin sædvanlige runde ved bordet, Degi og Gamba deltog selvfølgelig i vores aftenhygge. Vi brød op kl. 21.15 og sagde godnat, vi skulle forlade denne lejr i morgen allerede kl. 7, fordi næste dags rejse var meget lang, og vi skulle jo også pakke sammen. Dagen havde budt på mange oplevelser, som jeg lå i sengen og prøvede at få styr på, inden jeg faldt i søvn.

Sidst opdateret : 22. januar 2006
Dag 9 Rejsedagbog Dag 11