Onsdag d. 13. Juli 2005

11. Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede omkring kl. 4, ved nogle gevaldige tordenbrag, det var blevet et kraftigt regnvejr, der kom en og" tæppede"  Geren så det ikke regnede ned. Jeg stod op kl. 6, pakkede det sidste ned, barberede og vaskede mig. Der var morgenmad kl. 6.30. der var allerede afgang kl. 7, vi havde en af rejsens længere køreture foran os.

Over stok og sten.
Her er så det store vejnet Vi kørte ud i den midterste del af Gobi ørkenen vores endemål var Mönch Khan Camp som ligger i Gobi ørkenen. Det gik overstok og sten, det skal forstås på den måde at der var absolut ingen veje, nogle gange var der antydninger af hjulspor, vejskilte var en by i Rusland (hø hø). Jeg er helt sikker på Gambaa ikke altid vidste hvor vi var henne. Ok - Mongoliet er 40 gange større end Danmark og der bor blot 2,3 millioner mennesker i landet, som for øvrigt er et Uland, så hvor skulle pengene komme til sådan noget pjat som veje og vejskilte. Ind imellem diskuterede Degi og Gambaa ivrigt et eller andet, senere fandt jeg ud af at de snakkede om hvor ham lejrchefen fra Mönch Khan Camp, som vi skulle følges med, var blevet af.

Kørte fast.
Vi sitter fast Her er så vores frelsende engel Ja så skete det pludseligt, vi kørte fast i et mudderhul, hjælp her ude på den berømte Lars marker. Vi slæbte alle sammen sten som vi lagde under hjulene. Så blev der forsøgt at komme fri, vi lagde flere sten under hjulene, men lige lidt hjalp det, vi sad uhjælpeligt fast. Efter 3 kvarter var vi så heldig at der kom et par biler kørende i nærheden, vi viftede alle med arme og ben. Det var to russisk byggede firehjulstrækker. Her ude er den ingen der kører forbi og lader som ingen ting, her hjælper man hinanden. Der blev rigget tovværk til, og efter fem minutter var vi trukket fri af mudderhullet, Gambaa kunne smile igen. Bagefter kørte vi lidt rundt for at finde lejrchefen, det lykkedes til sidst at finde ham.

Nu vælter den.
Nu vælter den sgu Vi fulgtes så ad, han kørte i en lastbil der var læsset med en hel ny ger med møblement, han kørte foran os for at vise vej.  "Vejen" hældte på nogle tidspunkter så kraftigt at vi nærmest i kor sagde: Så nu vælter han sgu, men hver gang rettede bilen sig op igen. Vi gjorde nogle stop på vejen for at strække ben, gerne ved en Avar, og hver gang gik lejrchefen rundt tre gange om dem og lagde sten.

Frokost.
Så står den på varm mad Vi gjorde holdt hos en nomadefamilie, vi skulle spise frokost her. Vi blev som sædvanlig venligt modtaget, jeg tror vi var en god afbrydelse af den daglige trummerum. Vi fik tilbudt hjemmelavet vodka,  og selvfølgelig arac, og et eller andet uspiseligt lavet af tørret mælk. I mens var Degi og lejrchefen i gang med at lave vores frokost. Det var noget med tørret nudler og små kødboller som svulmede op når der blev hældt kogende vand på. Vi fik bagefter kaffe. Familien var samlet og deltog nysgerrigt i vores frokost. Der sad et familiemedlem som var murmeldyrjæger, der var ikke så mange tilbage at fange, og jagten skete kun i august. Under hele frokosten kværnede der et 14 " sorthvid TV i baggrunden. Det fik strøm fra en 12 volt akkumulator. Uden for stod der en stor parabol antenne og en solfanger til at genere strøm.

Videre over stepperne.
Vi kørte videre ud over stepperne i bogstavelig forstand. Ved et stop kom lejrchefen ind i vores bil, han medbragte en tom vandflaske og en flaske vodka, han skar bunden af vandflasken så det kunne bruges som et drikkeglas, så hældte han en ordentlig sjat vodka op i glasset og spurgte hvem der var ældst, John meldte sig frivilligt, så var det bare med at vende bunden i vejret. Sådan kørte det hele vejen rundt, indtil alle havde fået et ordentligt syp. Det var godt det ikke var bunden af en 1½ liters flaske. Han fortalte at i gamle dage stak man en finger ned i vodkaen, og lod det løbe ned ad ringfinger, for at teste om vodkaen var forgiftet.

Punktering.
Så prøvede vi også det På et tidspunkt under kørslen sad Gambaa underligt uroligt i sædet, så stoppede han bilen og røg ud af døren,  vi var punkteret. Ak ja, så fik vi prøvet det med. Nå det var måske ikke så underligt for der var ikke meget gummi tilbage på de dæk. For det ikke skulle være løgn, så var der endnu mindre gummi tilbage på reservehjulet. Det så ud som om det ikke var første gang Gambaa skiftede hjul, så efter en lille halv times tid rullede vi af sted igen.

Gambaa er her.
En benzinstander af ældre dato Vi havde kørt langt i dag og det var ikke mange mennesker eller dyr vi havde set, men pludselig dukkede der noget op ude i horisonten der godt kunne ligne en helt lille by. Ganske rigtig det var en lille by, og vi gjorde holdt ved noget der lignede en benzinstation. Gambaa gik i gang med at tanke vores bil op,  selve benzin standeren lignede noget fra før 1. verdenskrig, pumpen skulle betjenes med et håndsving. Der var flere der råbte Gambaa's navn, han lignede da også et stort grin. Degi fortalte os at det var Gambaa's hjemby, her boede det meste af hans familie. Der kom også en hel del børn løbende, de kom sikkert for at se hvad det var for nogle væsner, der kom i den bil.

Endelig fremme.
Det er så Mønch Khan Camp Vi havde kørt et lille stykke tid, da vi stødte på dagens eneste skilt, der stod navnet på vores camp, vi var ved at være fremme. Vi måtte dog køre en omvej, fordi den sædvanlige "vej" var så tilsandet, at vi kunne risikere at køre fast. Vi nåede frem til lejeren kl. 18.15, vi fik hurtigt tildelt vores Ger. Vi var det eneste hold i lejren,  så det var nemt at komme til i badet. Et varmt bad og en kold øl, så er man ved at være menneske igen. At vi var kommet til et mere barsk område af Mongoliet, var tydeligt at se på bevoksningen, eller rettere sagt mangel på samme.

Aftensmad.
Vi spiste aftensmad 19.30. Vi fik salat og dumlings, og bagefter  kaffe og vodka. Tro om I vil men vores kokkepige sang et par sange for os. Herligt - gu' ved om een af ansættelsesbetingelserne var at man skulle kunne synge. Nå - sandheden er nok mere den at det var en tradition at man underholdt hinanden med sang de lange aftener, ligesom man en gang gjorde det i Danmark i gamle dage, før radio og Tv's dage. Jeg må indrømme at selvom jeg ikke forstod et ord af hvad der blev sunget, skabtes der en rar og varm stemning.

Gode mennesker.
Vi gik hver til sit kl.  21.30. Jeg tændte et stearinlys i min Ger, der var jo ingen strøm i Geren i denne lejr. Det begyndte at tordne og regne. Det var den første regn i lang tid, i Mongoliet siger man at det er gode mennesker der bringer regn med sig. jeg lå og lyttede til det "gode" vejr inden jeg pustede lyset ud - jeg faldt meget hurtigt i søvn.

Sidst opdateret : 22. januar 2006
Dag 10 Rejsedagbog Dag 12