Fredag d. 15. Juli 2005

13. Dag.
Start på dagen.
Jeg stod op kl. 5.45 og gjorde mig færdig og klar til morgenmaden. Vi kørte allerede kl. 7  og vi havde en meget lang dag foran os. Vi skulle sydpå ind i selve Gobi ørkenen. Vi slog følge med en russisk bygget firehjulstrækker, det er altid rart at være flere biler sammen hvis der skulle ske et eller andet, det var ikke mere end et par dage siden vi selv  kørte fast i et mudderhul. I den russiske bil var to finske piger fra Helsingfors og en franskmand fra Montreux. De havde mødt hinanden i Ulaan Baator og var enige om at slå følgeskab og deles om udgifterne.

Ud over stepperne igen.
Den russiske firehjulstrækker stønner af varmen Vi oksede ud over sletterne, ingen veje, kun hjulspor af og til. Det var utroligt varmt og der var meget øde her. Ingen dyr og meget få fugle var der til at få øje på. I løbet af dagen nåede vi op på omkring 40 C i skyggen, det eneste problem var at der ingen skygge var. Vi havde flere stop på vejen, det kneb med at få kølet den russiske bil ned. På et tidspunkt tabte vi den russiske bil, motoren var blevet for varm så den trængte til en længere pause. Vi så dem først igen da de gjorde et kort stop ved vores lejr langt senere  på dagen.  

Frokost.
Frokost ude i ørkenen - kamelerne stønnede af varme Her er nogle saxaul træer - meget langsomt voksende Vi gjorde holdt ved en Ger hos en familie som havde en flok kameler, de lå ude i den bagende sol, man kunne godt se at de havde det rimeligt varmt, nå de var jo også pakket ind i kameluld. Vores frokost som vi fik serveret var noget som vores syngende kokkepige fra Mönch Khan Camp, var stået tidligt op for at stege og brase til os, hvilket fantastisk menneske. Efter frokosten gik vi en tur op for at kigge på en lille skovagtig bevoksning som lå lige i nærheden. Vi vadede i sand under den bagende sol, sveden drev ned af mig. Vi skulle se på en såkaldt saxaul vegetation, nogle små meget grønne vækster som er anslået til at være omkring 200 år gamle. Den klare grønne farve virkede helt surrealistisk, her i dette tørre sandede og meget varme område. Selve træets ved var så tæt og tung, så hvis det blev sænket ned i vand, ville det gå til bunds som en sten. Noget andet der slog mig var at de stod helt urørte, dyrene gik uden om dem, de måtte simpelthen være yderst giftige.

Gravplads for dinosaurer.
Her er fundet mange dinosaur knogler Her efter kørte vi videre til Bayanzak, som er et verdenskendt sted, hvor man har fundet en mængde rester af dinosaurer. Da vi ankom blev vi modtaget af en flok kræmmer som havde opstillet en række borde hvor på de havde lagt alt deres skrammel. Jeg var godt tørstig, så jeg fandt et sted hvor de solgte kolde vand. Det vil sige de var lunkne, de havde lige tændt for strømmen lige før vi ankom. Der var ikke meget at se, og der var ikke gang i udgravningerne fortiden, temperaturen var høj på denne tid af året, til det var til at holde ud at arbejde. Vi var der ikke så længe inden vi kørte videre ud ad stepperne. Til tider mistænkte jeg Gambaa for at være i tvivl hvor i verden vi var henne. Heden var meget hård nu, mit drikkevand var nu så varmt at det næsten var kogende, måske lidt overdrevent, men det fremme som bekendt forståelsen, det smagte afskyeligt. 

Konfirmation.
Vi gjorde et stop ved en lille lufthavn, fordi Degi skulle konfirmere vores afrejse om to dage, sikken et usmidigt system, de fleste luftfartselskaber er da heldigvis gået fra det, men her råder stadig den gamle sovjetiske ånd. Vi parkerede et godt stykke fra lufthavnsbygningen, så jeg slæbte mig af sted i varmen. Mit håb var at finde noget koldt og drikkeligt. Da jeg nåede frem til lufthavnsbygningen, fandt jeg et køleskab fyldt med store dejlige kolde øller, men ak det var låst. Nu gjaldt det om at finde ham med nøglen. Det lykkedes til sidst, næste problem for ham var at finde en øloplukker, det kunne jeg slet ikke vente på ,så jeg tog mit navnskilt fra mit nøglebundt, svup sagde det, på få sekunder kom jeg fra helvedet til himlen. Puha hvor gjorde det godt,  jeg var godt dehydreret. Efter en lille times hårdt arbejde for Degi, kunne vi fortsætte turen mod vores næste lejr, Güjug Khan Camp som lå en halv times kørsel fra lufthavnen.

Ud over stepperne igen.
Her er mit soverum - Souvenir Geren Da vi ankom fik vi straks tildelt vores Ger, der var et hold belgier i lejren, så det kneb med at finde en Ger til mig, Leif måtte også dele Ger med den belgiske rejseleder. Jeg fik tildelt en plads i Souvenir Geren, her stod en seng, resten af Geren var fyldt med forskellige husflid og håndarbejder, som var til  salg. Jeg spurgte spørgefuldt om jeg måtte give 10% såfremt der skulle komme kunder i butikken. Selvfølgelig måtte jeg det, samtidig bedyrede de at de ville flytte mig til min egen Ger i morgen.

Slappe af.
Jeg tog mig et bad, dejligt at få vasket sveden af, jeg tog min sidste rene T-shirts på og gik hen i restaurant Geren, og tog mig en øl. Her sad Dr. Werner F. Weiglein og ordnede regnskab med lejrchefen. Jeg fandt aldrig ud af om han var ejer af alle de lejre vi havde boet i, eller han bare var medejer, nå det kunne jeg jo også være ligeglad med. Da de var færdige med at ordne regnskaber, fik vi os en længere sludder. Leif gjorde os på et tidspunkt selskab. Werner reklamerede lidt for et resort han havde startet op på Papua New Guinea eller hvor det nu var.  Inden Werner gik stillede han en flaske vodka til vores gruppe.

Aftensmad.
Her er min Ger -   Vi spiste aftensmad kl. 19, vi spiste sammen med belgierne, de fortrak dog hurtig efter de havde spist, de skulle køre samme program som os bare i omvendt rækkefølge, så de skulle tidligt op og havde en lang dag foran sig. Vi blev blev siddende sammen og sludrede med Gamba og Degi. Samtidig smagte vi på gaven fra Werner. Degi var åbenbart blevet fascineret af os uhøjtidelige og ligefremme danskere, så hun ville gerne høre mere om Danmark, og om mulighederne for at kunne komme til Danmark og studere økonomi og turisme. Vi drøftede mulighederne for at hun kunne få nogle stipendier, så hun kunne få råd til at studere i Danmark. Vi gav hende adressen til Udenrigsministeriets hjemmeside, som jo også havde en engelsk udgave af deres side.

Godnat.
Det var tid til at sige godnat og gå hver til sit. Jeg mødte lejrchefen og hans kone, så vi satte os ude foran min Ger, og fik os en lang sludder, på et tidspunkt stødte en mongolsk rejseleder til vores selskab, hun var både tysk og engelsktalende og skulle af sted med den belgiske gruppe i morgen, så det blev sent inden vi sagde godnat til hinanden.

Jeg rodede lidt rundt i min Ger i mørket, der var jo ingen elektricitet i Geren. Pludselig bankede det på min dør, det var lejrchefens kone, hun var kommet i tanke om, jeg ikke havde fået udleveret stearinlys. Det var lidt lettere at finde senge, når der var lidt lys. Det var en træt Mogens der lagde sig til at sove.

Sidst opdateret : 28. januar 2006
Dag 12 Rejsedagbog Dag 14