Mandag d. 18. Juli 2005

16. Dag.
Start på dagen.
Jeg vaskede og barberede mig inden jeg lukkede kufferten og stillede den uden for døren. Vi samledes oppe i receptionen hvor vi ventede på at vores chauffør og Degi skulle komme og hente os, de var et kvarter forsinket. John havde bestilt madpakke til os alle sammen. Vi kørte til lufthavnen kl. 5.45 efter en lille halvtime var vi fremme, vi fik vores flybilletter udleveret af Degi. Det var tid til at give Degi en krammer og sige farvel og tak for et behageligt selskab. Da vi gå ind i hallen for at checke ind viste det sig at der ikke var betalt lufthavnsafgift, så vi måtte pænt vente mens Leif fandt stedet hvor han kunne betale for os alle. Vi fik checket ind uden problemer, nu var det kun at vente på der blev kaldt til bording.

Hør efter mand.
Efter en halv times tid blev vi kaldt til bording, i mens vi stod i kø ved sikkerhedskontrollen, hørte jeg pludselig en kvindelig lufthavns funktionær kalde på Mogens Christian, jamen det var jo mig. Hun bad mig om at følge med hende. Under vejs spurgte hun mig lettere bebrejdende, hvorfor jeg ikke havde reageret da jeg blev kaldt over højttalerne. Jeg forsvarede mig med at noget af det sidste jeg forventede var at nogen kunne finde på at kalde på mig over højttaleranlægget i Ulaan Baatars Airport.

Min Buddha.
Jeg fulgte med hende ind gennem dør og ned af nogle trapper hen ad en lang gang, hen til det sted hvor de gennemlyste kufferterne, her stod så min kuffert, de pegede på en genstand i min gennemlyste kuffert. Oh herregud det var jo bare den antikke Buddha-figur jeg havde købt i Karakorum. Nå, jeg måtte låse min kuffert op, heldigvis havde jeg lagt kvitteringen på købet sammen med figuren, der blev kigget lidt på den, alt imens de diskuterede indbyrdes om det nu også var ok. Til sidst blev den godkendt og jeg kunne lukke og låse min kuffert igen. Jeg gik tilbage til sikkerhedskontrollen igen. Her kom jeg igennem uden flere problemer.

På vej til Beijing.
Jeg gik ombord i Mongolian Airlines Boeing 737/800 til Beijing. Klokken var 7.30 da vi lettede. Vi fik serveret den sædvanlige papæske med en sandwich og en sur juice i et lille papkarton og så en kop kaffe. Vi landede i Beijing kl. 8.40. Nu skulle vi huske at stille uret en time tilbage så klokken var kun 7.40. Vi skulle jo kun være i transit i Beijing, så vi skulle henvende os ved en bestemt skranke, hvor vi alle skulle checke ind samlet. Det siges at bureaukratiet er opfundet i Kina, det er i hvert fald ikke afskaffet. De var to mand høj om opgaven, og det tog tusind år og en isvinter inden vi fik vores boardingpas. Bag efter skulle vi både udfylde Entry og Departure card og igennem sikkerhedskontrollen inden vi slap igennem nåleøjet og ind i afgangshallen.

Slå tiden ihjel.
Nu skulle jeg have tiden til at gå indtil vi skulle flyve med SAS kl. 14.45. Jeg gik rundt og kiggede i lufthavnen, den var nu ikke så stor som jeg regnede med, så da jeg havde gået frem og tilbage et par gange, så gad jeg ikke det mere. Jeg satte mig et stille sted, hvor jeg smagte lidt på min madpakke fra Hotel Mongolia, og bagefter læste jeg lidt i min bog.  Gab gab - lufthavne er godt nok ikke det mest inspirerende sted at opholde sig, men Beijing hører til i den kedelige ende af skalaen.

En tur igen.
Jeg gik mig en tur igen kl. 11.30. jeg stak hovedet ind i Businesscentret for at høre hvad det kostede at sende et par e-mails.  2 Yuan pr. minut, det svarer til 1.75 Dkr. , rent tyveri, når det forklarede hvorfor det ikke var en eneste kunde i butikken. Jeg gik ind på et cafeteria for at købe en øl, en Carlsberg kostede  45 Yuan, ja det er jo sælgers marked. I mens jeg drak min øl, sad jeg og iagttog et kinesisk ægtepar der sad og spiste. Spiste og spiste er så meget sagt, de nærmest skovlede maden i sig, gu'ved om de spiste om kap, spisepindene gik som trommestikker, de snakkede overhovedet ikke sammen under hele æderiet. Jeg blev helt sulten af at se på dem, så jeg beslutte mig for at gå hen Starbuck Coffee. Her købte jeg en god kop kaffe og en laksesandwich.

Bagefter gik jeg en tur igen, nu kunne jeg på skærmene konstatere at SK931 til Copenhagen afgik fra Gate 19, så der gik jeg hen og satte mig og ventede. Langt om længe kunne vi gå ombord på en Airbus 340, jeg sad ved siden af Leif og foran os sad Jytte og Mogens og Tove og John sad på sæderne foran igen. Vi kom i luften til tiden. Nu var der 9 timer og 45 minutters flyvning foran os.

Rødvin tak.
Da en af stewardesserne kom og spurgte hvad vi kunne tænke os at drikke sagde Leif og jeg i munden på hinanden - RØDVIN. Vi måtte have sagt det på en måde, så hun blev nysgerrig for at få vide hvor i al verden vi havde været henne. Da vi fortalte hende det, spurgte hun meget deltagende om hvad vi syntes om turen, inden hun gik satte hun to flasker af til hver af os. Dejligt at kunne skåle i andet en øl og vodka.

Om Mongoliet.
Vi fik serveret stegt kylling med ris og til kaffen fik jeg en cognac. Leif og jeg sad og snakkede om vores tur i Mongoliet og vi var rørende enige at vores rejse gennem Mongoliet havde været enestående. Mongoliet har utroligt meget at byde på som er så meget anderledes, den store variation i naturen, de store åbne vider, besøgene hos nomadefamilierne, det rige fugleliv, de mange stjerner som kunne ses om natten, ja vi kunne blive ved. Under flyveturen snakkede jeg også lidt med et kinesisk ægtepar fra Shanghai, som sad på sæderne på den anden side af gangen, de hældte godt med de "gratis" drikkevarer under vesten under hele turen, tilsyneladende uden at det påvirkede dem synderligt. På et tidspunkt faldt jeg i søvn, jeg havde jo heller ikke sovet ret meget sidste nat, og så skulle jeg tidligt op.

Tiden går.
Selvom man syntes at små ti timer er lang tid, så går tiden jo alligevel. Pludselig lyder beskeden om rette at stoleryggen op og spænde sikkerhedsselerne. Så kommer det berømte lille ryk når landsstellet bliver slået, og lidt efter ruller flyet hen ad landingsbanen.

Tid til at sige farvel.
Mens vi ventede på vores kufferter skulle dukke op på rullebåndet, så var tid til at sige farvel og tak for et behageligt samvær til mine medrejsende, og der efter var det ud gennem tolden, ud at praje en Taxi, hjem til hverdagen igen.

Epilog.
Tiden efter hjemkomsten fra en rejse er altid lidt svære. Det tager altid et par dage at komme ind i hverdagsrytmen igen. Ved nærmere eftertanke kan man stille sig selv det spørgsmål, var rejsen til Mongoliet den ultimative rejse du indtil nu har foretaget. Svaret er selvfølgelig både ja og nej, for hvis svaret var entydig ja, så var der ikke ikke flere rejser at foretage for mig. Men når det så er sagt, så har rejsen til Mongoliet føjet endnu en dimension til mit oplevelses register som jeg ikke ville have undværet, og det har fortalt mig at der stadig er masser at oplevelser at hente - og gudskelov for mig, tanken ville næsten ikke være til at bære, for et nysgerrigt menneske som mig.

Sidst opdateret : 22. januar 2006