Søndag d. 11. august 2002

Dag 2.Start på dagen.
Efter en god nats søvn og et bad, startede vi dagen med morgenmad kl. 8.00. Den bestod af kaffe, juice, et par boller og marmelade, plus et meget hårdkogt æg. Vi blev enige om at vi ville starte dagen med at købe et ugekort til Metro og Sporvogn og ned og betale for den tur til Theresienstadt vi havde bestilt over nettet hjemme fra, og så måtte vi se hvor meget tid der var tilovers.

Ugekort.
Posedamen fra Køge er nu kommet til Prag
Vi gik ned til Metrostationen Krizikova for at købe et ugekort. Vi gik hen til det vi troede var billetkontoret, men jeg kunne ikke finde billetlugen. Jeg bankede på en dør og en dame lukkede døren op. Den første tanke der strejfede mig var at hun mindede mig om en østtysk Brunhilde. Jeg spurgte hende på engelsk om vi kunne købe to ugekort, her efter startede der en lang talestrøm på tjekkisk, jeg forsøgte at forstå meningen med det hun sagde. Jeg opfattede at vi ikke kunne købe ugekort her, men måtte tage Metroen til Mustek, derefter pegede hun på en billetautomat, og jeg forstod jeg skulle give hende nogle mønter, jeg viste hende hvad jeg havde og hun tog en 20 korona. Efter hun havde puttet mønten i automaten talte hun: jeden, dva, tri - trykkede på en knap og igen - jeden, dva, tri - trykkede på anden knap og vupti, ud kom to billetter og penge tilbage. Hun rakte os billetter og returmønterne med et venligt smil. Hun pegede på en stempelautomat, alt imens hun sagde en masse uforståeligt. Ok vi skulle stemple vores billet. Vi sagde pænt: Vielen danke und Aufwidersehen. Vi stemplede og tog rulletrappen ned til toget. 

Metrostationen så ren og pæn ud og det er nemt at finde ud af hvilken retning man skal køre. Vi kørte til Mustek og fandt det Turistinformationskontor som solgte de famøse ugekort - 270 korona pr. styk, Nu skulle vi finde gaden Tynska og det bureau så vi kunne betale for vores tur til Theresienstadt. Metrostationen Mustek har tre forskellige ind/udgange, men da vi ikke havde noget kort over byen gik vi op på lykke og fromme, vi kom op på en gågade, så ved den første kiosk købte vi et kort, ud fra dette gik vi ned mod Namesti Republiky til Folket Hus og Krudttårnet, derefter ned ad Celetna til Rådhuspladsen.

Her fjollede vi lidt rundt efter gaden Tynska, den skulle efter kortet at dømme ligge til venstre for en kirke, jeg valgte selvfølgelig den forkerte, men til sidst fandt vi den, det var ikke meget mere end en sprække  mellem to husmure,  en smøge vil jeg nærmest kalde den. Vi fandt til sidst kontoret, det viste sig at bureauet først åbnede kl. 11.30 og den var kun 10.30.

Det astronomiske ur.
Klokken er 11 og sceneriet går i gang. Vi gik tilbage til Rådhuspladsen for at kigge på det berømte astronomiske ur. Solen skinnede og det var ved at være varmt, så vi satte os på en fortovsrestaurant så tæt på uret vi kunne komme. Kl. 11 slog nogle sprøde klokker og to lemme åbnede sig - man kunne se et par hoveder - lemmene lukkede og åbnede sig igen og der var to nye "hoveder".  Lemmene lukkede sig igen og derefter skete der ikke mere, var der gået 10 sekunder?  Hvad gik det her ud på? Var det alt? De flere hundrede tilskuere som havde taget opstilling foran uret så underlige ud i hovedet og tøvende spredtes de for alle vinde. Vi betalte for vores øl - en pris fem gange højere end i går. Det var nu til at komme i nærheden af uret, så  jeg tog nogle billeder - egentligt ret smukt det ur.

Det var tid til at gå over til bureauet og betale for vores tur til Theresienstadt. Det var en ung dansker der var på kontoret, han viste os på kortet hvor vi skulle mødes kl. 13.00.  Vi var ni i alt der skulle med.

Hotdogs.
Sanne tygger godt nok avet om. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og vi havde en god times tid inden vi skulle af sted, så var der tid til at købe lidt spiseligt. Vi købte hver især en Hotdogs, og jeg en dåseøl ved en "Pølsevogn", derefter satte vi os på en bænk for at spise og samtidig kigge på det mylder af mennesker der passerede forbi. Sanne kunne kun spise det halve, pølsen var ikke god påstod hun - ok det smagte ikke som hjemme i Danmark, måske skyldes det at pølsen var røget og ristet. Da vi havde spist gik vi hen og tog Jan Hus monumentet i øjesyn, den virkede lidt stor og anmassende efter min smag. På soklen står der skrevet "Elsk hverandre og ønsk enhver sandheden". Hvem var Jan Hus egentlig?  

Jan Hus monumentet.
Monumentet fylder godt i "landskabet" Jan Hus er født i 1370 eller 1371, det står hen i det uvisse, i den lille Sydbøhmiske by Husinec. Han var søn af en vognmager, men hans far døde tidligt, så derfor måtte hans mor sørge for at få sønnen ind på Prags universitet. En lille anekdote fortæller at moderen tog en gås med under armen for at bestikke professoren. Gåsen nåede dog at stikke af inden de kom så langt, derfor mente moderen at nu havde Jan kun Gud at stole på !!

Jan Hus studerede teologi og blev i en alder af kun 26 år professor ved byens universitet. I 1409-1410 var han rektor. Sideløbende med hans lærergerning prædikede han i Betlehemskapellet, på noget så uhørt som på tjekkisk! Gennem årene blev der flere gange forsøgt ført kætterproces mod Jan Hus, men først i 1415 lykkedes det, at få ham dømt til døden. Den 6 juli 1415 blev han brændt som kætter på bålet. Jan Hus anses for at være den første Bøhmiske reformator. Ca. 100 år senere var det Martin Luther der tog opgøret med den romersk-katolske kirke og pavedømmet i Rom og med det opgør fulgte Reformationen.

På vej til Theresienstadt.
Vi mødte op ved uret som står ved Krudttårnet på Namesti Republiky. Vi var de første, men hurtigt efter kom der et ægtepar, så et par unge mænd, der efter vores Turguide  Richard som for øvrigt var svensker, tre unge piger kom som de sidste. Vi gik i samlet trop til en minibus som ikke holdt så langt fra. Undervejs  mod Terizin, som byen hedder på tjekkisk, fortalte Richard på en blanding af dansk og svensk, om den tjekkiske historie i nyere tid. Tjekkoslovakiet var opstået efter 1. verdenskrig, da det østrig-ungarske kejserdømme var gået i opløsning, og om hvor ihærdigt Mazaryk arbejdede for oprettelsen af staten Tjekkoslovakiet. Mazaryk blev senere Tjekkoslovakiets første præsident og under hans ledelse udviklede landet sig til verdens 4. rigeste land. Men 30ernes depression som startede i USA, ramte også Europa og udvikling i landet stagnerede totalt.

München aftalen.
Landet blev "solgt" til Hitler af vestmagterne i forbindelsen med den så kaldte München aftale, hvor efter Hitler proklamerede at nu havde han ikke flere territoriale krav!! Premieremister Chamberlain kom tilbage fra München med et stykke papir som han stod og viftede med foran et fly, samtidig han udtalte de berømte ord: Peace in our time. Jeg har selv set det stykke papir i 1993, det var udstillet på Imperial War Museum i London. Der står absolut ingenting på den lap papir der overhovedet kunne tolkes på den måde som Chamberlain gjorde. Resultatet  Tjekkoslovakiet blev invaderet af nazister og ophørte med at eksistere som en selvstændig nation.

Den lille Fæstning.
Davidstjernen på gravpladsen foran Den Lille Fæstning Vi nåede frem til Theresienstadt, og gjorde holdt ved en parkeringsplads ved den såkaldte Lille Fæstning. Borgen blev egentlig bygget som forsvar af østrig-Ungarn mod angreb fra Preussen. Da Borgen mistede sin strategiske betydning, blev den indrettet som fængsel. Efter nazisternes invadering af landet, overtog Gestapo allerede i 1940 fængslet, for at bruge det til politiske fanger. Man anslår at ca. 32.000 fanger passerede gennem fæstningen.

Foran Borgen er der en stor gravplads, man bemærker både de kristnes symbol Korset med en tornekrone og jødernes Davidstjernen. På nogle gravstene stod der navne, andre havde kun et nummer og andre igen ingenting. På nogle af gravstenene lå de karakteristiske småsten, som jøderne bruger. Skikken stammer fra ørkenen hvor der jo ikke gror blomster, så man bruger sten som symbol for blomster i stedet for.

Vi passerede en bro over en voldgrav og gik ind igennem en port i fæstningsmuren. Jeg må indrømme at her gav det et underligt sug i mit mellemgulv, vi var dårligt kommet indenfor, før stemningen føltes trykkende - vi var indenfor i dødens forgård!!

Forvaltnings gården.
Inskription som var atypisk for et Gestapofængsel Vi startede vores rundtur i den såkaldte Forvaltningsgård hvor alle fangerne blev modtaget og indskrevet. De blev stillet op i geledder og det kunne godt tage op til 14 timer inden alle var indskrevet. Om det var bidende koldt eller stegende hedt, blev der ikke taget hensyn til, så allerede her døde de svageste. Her havde fæstningens kommandant SS-Hauptsturmbanführer Heinrich Jöckel sit kontor, han var kendt og frygtet, en ren sadist og det var hans ide at der over porten til fangeafsnittet skulle stå: "Arbeit macht frei",  selv om det faktisk var et fængsel for politiske fanger, denne inskription var ellers kun noget man brugte i koncentrationslejrene.

Block A.
En celle hvor man op til hundrede fange opholdt sig 100 fanger blev stuvet ind i rum som tidligere var beregnet til højst 15 til 20 personer, her lå de på de rå brædder uden nogen form for tæpper eller madrasser og med ca. 30 cm. plads til at sove på!. Vi beså også den såkaldte barberstue, der blev bygget i forbindelse med Røde Kors inspektion af Theresienstadt i 1944, her ville man bevise hvor godt man tog sig af fangerne. De kom nu aldrig over i denne del af lejren. Der var også indrettet en sygestue, men der fandtes ingen medicin eller læger tilknyttet, kun hvis der var en læge mellem fangerne. Sidst på krigen døde hundredvis af fanger her under grusomme forhold. Der var indrettet et stort baderum med et tilhørende omklædningsrum. Her kunne de nyankomne fanger få sig et bad, først kvinderne, så mændene, hvis der var mere vand og til sidst jøderne, men da var vandet for længst sluppet op. Jeg behøver selvfølgelig ikke at nævne at vandet var koldt.

Mordet i Sarajevo.
Cellegangen hvor enecellerne lå  Der var indrettet en afdeling med eneceller, her sad bl.a. en af de mest historiske kendte fanger, isoleret i celle nr. 1 - Gavrilo Princip. Han myrdede den østrigske kronprins Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914, en begivenhed der udløste 1. Verdenskrig. Gavrilo var mindreårig,  kun 17 år gammel og han kunne derfor ikke dømmes til døden, han døde senere i fangenskab af tuberkulose. Cellerne her blev brugt til at isolere fanger som havde fået en skærpet straf, eller som var under "afhøring", eller ventede på at skulle henrettes. Nogle af cellerne var helt uden vinduer, de blev fortrinsvis brugt til at knække særlige besværlige fanger. Mange af dem der sad her var modstandsfolk som Gestapo havde fanget.

Proppet med fanger.
Vores guide Richard tog os med ind i en celle hvor han fortalte, at i denne celle opholdt sig konstant 100 jødiske fanger, rummet var vel 2 gange 5 meter. Der var ingen toilet, der skal vel ikke meget fantasi til at forestille sig hvor rædselsfuldt det måtte være. De døde da også som fluer, når liget blev fjernet, blev en ny stoppet ind!! Efter krigen sad lejrens kommandant Heinrich Jöckel fængslet netop her i denne celle indtil han blev dødsdømt og henrettet i 1946. Han sad der dog alene, havde en seng, et skrivebord og en pottestol. Det var meningen at vi skulle have besøgt henrettelsespladsen hvor omkring 250 mennesker blev henrettet, men på grund af den sidste uges megen regn, stod den under vand.

Gård 4.
Vi besøgte også den nye del, som blev betegnet som Gård 4, opførelsen startede i 1943 og arbejdet udførtes af de indsatte fanger. De første fanger blev anbragt der i 1944, i store celler hvor de proppede 400 til 600 fanger ind i. Der fandtes kun et toilet, som holdt op med at fungere efter to dages brug, intet blev gjort for at udbedre det - uhumsk er vel et mildt ord for det! Sidst på krigen var nazisterne begyndt at tømme de forskellige udryddelseslejre rundt omkring i Europa, nogle af fangerne kom hertil og de  blev anbragt i Gård 4. Fangerne medbragte en masse  sygdomme, så der udbrød en tyfusepidemi, hvor under fangerne døde som fluer. For at forhindre at sygdommen spredte sig til fangevogterne og deres familie, "løste" man problemet ved simpel hen at afspærre Gård 4 totalt, så måtte de selv om resten!! Jeg må indrømme at jeg på dette tidspunkt følte at nu havde jeg sku fået nok. Puha.

Museet.
Vi fik ca. 20 min. hvor vi kunne gå rundt på egen hånd. Sanne og jeg valgte at besøge museet som var indrettet i SS-soldaterne's tidligere bolig. Der var en del genstande fra Fæstningen, men det var mest fotostater af fanger, modstandsfolk osv., der var også et billede af SS-Hauptsturmbanführer Heinrich Jöckel, gengivet i en  uforskønnet udgave, med sin lille Hitler inspireret snotbremse under næsen.

Vi forlod Fæstningen og kørte over til den anden del af Theresienstadt. Der så ikke ud som om der var så meget tilbage der hentyder til "byens" tidligere funktion, men de rette vinkler som gaderne er anlagt på, husenes forfald, nogle forladte og spøgelsesagtige, gav et trøstesløs indtryk, det var ligesom om "byen" på grund af sin fortid, havde opgivet sin fremtid! Nå - nu tillod tiden heller ikke til at se nærmere på det der måtte være tilbage. Vores sidste mål var at besøge krematoriet, som blev brugt til at fjerne alle de der døde på den ene eller anden måde. Til højre for krematoriebygningen var der en stor gravplads, man anslår den rummer asken fra ca. 40.000 mennesker.

Krematoriet.
En af de fire ovne i Krematoriet Vi gik ind gennem en stor dobbeltdør, over døren var der placeret en figur i sten, en ugle, symbolet på nattens gerninger måske? Når man kommer ind i rummet hvor ovnene står, var der til venstre et helt almindelig obduktions rum, hvor der blev foretaget en del obduktioner, "interessante" organer blev her taget ud af ligene og lagt i formalinsprit, for senere at blive brugt til studier og undervisning. Krematoriet havde 4 ovne som man besluttede at lade stå urørt, efter nazisternes flugt, det vil sige at den aske der fandtes i ovnene ikke blev fjernet. Krematoriet var ikke bygget til masseudryddelse, men da mange mennesker døde undervejs af sult, sygdomme og mishandlinger, skulle deres lig jo skaffes af vejen på en eller anden måde.

Tilbage til Prag.
Det var tid til at tage tilbage til Prag, på hjemturen sad de fleste og små-blundede, der var heller ikke ret meget at se på. Da vi blev sat af minibussen inde i Prag, udbrød jeg: Nu vil det gøre godt med et stort koldt glas øl: Det bifaldt Anne og Erik, så vi satte sammen kursen direkte mod Folkets hus, her satte vi os. En tjener kom med et spisekort, men da vi sagde at vi ville have øl, sagde han at det skulle vi bestille hos en anden tjener, så gik han igen, da der ikke skete mere, så gik vi også. Skråt over for lå en cafe, her fik vi fire fadøl med det samme. Herligt - vi fik rettet op på væskebalancen. Det begyndte at regne, styrtregne er vist et bedre udtryk, så vi måtte trække inden for.  Da regnen ikke så ud til at stoppe lige med det samme, kunne vi lige så godt gøre lidt mere ved væskebalancen. Anne og Erik håbede på at de kunne komme ud at sejle på Moldau i morgen.

Pizzeria Vivaldi.
Nu er den værste sult stillet. Det holdt op med at regne, så vi blev enige om at søge ned mod Rådhuspladsen, og måske finde et sted der omkring hvor vi kunne spise. Da vi nåede ned til rådhuset begyndte det at regne igen, hurtigt fandt vi et sted, Pizzaria Vivaldi hed restauranten. Der blev bestil 3 gange spagetti og jeg fik en portion tortellini, vi bestilte også et par flasker af den lokale rødvin, den er nu ikke værd at omtale, nå, prisen var også der efter. Portionerne var rigelige, men manglede totalt krydderier, selv salt manglede.

Karlsbroen.
Da Sanne og jeg endnu ikke havde set Karlsbroen, blev vi alle fire enige om, selvom det små regnede, at gå en tur over broen. Kræmmerne var ved at pakke sammen, det var også så småt ved at blive mørkt. Der var meget vand i Moldau, så Anne og Erik kom nok ikke ud at sejle denne gang, de skulle hjem til Haslev på tirsdag. Regnen tog til, så da vi kom over på den anden side af broen søgte vi ly på en cafe. Det blev til fire Cappuccino, 2 cognac og 2 Baileys. Regnen piskede ned, vi måtte pænt vente på opholdsvejr. Da regnen var stilnet lidt af, tog vi en sporvogn, Linie 22 , hen til en Metrostation. Anne og Erik skulle med en station, vi aftalte at mødes på en fortovscafe på Rådhuspladsen ved 11 tiden dagen efter.

Det regnede stadig væk da vi stod af ved Krizikova, nu var det med at komme hjem til hotellet i en fart og få vores våde tøj af. Trætheden var begyndt at melde sig hos os begge, men klokken var også over 23. Jeg fik indtalt dagens begivenheder i dagbogen (Minidisk). Det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Det skulle gøre godt at få en god nats søvn.

Sidst opdateret : 05. november 2006
Dag 1 Rejsedagbog dag 3