Tirsdag d. 13.august 2002

Dag 4. Start på dagen.
Langsomt kom jeg op til overfladen, jeg hørte lyden af sirener, først troede jeg at jeg drømte, den første tanke var at besøget i Theresienstadt havde i drømme ledt mig tilbage til min barndom hvor det tit skete at der var luftalarm. Langsomt dæmrede det for mig at det ikke var en drøm. Der lød også nogle stemmer i en højtaler nede på gaden. Sanne og jeg snakkede om hvad det kunne være. Jeg stod op og kiggede ud af vinduet. Det regnede kraftigt, men der var ikke meget at se, en sporvogn kørte forbi, der var ikke lys i nogen af lejlighederne overfor. Sirenerne lød igen og pludselig lød der en høj hyletone i vores værelse, det kom fra en højtaler oppe på væggen. Så skete der ikke mere? Et lille minut efter gentog hyleriet sig og bagefter blev der råbt ATTENTION ATTENTION. Vi lyttede spændt, men der skete ikke mere??

Hvad foregår der.
Vi blev enige om at det nok var bedst at jeg gik ned i receptionen for at høre hvad fanden der foregik. Ude på gangen mødte jeg en del forvirrede mennesker, de fleste lignede et stort spørgsmålstegn, jeg valgte at tage trappen ned. Nede i receptionen var der mange mennesker som talte forvirret i munden på hinanden. Selve receptionsskranken var omringet af en flok højtråbende italienere, jeg opgav at komme derhen, men der stod en som lignede en der hørte til hotellet som var i gang med, på engelsk, at forklare at vi skulle tage det helt roligt, og der var ingen fare på færde??? Jeg gik op for at berolige Sanne, men helt ærligt hvorfor helvede denne spektakel? Vi blev enige om da klokken kun var seks, at ville vi forsøge at sove lidt mere. Men det var nemmere sagt end gjort. Sirenerne lød med jævne mellemrum og højtaleren nede på gaden råbte et eller andet på tjekkisk. Igen brølede højtaleren på væggen: ATTENTION ATTENTION, efterfulgt af en kvindestemme der sagde noget på italiensk. Det blev vi sku da meget klogere af ikke? Jeg var henne og kigge ud af vinduet, nede på gaden holdt et par busser, vi blev enige om at det nok var italienerne som skulle af sted - men behøvede de at vække hele hotellet for det!!!

Lad os stå op.
Vi opgav at få mere søvn, vi blev enige om at gå i bad og så gå ned og få noget morgenmad, derefter så se at finde ud af hvad alt dette her handlede om. Det var stadig vild forvirring da vi kom ned i receptionen, jeg fik fat i en der talte engelsk, han forklarede os at de forventede at vandet fra Moldau om et par timer ville stige op til 2 meter ved hotellet!!

Frit valg.
Vi kunde vælge at blive på hotellet, eller blive evakueret, men vi måtte nok påregne at blive her i tre dage. På mit spørgsmål om hvorfor tre  - hvorfor ikke to eller fire, og hvad så med mad, trak han bare på skulderen - goddag mand - økseskaft. Valget var ikke svært hvad skulle vi lave tre dage på et hotel og uden mad - vi gik op og pakkede. Vi klarede det på fem minutter, og tog så trappen ned til receptionen igen. Her var der en der fortalte os at vi skulle gå ud til den ventende bus, på mit spørgsmål om hvad der så skulle ske, sagde han at vi ville få nærmere instruktion når bussen kørte. Jeg afleverede vores nøgle i receptionen og bemærkede at portieren havde fandens travlt med at slå efter om vi havde nogen regning liggende? Nå der var da lidt der fungerede endnu her på hotellet!!! Vi gik ud og satte os i bussen og ventede. Gaden ned mod Metroen var nu spærret af og der stod nogle politibetjente og dirigerede trafikken væk fra området, regnen silede stadig trøstesløs ned.

Tre stop på vejen.
Bussen begyndte at køre, her blev vi så informeret. Bussen ville gøre tre stop - første stop ville være ved et "sikkert" hotel, hvor vi evt. kunne booke os ind. Anden stop ville være ved en parkeringsplads? Og sidste stop ville være lufthavnen. Sanne og jeg sludrede frem og tilbage om det, og vi blev enige om at vælge første stop. Selvom vi havde forud betalt vores hotel hjemme fra, måtte er være en måde at udligne det når vi kom tilbage til Danmark. Vi havde ikke kørt ret lang tid, før vi blev sat af ved et hotel der hed Olympik. Vi gik i hotellets reception, her var vild forvirring? Hotellet var ved at blive evakueret!! Ud igen - bussen var selvfølgelig kørt - hold da helt kæft hvor smart - så var de af med os og havde ikke længere "ansvar" for os!

Lille mand hvad nu?
Hvad gør vi nu lille du? Der lå et hotel længere oppe af vejen, der gik vi så op til. Her var hallen også fyldt med mennesker, jeg forsøgte at få fat i en receptionist, men det var næsten håbløst, folk hev og rev i den stakkel. Det gik op for mig at en amerikansk dame forsøgte at forklare at der var en syg jugoslavisk dame der havde brug for lægehjælp. Men en hidsig spansk dame hev kraftigt i receptionisten så hun ikke vidste ud eller ind. Jeg forsøgte at forklare det spanske fruentimmer, på engelsk, at der var en der havde brug for en læge, så hun måtte vente lidt, det fik hende bare til at hive endnu mere og råbe endnu højere, sikkert noget om at det var hendes tur. Det stoppede hende dog totalt da jeg skreg: SHUT UP - STUPID WOMAN - lige ind i fjæset på hende, samtidig med at jeg flyttede hende en meter med et elegant hoftesving. Der blev ringet efter hjælp og senere kom der en ambulance og hentede den syge kvinde.

På et tidspunkt lykkedes det mig at få fat i en Portier, på mit spørgsmål om det var muligt at få en dobbeltværelse, svarede han at det kunne han ikke svare på før kl. 14, da de først og fremmest skulle tage mod gæster fra Hotel Olympik. Samtidig med al den ståhej, bemærkede jeg at hotelpersonalet bar papirer og computere ud fra deres kontorer til nogle ventende biler??? Madvarer og andet blev kørt op fra kælderen til første sal. På min forespørgsel om hvorfor de gjorde det, svarede han lidt undvigende at de ikke var helt sikker på om ikke også deres hotel skulle evakueres!! Hjælp!!

Undtagelsestilstand.
Der kørte et tv i hotellets hall, efter at have kigget på det et stykke tid, gik det op for os, selvom at der kun blev talt tjekkisk, at Prag var erklæret for katastrofeområde, og at i bydelen Karlin, som vi befandt os i, var over 25.000 mennesker blevet evakueret. Metroen kørte ikke længere fordi flere stationer stod under vand. Mange af sporvognene kørte heller ikke. I den gamle bydel var området afspærret af. Det var først på dette tidspunkt vi fandt ud af hvor alvorlig situationen egentlig var. At finde et hotelværelse nu ville nok være umuligt og de steder vi gerne ville se og opleve, lå jo alle i det område som var spærret af. Der var heller ingen udsigt til at regnen ville stoppe lige med det samme. Så Sanne og jeg besluttede at vi ville forsøge at komme til lufthavnen og så tage hjem. Vi havde ikke mere at gøre i Prag!

Taxi til lufthavnen.
Jeg gik udenfor på jagt efter en taxi, der var ikke meget trafik, så det blev nok svært. Nede på hjørnet af hotellet holdt tre røde taxilignende biler -  måske var der håb, så jeg gik der ned, men de talte kun tjekkisk, jeg fandt en der kunne engelsk som så fungerede som tolk, chaufførerne diskuterede frem og tilbage, men endelig var der en der var villig. Jeg af sted i en fart ind efter Sanne og vores kufferter. Turen tog ca. 40 minutter hvilket skyldes at han måtte køre en omvej. Vi betalte ham hvad han forlangte 600 korona, hvilket vist nok en den normale pris, klokken var nu 11.30.

Ændre billetter.
Vi fandt hurtigt SAS billetkontor, på vores forespørgsel om vi kunne få vores billetter ændret til den førstkommende afgang kl. 12.15, fik vi at vide at vi skulle sætte os og vente et kvarter, fordi der manglede 7 personer til denne afgang, og hvis de ikke nåede frem kunne vi komme med. Nå for at gøre en lang historie kort så kom der 7 mere som også gerne ville med, og enden blev at Sanne og jeg stod tilbage med en lang næse. Vi fik dog ændret vores billetter til næste afgang kl. 20.00, der var lige 2 ledige pladser tilbage. Nu skulle vi bare vente i 8 timer, men alternativet taget i betragtning så var vi vist heldige. Og hvad med de 7 personer der ikke var nået frem til det forrige fly?

Mad skreg Sanne.
Vi fik lov til at checke ind allerede, så var vi fri for at slæbe rundt på vores kufferter, og samtidig med havde vi også fået tildelt vores pladser i flyet!!! Sanne er jordens mest omgængelige menneske, bare hun får lov til at få sin morgenmad, nu kunne hun ikke dy sig længere: Mad skreg Sanne: Jeg er sur, hvor er det irriterende at jeg skal gå så længe uden at få noget at spise!  Jamen altså - øh - det var nok ikke tidspunktet at forsøge på at forklare at jeg faktisk var helt uden skyld!! Vi fandt et cafeteria, her købte vi noget brød, et par tallerkner med roastbeef, en dåse Fanta og to dåser øl. Endelig blev der ro i "den lille familie", fra nu af kunne vi tage det roligt og slappe af.

Den lange ventetid.
Vi fik spist vores mad og drukket vores Fanta og øl, og sad nu stille og kiggede på folk som kom og gik, der var temmelig mange mennesker i lufthavnen, de var vel i samme situation som os. Ak ja. Hvad f..... laver man i en lufthavn i 8 timer? Vi gik lidt rundt men blev til sidst enige om vi at lige så godt kunne gå gennem paskontrollen og ind i afgangshallen. Vi gik hen i den toldfrie for at købe lidt chokolade, på et tidspunkt passerede vi hylder med Urqell øl, Sanne løftede på en firepack og sagde: Jeg kan godt bære dem, jeg har ikke så meget håndbagage. Hun så utrolig uskyldig ud da hun sagde det, og jeg protesterede ikke ;-). Vi slentrede lidt rundt - sad lidt - tiden sneglede sig, der ankom nye rejsende, gud ved om de stakler vidste hvad de kom ned til? Vi var inde et sted og drikke at en kop Cafe late på en lille Cafe, men tiden sneglede sig stadigt af sted - 8 timer er lang tid. Vi snakkede lidt med et par unge mennesker, som først havde været i det nordlige Tjekkiet, så videre til Kosovo og nu tilbage til Prag, og i de ti dage de havde været på rejse havde det regnet og regnet hele tiden, og for øvrigt var de godt trætte af lufthavne.

Vort fly er landet.
Det regnede stadigt trøstesløs, holder det da aldrig op? Det var vist den rigtige beslutning vi tog om at tage hjem. Nå tiden gik og vores fly ankom til tiden, det hjælp godt på humøret, nu kunne vi endelig se enden på vores venten. Vi gik ned til vores gate og gennem sikkerhedskontrollen. Ret hurtigt efter blev vi sendt ud til en ventende bus som skulle køre os de sidste 50 meter ud til flyet.

Vi kom ret hurtigt på vingerne - maden bestod af lidt kold kartoffelsalat med skinke, vores obligatoriske rødvin og cognac/Bailys til kaffen. Vi nærmede os Danmark -  skyerne forsvandt - solen var ved at gå ned.

Hjemme igen.
Vi landede til tiden og blev hentet af en bus, som kørte os ind til ankomsthallen - efter paskontrollen, var vi ude på en længere spadseretur inden vi nåede frem til transportbåndet med kufferterne. Det er egentlig forbavsende hvor effektivt en lufthavn fungerer, vores kufferter kom rullende næsten med det samme. Ud gennem tolden, ud og fange en taxi. På mindre end en halv time var vi i Brøndby. Nu skulle vi have en rigtig god kop kaffe.

Vores skuffelse var selvfølgelig stor, vi havde sådan glædet os til alt det vi skulle opleve, og vi var faktisk rigtigt godt sure på vores hotel på grund af den måde de "pissede" os af på. Vi vil selvfølgelig forsøge at få nogle penge igen. De bør i hvert fald tilbagebetale de 4 dage  vi ikke boede på hotellet. Det er selvfølgelig en biting sammenlignet med de arme mennesker der måske havde mistet alt hvad de ejede. Tjekkiet er jo ikke verdens rigeste land, denne katastrofe kommer til at koste landet og dermed befolkningen utrolige summer.

Sidst opdateret : 05. november 2006