Fløjlsrevolutionen

I April 1987 besøgte Sovjets leder Mikhail Gorbachev Prag, håbet om at dette måtte blive starten på rehabilitering af Alexander Dubcek og andre 68er. Mange anså Perestrojka og Glasnost som en potentiel mulighed for at fortsætte ”Forår i Prag” reformerne og anså det for umuligt at gennemføre det i Tjekkoslovakiet uden en genvurdering af 1968 og en fordømmelse af invasionen. Trods en entusiastisk folkemængde der mødte op for at byde ham velkommen, nævnte Gorbachev intet om nødvendigheden for et politisk skifte. Endnu en gang blev håb efterfulgt af fortvivlelse.

På slutningen af året 1987, overgav Gustav Husak alle sine topposter i partiet til sin kollega, strammeren Milos Jakes, men forblev dog på posten som Præsident.

For 20 års siden.
Starten af 1988 markerede tyveårsdagen for Dubceks ekskludering som partichef og starten på ”Forår i Prag” Siden hans fordrivelse, blev Dubcek udelukket fra alle partifunktioner, afskåret fra alt offentlig liv og henvist til et job som låsesmed i Bratislava. Han levede relativt tilbagetrukket og afslog invitationer fra dissidenter om at tage en aktiv rolle i oppositionen. Det ændrede sig dog omkring tyveårsdagen. Dubcek begyndte at give interviews til udenlandske journalister, hvor han forsvarede sin adfærd i 1968 og krævede at han blev rehabiliteret fuldt ud. I begyndelsen var det kun få der tog den karismatiske Alexander Dubcek alvorlig, og som troede på hans comeback til magten. Gustav Husak, Milos Jakes og andre ønskede ham langt væk.

I et forsøg på at genskabe sin popularitet og bevise at han ikke var en forstokket burekrat, men et regulær fyr, sang Alexander Dubcek en slovakisk udgave af Green Green Grass of Home for de vestlige journalister

Endnu en 20 årsdag.
Den 21 august 1988 tyveårsdagen for den Sovjet anførte invasion af Tjekkoslovakiet, samledes flere hundrede fredelige demonstranter i Prag på Wenceslas Plads, uden nogen for alvorlige optrin. Demonstranterne var ikke en samlet flok, men i løbet af kort tid sluttede tusinde af tilskuer sig demonstrationen. Pludselig gik 10.000 mennesker, som kom fra alle samfundslag, syngende gennem centrum af Prag. Der var ikke en politimand at se!?
“Vi ønsker frihed” råbte folk i kor. Nogle råbte ”Længe lev Dubcek” andre råbte ” Til Borgen” (Her residerede statens overhoved). Politiet ankom senere og ved hjælp af rå vold spredte de demonstranterne.

Flere demonstrationer.
En anden demonstration brød ud den 28 oktober, halvfjersårsdagen for Tjekkoslovakiets grundlæggelse. Atter genlød Alexander Dubcek’s navn ud over Wenceslas Pladsen. Januar 1989 markeredes tyveårsdagen for den tjekkiske student Jan Palach som begik selvmord i protest mod tjekkernes voksende accept af Sovjets okkupation. Systemkritikerne havde planlagt at mindes Jan Palach’s handling, ved at lægge blomster på det sted på Wenceslas Pladsen hvor han tændte ild til sig selv. Men det hemmelige politi tilbageholdte adskillige dissidenter, der iblandt Václav Havel. En uge med demonstrationer blev følgen.

I fængsel.
Václav Havel blev anklaget, kendt skyldig og sendt otte måneder i fængsel, men løsladt efter fire måneder på grund af pres fra ind og udland. Den dag Václav Havel blev sat på fri fod, mødte Alexander Dubcek op ved Havel’s dør for at gratulere ham. Alexander Dubcek kom med en bemærkning om at den eneste der manglede var Kardinal Frantisek Tomasek. Václav Havel repræsenterede den ikke-kommunistiske opposition, Dubcek tidligere kommunisters opposition og Cardinal Tomasek den religiøse opposition. Alexander Dubcek besøgte derefter Kardinalen.

Hvilke kampvogne?
Men Alexander Dubcek’s besøg og krav om rehabilitering, gjorde den kommunistiske partichef Milos Jakes vred. Han havde denne kommentar til nogle partifunktionærer på et lukket partimøde: ” Det siges at Alexander Dubcek blev likvideret af kampvogne. Hvilke kampvogne? Han var ved magten otte måneder efter at hæren havde grebet ind. Og fordi det var tydeligt at han var ude af stand til berolige samfundet og finde en løsning, fyrede partiet ham på demokratisk vis som værende inkompetent. Central Komiteen besluttede at en anden skulle overtage hans plads, og på helt demokratisk vis fratage ham hans medlemskab af partiet”.

Netop fordi Alexander Dubcek var forhenværende kommunistpartileder, anså Milos Jakes og hans lejesvende ham som er hovedtrussel. De var ligeledes på vagt over for andre udelukkede kommunister som havde grupperet sig i en voksende åbenmundet sammenslutning, kendt som Obroda (fornyelse).

Revurdering?
Tjekkoslovakiet Premierminister Ladislav Adamec blev spurgt sidst i oktober i Wien, om der tiden var kommet til en revurdering af begivenhederne i 1968 (Foråret i Prag), han svarede at han ikke kunne udelukke den mulighed, men det var ikke op til Prag alene. ”Året 1968 var ikke kun et anliggende for Tjekkoslovakiet, men også et anliggende for andre lande”.

Dagen efter tørnede demonstranter og politiet sammen igen i Prag, politiet havde medbragt et stort antal busser til at slæbe af sted med stort antal demonstranter. Folkemængde piftede og skreg og råbte i kor: Dette er ikke frihed! Dagen efter faldt Berlin-muren. Nu rullede lavinen!

Lavinen ruller.
8 dage senere d. 17 november brød, det der senere blev betegnet som Fløjlsrevolutionen ud. Demonstrationerne var større end nogensinde, og politiet reaktion voldsom, de slog løs på demonstranterne med uset brutalitet.

Modreaktionen udeblev ikke. Den 17. November var en torsdag, og i løbet af weekenden blev de demokratiske oppositionsbevægelser Borgerforum i Tjekkiet og Offentlighed mod vold i Slovakiet, dannet. I denne sammenslutning deltog både de unge studenter, og de mange uformelle underjordiske oppositionsgrupper med Charta 77 i spidsen.

På kort tid havde de et program klart, som indeholdt demokratiets indførelse og landets økonomiske genrejsning. Utilfredshedens og protesternes omfang at være kommet helt bag på de kommunistiske ledere, der ikke kunne finde ud af hvordan de skulle agere.

Bruge magt?
En gruppe omkring den indædte reformmodstander, partisekretær Milos Jakes, var rede til at bruge magt, mens de mere liberale kommunister under ledelse af Ladeslav Adamec ønskede dialog med oppositionen.

Splittelsen førte til, at hele partiledelsen trådte tilbage, og en nyvalgt centralkomité tilbød forhandlinger. En uge senere holdt Alexander Dubcek en tale til mange hundrede tusinde menneskeskare på Wenceslas Pladsen og med udstrakte arme symbolsk omfavnede dem alle. 

Rede til forhandling.
Den nat trak Milos Jakes og hele hans politbureau sig tilbage. Partiet var dog kun rede til at foretage mindre ændringer i forfatningen og ikke til at opgive sin overordnede kontrol med det politiske liv.

Det tilfredsstillede ikke Borgerforum. Bevægelsen havde spredt sig som en vind over hele Tjekkoslovakiet. I små byer, på fabrikker, i særlige bydele, på landet. Over alt dannede man lokale borgergrupper, der tog lokale problemer op. På denne måde fik revolutionen både bredde og dybde.

Generalstrejke.
Oppositionen opfordrede til generalstrejke den 28. November. Strejken lammede fuldstændigt landet i to timer. Det fik regeringen til at vige og Premierminister Ladeslav Adamec til at love vidtrækkende reformer og optagelse af ikke-kommunister i regeringen.

Samlingsregering.
Den 10. Dec. dannedes en national samlingsregering med et ikke-kommunistisk flertal, der skulle føre landet frem til frie valg i juni 1990.
Præsident Gustav Husák trådte tilbage. Ved udgangen af året var Alexander Dubcek formand for Parlamentet og dissidenten og forfatteren Václav Havel præsident!! Tjekkoslovakiet var på vej mod demokratiet!

Tragedien.
7. November 1992 døde Alexander Dubcek i Bratislava som følge af en automobilulykke.

Sidst opdateret : 05. november 2006