Garnisionsby.
Byen anlagdes i
slutningen af 1700-tallet som en garnisonsby opkaldt efter den østrig-ungarske
kejserinde Maria Theresia. Fæstningen var anlagt strengt geometrisk med
snorlige gader på helt op til 700 m i længden og betegnedes kort og
militærisk som
L1 til L6 og Q1 til Q9. Inden for fæstningsmurerne, på et
areal
der kun udgjorde 4 hektar, lå 13 store kaserner og omkring 200 beboelseshuse, de
fleste bygget i senbarok stil. I midten lå en stor markedsplads, en kirke og to parker. Selve
fæstningen mistede efterhånden sin strategiske betydning og Den Lille
Fæstning blev omdannet til et regulært fængsel for det østrigsk-ungarske
kejserdømmes fjender.
Tvangsforflyttet.
Den lille forfaldne by husede omkring 7.000 tjekkiske
indbyggere, de blev alle tvangsflyttet, da man i slutningen
af 1941 besluttede at omdannede området til en ghetto for deporterede jøder. Bortset fra
nogle få assimilerede jøder, var der ikke i
forvejen noget jødisk samfund på stedet. Grænsen mellem den tyske og den jødiske
beboelse blev straks herefter adskilt med en mur. Markedsplads, kirke,
parker og de to hovedgader måtte kun benyttes af arier.
Ældreghetto. Mønsterghetto.
Som koncentrationslejr
betragtet hørte Theresienstadt til et af det nazistiske Endlosung projekters mærkeligste
fænomener. På Wannsee-konferencen i januar 1942, hvor udryddelsen af Europas
11 millioner jøder blev planlagt, opererede nazisterne med en "ældreghetto”,
for særligt udvalgte jøder fra Tyskland, østrig, Tjekkoslovakiet og Holland:
Gamle over 65 år, som man ikke fandt det »hensigtsmæssigt« at evakuere,
dvs. slå ihjel, krigsinvalider og veteraner fra Første Verdenskrig dekoreret
med jernkorset af 1. grad, prominente jøder, dvs. højtstående politikere og
embedsmænd, kulturpersonligheder, videnskabsmænd og kunstnere, var alle tiltænkt
en plads i dette "alderdomshjem". Aldrig før har så mange
fremragende intellektuelle personer været samlet under så besynderlige omstændigheder
som i Theresienstadt. Ghettoen fik tildelt selvstyre ved et ældsteråd, der
overvågede byens administrative og økonomiske liv.
Set udefra var Theresienstadt
en lille by, en »mønsterghetto«, med alle funktioner til varetagelse af borgernes tarv fra vugge til
grav: børnehjem, hospital, politi, centralkøkkener, sportshal, el og
vandværker, arbejdsformidling, bank, alderdomshjem osv. Set indefra var
der tale om en surreel foreteelse, der bedst kan karakteriseres som en KZ opsamlings
og gennemgangslejr, en station på vejen til udryddelse i Auschwitz og de andre
udryddelseslejre. Sådan var
den tænkt, og sådan fungerede den.
Bedraget.
Mod slutningen af krigen var rygterne om nazisternes
forbrydelser ved at sprede sig, og nazisterne forsøgte et sidste propaganda
fremstød. Repræsentanter for Røde Kors blev inviteret
til at besøge byen for at se, hvor humant jøderne blev behandlet: Hele området
blev pyntet op med blomster. Fangerne blev instrueret i positive svar. Endelig
blev den overbefolkede lejr udtyndet med ekstra deportationer. Det lykkedes
delvis at bedrage Røde Kors-komiteen.
Gravpladsen ved krematoriet. I de fleste andre koncentrationslejre nåede
tyskerne at slette de mest kompromitterende beviser på deres forbrydelser, men
det nåede de ikke i Theresienstadt. I sidste ende undgik ingen andre end
danskerne denne skæbne. Antallet af deporterede jøder fra Danmark var omkring
480 personer, de blev i slutningen af april 1945 hentet af de hvide busser og
bragt til Sverige.
;)
Man mener at omkring 150.000
passerede gennem lejren og mange tusinde døde under opholdet, på grund af
overbefolkning, sygdomme og epidemier. De døde blev
brændt på krematoriet og
i begyndelsen af krigen blev
asken fra de døde omhyggeligt gemt i urner først af træ og
siden af papir. Til sidst var der 22.000 urner samlet i gange i murene. I
november 1944 stillede nazisterne tusindvis af fanger op på række, og så blev
urnerne givet fra hånd til hånd gennem hele byen og tømt ud i floden nord for
byen.
Sidst
opdateret : 05. november 2006
