Søndag 18. Juni 2006

4. Dag.
Start på dagen.
Natten blev lang og varm så vi sov begge dårligt, vi havde ladet altan døren stå åben, med myggenettet skudt for døren. Der var også en del hunde der gøede om kap, duer der kurrede og højrøstede personer der passede forbi. Vi sov begge to så dejligt da vækkeuret ringede kl. 7.30 - ak ja - hvorfor sover man altid bedst når vækkeuret ringer? Efter vores brusebad, spiste vi morgenmaden på altanen. Vi skulle på ø-tur i dag og mødes med "busstoppestedet" kl. 8.45, så vi havde god tid det lå nemlig kun et par minutters gang fra vores hotel. 

Turen begynder.
Vi mødte op ved mødestedet kl. 8.40, der var allerede kommet en del, der iblandt en del svenskere. Vi nåede op på 24 i alt der skulle med på turen. Bussen kom først kl. 8.55 . Første stop var Hera templet, det lå kun ca. 4 km uden for Pythagorion. Under køreturen fortalte vores guide om gudinden Hera. Hun var ifølge sagnet som ganske spæd sat ud på havet i en lille flettet kurv. Kurven var så drevet i land på Samos. Her havde guderne taget sig af hende og hun giftede sig med guden Zeus da hun blevr voksen. Så vidt jeg kan huske fra den græske mytologi var Zeus overguden, altså chefen for det hele. Da vi nåede frem til templet, blev vores guide ved vores bus, hun måtte nemlig ikke fortælle noget om templet inden for templets område.

Hera templet.
En søjle der er stablet op for at vise størrelsesforholdet Hereon-templet var viet til gudinden Hera, og Hera dyrkedes allerede i forhistorisk tid, ligesom dette sted dengang blev anset for helligt. Ifølge myten blev gudinden født ved bredden af floden, der løber ved Hereon, og det var også her, at hun lad sig forføre af Zeus. Ligeledes hedder det, at det var nymfer og lelegere, der lagde grunden til Hera-dyrkelsen, og det var Samos' første konge, Kong Agthios, der i det 13. århundrede f.v.t. byggede det første tempel, som var af træ. En dag fandt nogle samoere et billede på stranden ved Hereon, og de var straks klar over, at det ikke var et almindeligt billede, men at det var sendt fra gudinden. Derfor vovede de ikke at berøre det, og måtte ved hjælp af pilekviste, bære det op i templet, piletræet er gudindens hellige træ. Billedet bestod af et simpelt træbræt med udskæringer og var bemalet, men blev ikke desto mindre betragtet og tilbedt som noget meget helligt.

Her stod Heras tempel engang. I 718 f.v.t. opførte den samiske arkitekt Roikos, der var søn af Fileas, et nyt Ionisk tempel på resterne af et tidligere tempel af træ og sten. Skønt det var solidt bygget, blev det på Polykrates' tid ødelagt af perserne under et af de mange angreb. Polykrates lod derefter Roikos søn, Theodoros opføre et nyt tempel, som var det fjerde i rækken, på samme sted. Theodoros byggede i en blanding af dorisk og ionisk stil, og templet var lidt smallere, men længere end det foregående. Grundmålene har været 110 x 55 m. Det var 23 m højt, og taget var baret af 2 rækker marmorsøjler, i alt 133 søjler. Størstedelen af væggene var bygget af brændte sten, mens de synlige vægpartier og søjlerne var af hvid eller sart blålig marmor. Væggene var udsmykket med malerier.

Strahan beretter.
Resterne af Heras alter Strahan beskriver efter et besøg på Samos templet således: Selve templet var delt i to afdelinger, en forhal og det allerhelligste, sanktuariet. Forhallen var igen delt i tre afdelinger, hver prydet af to rækker med 5 søjler. I sanktuariet stod en kobberstatue af gud inden lavet af samoeren Smilis, og i en af de andre afdelinger hang et billede i træ af gudinden. Dette billede viser Hera siddende på en trone og for hendes fødder ligger en pilekvist og to påfugle, gudindens hellige fugl. Midt i templet har stået endnu en marmorstatue af Hera iklædt en lang kappe, et slør og bærende et gulddiadem.  Ud over disse fantastiske Hera-statuer har templet været udsmykket med særdeles sjældne offergaver og statuer af helte og guder blandt andet Zeus, Athene og Herkules - et helt kunstgalleri. Arealet rundt om templet var omgivet af mure, og på templets område har der været mindre templer for Afrodite og andre guder og gudinder.

Den hellige vej.
Ned mod den hellige vej Den hellige vej gik fra den gamle Samos by til Hereon og blev anlagt i det 7. århundrede. f.v.t. Vejen var belagt med marmorfliser, og på hele den 4,8 km lange strækning lå den ene smukke bygning efter den anden, ligesom der har stået statuer - op til 2000 menes det. Fra Pausanias ved vi, at Rodinis og Leondillos gravkapeller lå langs den hellige vej, og Herodot fortæller, at unge elskende her svor hinanden evig troskab. I dag findes kun små 100 m af selve belægningen. De religiøse processioner gik naturligvis ad denne vej, og de største processioner fandt sted i forbindelse med Heraia, Heras pagt med Zeus, og Tonea. Tonea fejredes ifølge Minnodotos til minde om det mirakel, som forhindrede Argos' mænd fra at røve gudindens billede. Argos mænd havde i nattens mulm og mørke stjålet billedet fra templet og bragt det ombord på deres skib, men ved et mirakel kunne de ikke få skibet ud af havnen, og de blev derfor til sidst tvunget til at efterlade billedet.

Vores græske guide.
Vores græske guide fortæller Vores hyggelige græske engelsktalende guide førte os rundt på området, alt imens han fortalte om templets historie. Han sagde også noget andet som tiltalte mig, at Hera templet ikke alene tilhørte Grækenland men hele menneskeheden, og de ødelæggelser som Hera templet havde været ude for, skyldtes alene menneskene, så vi måtte lære at passe på alverdens kulturskatte, så der stadig var noget tilbage til vores efterkommere. Han berettede også om den store offerfest til gudernes ære. Den afholdtes en gang om året, og der kom mange tilrejsende fra fjerne egne og fra Korinth og Efesos,    for at deltage i festligheder. Der blev hver dag i en hel uge, ofret 100 tyre til guderne. Tyrene blev stegt og spist af festdeltagerne. Hovsa - var ofringerne ikke til guderne? Nu er menneskene ret praktiske, til de indvendinger hævdede de, at blodet sivede ned til dem neden "under" og røgen steg op til dem "der oppe". Smart ikke, alle fik så noget ud af det.

Helligkors kirke.
Helligkors kirke på Samos Vi kørte videre fra Hera templet, næste stop var en kirke og kloster som er meget kendt for sine mange ikoner i kirken. Kirken hed Helligkors kirke og med tilhørende kloster, der havde vi ikke adgang til. Kirken var åben og det er rigtigt der var mange ikoner. Jeg spurgte guiden om vi måtte fotografere inde i kirken, han trak lidt på det, men sagde så, hvis vi var lidt diskrete kunne det nok gå. Jeg koblede så blitzen fra, men ikke alle billeder blev lige gode. De allerfleste ikoner var malet af to brødre, de var ti år om at male dem, imens boede de på klostret, det var måske derfor det tog ti år.

Den hellige kilde.
Kilden med syndernes forladelseI forbindelsen med kirken var der en lille fontæne, hvor der via af et rør stille løb vand ud af. Det var kildevand som vi sagtens kunne drikke, på muren hang der i kæder to drikkeskåle. Vandet stammede fra en hellig kilde, som havde den egenskab at hvis man drak af kilden blev man befriet fra sine synder, ren syndsforladelse! Jeg ved ikke hvorfor der altid er nogle af mine medrejsende der er på "nakken" af mig. Der var flere der påstod at jeg drak lidt rigeligt af vandet. Nå - det kors må jeg lære at bære på, men er der ikke en lov der forbyder mobning?

Keramik.
Vi kørte videre indtil vi gjorde et stop ved en keramikshop, jeg er ikke særligt interesseret i keramik, så vi købte os en ispind i nabobutikken, mens de andre kikkede på keramik. Den lille by vi standsede i, var kendt for sine keramiske værksteder. De solgte forskellige keramiske gimmics, f. eks. krus hvor vandet løb ud af bunden når man løftede kruset, eller en kande der når man forsøgte at skænke fra den, så løb det ud af siderne på kanden. Vældigt morsomt, hvis man altså kan se det sjove i det. Hvorfor vi stoppede der viste sig lige inden vi skulle køre videre, guiden havde nemlig købt et krus til os hver især, i en, efter min mening, rædsom blå farve. 

Pythagras vinkrus.
Kilden med syndernes forladelse  width= Kruset var det såkaldte Pythagras vinkrus. Koppen skulle hindre vinarbejdere at drikke for meget. Den er forsynet med en streg, der angiver, hvor meget man måtte hælde i kruset. Hælder man for meget i, tømtes koppen automatisk. Princippet vises på tegningen. Koppen er forsynet med en midtersøjle C, der indeholder et skjult rør B. Der er et hul A i søjlen, så vinen står lige højt i søjlen og i resten af bægeret. Den stiplede linje angiver den maksimale væskehøjde. Kommer vinen over denne højde, strømmer der vin ud gennem det indre rør. Vinen vil trække resten af vinen med sig efter det som kendes som hævertprincippet, og det vil sige at kruset vil ende med at være tomt, så det gjaldt, som i så mange andre tilfælde i livet, gå ikke over stregen.

Vi kørte nu tværs over Samos plateau, op mod nord. Der var forbavsende mange olivenlunde, især i betragtning af at oliventræ først giver udbytte efter 30 år, det må siges at være en investering ud i fremtiden. Vi kørte også ind i et område det bar tydelig præg af den store skovbrand for seks år siden, der stod stadig mange forkullede træstammer, det må have været en meget stor brand.

Potami.
Det store vandfald Da vi nåede frem til byen Potami, gjorde vi stop ved en restaurant her skulle vi spise vores frokost. Sanne og jeg bestilte en gang tzatziki, græsk salat og en Mythos og en sodavand, vi ville begge have Souvlaki. Efter vi var færdige med at spise, gik Sanne og jeg ud for at kigge på et såkaldt vandfald. Vi gik ad en sti langs et vandløb, på et tidspunkt nåede vi frem til det famøse vandfald, jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, faldet var under en meter og løb ud over en støbt betonkant. Vandfald - ha ha - jeg kom til at tænke på de mange vandfald, små som meget store, som jeg har set ude i østen, hvor vandet væltede i kaskader. Vi forsatte ud ad stien som snoede sig, nogle gange måtte vi balancerer over nogle træstammer over på den anden side af vandløbet.  

Sådan zigzag'ede vi af sted indtil vi nåede ned i bunden af stien. Der var der lavet en interimistiske trappe som førte op til et udsigtspunkt. Trappen var rimelig primitivt udført, så det fristede ikke Sanne, men jeg tog trappen der op ad, jeg fik da også med meget møje og besvær hevet mig op til toppen. Det var ikke besværet værd, så jeg gik hurtigt ned igen. Nedturen var lige så besværlig. Vi fulgte samme vej tilbage til restauranten, her delte vi en øl, vi købte også et par flasker vand til den videre tur med bussen. 

Nattergal-dalen.
HelligTreenigheds kirke uden for kunne kan tænde et lys Vi kørte omkring en halvtimes tid frem til noget de kaldte Nattergal-dalen, jeg formoder den har fået navnet fordi der var mange nattergale her. Hø hø. Vi bildte os selv ind at de fuglefløjt vi kunne høre, nok var en nattergal. Området omkring Nattergal-dalen var et meget yndet sted for vandreture. Her lå også en kirke oppe på en skråning som vi var oppe at besøge, det foregik via ad nogle trapper, Sanne og jeg var så småt begyndt at blive ømme i lægmusklerne. Kirken som hed Hellig Treenigheds kirken var ikke ret stor og lignede i det store hele alle andre græske kirker. Der var uden bag ved kirken, et meget smukt vue ud over en skov beklædt dal, et helt postkortagtig syn. Vi var her omkring en halvtimes tid inden vi kørte videre.

Små løg.
Kokaro's havn  - bemærk kloakudløbet Næste mål var byen Kokaro, navnet kokaro betyder små løg, oversat fra græsk, f. eks. dem man bruger i den fortræffelige græske ret Stifado. Hvorfor dette navn, fortoner sig i det uvisse. Vi fik en halvtimes tid her, så Sanne og jeg gik ned til vandet, hvor vi satte os på en udendørscafe. Vi bestilte os en cappuccino. Her sad vi og nød vores kaffe og udsigten, her var egentligt meget rart, byens badestrand lå lige til højre for os. Længere ude kunne vi se surferne i fuld gang med at surfe, stedet var netop kendt for at være et godt sted at surfe fra. Hvis man ikke har denne interesse eller er et badedyr, vil jeg tro at være her en hel uge, ville være dødens pølse. Nå smag og behag.

Turen var slut.
Vi gik tilbage til vores bus så vi var der til den aftalte tid. Bussen fulgte den nordlige vej langs kysten ned til selve Samos by. Det var oprindeligt meningen efter programmet vi skulle have lidt tid i byen men vi satte bare to af deltagerne af, og kørte videre mod Pythagorion, det gjorde ikke noget for Sanne og mig, fordi vi havde travet byen tynd i en hel uge i 1989. Vi gjorde yderlig et par stop undervejs, dog kun for at sætte nogle af deltagerne af. Turen sluttede hvor vi begyndte, ved "busstoppestedet" i Pythagorion.

Vi var tilbage på vores hotel omkring 17 tiden, vi var lidt trætte og svedige så vi lagde os lidt på sengen for at hvile lidt. Mens Sanne tog et brusebad, overførte jeg dagens høst af fotos til min harddisk, slettede de digitale kort og pakkede fototasken til turen i morgen. Det var dejligt opfriskende at få et bad, bagefter satte vi os ud på altanen, hvor vi delte den halve flaske rosévin vi havde på køl. Det var bestemt ikke nogen stor oplevelse, men det var også et fejlkøb.  

Aftensmad.
Vi forlod hotellet omkring halv otte, vi ville købe lidt ind, og hvis vi så var sultne, finde et sted hvor vi kunne spise vores aftensmad. Vi fik købt nogle boller, ost, lidt øl, en halv flaske retsina, noget vand til turen i morgen. Der lå en restaurant som vi havde passeret mange gange, og vi havde sagt til os selv at der ville vi spise en aften, det var så denne aften det skulle være. Vi bestilte begge grillet kylling og en Mythos, det tog lidt tid inden kyllingen kom på bordet, men det var ok, den skulle jo gerne være gennemstegt. Hele herligheden kostede 21 , da vi havde betalt vores regning kom de med nogle skiver vandmelon, on the house.

Vi gik  direkte tilbage til vores hotel her satte vi os ud på altanen og drak os en kop kaffe. Vi var godt trætte oven på dagens oplevelser. Så vi gik allerede i seng klokken halv elleve. Vi skulle jo på tur igen i morgen.

Sidst opdateret : 12. februar 2007
Dag 3 Rejsedagbog Dag 5