Mandag 19. Juni 2006

5. Dag.
Start på dagen.
Vækkeuret ringede kl. 6.30, vi havde begge sovet rimeligt godt, så efter morgenbadet, satte vi os ud på altanen og fik vores morgenmad. Vi skulle sejle fra havnen kl. 8, så vi besluttede os for at gå fra hotellet kl. 7.30. Vi kom i god tid, så vi satte os på agterdækket, som var overdækket med en presenning, solen var allerede skarp, så vi skulle ikke skoldes ude på havet. Vi havde ikke  behøvet at komme så tidligt, fordi der var flere rejsehold der kom dryssende efter kl. 8. Vi troede ikke der skulle så mange med, men til slut var båden næsten fyldt helt op. Vi måtte vente på de sidste, de kom dryssende en halv time for sent. Vi kom først af sted kl. 8.30, lidt irriterende fordi det kostede en halv time mindre på Patmos.

Afgang fra Samos.
Samos Sun - vores skib Vi observerede kun der var et enkelt dansk ægtepar med, ellers var det engelsk, hollandsk eller tysk der blev talt, faktisk var der mange tysktalende med. Vi var ikke rigtig klar over hvor længe sejlturen ville tage, vi troede den varede en times tid men det viste sig at det tog to en halv time. Den med en time var hvis vi havde sejlede hydrofil båden. Jeg sad helt ude ved rælingen, så jeg fik af ag til en lille hilsen fra havet i form af et skumsprøjt. På et tidspunkt svømmede der en delfin ca. 5 - 7 m. fra båden, den fulgte os et stykke tid, inden den forsvandt igen, den svømmede med samme hastighed som skibet sejlede. Desværre havde jeg ikke åndsnærværelse nok til at tage et billede af delfinen, jeg var så fascineret af synet, at jeg ærgerligt  nok, totalt glemte at fotografere, jeg kom først i tanke om det, da var det for sent.

Ankomst til Patmos.
Et kig ned mod Karli havn Sejlturen turen forløb stille og roligt og vi ankom til Patmos til byen Skala kl. 11. Der holdt to store busser og ventede på os, en bus til de tysktalende og en til de engelsktalende. Vi gik op i den sidste. Bussen var godt proppet, der var fire der måtte stå op, det synes jeg godt nok er ringe at man sælger så mange billetter at der ikke er sidepladser til alle. Vi kørte op ad en snoet vej, op til Apostlen Johannes hule hvor vi gjorde holdt.

Apostel Johannes.
Fra et maleri som kunstneren har forestillet sig Johannes så ud Den romerske kejser Domitianus iværksatte en kraftig forfølgelse af de kristne. Romerne gjorde øen Patmos til et eksil for politiske fanger. Her sad den aldrende Apostel Johannes, fængslet af romerne og forvist fra Efesos i år 95. Her fra kæmper han for at redde kristendommen fra at gå under ved at sende breve til de kristne forsamlinger, som var spredt udover Lilleasien. En ung kvinde med navnet Irene ønskede at møde den eneste nulevende discipel, som oplevede Jesus sidste dage. Ifølge biblen var Johannes den der talte de sidste ord med Jesus, hvor han blandt andet lovede at tage sig af hans moder, Jomfru Maria. Sanne og jeg har besøgt det sted hvor man mener Jomfru Maria levede sine sidste år, stedet ligger udenfor Efesos i Tyrkiet. Irene mødtes med Johannes i fængslet, han fortæller hende om sine nedskrevne syner og bønfalder hende om at udbrede budskabet blandt de kristne. Den aldrende apostel Johannes, som fange på Patmos, er offer for både psykisk og fysisk anstrengende syner. Disse syner nedskriver han, og de bliver på den måde  bevaret for eftertiden, til skræk og advarsel for alle mennesker. (Min personlige mening). 

Apostel Johannes beretter.
Et maleri som skulle illustrere hædelsen Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun sige: Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og til Laodikea.

Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke.

Jeg så ham.
Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget. Skriv det, du har set, og det som er, og det som siden skal ske. Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.

Ikke mit bord.
Nu hører jeg nok til en af de mindst bibelkyndige i hele kongeriget Danmark, men til trods for det, har jeg forstået at ikke alle er lige begejstret for Johannes Åbenbaringen, fordi mange af de kristelige fundamentalister og andre mørkemænd, tager den til indtægt for guds ord og bruger det i alle mulige og umulige sammenhænge. Det diskuteres også heftigt om det i det hele taget er ham der er forfatter til åbenbaringen, fordi den stilmæssigt afviger i forhold til hans epistler.  Der er også mange der mener at Åbenbaringen slet ikke skulle medtages i Det Ny Testamente.

Grotten.
Grotten som den ser ud i dag For at komme ned til grotten, gik vi ned ad nogle trapper. Inden for selve grotten, var der nogle Ikoner med religiøse motiver ophængt på væggen, der stod også nogle store lysestager. Der hang syv sølvlamper i grotten den største over stedet hvor Johannes sov. I selve grotten var der de rå stenvægge. På den ene væg var der en slags pult, det menes at det var her Johannes nedskrev Åbenbaringen. Der var også et lille hulning i væggen hvor kanten var beklædt med sølv, det skulle Johannes have brugt som et slags greb, når han skulle rejse sig op efter han havde knælet i bøn. Ligeledes var der en hulning helt nede ved gulvet, der skulle han have lagt sit hoved når han sov. Selv klippeloftet var revnet i tre dele, det skulle være sket, fordi Herrens røst var så kraftig at stenen revnede. Man har senere udledt at delingen af stenen, som symbol på treenigheden. Selve stedet regnes for det næsthelligste sted af de kristne. Nu er religion jo et spørgsmål om tro, ikke viden, men personlig har jeg lidt svært ved at forstå hvorfor Johannes ikke mistede hørelsen ved den lejlighed.

Næste stop var klostret, men da klostret var bygget i forlængelse af grotten, blev det til en kort spadseretur der op.  

Chora og klosteret.
Det store kloster, som ligner og er en fæstning I år 1088 opnåede en Bithynianís abbed, den velsignede Christodoulos, tilladelse fra Kejser Alexis I, til at grundlægge et munkekloster på Patmos til ære for Apostlen Johannes. Øen blev erobret af Venetianerne i 1207. I 1461 tog Pave Pius II både øen og munkeklostret under hans beskyttelse. På øens højeste punkt, midt i hovedbyen Chora, står dette majestætiske Johannes-kloster knejsende over byen og det bølgende landskab. Klostret blev bygget som en fæstning på grund af den stadige trussel om sørøverplyndringer. Selvom den fik lov at være i fred af venetianerne og tyrkerne, slap dets tag i øen gradvis i det sekstende århundrede, da Patmos udviklede sig til et centrum for skibsfart og handel. Som så mange andre ægæiske øer sank Patmos ned i mørke, da dampskibene holdt deres indtog

Klosterets tykke mure.
Et kig op ad de tykke mure Med sit imponerende opbud af mure og brystværn, tårne og kupler og klokketårne ligner klostret mest af alt en borg end et sted, hvor man holder gudstjenester, studerer og mediterer. Klostrets største klenodier er de omkring 3.000 sjældne bind og over 900 manuskripter i biblioteket, som der ikke er offentlig adgang til. Arkiverne indeholder også 13.000 dokumenter, udstedt af de byzantinske kejsere, præster og patriarker, tyrkiske sultaner og deres embedsmænd, skrevet på græsk, latin, tyrkisk og slavisk, der tilsammen udgør den største samling af sin slags uden for Vatikanet og er en uvurderlig kilde til lokal, kirkelig, diplomatisk og kulturel historie.

Jomfru Maria Kirke.
Indgangen til kirken Vi gik rundt inde i selve klostrets indre gård, her var adgang til Jomfru Maria Kirke, som vi også besøgte, der var mange kalkmalerier og nogle af dem var meget gamle, selve alteret var af guld, kirken var ikke stor, men havde et lille sideskib. Desværre måtte man heller ikke fotografere indendørs her. Der findes flere kirker inde i klostret, vidst nok op til ti, det skyldtes at i gamle dage måtte man, af en eller anden grund, kun holde messe en gang i døgnet i samme kirke.

Store skatte.
Bagefter besøgte vi bageriet, som dog ikke længere var i brug, men tidligere blev der bagt hver eneste dag, til klostrets mange beboer. Den dag i dag frembringer klosteret stadig respekt og forundring over alle de uvurderlige skatte, som er samlet på klosteret, blandt andet findes den russiske kejserinde Katherine den Stores juveler. Munkene der bor her, studerer åbenbaringsprofetien, er meget respekterede på Patmos. Mange kristne valfarter til stedet hvert eneste år. Fra hele øen kan man se de charmerende hvidkalkede, firkantede huse i den gamle bydel af Chora med Johannes-klosteret som midtpunkt.

Omkring giftermål.
Vores guide fortalte os at græske præster godt måtte gifte sig, men hvis de gjorde det måtte de indfinde sig med muligheden for avancere op i "systemet" var lig nul, og kvinderne som giftede sig med en præst, skulle tænke sig godt om inden, fordi i tilfælde af skilsmisse skulle hun gå i kloster. Hvordan de så ville håndhæve det? Ved tvang? Næppe.

Unesco World Heritage.
Chora - Et kig op ad en af de smalle gaderVi gik fra klostret ned gennem nogle labyrinter af gader, her lå nogle små huse, som nærmest må siges at være fredet, de er under Unesco World Heritage's beskyttelse og den græske regering har nogle meget stramme regler for hvad man måtte gøre ved husene, så ændring af et hus var næsten umulig, og ejerne var også forpligtet til at holde dem ved lige. Det var meget mondænt at eje et hus her, så det selvfølgelig kun de meget rige der havde råd til købe et hus her.

Tid tid til frokost.
Vores guide spurgte os lige efter vi var kommet ud af Johannes hule, om vi ville spise frokost på egen hånd nede i Skala, eller om vi ville spise samlet på en lokal restaurant, hvor der var optræden med lokal danse efter frokosten. Valget var ikke svært vel? Mad og underholdning - smart. Hurra - nu var returkommissionen hjemme. Restauranten lå lige udenfor den lille bydel og der var plads til mange.

Tid tid optræden.
Så er det optræden Restauranten var stor nok til at modtage begge hold busser, guiden remsede op hvad der var på menuen, der var 7 forskellige retter at vælge imellem, de startede med at tage imod bestillinger ved os, Sanne jeg bestilte fisk. Det viste sig senere at være noget der kunne minde om en fiskefilet, tilbehøret var pomfritter og ris, øllet skulle vi bestille hos tjenerne. Vi fik først serveret en gang græsk salat, og fisken bagefter. Efter alle havde fået spist deres mad og betalt,  optrådte tre af tjenerne med en række forskellige græske danse, efter dansene fik vi serveret frugt, det vil sige appelsiner der var delt i kvarter, der var to til hver.

Vandmangel.
Vi blev så kørt ned til Skala by, hvor vi fik en time til at gå rundt og kigge på byen. Vi gik lidt rundt og kunne konstatere at tingene faktisk var dyrere her end i Pythagorion. Selv øen var en vulkan ø, det vil sige at der ikke er noget vand i undergrunden, så det vand de har her, er opsamlet regnvand fra vinter og forårs perioden, og ellers kommer der tankskibe med vand til øen. Af samme grund er der heller ingen landbrug på øen.

Vi satte os et sted for at drikke os en kop cappuccino, solen var hård så vi satte os under en skærmende parasol. vi gik ned til skibet for at være sikker på at få en plads på agterdækket, den ide var der mange andre der havde fået, så der var kun plads i vind og solsiden. Vi kom dog ikke til at sidde helt yderst, hvilket senere viste sig at være helt fint. Da vi gik i land på Patmos fik vi et nummer som vi skulle aflevere når vi gik ombord igen, ligeså snart alle numre var afleveret sejlede skibet. Så der var afgang til tiden.

Noget for pengene.
Et kig agterud Vi må sige vi fik noget for pengene, så snart vi kom fri af havnen og kom op i fart så var der en ret pæn søgang, det vil sige at vind og bølger kom på en måde så det bevirkede at skibet duvede fra side til side. Ind i mellem kom der et ordentligt skumsprøjt ind over rælingen, det bevirkede at dem der sad ved siden af mig, de forsvandt ret hurtigt. Der kom hurtigt et hollandsk ægtepar og satte sig. Han sad yderst, oh hvor blev han våd, men han holdt ud. Efter vi havde sejlet et stykke tid kunne vi "smage" saltet, så jeg fik pakket mit kamera ned, kamera og saltvand er ikke en god kombination. Huden på armene var grålig og føltes som ru sandpapir. Sanne var ikke helt vild med at båden gyngede, men der var ikke meget at gøre ved det. Det kunne selvfølgelig heller ikke undgås at der var et par stykker det måtte "ofre" til havets guder.

I land igen.
Så har vi langt til kaj igen Da vi kom tæt ind under land ved Samos, strømmede der en utrolig varm luft ind over båden, det føltes som om en kæmpestor hårtørrer blæste varm luft mod os. Vi lagde til ved havnemolen efter 2 ½ time sejlads Vi gik direkte hjem til vores hotel. Vi ville have vasket at saltet af os og skiftet tøj.

Aftensmad.
Efter badet satte vi os ud på altanen og drak en kold Mythos. Omkring kl. 20 var det tid til af finde et sted at spise, vi gik ned til havnepromenaden. Det blev inde hos vores ven i restaurant Pythagoria vi besluttede os for at spise. Sanne bestilte en svinekotelet og jeg bestilte en gang Kalemaris, og en øl til hver. Jeg bad om at de lige ville give blæksprutten lidt mere, det skulle jeg nok ikke have gjort, fordi den havde fået lige rigeligt nok i frituren. Efter vi havde spist, gik vi en tur op og ned ad havnepromenaden, inden vi gik tilbage til vores hotel.

Sengetid.
Her satte vi os ude på altanen med en kop kaffe og sludrede om dagens oplevelser. Vi var godt møre oven på dagens tur, så det varede ikke så længe før vi luskede på hovedet i seng.

Sidst opdateret : 09. december 2007
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6