Tirsdag 20. Juni 2006

6. Dag.
Start på dagen.
Den stejle vej som gik fra vores hotel ned til havnepromenaden Vi stod først op kl. 8, vi havde begge sovet rimeligt i nat, også selvom det havde været varmt igen i nat. Vi indtog igen vores morgenmad ude på altanen. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var allerede godt varmt. Vi var enige om at i dag ville vi tage den med ro. Vi snakkede om vi ville shoppe lidt, kigge nærmere på Castle of Lykourgou Logotheti og se museet ved rådhuset.

En Basilika.
Ankomst til Bangkok Lufthavn Området ved siden af kirkegården, noget stort og flot har ligget her. Vi tog vejen langs havnepromenaden og op til kirken, vi gik hen for at se om kirken skulle være åben, men nej, til gengæld stødte vi på dette skilt - aha - her var måske forklaringen på hvad der havde ligget på området ved siden kirkegården. Det er tydeligt at se på resterne af bebyggelsen, som bestod af marmor, at det må have været en flot Basilika en gang. Irriterende nok er det ikke lykkedes mig at finde den nærmere historie om Basilikaen.

Castle of Lykourgou Logothétis.
Der efter gik vi videre over til borgen, den blev bygget ret hurtigt efter øens befrielse fra tyrkerne. Den er bygget på et gammelt fundament fra en  hellenistisk borg. Byggeriet blev etableret af frihedshelten Lykourgou Logothétis, der står en statue af ham på kirkepladsen. Borgen ser meget velholdt ud, men desværre kunne vi ikke komme ind i selve bygningen. Så vi måtte nøjes med at gå rundt om den. (Se billedserien Borgen i Billedarkiv.)

Optankning.
Der tankes op Vi gik ned til hovedgaden, det var ved at være tid til at tanke op, så vi gik  ind på Taverna Paparazzi, Sanne ville have en Fanta og jeg en Heineken. Vi sad vel en halvtimes tid og slappede af, inden vi gik videre. Vi shoppede lidt eller også osede vi bare, jeg fik købt to læderlivremme, Sanne mente at det måtte være nok nu. Jeg havde kun købt 4 par livremme indtil nu, de var for øvrigt rimelig billige, fra 4 til 5 € for en rigtig god kvalitet.

Pythagorion's museum.
Rådhuset og museet lå i samme bygning Vi gik ned til torvet - Platía Metáxa, for at besøge det lille museum, der skulle rumme en del ting fra de forskellige udgravninger og især fra Hera templet. Det var lukket og der var ingen skilte der fortalte om åben og lukketider. Døren ved siden af museet stod åben og jeg kunne tyde et skilt der hang ved siden af døren, at det var byens rådhus. Aha, de måtte da vide besked, så jeg gik ind på rådhuset, i et rum inde til højre sad der en dame på et lille kontor. Hun svarede mig på mit spørgsmål om hvornår museet havde åben, med en særlig speciel dialekt af engelsk (vistnok), hvor jeg kun opfattede ordet - policestation.  Javel -  tak - jeg undlod at spørge om hvor politistationen lå. Vi blev enige om at prøve igen i morgen, måske var der bedre held.

Frokost.
Klokken var omkring 1 nu, og det var rigtigt varmt, luften var knastør. Vi snakkede om vi skulle sætte os ind på en restaurant i skyggen for at spise frokost, eller vi skulle købe noget og så spise det på hotellet. Det blev det sidste vi valgte så vi gik hen hvor vi spiste den første dag og købte to store sandwich og en halv flaske retsina. På vejen tilbage til vores hotel mødte vi de to unge mennesker fra Hvidovre, de fortalte os at der var fodbold i aften på Nelefi, Sverige  skulle spille - så der var igen et væddemål at deltage i. Det var for varmt nu til at være ude i solen, så vi spiste vores sandwich på værelset. Varmen, maden og vinen havde gjort os rigtigt sløve så vi tog os en middagslur.

Eftermiddagskaffe.
Da vi kom til os selv igen, lavede jeg eftermiddagskaffe, hvilket vil sige jeg satte vand over og puttede et par skefulde Nescafé i kopperne. Kaffen indtog vi ude på altanen, det luftede heldigvis nu, så det var lige til at holde varmen ud. Vi skulle dog passe på vi ikke at blive skoldet, for solen bed stadig meget, på et tidspunkt måtte jeg slå parasollen op.   

Aftensmad.
Vi tog et bad og klædte os om. Klokken var omkring 8, det var ved at være spisetid. Vi gik en tur langs havnepromenaden, forbi den sydlige havnemole og længere ud ad vejen, der lå en del restauranter, som sikkert ikke var alt for velbesøgt, vi passerede også den ene af de to strande der findes i Pythagorion. Vi faldt ikke rigtig for nogen af restauranterne, men måske vi skulle prøve igen i morgen aften. Vi gik tilbage igen, vi var nu blevet tørstige, så vi satte os ind på ind bar, her bestilte vi to øl, i almindelig størrelse, vi skulle jo også have en til maden senere. Det var fortrinsvis englændere der holdt til i den bar.

Kun frisk mad.
vi gik videre, vi gik ind på en restaurant og bad om menukortet, vi havde forudbestemt hvad vi ville have at spise, Sanne ville have Moussaka og jeg ville have Stifado. Mærkelig nok var ingen af delene på menukortet, så jeg spurgte værten om det ikke var en fejl, han svarede: Nej - her serverede de kun frisk mad. Nå - vil det sige at alle dem som serverer Moussaka eller Stifado, serverer gammel mad? Det ville han ikke rigtig svare på. 

En snackbar.
Vi fandt en restaurant som hed Polykrates, men inden vi bænkede os spurgte jeg om de  havde Moussaka og Stifado, han kiggede mærkeligt på mig og sagde: Der findes ingen græsk restaurant som ikke har det på spisekortet. Jeg fortalte ham så om vores oplevelse, han svare ret lakonisk: Det er ikke en restaurant, det er en Snackbar! Sådan. Vi bestilte to øl til maden. Maden var rigtig god, men meget varm især Moussaka'en, bechamelsovsen er som regel altid meget varm. Vi sad og hyggede os og snakkede om vi skulle gå over og se aftens fodboldkamp. Det blev enden på det.

WM fodbold igen.
Vi gik over på restaurant Nelefi og satte os, denne gang havde de sat to storskærme op. Vi udfyldte vores tipskupon, vi blev enige om at kampen endte 1-1, et resultat der betød at begge hold ville gå videre til mellemrunden. Vi afleverede vores kupon til Andreas. En af de svenske guider spurgte til vores tur til Patmos, og om vi havde set delfiner, det svarede vi ja til, hendes reaktion var ret spontant: YES!! Vel så kunne de måske sælge nogle flere billetter til rejseholdet der kom i næste uge. Jeg bestilte en Fanta lemon til Sanne og en stor kop øl til mig selv. Der skete så ikke et spor mere. Inden kampen begyndte var der en af de svenske guider der sang "Du gamla du fria" du ...". Alle rejste sig op imens.

Ankomst til Bangkok Lufthavn Fodboldkampen begyndte, men stadig ingen servering. Første halvleg endte med 1-0 til England. Jeg gentog nu min bestilling hos en anden tjener, denne gang lykkedes det - bravo. Sverige fik udlignet til 1-1 midt i kampen, så da der kun var 3 minutter igen sagde jeg til Sanne, vores tips er hjemme. Jeg havde knap nok sagt det, før England scorede igen - Satans - ha ha, det var lidt synd for svenskerne. Men gode" gamle" Johan Elmander blev skiftet ind, så kom der gang i den igen, og i overtiden udlignede Henrik Larsson til 2-2. Alle vores svenske venner var ellevilde.

Sengetid.
Det var ret varmt at sidde inde i restauranten, så vi gik os en tur ud til den sydlige mole for at køle lidt af, inden vi gik hjem. Vi gik direkte på hovedet i seng. Det tog mig ikke mange minutter at falde i søvn.

Sidst opdateret : 12. februar 2007
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7