Torsdag 22. Juni 2006
8. Dag.
Start på dagen.
Det havde igen været en varm nat, så vi
havde sovet lidt i småbidder.
Vi vågnede ved halvotte tiden, det var hjemrejsedag så vi havde ikke
så travlt. Vi spiste igen vores morgenmad ude på altanen, det var
allerede godt lunt, så det ville blive endnu en varm dag. Vi skulle stille
vores kufferter uden for hotellet senest kl. 9.45, så ville de blive
afhentet og kørt til lufthavnen. Så efter badet, pakkede vi det
sidste ned. Der efter slæbte jeg dem ned på vejen, der stod allerede
flere kufferter dernede.
Samlingspunktet.
Der var tid til en ekstra kop kaffe inden vi gik ned
i receptionen for at aflevere vores nøgle. Værten stod der for at
sige pænt farvel til os og han ønskede os en god hjemrejse og et håb
om at se os igen næste år. Nå, der vil nok atter gå 15 år
igen før vi vender tilbage. Vi gik hen til samlingspunktet, ved
busstoppestedet. Det stod allerede en hel del og ventede. Bussen kom til tiden,
så vi var allerede ude i lufthavnen kl. 10.25. Den lille lastbil holdt der
allerede med bagagen, så vi fiskede vores kufferter og gik ind i afgangshallen for at
checke ind. Køen var rimelig lang, så det tog en halv times tid,
inden det blev vores tur.
Pythagorion lufthavn.
Vi skulle gennem
sikkerhedskontrollen inden vi kom ind i gaten. Jeg måtte hive livremmen af
og tage mine sko af inden jeg slap igennem, jeg føler mig altid total "åndsvag"
når man står der på strømpesokker, halende op i
bukserne, mens man skal have rygsæk, sko, alle de løse genstande med sig i
en fart, fordi man står i vejen for de efterfølgende. Vi gik ind i
selve hallen og fandt den gate vi skulle til. Jeg var henne og kigge på
informations-skærmen, men det blev jeg ikke klogere af. Det var planlagt
at vi skulle flyve 12.50. Nu måtte vi
bare vente. Det skulle vise sig at flyet var en lille time forsinket.
Hjemrejse
Endelig blev vi kaldt til bording, vi blev kørt
den korte vej hen til vores fly, fra Sterling Airways, i en af de sædvanlige
lufthavnsbusser. Vi kom hurtig ombord og fik sat
os. Et kvarter efter rullede vi ud til startbanen, og vupti så var vi i
luften, nu skulle der gå tre timer før vi landende i Kastrup. Vi
fik igen serveret en bolle men denne gang med skinke imellem, en halv skive rugbrød
samt et halv æg, dertil fik vi en kop kaffe. Tiden gik relativt hurtigt,
vi mærkede det berømte bump da landingshjulene ramte landingsbanen i Kastrup
lufthavn, de tre timer var gået.
Hjemme igen.
Vi fik hurtigt vores kufferter, vi var enige om at
tage toget til hovedbanegården, Sanne som bor i Køge ville gerne
direkte hjem. Vores veje skiltes på perron 11-12, Sanne tog E-toget til Køge
og jeg B-toget til Brøndbyøster, en god ferieuge var slut.