6. marts - 8. marts.

06.02.2008  

Efterskrift.
Jeg skulle flyve med Austrian Airways denne gang, med flyskifte via Wien. Det var den billigste billet jeg kunne finde på nettet, samtidig med at jeg optjente bonuspoint, fordi flyselskabet var medlem af Star Alliancen. Som jeg tidligere har fortalt har jeg valgt SAS fra, fordi de er meget dyrere end så mange andre flyselskaber, og så koster det ekstra bare man "blinker med øjnene". 

Jeg tog hjemme fra kl. 13.30 til Kastrup Lufthavn. Jeg tog med S-toget og skiftede på Hovedbanegården.

Efter proceduren med indcheckningen og sikkerhedskontrollen, fik jeg min sædvanlige kop kaffe og en croissant. Jeg gik lidt rundt og kiggede på forretningerne, inden det var tid til at gå til Gaten.

Jeg ankom til tiden i Wien, der var 1½ time til jeg skulle videre med flyet til Bangkok. Wiens lufthavn er ikke nogen skønhedsåbenbaring, men der er hvad der skal være. Jeg fik tid til et glas rødvin, inden jeg gik til Gaten, vi kom af sted med kun 10 minutters forsinkelse. Jeg havde på forhånd fået tildelt en vinduesplads, så efter jeg havde fået den varme mad, to glas rødvin og en cognac til kaffen, satte jeg mig til at sove. Der var godt nok små TV skærme med forskellige film, det er da også helt fint hvis man ikke kan sove, men det lykkedes heldigvis at falde i søvn, og sove godt (så godt man nu sover i et flysæde på "monkeyclass"), indtil jeg vågnede til duften af frisklavet morgenkaffe. Herligt nu var der kun et par timer til vi landede i Bangkok.  

07.03.2008

Efterskrift.
Flyet ankom kl. 15.10, jeg kom relativt hurtigt gennem indrejsekontrollen, og jeg fik også hurtigt fat i min kuffert. Nu gik det efter den sædvanlige procedure, en etage ned, få fat i en Taxi, og af sted ad ekspresvejen ind mod Bangkok. Det var myldretid nu, så da vi nåede ind til selve byen, hang vi som altid fast i myldret, inden jeg nåede frem til mit hotel. Jeg havde på forhånd bestilt mit hotelværelse via Internettet, så indcheckningen gik relativt hurtigt. Efter et hurtigt bad og skift til noget lettere tøj, gik jeg på jagt efter et taletidskort, det er noget billigere på den måde. Jeg kan ikke undvære mobilen når jeg skal ringe og bestille hotelværelse rundt omkring. Selv om jeg helst bruger Internettet til at sende hilsner hjem, så jeg kan også give livstegn fra mig, hvis jeg ikke kan finde en Internetcafe. 

På en af mine tidligere rejser til Thailand, havde jeg mødt en ung thailænder på en restaurant. Den var godt pakket, så vi måtte dele bord. Vi faldt i snak, det viste sig at hun talte særdeles godt engelsk, så vi fik en længere sludder. Det var hjemrejsedag for mig, så da det var tid til at sige farvel da jeg skulle til lufthavnen, gav hun mig sit visitkort, og jeg lovede at ringe hvis jeg kom til Bangkok en anden gang. 

Jeg havde taget hendes visitkort med mig, så jeg besluttede at ringe til hende. Hun havde åbenbart ikke glemt mig, vi aftalte at mødes i morgen kl. 9, i mit hotels lobby, så kunne vi spise morgenmad sammen og så finde ud af hvor turen skulle gå hen. 

Jeg fandt et sted at spise min aftensmad, derefter forsøgte jeg at sende nogle e-mails, men jeg kunne ikke få forbindelse med mit mailsystem. Jeg var godt træt, så jeg gik allerede i seng 21.30.
Sukomvith Road i myldretiden Skytrain set inde fra

08.03.2008.

Efterskrift.
Jeg bruger næsten altid en dag mere i Bangkok, når jeg er ankommet fra Danmark, så får jeg rystet jetlagget af, så jeg er klar til den videre rejse hvor den så end går hen. Selvom det var lidt overskyet så var det rigtigt varmt her. 

Chantana kom præcis kl. 9, vi blev enige om at finde et andet sted end hotellets restaurant, at spise vores morgenmad. Under morgenmaden foreslog jeg at vi tog en tur langs floden og måske hoppe af ved Chinatown. Vi tog Skytrain ned til floden og hoppede på båden som sejlede op ad floden, vi stod af ved China Town. Jeg har været der nogle gange før, der er altid mange mennesker og boder, så måske kunne jeg få taget nogle gode billeder, måske finde et sted at spise vores frokost.
En af bådene som sejler på floden Fra min sejltur på floden
Mylderet i Chinatown Lækkerier på markedet
Vi gik rundt i Chinatown et par timers tid og endte ved en kinesisk tempel. Jeg må indrømme jeg blev lidt forvirret da Chantana, begyndte med et knæfald for Buddha, fordi hun tidligere havde fortalt mig at hun var katolik? Vi fandt et sted hvor vi kunne spise frokost, så under frokosten fik jeg forklaringen. Hun havde gået i katolsk skole som barn, uvist af hvilken grund, og var på den måde blevet undervist og opdraget i den katolske tro. Samtidig lever hun jo i et buddhistisk hjem, hvor troen på Buddha var stærk og hvor man ofte gik i templet og bad til Buddha, godt nok noget af et paradoks for et barn.

Hun fortalte hun var skilsmissebarn og i Thailand er det faderen der automatisk har forældreretten! Hendes far gjorde da også brug af den ret, selvom han ikke kunne tage sig af hende i det daglige. Han var ansat ved luftvåbnet, og blev flyttet rundt i landet uafbrudt. Hun blev så anbragt hos sine bedsteforældre, som så opdragede hende. Hun blev på et tidspunkt tavs og fjern i blikket, så jeg følte at jeg ikke havde ret til at bore mere i det. Måske kunne jeg få resten af historien en anden gang.

Nå - men nu er det buddhismen hun tilhører, ingen tvivl om det. 

Vi var kommet et godt stykke væk fra floden, så vi tog en Taxi ned til den, og sejlede tilbage til Taksin Station. Da vi kom tilbage min station spurgte jeg hende om hun ville spise middag sammen med mig i aften, afslog hun fordi hun skulle tidligt op i morgen op på arbejde, men jeg var velkommen at ringe når eller hvis, jeg kom tilbage til Bangkok.  

Det havde være et hyggeligt bekendtskab, så jeg lovede at det ville jeg nok gøre. Jeg fandt en indisk restaurant hvor jeg spiste min aftensmad, derefter forsøgte jeg at sende nogle e-mails, men jeg kunne stadigt ikke få forbindelse med mit mailsystem. Dam it!

Jeg gik tilbage til mit hotel, efter et forfriskende bad, lagde jeg mig til at kiggede på engelsk fodbold, indtil jeg begyndte at klippe kaniner. Min tur op gennem Thailand skulle starte i morgen, så det var tid til at lægge sig til at sove. 
Min gode veninde Chantana i bøn til Buddha Fra et kinesisk tempel
Et kig ud af vinduet på trafikkøen - fra en Taxi Taxin station

Sidst opdateret : 19. oktober 2010
Prolog Rejsedagbog 9. marts - 14. marts.