13. april - 17. april.

13.04.32008

Hej igen

Ja det er rigtig, det er nytår i Thailand, de kalder det også Songkran Festival, den varer i tre dage. Jeg bor på et meget velbevogtet hotel, der er politi alle vegne, det er fordi en eller anden Ping fra Bangkok også bor her, det er åbenbart byens bedste, ellers vil en pamper af den kaliber nok ikke bor der. Han skal åbne festivalen i dag. Jeg vovede mig ud efter morgenmaden, jeg turde ikke tage mit dyre kamera med, jeg nøjedes med mit gamle Canon S45, gemt i en plastikpose, det skulle senere vise sig at være en god ide. Jeg var blevet advaret om vandplaskeriet, så jeg havde købt mig et par billige Hawaii shorts i en gyselig gul farve med sort mønster af en slags, jeg købte også en skjorte som absolut ikke passede i farven, således farverigt udstyret, kastede jeg mig ud det.

Der var en del farverige optog med musik og folk der dansede, jeg tror de kom fra de omliggende landsbyer. Det var rimelige festligt at overvære, indtil jeg fik hældt koldt vand ned ad ryggen med ønske af Happy Songkran, det var en lille forsmag på hvad der ventede mig. I løbet af de to timer jeg gik rundt blev jeg overdænget med vand og atter vand - koldt vand, og mange kom og gav med et hvidt pulver i ansigtet, jo udlændinge var jaget vildt, men de gjorde det med en stor smil. Men efter to timer begyndte jeg at blive lidt nervøs for at blive syg, jeg er jo skide sart, så jeg vendte tilbage til mit hotel, hvor jeg tog et varmt bad og skiftede til noget tørt tøj.

Jeg blev på hotellet resten af dagen, hvor jeg kiggede lidt fjernsyn på filmkanalen.

Efter mørkets frembrud, vovede jeg mig ud, tak skal Far have, gaderne drev af vand, så man skulle tro det havde regnet hele dagen, og jo nærmere jeg kom ind til byens midte jo mere vildt gik det til, der var veritable gadekampe med hujede og grinende unge mennesker, så jeg fortrak hurtigst muligt tilbage til mit hotel. Politiet var her stadigt talstærkt, så her var jeg i sikkerhed.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil i morgen, måske tager jeg tilbage til Si Sa Ket, som efter sigende skulle være en smule mere fredelig.

Nå det vil tiden vise, nok for denne gang.

Kjærlig hilsen

Mogens
Her er jeg klar til den store vandgang, blomsterne om halsen var en gave fra en forbipasserende Optoget, der var gjort meget ud af det

Efterskrift.
Jeg er ikke sikker på at jeg vil tage til Thailand for at overvære Songkran Festival igen en anden gang, måske fordi jeg er ret sart med at være konstant afkølet, og risikere at jeg redder mig en lungebetændelse. Det var simpelt hen ikke muligt at undgå at konstant blive overdænget med vand i spandevis, som sagt er udlændinge jaget vildt. Så næste morgen  flygtede jeg faktisk ud af byen Ubon Rathasima. 
Det blev en våd omgang for motorcyklisterne Her gik det helt amok

16.04.2008

Hej igen

Der er længe siden du har hørt fra mig, men det skyldtes at alle internetcafeer er lukket, de skal alle ud og smide vand på hinanden.

Jeg ville tage bussen til Si Sa Ket, men man skal under Songkran bestille plads i forvejen. Så jeg hyrede en bil med chauffør, det skulle vise sig at være en god en ide, fordi han lavede en dag ud af det for mig. Vi gjorde holdt ved et tempel i en skov, som jeg nærmest vil kalde for et refugium, her kom mange udlændinge, som så blev her dage/uger/måneder og studerede Buddhas lære, eller mediterede eller bare fandt sig selv igen. Jeg talte med et svejtsisk par som havde været her et par måneder, men nu skulle tilbage til Zürich. Der efter gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor han havde noget familie, her fik jeg taget nogle gode billeder af nogle gamle vejrbidte fjæs'. Han tog mig så hen til et meget stort tempel, som var noget anderledes end de fleste templer jeg har set. Her var mange mennesker, og i anledningen af nytåret, var der noget marked og fremvisninger af forskellige håndværk.

Han ville så køre mig til mit hotel, men det var sværere end som så, gaderne var fyldt med biler, der kørte i hver sig retning, mens de overdængede hinanden med kaskader af vand.

Jeg nåede dog frem til mit hotel uden at blive våd. Efter jeg havde checket ind på mit hotel, gik jeg ned for at se om jeg fra en relativ sikkerhed, kunne tage nogle billede af vandkampen. Der var nogle venlige mennesker der spurgte om jeg ville med ud og kaste med vand, men jeg afslog høfligt da jeg ikke rigtig havde lyst til at blive våd. De tilbød så at jeg kunne sidde i sikkert tørvejr inde i førerhuset, ok jeg slog til.

Bilen var en stor firehjulstrukken Toyota pickup, på ladet stod der to 300 liters tønder, og fire unge mennesker i rimelig godt humør. Først kørte vi hen for at få fyldt de to tønder op med vand, der var simpelthen et sted hvor alle for meddels 20 Bath kunne få fyldt deres beholdere op. Der efter kørte vi hen for at købe en stang is til den ene beholder, rimelig ondt syntes jeg, så var de klar til kamp. Gaderne var fyldt med biler og unge mennesker, der kastede vand på hinanden, jeg kunne høre når vandet fra den is fyldte beholder blev kastet, der lød nogle høje hvin. Det fik vi så et par timer til at gå med, inden jeg blev sat af ved mit hotel. Jeg takkede for pænt turen og de fortsatte ud i byen for at kaste med mere vand.

Det var så tid til at spise min aftensmad, inden jeg gik relativt tidligt i seng, jeg fortsætter nok videre tilbage til Surin i morgen.

Kjærlig hilsen

Mogens
Wat PahNanachat- templet ude i skoven Landsbyen jeg besøgte

Efterskrift.
Templet ude i skoven hed Wat Pah Nanachat, jeg fandt stedet og området meget fredfyldt, et sted hvor man kunne finde sig selv igen, hvis man altså er blevet væk - ha ha. Min chauffør spurgte om jeg ville besøge en lille ukendt landsby, så jeg kunne se hvordan folk (den fattige del) levede. Jeg lod mig ikke sige ja tak to gange, jeg var overbevist om at det ville blive interessant. At det så blev mig kom i centrum havde jeg ikke ventet. Jeg blev budt på te et sted samt masser af mango frugt. Der kom mange nysgerrige for at se "giraffen", blandt dem en del ældre damer. Jeg fik taget en hel del meget interessante portrætter af disse vejrbidte ansigter. Tak til chaufføren for den oplevelse, en oplevelse man sikkert kun får når man rejser på egen hånd.    
En af de ældre damer fra landsbyen, et stærkt fjæs ikke? Så er der er gang i plaskeriet igen

16.04.2008

Hej igen

Så er jeg i Surin, jeg fik en bil til at køre mig til Surin til et hotel jeg har boet på før. Her var også vandkampe, men det var nemmere at gemme sig væk her, jeg tog med en udflugtsbus til nogle ruiner af et gammelt tempel fra det 12. århundrede, turen var lang, det viste sig at det lå næsten helt nede ved Cambodias grænse, det var ikke så velbevaret som så mange af samme slags, men ok, nu har jeg set den med. Turbulensen omkring nytåret er ved at ebbe ud nu, heldigvis, de unge mennesker morede sig tilsyneladende kongeligt, min begejstring må siges at være begrænset.

Jeg fik ødelagt mit batteri til mobilen af vand, så jeg kunne ikke ringe til familien, og købe et nyt lykkes først efter festlighederne, mobilbutikkerne var selvfølgelig lukket.

Jeg så den kedelige bagside af festlighederne i TV, fra den 11. til 14. April var der dræbt 229 mennesker og over 3.300 tilskadekomne i trafikken, det må siges at være en høj pris for festlighederne, men det er vist det samme hvert år.

Jeg forlader Surin i morgen og tager videre til Nakhon Ratchasima, også kendt som Khorat.

Ikke mere for denne gang.

Kjærlig hilsen

Mogens

Der pjaskes med vand Set fra et sikkert og tørt sted

Efterskrift.
Jeg var dybt rystet over tallet for de mennesker der var blevet dræbt og kommet til skade under festivalen. Tallene blev dagen efter opjusteret! Hvis man kunne forestille sig at vi i Danmark havde en lignende landsomfattende festival, og 20 mennesker ville være dræbt og 300 mennesker kommet til skade!! Den festival ville omgående blive forbudt ved lov. 

Jeg prøvede at tale med nogle thaier om disse meningsløse tal, og spurgte dem om de ikke syntes det var en meget høj pris at betale, bare for at gå og hælde vand over sine medmennesker. De trak bare på skulderne, men på mit forslag om at forbyde festivalen kiggede de på mig som om jeg var dybt åndssvag. Ak ja - næste år vil det samme gentage sig.
Her er de konglige væversker Et gammelt tempel fra det 12. århundrede, meget tæt på Cambodia

17.04.2008

Hej igen

Så er jeg fremme i Nakhon Ratchasima, bedre kendt af alle som Khorat. Jeg tog med bussen fra Surin allerede kl. 9.30. Igen troede jeg at den kørte direkte til Khorat, men ak, selvom det var en aircondition bus tog den mange svinkeærinder. Bussen blev på en tidspunkt proppet med mennesker, så man troede det var løgn, her er ingen restriktioner, (muligvis er der det officielt) så folk stod på nakken af hinanden. Turen tog omkring 5 timer, i stegende hede, så det var en hård tur. Jeg logerede mig ind på Hotel Khorat, her har jeg boet før, men min erindring bildte mig ind det var pænere end det var i virkeligheden. Jeg spiste min sene frokost på hotellet, og bagefter gik jeg op for at finde et sted hvor jeg kunne få brændt en DVD med mine fotos, det lykkedes, pris 50 Bath, under en 10'er ak ja, man får noget for pengene. Jeg gik bagefter rundt oppe i centrum, det var blandt andet en stor fotoudstillingen af den højt elskede kongefamilie, utroligt så højt i kurs de er.

Jeg spiste min aftensmad sent på hotellet, inden jeg gik i seng, gik jeg ind på hotellets cafe, her fik jeg en godnat øl. Jeg blev der nu ikke ret længe, fordi der var underholdning, som bestod af nogle unge piger på skift sang en sang, jeg ved ikke hvad sangene gik ud på, en overgang troede jeg de konkurrerede om hvem der sang mest rædselsfuldt, men jeg tager nok fejl. Jeg gik tilbage til mit værelse, og gik på hovedet i seng, jeg faldt ret hurtigt i søvn.

Jeg stod sent op i dag, spiste min morgenmad på hotellet, der var så min mening jeg ville gå på tempelbesøg, men allerede nu var det så varmt, så jeg tog en TukTuk ud til en stort shopping center som hedder The Mall, her gik jeg så rundt og kiggede, jeg købte to skjorte med korte ærmer,  af mærket Guy Laroche Paris, oven i købet på udsalg, jeg tror de er mere behagelig at gå med end T-shirts, men det vil tiden vise. Jeg spiste min frokost på en restaurant der hed Zizzler, inden jeg tog en TukTuk tilbage til mit hotel. Hvad jeg skal lave i aften er i skrivende stund uvist.

Nu ikke mere for denne gang.

Kjærlig hilsen

Mogens

Herreafdelingen i The Mall Korat Her kommerhun med mine to skjorter

Efterskrift.
Om aftenen besluttede jeg at gå en tur op til det store plads hvor statuen af Khunying Moh Suranari befandt sig. Som altid var der mange knælende der besøgte hende. Lad det være sagt med det samme, Khorat er ikke en by man besøger hvis man er til fest og farver, men  jeg kan nu alligevel godt lide byen som den er. I min vandring rundt, stødte jeg ved et tilfælde, på en fiskerestaurant, den lå på første sal. Spisekortet var selvfølgelig på thai, men jeg klarede problemet ved at gå rundt med servitricen i hånden og pege på noget af det andre i restauranten spiste. Det blev til nogle store tigerrejer og en hel fisk som var grillet. Det var ikke noget problem at bestille øllet.
Er hun ikke sød Ha ha- storesøster gemte sig bag sin eventyrbog, men lidt nysgerrig

Sidst opdateret : 19. oktober 2010