Lørdag d. 23. November 2002

2.Dag.
Ankomst til Bangkok.
Klokken var nu 7.30 lokal tid. Forbavsende hurtigt at et så stort fly tømmes, vi kom ud på en længere spadseretur, det var som om vi skulle ned i den anden enden af lufthavnen, men ifølge de monitorer der hang rundt omkring, var det rigtigt nok. Jeg havde udfyldt et stykke indrejsepapir med forskellige oplysninger i flyet, de blev nu indtastet i en computer, og et kopi blev hæftet i passet - nu skulle kufferten bare findes, så gennem tolden og ud. Vi blev modtaget af en lokalguide og en guide fra Alletiders Rejser som hed Maibritt. Efter vi alle var blevet samlet sammen blev vi fulgt ud til en ventende bus. Varmen slog en  kraftigt i møde ligeså snart vi kom ud af Ankomsthallen - Puha - jeg havde for meget tøj på. Vi skulle rundt til tre hoteller, Hilton, Rembrandt og så mit hotel Windsor Suite. På vejen ind til byen fik vi forskellige praktiske oplysninger.

Hotel Windsor Suite.
Hotel Windsor Suite Bangkok Det tog lidt tid inden vi alle fik tildelt vores respektive værelser, de var vidst ikke færdig med rengøringen, men vi var også ankommet tidligt. Jeg fik tildelt et værelse på 19. etage. Det var rimeligt stort, to rum, en opholdstue med sofagruppe, skrivebord, bar med kogekedel, glas og kopper, køleskab og fjernsyn, der til en skabsgang, ind til soverummet som var udstyret med en dobbeltseng, lænestol, og fjernsyn selvfølgelig, rummet havde panoramaruder med udsigt ud over byen. Alt i alt et nydeligt hotel, selvom jeg aldrig tilbringer det meste af min tid på mine hotelværelser, så er det da meget rart.

Informationsmøde.
Jeg skulle til informationsmøde på noget der hedder Admiralens Pub som lå lige bag hotellet, på Sukhumvit Road Soi 18. På mødet kom en skrædder som hed Danny, han præsenterede en lille kollektion af herretøj som han tilbød at sy, han virkede nu ikke særlig emsig, men vi var velkommen i hans butik som lå lige ved af vores hotel.

Maibritt introducerede de ture som var på programmet i dag og i morgen. Jeg havde egentlig bestemt mig hjemmefra at jeg ville tage rundt i byen på egen hånd, men Bangkok forekom mig stor og lidt uoverskuelig, og med den korte tid jeg havde til rådighed, valgte jeg i stedet for tre ture, hvor den ene var i dag, og de to andre i morgen.

Chinatown.
Et gadekøkken i Chinatown I den trange handelsgade. Henning får et af de mange dejlige thailandske smil Vi blev afhentet i bus på vores hotel af en lokal guide og en guide der hed Michael, vores første mål var Chinatown. Vi skulle først spise frokostbuffet på en Thai restaurant. Her stiftede jeg for første gang bekendtskab med det thailandske køkken og den lokale øl Singha Beer. Udvalget var stort, og der var da også et par af retterne der var i stand til at lamme smagsløgne totalt. Efter frokosten gik vi rundt og kiggede på de forskellige gadehandlere og de små butikker, det så tilsyneladende ud som om det kun var de lokale der handlede her. Vi drejede ned i en smal handelsgade - et rent helvede - der var så mange menneske som skulle i hver sin retning, de masede og skubbede. Efter jeg var nået hundrede meter der ned af, opgav jeg og  vendte om igen, tilbageturen var ligeså besværlig - men med lidt tålmodighed og spidse albuer gik det. Vi havde aftalt med Michael at mødes ved restauranten, jeg slentrede stille og roligt tilbage mod restauranten, her ventede Michael på os.

Sejltur på floden Chao Phraya.
Vejret ser utroligt faretruende ud., regntunge skyer trækker sammen Vi skulle sejle op ad Chao Phraya floden ("Ophøjede herskerinde, Vandenes moder" som de lokale kalder den) op til Wat Po templet for at se den liggende Buddha. Skyerne trak alvorligt sammen, og pludseligt startede det - det styrte ned,  udtrykket piskede ned var måske mere dækkende, spandevis af vand væltede ned over os, jeg har aldrig set noget lignende. Vi skyndte os ombord på, her var vi da nogenlunde i tørvejr, og så håbede vi det holdt op inden vi nåede frem til Wat Po. Regnen var selvfølgelig ikke holdt op da vi nåede frem, vi måtte krybe i læ i nogle fiskers skure ikke langt fra templet. Der stod vi i et godt stykke tid, godt våde. Det regnede stadig kraftigt, vi blev til sidst enige om at se at komme over til templet hurtigst muligt, der kunne vi komme i tørvejr.

Wat Po.
Den liggende Buddha i Wat Po - 46 meter lang og 15 meter høj Vi hoppede og sprang over vandpytter, gik uden om store huller i vejen, som var fyldt med vand. Jeg kom forbi en butik som havde et par paraplyer til salg, jeg fik kriget mig en, det hjalp lidt på det, men sandalerne svuppede og buksebenene var våde helt op til knæhøjde. Grethe spurgte om hun måtte kom ind under, selvfølgelig måtte hun det. Vi nåede endelig frem til Wat Phra Chetupon, eller det mere kendte navn Wat Po. Templet dateres fra før Bangkok blev hovedstad og blev grundlagt i det 16. århundrede. Det var især populært hos de tidlige Chakri konger, der startede med Kong Rama I. Han gjorde det til landets største munkekloster, med et komplekst netværk af gårde omgivet af en mur med 16 monumentale porte. Wat Po's største turist attraktion er den liggende Buddha 46 meter lang og 15 meter på det højeste sted, og fodsålerne er raffineret dekoreret med perlemor. Af med skoen og ind i tørvejr. Her var den så - imponerende stor og forgyldt. Jeg tog en del billeder, alt imens jeg gik rund om Buddhaen.

Munkenes meditationstempel.
Wat Po - En gylden Buddha i munkenes meditationstempel Bag efter gik vi rundt i tempelområdet, herl ligger også en skole hvor man uddannede thaimassører, her lærer elever på et 3 måneders kursus at give rigtig thaimassage, ikke det pjat der tilbydes  masser af steder rundt om i Thailand. Vi gik ind i det tempel hvor munkene dagligt mediterer. Der var ingen munke på det tidspunkt vi var der inde. Jeg sad en lille stund og funderede lidt over dagens oplevelser. Der er uforklarlig ophøjet ro over mange af de buddhistiske templer, dette var en af slagsen. Det var tid til at sejle tilbage.

Skytrain.
Det var heldigvis holdt op med at regne. Vi fulgte samme vej tilbage til floden, hvor vores båd ventede på os. Vi skulle sejle hen og sættes af ved et sted hvor vi kunne tage Skytrain'et. På Stationen fik vi en instruktion i at regne antal stationer ud, fra udgangspunktet til slutpunktet, derefter købe den rigtige billet i en automat. Vi skulle skifte ved stationen Siam, det sted hvor de to linier krydser hinanden. Togene kører med et interval på ca. 10 minutter. I det tog vi tog var der skide koldt!!! Det lykkedes klimaanlægget at omdannet toget til en kølevogn!!  Da vi alle var våde på grund af regnvejret, føltes tøjet som et koldt omslag. Jeg må indrømme at tanken strejfede mig: "Nu blive jeg sgu garanteret syg" Det var helt befriende at skulle skifte tog på stationen Siam, her kunne vi lige nå at få lidt varme, inden den sidste strækning.

Varmt bad.
Da jeg kom tilbage til mit hotel var det af med det våde tøj i en fart og ud i badet. Jeg tror jeg brugte alt det varme vand, ,jeg stod i hvert fald temmelig længe under bruseren. Dejligt at få tørt tøj på igen - derefter en stærk kop kaffe og så en stiv cognac. Hurra - jeg er menneske igen. Jeg håber jeg overlever den kolde og våde tur. Der ligger et aftenmarked i nærheden, så det gik jeg ned for at kigge på, måske kunne jeg gøre en god handel, eller også bare trække tiden lidt ud, inden jeg gik i seng. Jeg fandt en Internetcafe på vejen, her fik jeg sendt hilsner hjem til slægt og venner. Det var tid til at gå tilbage til hotellet, og så på hovedet i seng. Måske var jeg overtræt for umiddelbart kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg tændte for fjernsynet - kiggede lidt på fodbold - det hjalp - kampen var dødkedelig. Jeg skulle tidligt op i morgen, Grand Palace stod på programmet.

Sidst opdateret : 12. marts 2003
Dag 1 Rejsedagbog Dag 3