Onsdag d.27.November 2002

6. Dag Thaton - Chiang Rai.
Start på dagen.
Telefonen ringede kl. 5.00, hold op mand, det her har du valgt frivilligt. Badet hjalp lidt på humøret. Regnen som ellers havde væltet ned hele natten var gudskelov holdt op. Så på med tøjet og op til receptionen. 5 minutter efter vadede vi af sted i samlet procession, ned mod landsbyen, vi skulle hen på markeder for at købe mad til munkene. Surin stod for indkøbet der blev lavet lige så mange poser med mad som vi var personer. Templet som vi skulle besøge lå  højt oppe. Traveturen op ad vejen var rigtig sej, det var noget der trak søm ud. Jeg må indrømme at på vejen op, forbandede jeg min egen nysgerrighed, jeg kunne have ligget i den lune seng, og sovet 1 time mere. Men alligevel hvad nu hvis jeg var gået glip af noget?

Mad til munkene.
Johannes afleverer sin portion mad. Et kig ned mod landsbyen, lyset er så småt kommet. Surin gik ind og anmodede munkene om at komme ud og modtage vores mad. Der var kun to tilbage i templet resten var ude og indsamle mad. De to munke, som for øvrigt ikke var ret gamle, stillede sig op med deres to beholder foran sig. Normalt skulle vi have haft bare fødder, men Surin havde forklaret munkene, at det ikke var af uhøflighed. men vi havde været igennem så meget regnvejr bla bla.... , Det accepterede munkene. Vi afleverede vores små poser med mad, to og to ad gangen, kvinderne måtte på ingen måde røre ved munkene, når de afleverede deres mad. Da vi alle havde givet dem vores mad - knælede vi ned og en af munkene velsigende os og bad en kort takkebøn for os, derefter gik de igen med maden. Man kunne under bønnen ønske sig noget, som så ville gå i opfyldelse. Mit beskedne ønske var godt vejr - Hm - det regnede resten af dagen. Vi gik lidt rundt oppe på pladsen foran templet. Udsigten her oppe fra var pragtfuld, der var udsyn til grænsen af Burma og så man godt efter kunne man godt se et flag blafre oppe på bjergkammen, nede lå landsbyen smukt, morgenlyset var så småt ved at komme. Det var nu meget godt at være nysgerrig alligevel!

Vi gik tilbage til vores hotel og fik pakket kufferten, sat den udenfor døren, og så ned og spise  morgenmad, dagen var kommet godt i gang.

Vores bus hentede og kørte os ned til bådene, vi skulle ud at sejle på Mae Kokfloden.

Sejltur på Mae Kokfloden. Med skumsprøjt op ad Kokfloden
Der var heldigvis en kiosk der hvor vi stod på bådene. Jeg købte mig  et regnslag - kongeblåt - ikke mere mobberi!! De 20 kr. skulle snart vise sig at være givet godt ud. Det havde sikkert været en flot tur hvis det havde været med solskin og høj himmel, men det regnede altså. Vi sejlede i de såkaldte Long Tial både - en slank fladbundet båd med en kraftig motor og et spiskeris ned i vandet. De kan sejle temmelig stærkt, det fik vi for øvrigt ret hurtigt at mærke. Vi var kun fire i båden, Magdalene, Erik, Martin og så mig. Vi sejlede næsten 2 timer. Den første time var nu til at holde ud - det var helt rart at blive blæst igennem - men i den anden time begyndte regnen at tage til. Det var ved at være en kold fornøjelse, men vi nåede da endelig frem til sidst, godt stive af kulde. Bussen holdt pænt og ventede på os.

Vi kørte nordpå op mod Chiang Rai til Den Gyldne Trekant, det sted hvor Thailand, Laos og Burma mødes. Tidligere dyrkedes opiumsvalmuen her i området og som følge deraf var der et kraftigt smugleri af rå opium.  I dag er det heldigvis slut med det, de afgrøder de dyrker nu, giver flere penge, og så er det oven i købet legalt. Du har måske bemærket at jeg konsekvent bruger navnet Burma, jeg ved godt at landet i dag hedder Myanmar, men jeg er vokset op med Mogens Wieth's fortolkning af Kipling's tekst til Mandalay, så for mig forbliver Burma altså Burma, navnet Myanmar er noget militærjuntaen har fundet på, så Burma og dermed basta.

Er du et menneske.
Under køreturen hen til vores restaurant fortalte Martin om at blive ordineret som munk, her fortalte han om slangen "Naga" som gerne ville være menneske og lykkedes det den at blive munk, ville den opnå sine mål og derved være i stand til at "overtage" verden og menneskeheden. Der for skal den unge mand i forbindelse med ordineringen til munk, gennemgå flere ritualer hvor han bl.a. når han kommer ind i "BOT'en" blive adspurgt af Abbedmunken 1: vil du være munk? 2: er du et menneske? Ved hjælp af disse spørgsmål kan man udelukke "Naga". Slangen kan tage form som alt, men er ikke i stand til at lyve!

Den gyldne trekant.
Vue fra Thailand - Burma til venstre - Laos til højre Vi spiste vores frokost, thailandsk buffet, på en restaurant, hvor vi havde udsigt til Laos og Burma. Pudsigt at sidde i et land og kunne kigge over til to andre lande. Vi sad godt nok på en overdækket terrasse, men vinden var kold, det var ikke et sted man blev siddende forlænge, den kolde sejltur sad stadig i kroppen. Efter frokost gik vi op til et udsigtspunkt - der kunne vi bedre se hvor de tre lande mødes. Her løb den berømte Mekong flod forbi og dannede en naturlig grænse landene i mellem. Mekong floden har sit udspring i Kina og løber så ned gennem Laos, langs Thailands nordlige grænse, og Thailands grænse til Vietnam, langs  Cambodias grænse til Vietnam, for at ende sit udløb i havet syd for Vietnam.

Hvor turisterne kommer holder kræmmerne også til, oppe ved udsigtspunktet lå der en række boder, der fortrinsvis solgte tøj. Heldigt fordi jeg havde ingen tørre bluser, de var enten våde af sved eller regn. Jeg kunne simpelthen ikke til få det våde tøj tørt i dette fugtige vejr. Så det blev til 2 T-shirts og en vindjakke - Hurra -  nu kunne jeg få tørt tøj på i aften. Johannes ville gerne købe et par bukser med aftagelig ben, jeg måtte til at vise mit handelstalent frem. Vi fandt en skjorte af samme mærke som bukserne, den indgik så i handlen, vi fandt under meget grinen og pjank, frem til den rigtige pris. Nøglen til al handel i Asien er at det skal foregå under smil og munterhed .

Mae Sai.
Vi kørte videre til Mae Sai som er den nordligste by i Thailand og grænseby ind til Burma. Vi besøgte en jadefabrik, hvor vi så hvordan de tilvirkede jade til forskellige ting, jeg må blankt indrømme at jeg gik let hen over det, jeg havde set det før i Xian i Kina. Grethe og Lotte spurgte om ikke vi skulle finde et sted hvor vi kunne få os en kop kaffe - god ide. Nu er Thailand ikke et sted hvor der ligger en kaffebar på hvert hjørne, men det lykkedes os finde et sted hvor de solgte tøj, men også bagerst i butikken havde noget der lignede en lille bar. Selvom det var pulverkaffe, var det lige hvad vi trængte til. Da kaffen var drukket, gik vi ud for at se på mulighederne for at shoppe lidt. Her mødte vi Lotte og Kurt som var ved at købe et ur. Jeg købte mig også et - et fantastisk køb - Rolex Oyster ægte kopi - 40 kr. med nyt batteri sat i. Jeg blev grebet af en form for optimisme - jeg snuppede et par solbriller med i købet, vi kunne jo være heldige at se solen en dag. Grethe og Lotte kiggede også på ure, jeg tror at Grete også købte et ur.

Chiang Rai.
Herefter kørte vi til vores hotel i Chiang Rai. Det var dejligt at få et varmt bad, det havde været en kold dag. Tørt tøj var heller ikke at foragte. Jeg sad med en kop kaffe og en lille cognac, alt i mens jeg fik fortalt dagbogen om dagens hændelser. Vi blev hentet kl. 19.30 og kørt hen på en restaurant i nærheden, stedet var ret åben så jeg sad og halvfrøs. Maden blev serveret på fade, så skulle vi selv tage der fra, menuen var egentlig ikke anderledes end den vi plejede at få.. Da vi var ved at være færdige med at spise kom Martin ind med en stor lagkage. Han foreslog, da der var en i selskabet der havde fødselsdag, at vi sang Happy Birthday to you. Så skrålede alle for fuld hals. Vi fandt for øvrigt aldrig ud af hvem der var fødselsdagsbarnet. Han/hun var måske bange for at skulle give en omgang.

Lhomumba
Vi blev kørt tilbage til vores hotel, men da klokken kun var 21.30 var vi en 7 stykker som gik på natmarked, men de var ved at lukke ned. Så vi kunne ligeså godt tage tilbage til hotellet. Jeg havde fortalt at jeg havde en lille vandkoger med, så alle snakkede om Lhomumbaer - vel - jeg havde noget cognac, men vi manglede kakao. Det skaffer jeg sagde Lone, og af sted for hun ud af døren med en kop i hånden. Hun kom tilbage med hele koppen fyld med kakaopulver. Hun fortalte grinene at hun var gået ned i restauranten og spurgt om hun kunne købe noget kakaopulver, tjeneren havde givet hende to skefulde, men hun bad om at få hele koppen fyldt op, hvilken han så måbende gjorde. Her sad vi så syv mennesker og fik os en Lhomumba, små hyggede os inden det var tid til at sige godnat og gå hver til sit. Klokken var nu 23.

Sidst opdateret : 12. marts 2003
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7