Torsdag d.28. November 2002

7. Dag Chaing Rai - Lampang.
Start på dagen.
Jeg sov til kl. 6. det var dejligt at få sovet igennem, så jeg lå bare og ventede på telefonen skulle ringe kl. 6.15. Igen skulle jeg gennem det sædvanlig morgen ritual, bad, pakke kuffert, ud på gangen med kufferten, ned og spise morgenmad, og så klar til afgang, efterhånden ren rutine.

Dagens overraskelse.
Thailands nationalsang synges En flok herlige og glade skolepiger Vi rullede af sted igen i vores bus, Martin havde lovet at han havde en overraskelse til os i dag. Vi kørte ind på en skole. Thailandske børn møder tidligt, så der var allerede mange børn mødt op. De kigger godt nok på os som om vi var nogle zoologiske fænomener - det er vi måske også? helt ok. Vi besøgte et klasseværelse, vi tog skoene af af hensyn til eleverne, det var nemlig dem selv der stod for rengøringen, og som Martin sagde: der er ingen grund til at give børnene ekstra arbejde. Det var nogle utrolig dejlige unger, hvor var de søde og meget velopdragne, lidt generte måske? Man fornemmede dog at de gerne ville i kontakt med os. Jeg tog nogle billeder af dem og den der med at vise dem billedet med det samme, gjorde at jeg havde den sædvanlige sværm af unger omkring mig - herligt herligt!!  Der var en der forsøgte at give ungerne en kuglepen, men de turde ikke rigtig at tage imod den, det lykkedes til sidst. De startede deres morgen ved at de sang nationalsangen, samtidig med at det thailandske flag blev hejst, alle elever og lærere havde front mod flagstangen og der blev sunget af deres lungers kraft. Det siges at thailænderne er meget stolte af deres land, jeg fornemmede at selv børnene er det.

Kongesangen.
Da de var færdige med nationalsangen vendte de omkring med fronten mod deres klasseværelse, der inde hang der et billede af deres konge og så sang de så kongesangen, og jeg skal love for at der blev sunget endnu mere til, alle thailændere elsker deres konge. Jeg kom til at tænke på at hvis en skoleinspektør foreslog danske skolebørn hver morgen skulle synge "dronning Margrethe sangen" han ville garanteret få fingeren. Da de var færdige med at synge, var det tid for os at sige farvel, børnene skulle i gang med undervisningen, de vinkede til os og råbte Bye Bye. En dejlig og rar oplevelse.

Det vil ikke være fair at sammenligne denne skole med en dansk skole, men sammenlignet med den indiske landsbyskole, som jeg besøgte sidste år, så var denne skole ren luksus.

Mae Fah Luang dronningens Have.
Et af de mange arrangementer Vi kørte videre op mod Nordthailands højeste bjerg, Doi Tung. Bussen måtte ikke køre længere, så vi blev kørt op det sidste stykke i pickup trucks, de såkaldte grisebiler. Vi skulle besøge Doi Tungs kongelige villa og den helt fantastiske botaniske have, Mae Fah Luang, der er anlagt af selve den nuværende thailandske konges mor. Vi sad på nogle træbænke på ladet, og vi måtte hele tiden passe på ikke banke hovedet op i loftet, men op kom vi da. Kong Bomibolds moder havde ligesom dronning Ingrid en stor passion for blomster, de to havde for øvrigt bevaret et varm venskab hele livet, lige fra de mødtes da Kong Frederik og Dronning Ingrid var på officiel besøg første gang i Thailand i 1962. Nu er de begge døde.

Selve huset var bygget af genbrugstræ, det vil sige kasser fra bla. importerede varer og lign. Vi kom gennem hendes fyrretræs køkken også lavet af genbrugstræ. Det var ikke et kæmpe stort hus, men et pænt hus, som et lille kuriosum hang der to klokkestrenge i modtagelsesrummet som Dronning Ingrid havde broderet, hun havde broderet forskellige  krydderurter på, og navnet på urter stod ud for på dansk, f.eks. stod der Fennikel, Kørvel og hvad der nu var. De to var nære venner og efter sigende, svingede godt sammen. Deres store fælles passion var haveanlæg  og blomster. De udvekslede stiklinger og erfaringer, nogen siger at Ingrid havde været ovre på besøg flere gange i alt stilhed. Man mener også Doi Tung havde været på i Gråsten Slot for at kigge på slotshave. Efter vi havde set den åbne del af huset gik vi over i hendes blomsterhaven, utroligt flot, selve anlægget blev passet af 1.600 gartnere. Der var blomster hele tiden, det var sådan at når det ene hold planter var færdige med at blomstre,  blev de fjernet og nye blomstrende sorter sat i stedet for. Blomsterne stod i store grupper, som så på denne måde lod blomsten komme til sin ret. Efter besøget blev vi kørt ned igen i grisebilerne til vores ventende bus.

Nordthailands største sø.
Thailands nationalsang synges Vi kørte videre sydpå mod Phayao, hvor vi standsede ved Nordthailands største naturlige sø, hvilket antyder at der måtte være nogle kunstig anlagte søer. Vi spiste frokost med udsigt over søen. Efter frokost gik jeg en lille tur langs søbredden. Jeg kiggede lidt på nogle lystfiskere, der var en der fangende en fisk, der var så stor at der var nok til et halvt stykke brød, hvis han lod fisken beholde hoved og hale - han så oven i købet stolt ud over fangsten!. Der var selvfølgelig også små boder der, til en forandring købte jeg en T-shirts. Efter frokosten  kørte vi et temmelig langt stræk mod Lampang, dagens endemål. Undervejs fortalte Martin om Kaptajn Hans Marqvard Jensen. (Læs mere under menupunktet Blandet)

En dansk helt.
Thailands nationalsang synges Ved hovedvej 1 syd for Phayao gjorde vi holdt ved monumentet for den danske helt Kaptajn Hans Marqvard Jensen. Hvert år den 14. oktober på hans dødsdag bliver der lagt kranse ved monumentet. Hans Marqvard Jensen blev begravet på den kristne kirkegård i Lampang, hvor Kong Chu!alongkorn lod sætte en smuk obelisk på graven og lod graven indhegne med granitstolper og jernkæder. Senere lod bystyret i Lampang kirkegården nedlægge, og gravstenen blev af den britiske konsul i Chiang Mai, Mr. E. W. Hutchinson flyttet til den protestantiske kirkegård i Chiang Mai. De oprindelige granitstolper og jernkæder blev dog ikke opstillet igen.

Gud hvor grim.
Under vores busture fortalt Martin om thailændernes liv fra vugge til grav. Det vil føre for vidt at komme på alle detaljerne, men om en "sjov" ting i forbindelsen med en fødsel fortalte Martin følgende: Hvis du nogensinde besøger en thailandsk familie som har fået et barn og barnet endnu ikke er en måned gammel, så husk endelig at sige til de stolte forældre: Gud hvor er det barn dog grimt! Jamen  - jamen hvorfor nu det? Jo thailænderne tro på onde ånder, og at disse vil forsøge at overtage de smukke børn, derfor er det vigtigt at de gode ånder kommer først, så de er i stand til at hjælpe barnet i denne forbindelse.  Men husk nu endelig senere at fortælle forældrene, at det er et meget smukt barn. 

Nu til hestvogn.
Med hestevogn gennem Lampangs gader og veje Da vi ankom til Lampang og gjorde holdt ved et hotel, holdt der et hav af farvestrålende hestevogne, et herligt syn. Der var selvfølgelig også en der var lyserød, den var der nogle der mente at den var bestilt specielt til mig. Det var ikke alle der deltog i den rejse der blev mine venner for livet. Line og jeg delte endnu en gang et af de mange "transportmidler" vi havde anvendt på turen. Vi  kørte rundt i byen i ca. 45 min. Folk de vinkede og smilede, og de mindre børn gjorde store øjne. Martin fortalte bagefter at der var flere af thailænderne der havde sagt Farang Ding Dong, hvilket betyder noget i retningen af "skøre vesterlændinge", det var måske også lidt skørt at køre rundt i myldretiden i al den benzin os, men alligevel, det må have set festligt ud med 19 hestevogne på rad og række. Byen var nu ikke noget at skrive hjem om  - det var altså det at køre i hestevogn der var det primære, sjovt var det da - endnu en transportform blev afprøvet.

Lampang River Resort.
Vi blev derefter kørt ud til vores hotel Lampang River Resort, som lå i et meget flot have anlæg, men desværre var det næsten mørkt da vi ankom, så jeg kunne ikke rigtig se haveanlægget.  Jeg glædede mig til at se det i morgen. Her er absolut intet at foretage sig her, så jeg slappede af -  gik i bad - skiftede tøj - lavede mig en kop kaffe med en lille cognac til. Jeg fik afleveret dagens oplevelser til dagbogen. Kl. 20 var det spisetid, men jeg gik allerede over 19.30 i restauranten. Her sad Leo og Lene og drak en stille øl, god ide - så det gjorde jeg så også. Aftensmaden stod på  - gæt  en gang - rigtigt - thailandsk buffet selvfølgelig. Ved 21.30 tiden var det sengetid, vi skulle for en gangs skyld ikke så tidligt op. Den stod på Tour de Lampang. Jeg var vist ikke ret længe om at falde i søvn.

Sidst opdateret : 12. marts 2003
Dag 6 Rejsedagbog Dag 8