Lørdag d. 30. November 2002

9. Dag Phitsanulok - Bangkok - Hua Hin.
Start på dagen.
Kl. 5.15 ringede telefonen - det er sku et meget tidligt tidspunkt at starte på dagen - jeg væltede bevidstløs rundt, men på en eller anden mirakuløs måde lykkedes det mig at få et bad, pakket kufferten og finde ned til morgenmaden. Jeg var åbenbart første mand,  lidt efter dukkede Dorrit og John op, vi holdt så hinanden med selskab. Efterhånden dukkede de op en efter en.

Tid til at sige farvel.
Vores bus kørte os til lufthavnen og efter vi havde checket ind var det tid til at sige farvel til holdet på bussen. De havde fulgt os i tyk og tyndt, men nu var afskedens time slået. Når der var nogen der gav dem et kram under "farvellet" smilede de over hele hovedet, selvom det ikke er noget thailænder gør af sig selv, har de vænnet sig til de tossede udlændinge. Efter afskeden gik vi igennem sikkerhedschecket -  Vi kom hurtigt ombord,  jeg kom til at sidde helt for mig selv oppe foran i flyet! Var det et tilfælde? Eller med vilje -  en sidste omgang mobning inden holdet spredes for alle vinde - eller var jeg bare lidt paranoid.

Selve flyveturen tog kun 40 min. Vi kom hurtigt ud af Bangkoks lufthavn, selvom der var lidt problemer med Lone R. og Kurts kuffert, den ene kuffert var revet op i den ene ende, nå - det er en erstatnings sag.

Der holdt en bus og ventede på os, kufferterne blev samlet sammen i hotelorden - først af sidst ind. Varmen var kommet, og når jeg siger varme så var det altså  stinkende varmt i solen. Jeg sad i solsiden, men måtte rykkede ind mod midten. Nu havde vi omkring 3 timers kørsel foran os, før vi var i Hua Hin.

Tak for turen.
Jeg startede indsamlingen til Martin som aftalt efter vi var kommet i bussen, jeg ved ikke hvor mange penge der kom ind, men kuverten som kom retur var da ikke helt flad. Jeg blev enig med mig selv i, at jeg hellere måtte aflevere hurtigt, så de ikke troede jeg selv beholdte kuverten. Jeg gik derfor op for at låne mikrofonen og aflevere kuverten.

Så vidt jeg husker sagde jeg noget i den retning: Kære Martin nu er rundrejsen slut, det er tid til at sige tak for en dejlig tur, der har kun været to ting at klage over, den ene ting er vejret, og det kan man ikke jo gøre noget ved. Den den anden er at turen var alt for kort. Vi alle vil ønske dig held og lykke fremover og vi gerne vil gerne markere vores tak med denne lille kuvert. Du kan så bruge indholdet når du kommer til Hua Hin, eller når du skal til Malaysia på mandag. Der blev så klappet lidt - det var tydeligt Martin var meget glad.

Turens sidste arrangement.
Vi gjorde et stop ved en tankstation, hvor jeg købte noget vand og et par Singha på dåse. Martin ville arrangere tre ting for dem der havde lyst til at deltage når vi kom frem til Hua Hin. Det første var rigtig traditionel thaimassage udført af uddannet massører, derefter besøg hos skrædderen, og til sidst  afskedsmiddag på Restaurant SeaSide, som efter Martins mening Hua Hins bedste seafood restaurant. Jeg meldte mig til alle tre ting. Det viste sig at vi var 14 der ville prøve thaimassage, og hos skrædderen kunne jeg da altid få syet et slips, det er der vel plads til i kufferten.

En sidste sang.
Martin takkede af med at synge en afskedssang med egen tekst. Jeg har fået Martins tilladelse til at offentliggøre selve teksten. Så her mine damer og herrer, dette er ikke mindre en World Wide verdenspremiere på Martin Kaizer-Nielsen's egen tekst:

Mel: Når du ser et stjerneskud...

Ja, men nu er det så sket
Og jeg håber I fik set
Det I vill da I kom
For nu det sluuuut

Men hvem ved måske en gang
Efter denne lille sang
Krydses vores veje igen
Det håber jeeeeeeg

Hvem ved måske her
Et andet sted i Thailand (ja hvem ved ??)
Grækenland eller Portugal
Men ej i Hartzeeeen !!!!!!!!!!!!!!!

Nå, men uanset hvad sååå
Håber jeg da at I får
ALLETIDERS FERIE NU
Farvel......
Viiiiii.......
Seeeeeeeessss...................

Her sluttede Martin af med ordene: Tak for denne gang, og rigtig god fornøjelse i badebyen Hua Hin.

Kedelig kan man ikke ligefrem kalde ham vel?

Majestic Beach Hotel.
Vi nærmede os det første hotel, holdet ville nu splittes for alle vinde, vi skulle fordeles på i alt fem hoteller. Det havde været sjovt at være sammen, og nogle af os ville da også helt sikkert rende ind i hinanden nede i byen.  Mit hotel lå som det første på ruten vi var 7 der skulle af der, så bye bye. Jeg fik tildelt et dejligt stort lyst værelse med udsigt ud over havet. Hotellet lå 4 km. uden for byen, i et stille område. Vi havde fine naboer -  Kong Bhumipol's sommerpalads, som for øvrigt blev bygget af Rama VII, han kaldte paladset Klai Kangwon - "langt fra alle bekymringer" - Kong Bhumipol boede der lige for tiden, men han skal uden tvivl til Bangkok inden sin fødselsdag på torsdag .

Jeg fik pakket ud, og tog et tiltrængt bad. Jeg lavede mig en kop kaffe, der var stadig lidt cognac tilbage så ja ... -  er livet ikke herligt? Kl. 15. tog jeg med hotellets lokale bus ind til Hua Hin.

Thai massage.
Vi skulle alle mødes ved Postkontoret, derfra gik vi i samlet flok ned til stedet som hed Chattaya. Her blev vi modtaget af en  flok massøser, der var ingen ventetid, vi skulle tage skoene af udenfor, og vi blev ført ind et sted hvor vi først fik vasket vores fødder, derefter gik vi oven på hvor der var indrettet, små rum til tre personer af gangen, her skulle jeg iføre mig en pyjamaslignende dragt - åh nej ikke nu igen - den var  tæt på en mistænkelig  lyserød farve - Hm - Jeg havde valgt traditionel thaimassage - Paen Boran på Thai. Massøsen gik i gang, utroligt at et så lille yndigt feminint væsen havde så mange kræfter, hun kravlede rundt og det ene øjeblik æltede hun blidt mine musklerne, for straks derefter at trække og vride mine lemmer. På et tidspunkt gik hun ud for at hente en kop te til mig, her lå jeg så - afslappet - ja nærmest lettere døsig, det varede dog kun et øjeblik, så tog hun fat igen. Selve seancen tog omkring 2 timer, og jeg må ærligt indrømme at jeg havde en dejlig afslappet fornemmelse da jeg gik der fra. Slet ikke dårligt!

Hos skrædderen.
Vi gik igen i samlet trop over til skrædderen, jeg skal ellers love for at der kom gang i stofrullerne og målebåndene, ind imellem blev der serveret Mekong whisky med Cola, jeg kunne godt se at det her ville trække ud så, jeg smuttede en tur ud for at lede efter et bestemt Pc-program, det lykkedes mig ikke at finde det, til gengæld fandt jeg et par DVD'er i den rigtige kvalitet, ikke nogle der var affotograferet fra et filmlærred. Jeg fik lov til at se dem først før jeg købte. Her efter gik jeg tilbage til skrædderen og fik mig en Mekong whisky med Cola, her var stadig godt gang i den, det blev vist en god dag for forretningen.

SeaSide restaurant.
Til sidst kørte damerne trætte, jeg var også ved at være sulten, så vi gik igen i samlet trop ned til SeaSide Restaurant, Martin havde reserveret bord til 12, han afleverede os der, men var selv nød til gå hjem og skifte sin Alletiders uniform ud! Det viste sig at turistpolitiet havde været efter ham, han måtte ikke "guide" i Hua Hin. Det hele bundede i en anmeldelse til politiet fra en skrædder, som ikke er anbefalet af Alletiders Rejser. Han var åbenbart grøn af misundelse over alle de kunder som Martin var kommet med. Som Martin tørt bemærkede - han kan da bare sy noget ordentlig tøj. Jah - på den måde skal han jo nok komme ind i "varmen".

Selve menukortet var meget omfattende, jeg valgte en gang hvidløgsbrød, som viste sig at være fremragende, samt kyllingebryst, også de  var perfekte. Jeg tror alle, uanset hvad de bestilte fik rigeligt at spise. Klokken var ved at være mange, det var tid til at sige farvel til Martin. Jeg tog en TukTuk til Majestic Beach Hotel, sammen med Dorrit og Jørgen - det havde været en meget lang dag i dag.

Sidst opdateret : 12. marts 2003