Tirsdag d. 3. December 2002

12. Dag Hua Hin - Kanchanaburi.
Start på dagen.
Jeg sov til telefonen ringede, efter et bad og fået pakket rygsækken, spist morgenmad, var jeg klar til afgang Jeg blev hentet præcist kl. 8. Det hele startede "godt" - der var problemer med bussen - højttaleranlæg og klimaanlæg virkede ikke - det mente vores guide Mikkel ikke vi kunne køre rundt med. Det var godt nok også varmt i dag. Vi kørte hen til et hotel hvor vi lånte en minibus. Her virkede højttaleranlægget ikke og pladsen var også lidt trang. Vores lokalguides mobiltelefon glødede. Enden på det blev at vi skulle køre hen til en bestemt tankstation og vente der, så ville der komme en bus fra Bangkok og samle os op. Det skulle oven i købet fungere. Vi ventede vel et kvarter på tankstationen, da vores nye bus dukkede op. Turen kunne først nu begynde for alvor.

Frokost ved Klong floden.
Frokost ved Klong floden, med udsigt til dødens jernbane Bjerggrottetemplet med den obligatoriske Buddhafigur Vi spiste frokost ved Klong floden, med udsigt til Dødens Jernbane. Vi kunne se den berygtede træbro som  hedder Krassair-broen, den er bygget langs bjergvæggen og ligger 40 m. over floden, den blev bygget af krigsfanger og det skulle eftersigende kun have taget 17 dage at bygge den. Der gik mange mennesker rundt oppe på skinnelegemet, det skyldes at der var en bjerggrotte som var indrettet som tempel, og man kun kunne komme til den via skinnerne. Mens vi sad og spiste kom der er et tog. Toget sneglede sig over den spinkle træbro, til tider stoppede det helt? Var det seriøst eller bare for at skabe lidt spænding? Da vi var færdige med vores frokost, var det vores tur til at rende oppe på skinnerne. Vi besøgte bjerggrottetemplet, inden vi kørte videre.

HellPass Fire.
Som bronzeskiltet fortæller - broken compressor drill Næste stop var krigsmindemuseet HellPass Fire Memorial Museum som ligger ca. 80 km. nord for Kanchanaburi. Jeg kunne ikke lide dette museum, det virkede så koldt og sterilt, om det skyldtes at klimaanlægget, der kørte for fuld tryk, så man nærmest frøs, eller den måde udstillingen blev præsenteret på ved jeg ikke, men det blev til et hurtigt exit for mit vedkommende. Der efter var det frivilligt om man ville med ned af de 189 trin til HellFire Pas, da der selvfølgelig også er 189 trin op igen, var  der nogle der blev oppe. Det var også meget varmt nu.

Trinene nedad var selvfølgelig ikke noget at snakke om. Vi fulgte en bred sti frem mod Konyu Cutting som bedre er kendt som HellFire Pass. En kæmpe klippeblok som krigsfangerne huggede sig igennem, der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvilket helvede det her havde været, 15 timers daglig slid alle ugens dage. Mange bukkede under disse umenneskelige forhold. På en strækning på 4 km. var der 6 af denne type gennemskæringer!!! Vi gik gennem passet - herved fik man virkelig en fornemmelse af hvilken indsats det havde krævet at hugget sig igennem. Vi gik tilbage samme vej, på den brede sti vi gik ad, havde jernbanesporene en gang ligget, de var nu fjernet, som et led i en aftale med nabostaten Burma.

Endnu en flodsejlads.
En dejlig afslappende sejltur - med en stille pils. Det var tid til endnu en sejltur med en tømmerflåde på lille River Kwai. Tømmerflåden var overdækket og blev trukket af en Long Tailboat, her sad vi og fik os en stille pilsner - dejlig afslappende. Vi blev sat af ved vores hotel River Kwai Resort. Det var et utroligt godt beliggende hotel og vi fik alle værelser med panoramaruder, liggende helt nede ved floden. Det var egentlig synd vi ikke fik mere tid til at nyde de smukke omgivelser, men vi fik kun tre kvarter til at bade og nette os, så var det spisetid, og til det havde vi en halv time, så skulle vi af sted igen. Jeg måtte lige fortælle min dagbog om dagens oplevelser, inden jeg fik mig et bad og tørt tøj på. Jeg for vild på hotellet og fjollede rundt i ring, jeg stødte endelig på et ældre amerikansk ægtepar der var så flinke at fortælle mig hvad vej jeg skulle gå. Da jeg fandt receptionen stod vores lokaleguide og ringede efter - ja hvem tror I - mig selvfølgelig, da jeg fortalte hende at jeg var faret vild, gav hun mig sin hånd, jeg må hellere følge dig det sidste stykke ud til restauranten, så du ikke blive væk igen. Hm - et hemmeligt medlem af mobbeholdet måske? Aftensmaden som var traditionel thai mad, blev serveret på fade ved bordet.

Lysshow ved Broen over floden Kwai.
Luftangreb - Broen over floden er ramt. Hvert år i den første uge af december afholdes der et stort lysshow ved Broen over River Kwai, som en slags mindehøjtidelighed om de frygtelige begivenheder der er tilknyttet tilblivelse af broen. Det var det show vi skulle se i aften. Vi havde fået nogle fine pladser - 1. parket. Det var på en restaurant som havde stillet en række stole op specielt til os. Her var fuldt overblik over hele sceneriet. Det hele startede med at den thailandske nationalmelodi blev spillet, alle stod op og thailænderne sang med. Det er for øvrigt en utrolig flot nationalhymne. Det er ikke nemt at beskrive selve showet. Der blev vist nogle dokumentarfilm på - hold fast - vanddampe som filmlærred, det fungerede forbavsende flot. Der var forskellige tableauer og optrin, et som bl.a. forstillede japanernes okkupation af en thailandsk landsby. Broens indvielse blev illustreret med et Damplokomotiv som prustende og tudende kørte over broen, trækkende med nogle vogne fyldt med japanske soldater. Det virkede utroligt stærkt!

Luftangreb.
Derefter kom der et luftangreb - sirener hylede - hårene rejste sig på mine arme, et kort øjeblik var jeg tilbage i min barndom - et helvede brød løs - lyden af flyvemaskiner blev stærkere og stærkere, antiluftværns kanonerne bragede, bomberne faldt - det var som om floden eksploderede - det hele var et stort inferno af lys og lyd - og selvfølgelig blev broen ramt, med et kæmpe brag, det blev illuderet effektfuldt ved at nogle attrapper som skulle forestille at nogle broklapper faldt ned. Hele showet sluttede i et flot festfyrværkeri. Det var bestemt et spektakulært show.

Godnat.
Vi skulle efter showet hjem i en fart og på hovedet i sengekassen, tro det eller ej, vi skulle op kl. 4.

Sidst opdateret : 12. marts 2003
Dag 11 Rejsedagbog Dag 13