Onsdag d. 4. December 2002

13. Dag Kanchanaburi - Hua Hin.
Start på dagen.
Hold da helt kæft - Kl. 4 blev jeg vækket af telefonen - ikke bare gør man det her frivilligt, men betaler sgu oven i købet for det. Det var en næsten bevidstløs mandsperson der kravlede i bad. for at gøre det hele fuldendt ringede telefon imens jeg var i bad, jeg skøjtede hen over flisegulvet, som nu var som grøn sæbe, på grund af mine våde fødder? Shit! Det var bare endnu en omgang vækning. Jeg var ved at fare vild igen, men fandt dog til sidst restauranten - det var pokkers - al morgenmaden stod klar! Vi tog af sted kl.  4.45. Det var bælgravende mørkt.

Dødens Jernbane.
Hvor er vi henne - hvad sker der? Det gik efter planen, vi nåede det første morgen tog, vi kørte på Dødens Jernbane, vi passerede også det sted hvor vi spiste frokost i går. Vi kørte selvfølgelig også over den spinkle træbro - Krassair-broen, kørte er vel så meget sagt, luskede af sted var nok mere dækkende. det var stadigt meget mørkt. Mikkel mente at det var en fordel at vi ikke kunne se hvor vakkelvorn broen egentlig var!!!
Vi gjorde nogle stop på vejen, og der kom flere og flere passagerer med, der var et sted vi gjorde holdt temmelig længe, men her skulle de fleste passagerer købe morgenmad, lokomotivføreren inkl. Mon den tid var inkorporeret i køreplanen? Jeg kunne ikke lade være med at grine, jeg kunne se for mig at S-togsføreren på Linie B fra Høje Taastrup  stoppede på Glostrup St. - gik ned i DSB kiosken for at købe kaffe og morgenbrød. Deres verden er meget anderledes end vores - spørgsmålet er hvis verden der er den mest charmerende?
Solen var ved at stå op, og et meget smukt landskab dukkede op af mørket.

Skolebørn.
Her er hun så - med de to hjerter indsat i billedet På et tidspunkt kom der nogle små skolepiger og satte sig hvor jeg sad. Jeg tog nogle billeder af dem, igen det med at de kunne se dem med det samme havde vi meget sjov ud af. Den ene af pigerne var på et tidspunkt meget optaget af at flette sin billet til et eller andet. Det kom der to hjerter ud, dem gav hun mig - hvor sødt. Jeg blev helt blød i mine gamle stive knæ. Thailand er smilets land, du kan slå et smil fra en baby til en olding, ingen sure miner.  Vi kørte over den berømte bro og stod af på den anden side ved stationen i Kanchanaburi. Mine små nye veninder vinkede smilende farvel da toget køret væk.

Broen over floden Kwai.
Her er så broen - nu har jeg både kørt og gået på den. Vi gik hen til den berømte bro og jeg gik da også en tur ud på den, med en "klump" i halsen. Dem der tror at broen var lavet af træ tager gruelig fejl - det skyldes uden tvivl filmen med Alec Guinness, som intet havde en skid med virkeligheden at gøre, Det var ikke en folk veldisciplineret soldater, i ulastelige engelske uniformer der byggede denne bro. Jeg troede det selv. Nej det var en flok forhutlede krigsfanger og slavearbejder, kun iført et laset lændeklæde der byggede denne bro. Denne film måtte, da den kom frem, have virket som en hån mod alle de der slavede og måske også døde her på denne forbandede bro.

Sejltur floden Kwai.
Her sætter jeg skildpadden fri! Den stod derefter på sejltur på River Kwai  med en Long  Tailboat, vi sejlede en tur under broen, så nu havde jeg både været over og under broen. Vi sejlede lidt rundt i området. Turen var behagelig fordi vejret var dejligt varmt, og bådens hastighed gjorde at det virkede som aircondition. Efter en halvtimes sejltur, lagde vi til ved et tempel. Her fodrede vi så igen fisk, det var som om at så snart der lagde en båd til, kom fiskene. Jeg var inde i en kiosk der lå i forbindelse med anløbsbroen, jeg købte mig en flaske vand. På disken stod en skål med fire skildpadder i, en af dem lå på ryggen og sprællede, jeg tog og vendte den om, vores lokalguide fortalte at de var beregnet til at købe for at sætte dem fri i floden. Det kostede små 2o kr., jeg købte den der havde ligget på ryggen og satte den fri - endnu et par plusser i den store bog.

JEATH museet.
Krigsmuseet bygget af tidligere australske krigsfanger. I forbindelse med templet ligger JEATH museet. Selve navnet er dannet af forbogstaverne på Japan, England, Amerika og Australien, Thailand Holland. Initiativet blev taget i 1977 af abbed Phra Theppanyasuthee fra templet som ligger ved siden af. Museet passes nu af templet. Museet blev etableret ved hjælp af en indsamling af genstande som var forbundet med bygningen af Dødens Jernbane. Bygningen er en rekonstruktion af en af de hytter krigsfangerne boede i og blev opført af tidligere australske krigsfanger. Første del af museet indeholder en del fotografier fra en af lejrene og i den anden ende en del genstande som fangerne havde gemt for deres fangevogtere.

Taktløse japanere.
Mens vi var inde på museet kom der et hold besøgende grinende og råbende ind - jeg kiggede målløs på dem - det var sgu oven i købet japanere! Havde de for fanden ingen respekt!! Havde de ikke fattet at de billeder som stod foran snuden på dem illustrerede deres egen landsmænds forbrydelse - Vi kiggede alle bestyrtet på dem - jeg kunne mærke vreden koge inde i mig, det var lige før jeg eksploderede - men pludselig forsvandt de som et lyn - mon det var gået op dem hvor taktløse de havde været? Næppe!

Kirkegårde i Kanchanaburi.
Her er mindestenen for dansken G. A. Andersen Fra museet kørte vi over til mindekirkegården i Kanchanaburi. Her ligger 6.982 krigsfanger "begravet" fra mange forskellige nationer,  der iblandt to danske frivillige. Hvis man overhovedet kan kalde en kirkegård af denne slags for smuk, så var denne her det. Det var forstemmende at se de endeløse rækker af gravsten. Her lå unge mænd, 20 år, 23 år 19 år, alle ofre for en magtsyg imperialistisk Kejsers erobringsvanvid. Og så blev han ikke en gang stillet til regnskab for sine handlinger efter krigen. Hvilken skændsel. Man anslår at omkring 16.ooo krigsfanger og over 100.000  asiatiske slaverarbejdere satte livet til under bygningen af Dødens Jernbane. Jeg må indrømme jeg var meget trist til mode da jeg forlod kirkegården.

Vi havde været tidligt oppe så vi kørte hen til noget der hedder Rosegarten, her spiste vi frokost kl. 12. Det var meningen vi skulle have gået lidt rundt og kigget på haven, men vi var godt møre, så  der var mest stemning for at vi kørte tilbage til Hua Hin.

Mikkel satte filmen "Broen over River Kwai" på videoanlægget, den kunne vi så sidde og glo på eller lade være. Men da filmen var ren fiktion og vi på turen havde fået viden om de faktiske forhold, mistede filmen min interesse. Efter et enkelt stop på en tankstation, var vi fremme ved Hua Hin små tre timer efter.

Sidste aften i Hua Hin.
Mit vasketøj var kommet og hang alt sammen pænt på bøjle inde i skabet. Regningen lød på 70 kr. Jeg tog mig et bad og skiftede endnu en gang til noget tørt tøj. Efter en kop kaffe tog jeg en TukTuk ind til byen for at få noget at spise. Jeg mødte Johannes og Astrid de sad på Admiralen og spiste grillet norsk laks. Så hvorfor ikke tage det samme, her mødte jeg også nogle af de der var med på turen til River Kwai. Efter jeg havde spist, gik jeg mig en lille tur i byen, men ærlig talt, jeg havde været meget tidligt oppe, og var godt mat i sokkeholderne, så jeg tog en TukTuk tilbage til mit hotel. Inden jeg faldt i søvn fik jeg lige talt lidt til min dagbog.

Sidst opdateret : 28. april 2003
Dag 12 Rejsedagbog Dag 14