Kaptajn Hans Marqvard Jensen
En dansk helt i Thailand.

Han blev født i Odense den 3. april 1878 som søn af gårdejer R. Jensen og hustru Marie. Faderen havde en mindre gård i Bolbro tæt vest for Odense. Jensen var kontormand en kort tid. førend han blev soldat, han var en dygtig gymnast og fleuretfægter. I 1897 blev han rekrut ved den kongelige livgarde, gennemgik officer skolen på Kronborg og blev udnævnt til sekondløjtnant den 8. oktober 1898. Han forrettede derefter tjeneste ved 1. regiment og gennemgik et ridekursus ved gardehusarregimentet. Den 28. oktober 1900 blev han ansat som premierløjtnant i det siamesiske provins gendarmeri og ankom til Bangkok i december samme år. Efter en kort uddannelse hos oberstløjtnant Kolls i Korat, blev han ansat som militærinstruktør ved gendarmeriet i Prachin, som han overtog efter premierløjtnant Kriger Lassens død (den 28. oktober 19O0). Jensen blev forfremmet til kaptajn den 1. juli 1901. Fra Prachin blev han flyttet til Ayutthaya provinsen, for derefter i februar 1902 at blive sendt op til Chiang Mai i Nordsiam.

Shan oprøret.
Han opholdt sig der, da shan oprøret udbrød. Den 20. juli dette år blev Marqvard Jensen sendt til Nakhon Lampang med ordre til at forsvare denne gamle vasalfyrsteby imod eventuelle angreb af de oprørske shaner. Hvor udmærket han gjorde dette, vil fremgå af hans rapport herom til daværende oberstløjtnant Schau. Ifølge de sidste linier af Kaptajn Marqvard Jensens rapport meddelte han, at han ville gå med en styrke på 60 gendarmer fra Nakhon Lampang på patruljering til Chaeham, Muang Ngao og Payao, hvor der skulle være en del oprørere. Den 14. oktober 1902 om morgenen befandt kaptajnen sig i et tempel i en syd for Muang Payao liggende landsby med en styrke på 250-260 soldater og gendarmer.

Spise først.
Denne styrke var kommet fra Muang Ngao, som ligger to dagsmarcher syd på. Kaptajnen ville bryde tidligt op for at sætte sig i besiddelse af Muang Payao og da militærets chef ville lade sit mandskab spise forinden, så afmarcherede han i forvejen med en styrke bestående kun af premierløjtnant Tjum og 23 gendarmer. Noget syd for Muang Payao, hvor vejen førte over et mindre vandløb sås shaner, som var under fremrykning fra nord mod vandløbet. Kaptajn Marqvard Jensen lod straks sine folk danne kæde på begge sider af vejen (vejen var dengang kun en skovsti for gående samt ride og pakdyr), idet hovedparten af gendarmerne tog stilling til venstre for vejen med front imod fjenden, og en ildkamp begyndte nu.

Jeg dør.
Kaptajnen og premierløjtnant Tjum stod ved siden af hinanden bag ved et træ i vejens venstre side. De stod op for bedre at kunne se over det i regntiden høje græs og ukrudt, da så premierløjtnant Tjum en shan, som i retning fremefter og lidt til højre for hvor de stod, knælende var ved at sigte på dem. Premierløjtnant Tjum ville lige til at advare kaptajnen, som netop da strakte sig ud fra træet for at kunne se bedre, da skuddene faldt og ramte Kaptajn Marqvard Jensen på tre steder i venstre side af brystet. Han strakte sin ene arm i vejret og gik, uden at sige noget, nogle få skridt tilbage og faldt så, nogle siger, at kaptajnen lige førend han faldt, sagde: Jeg dør. I må gå tilbage.

Tilbagetog.
De nærmest ved vejen liggende gendarmer så ham falde og begyndte at råbe op derom. Premierløjtnant Tjum bød dem tie og gav så ordre til at holde inde med skydningen og gå tilbage, efter ca. en halv times skydning, de kun havde nogle få patroner tilbage. Kaptajn Marqvard Jensen lå da med ansigtet mod jorden, og premierløjtnant Tjum sagde, at livet da sikkert var udslukt. Men alligevel, da premierløjtnant Tjum stadig havde hele 23 gendarmer, hvorfor lod han dem ikke bære Kaptajn M. Jensen's lig tilbage? Denne undladelse har altid forekommet mærkelig. Men nu, da kaptajnen var faldet, tabte alle modet. Premierløjtnant Tjum fortsatte tilbagetoget, indtil han stødte på hovedstyrken og her fik ny forsyning af ammunition.

Først næste dag genoptogs fremrykningen mod Payao, og Kaptajn Marqvard Jensens lig blev fundet mishandlet af shanerne. Ved Payao blev shanerne slået alvorligt af denne blandede styrke af militær og gendarmer. Disse shaner var altså ikke de samme, som var blevet slået af helten ved Nakhon Lampang, men var kommet fra fransk Laos, nord for Chiangkong. Man skulle synes, at der må have været en fælles leder for alle shanbanderne?

Mishandlet lig.
I følge et brev fra Mr. Kellett til Hr. Fenger, chefen for østasiatisk Kompagnis skovafdeling i Phrae, havde shanerne hugget Marqvard Jensens lig i stykker med deres sværd, afhugget hans hoved og hænder, etc. En anden beretning siger, at shanerne havde åbnet heltens bryst og underliv og udtaget hans hjerte og nyrer i den tro (almindelig blandt primitive folk), at de ved at fortære dem ville komme i besiddelse af den faldnes mod og militære evner! Heltens lig blev lagt i en kiste og brat til Payai, hvor det blev stillet ind i et tempel, herfra hentede den senere oberst Trolle det og bragte det til Nakhon Lampang.

Æresbevisninger.
Monumentet for Hans Marqvard Jensen syd for Phayao Kaptajn Marqvard Jensens lig blev begravet der under militære æresbevisninger på den amerikansk-presbyterianske missions kirkegård. På graven rejste den siamesiske regering en obelisk til minde om den faldne helt. Indskriften siger, at Kaptajn M. J. blev dræbt af dacoits (røvere). Et diplomatisk udtryk, da shanerne jo ikke var almindelige røvere, men i høj grad statsfarlige oprørere. Shan-affæren i Nordsiam skulle imidlertid reduceres mest muligt for ikke at vække for meget opsigt. På det sted i skoven, hvor Marqvard Jensen faldt sås i mange år en simpel træplade sømmet fast på det omtalte træ, hvor Marqvard Jensen stod, da han blev dræbt. På pladen stod med thaibogstaver, at her blev helten dræbt af røvere den 14. oktober 1902. Resterne af denne mindeplade er formentlig endnu i Dansk Samfund, Siams besiddelse.

Portrait.
I indenrigsministeriet, i selve ministerens værelse, hang der i mange år et legemsstort portræt af M. J. i vor oprindelige smukke sort-hvide gallauniform. M. J. som jo havde været rekrut ved livgarden, var en høj og flot soldaterskikkelse med regelmæssige ansigtstræk. Kaptajn Marqvard Jensens død vakte stor bestyrtelse i Bangkok, hvorfra der omgående blev sendt yderligere troppestyrker med artilleri nordpå.

Livsvarig pension.
Kong Chulalongkorn blev meget bevæget ved budskabet om Kaptajn Marqvard Jensens død, og som et udtryk for sin egen og sit lands anerkendelse af de store tjenester, som den afdøde officer havde ydet Siam, blev der tildelt hans moder, der levede som enke i Odense, en livsvarig pension på 3000 tikaler årligt( hvor meget det så end var). Denne pension fik heltens moder til sin død i 1938.

Da oberst Springer i 1914 besøgte heltens moder i Odense, fortalte hun, at en nat i oktober 1902 drømte hun om sønnen og blev vækket ved en lyd, som om nogen var faldet om på gulvet. Dagen efter modtog hun general Schaus telegram om, at hendes tapre søn var faldet den 14. oktober i kamp mod shan-oprørerne!

En fuldblods soldat.
Kaptajn Marqvard Jensens død var et stort tab for korpset, og den vakte almindelig beklagelse, ja sorg, blandt europæerne såvel som siameserne. Hvis Kaptajn Marqvard Jensen ikke havde sat livet til i 1902, vil der næppe være tvivl om, at han ville have gjort en meget stor karriere i det siamesiske provinsgendarmeri. Hans chefs bedømmelse var: Kaptajn Marqvard Jensen var en fuldblods soldat og en helt.

Sidst opdateret : 12. marts 2003
Blandet Blandet Blandet