Lørdag d. 10 juni 2000

Dag 5. Tibet
Lhasa.
Efter morgenmaden blev vi afhentet kl. 5.30 og kørt til Chengdu Airport, da vores kufferter var checket ind på forhånd, skulle vi bare igennem sikkerhedskontrollen og ud til bussen som kørte os ud til flyet. Det virkede som om vi var de sidste der skulle ombord, for vi lettede ret hurtigt efter. Vi fløj med South West Airlines i en Airbus 330 - 400 i ca. 2 timer til Lhasa Airport. Jeg fik en vinduesplads og håbede på at skyerne ville forsvinde når vi kom ind over Tibet. Det holdt stik, her var så hovedsmålet for min rejse. Efter landingen  og lige så snart at vores bagage var udleveret, startede vi på  en 2 timers flot køretur med bus gennem Yariung dalen. Vi kørte langs Tibets længste flod Yarlung Zangbo, det er fra Yariung dalen at den tibetansk kultur oprindeligt udspringer.

Vi gjorde et fotostop på ca. halvvejen til Lhasa, ved en Buddha som var indhugget i en klippe og bemalet i stærke farver. Det var et par billeder værd. Her mødte vi de første tiggere. Lhasa by ligger i 3.680 m. højde, så på grund af den tynde luft var jeg indstillet på at måtte "gå stille og tale sagte". Jeg tror vi alle hver især var lidt spændte på hvordan vi klarede den tynde luft.

Hotel ShangBaLa.
Ved ankomsten til Lhasa checkede vi ind på vores hotel, det hotel som skulle være vores base de næste seks dage. Vi blev meget flot modtaget. På en af væggene udendørs var der ophængt et rødt banner hvor på der med hvide bogstaver stod "Welcome Alletiders Rejser group to Tibet". I døren til hotellet stod de så og tog imod os med et velkommen, samtidig med at de hængte et hvidt silketørklæde om halsen på os.  Det hvide silketørklæde kaldes et Katag  og bliver ofte givet til gæster. Et Katag symbolisere lykkebringende ønsker og ens rene motiver, ærlighed og respekt. Jeg tror vi alle følte os rigtig velkommen. Efter vi havde fået vores værelser tildelt, spiste vi så vores frokost på hotellet.

Tibetanske bydel.
Selve Lhasa by er opdelt i en gamle del og den nye del, den nye del er fortrinsvis beboet af kinesere og bebyggelsen består for det meste af fantasiløst betonbyggeri, så hvis du undrer hvorfor jeg ikke besøgte den del af byen, så er jeg altså ikke taget til Tibet for at opleve trøstesløs kinesisk byggeri. Og ud fra en, godt nok overfladisk betragtning, var der ikke noget at komme efter der.

Bachor Marked.
Efter frokost gik jeg min første tur i byen. Lige uden for mit hotel blev jeg mødt af en ung pige, meget ussel og beskidt at se på, hun havde et lille barn på ryggen som en bylt, barnet havde ingen tøj på,  så da den lille unge begyndte at græde, måtte jeg til lommerne. Men man lærer hurtigt at ignorere dem, for jeg havde ikke mere end lige sluppet nogle yuan, før der stod ti andre med hånden fremme. Jeg ville havde været en fattig mand i dag hvis jeg skulle give alle de tiggere jeg mødte penge. Jeg gik så rundt på det lokale marked Barchor, jeg blev for hver bod jeg passerede, mødt med et Hello, lookie look. Her kunne man købe halskæder, bedeflag,  yaksmør stampere, fossiler fra bjergene, turkissmykker, bedemøller, hatte, huer, kasketter,  masker, bælter, røgelse og ragelse. Alt sammen ting man selvfølgelig ikke kan leve foruden.

Ellers brugte jeg eftermiddagen til at slentre rundt for at se på folkelivet, jeg var også over og kigge ved Jokhang Templet. Uden for templet så jeg de første tibetanere gøre det såkaldte glidefald, det var imponerende at se mange ældre falde på knæ, glide frem på håndfladerne til de lå helt udstrakt, rejse sig igen, for derefter gøre det samme igen, og igen. Stenene på pladsen foran templet var alle glatte og blankslidte. Tiden var inde til at gå hjem på hotellet for at få et bad og en kop Nescafe.

Snowland Restaurant.
Vi havde aftalt at spise aftensmad sammen, så vi mødtes nede i hotellets lobby kl. 18.30 og gik derefter over i samlet flok til Snowland Restaurant. Her bestilte vi så hver i sær hvad vi nu ville have at spise. Jeg valgte en tibetansk ret der hed Sharptjak, det bestod af oksekød (fra Yakoksen) i grøn chili og dertil en lokal øl. Det var bestemt noget der kunne spises, faktisk smagte det rigtigt godt selvom det var meget krydret. Prisen var rørende billig. Efter vi havde spist gik folk hver til sit, jeg selv tog lige en tur ned om pladsen foran Jokhang templet, inden jeg vendte tilbage på hotellet, ved hotellet mødte jeg Grethe og Ellen. Vi blev enige om at gå ind på hotellets bar, for at få en godnat pils. Her var Grete ved at drive den arme "bartender" til vanvid, først ville hun ville have en Cognac, det kunne hun også godt få  - hvis hun købte hele flasken,  nå - så ville hun have vodka - nå ikke - så gin - nå heller ikke - hvad så med? Det endte med at Grete til sidst fik en eller anden eksotisk frugtsaft fra en dåse, alt imens Ellen og jeg drak vores øl!!  En bar i Tibet er ikke det samme som en bar i Vesteuropa. Dagen var forløbet i et roligt tempo.

Sidst opdateret : 25. februar 2005