Søndag d. 11 juni 2000

Dag 6. Lhasa.
Jeg havde ikke sovet særligt godt indtil nu, sidste nat var ikke nogen undtagelse, jeg tilskriver det varmen, men alligevel lå jeg og lurede til kl. 7.30. Så var det i bad, ned til morgenmad. Vi skulle af sted kl. 9.00. Vi skulle besøge Jokhang Templet der er Lhasa's religiøse centrum. 

Jokhang Templet.
Var Potala Paladset det politiske centrum, var Jokhang Templet det religiøse. Templet blev opført i årene 639 til 647 af Tibets 32. konge, Songtsen Gampo. Det blev bygget da han havde fået sin nepalesiske hustru Wenchen. Templet skulle huse en forgyldt bronze statue af Buddha Sakyamun som hun havde medbragt. Arkitekturen er en blanding af tibetansk, nepalesisk, kinesisk og indisk byggestil. Templet fungere stadig i dag som det religiøse centrum, og hver dag kommer tusinder af pilgrimme hertil, kastende sig i støvet langs den hellige vej, for at bede og bringe yaksmør og penge som offergaver. Vi blev mødt med en messende monoton lyd fra de mange bedende og så lugten af yaksmør, der sammen med røgen fra de mange røgelsespinde, gav en underlig fremmedartet stemning, men en fantastisk oplevelse. Nu var vi så heldig at vores rejseleder Per, har boet sammen med tibetanerne, kan tale sproget, og har studeret hos en Lama, så han havde en viden om buddhismen som var guld værd for os. Mens vi gik fra det ene rum til det andet, og i hvert af rummene var der mindst en Buddha, som selvfølgelig havde et navn, hver gang fik vi en lang historie om denne Buddha eller om det specielle rum vi var i. Jeg indrømmer blank at jeg på et tidspunkt opgav at holde styr på alle de der Buddha'er - der var sgu for mange af dem. Men at møde denne fremmedartet kultur var for mig en stor personlig oplevelse, at se alle de mange bedende, stærke i troen, at se dem vandre fra det ene rum til det andet, med deres pose med yaksmør, som de så smed en klat af, så lysende kunne brænde videre.

Der var en hændelse jeg var lidt flov over: Der var et sted hvor der var en meget lang kø af tibetanere, mange var ældre mennesker, som ville ind i et bestemt rum, vi fik lov til at springe køen over, vi havde jo betalt for at komme ind. De var troende og ville ind og have "velsignelse", vi var bare skide nysgerrige. Det var ikke tilladt at fotografere eller videofilme, indendørs i templet, jo hvis man betalte 90 yuan for at fotografere og vist nok 150 yuan for at videofilme. Vi havde hørt at man kunne købe en cd-rom med en masse billeder på, det viste sig, senere ikke at være tilfældet, så jeg fik "kun" billeder fra templet når vi var udendørs. Men der var også nok at fotografere.

Vi tog tilbage til hotellet, der var god tid inden vi skulle spise frokost.

Internet Cafe.
Vi havde fundet en Internet Cafe i samme gade som vort hotel, så jeg benyttede pausen til at sende nogle e-mails til familie og venner. Jeg blev ret gode venner med ham der "ejer?" cafeen, så hver gang jeg kom ind hos ham, kom han man med te til mig. Hans engelske var ret begrænset, men vi fik da sludret lidt hver gang, jeg fik taget et billede af ham og mig som jeg lovede at sende et kopi af til ham når jeg kom tilbage til Danmark. (Er gjort)

Dunja Restaurant.
Vi gik i samlet trop fra hotellet hen for at spise vores frokost Målet var Restaurant Dunja, der ejes af et hollandsk ægtepar, hun stod for restauranten, han for køkkenet. Man kunne vælge forskellig sammensatte "menuer", jeg valgte en tibetansk, og en øl. Der var rigeligt af det, men jeg syntes ikke det var noget at skrive hjem om. Da vi var færdige med at spise blev vi hentet af en bus.

Norbu Linga Paladset.
Bussen kørte os til Dalai Lama's sommer palads, Norbu Linga som var det sted, han (den 14. Dalai Lama) bedst kunne lide at opholde sig. Vi kiggede inden for, igen var der fotoforbud indendørs. Her var både adgang til de officielle gemakker som til hans personlige gemakker, så som badeværelse, soverum etc. I Dalai Lamas modtagelses rum var væggene malt med de forskellige Dalai Lamas historier helt frem til den 14.s møde med Formand Mao. De var i gang med at restaurere dele af paladset, noget som finansieres via donationer fra rige buddhister, og håndværkerne kommer og arbejder gratis mod kost og logi. I parken ligger også den 13. Dalai Lamas sommerpalads, som vi også besøgte, der virkede rimelig beskeden. Vi skulle også besøge den 8. Dalai Lamas sommerpalads, men her blev jeg tabt af "feltet", fordi jeg havde så travlt med af fotografere en meget smuk dør. I hele taget vil du opdage at der i billedmaterialet er masser af billeder af døre, jeg kunne simpelthen ikke stå for dem. - Nå  - jeg vidste hvor udgangen var og der udenfor holdt vores bus, så det var bare at gå tilbage dertil, så kom de nok, og det gjorde de så ganske rigtig!

Vi holdt så en lille pause, hvor vi købte vand, det var forbandet dejligt varmt denne dag også, så væske skulle der til.

I love you too.
Da vi var færdige med at shoppe, gik vi ud til vores ventende bus, her var Lookie lookierne selvfølgelig også, en af damerne brugte udtrykket I love you, til de forskellige forbipasserende, da hun sagde det til mig svarede jeg: I love you too, og gjorde "møs møs" med munden. Hold da helt kæft, hun var over mig som en høg, hev mig i armen og klappede mig bagi. Jeg fik da vristet mig fri og kom helskindet op i bussen, men hende om på den anden side af bussen, i den side hvor jeg sad, og der sendte hun mig fingerkys, og trutmund. Til stor morskab for resten af bussen, der ikke alle vidste hvad der var gået for ud. Der var en som  sagde: Hvad har du nu lavet Mogens? Ikke noget særligt syntes jeg. Ak ja. At jeg skulle gense hende dagen efter havde jeg ikke slet tænkt på.

Snowland Restaurant.
Efter vi kom tilbage fra sommerpaladserne, købte jeg lidt vand med op på mit værelse, tog mig et bad og fik rent tøj på, derefter besluttede jeg mig til at gå ud at spise på Restaurant Snowland. Stedet er åbenbart meget populært hos turisterne, for der var faktisk ikke andre i restauranten. Stedet har nogle rimelige priser, og maden er god. Så jeg bestilte med sindsro en T-bone steak (fra yakoksen, uden risiko for Kreutsfeld Jacobs syge), og så en lokal øl. Ind kom så en steak af en anselig størrelse, yum yum. Det var noget der gav kræfter til næste dags strabadser.

Efter maden gik jeg mig en tur for at tage nogle billeder af lokalbefolkningen, ikke alle var lige begejstret for at blive fotograferet, så jeg tog nogle i smug. Der var en gruppe på tre unge piger i en farverig påklædning, som jeg snød mig til at fotografere, men den ene opdagede det og straks var de over mig, det viste sig de ville sælge et eller andet, men jeg aftalte med den ene af dem at hvis jeg måtte tage et billede af hende, så ville jeg betale hende for det. Vi forhandlede os så frem til 3 yuan. Min første professionelle model, sådan. Klokken var 21.30 da jeg var tilbage til mit hotel. Der var også ved at falde ro over byen. Så et varmt bad, en kop kaffe, slappe af oven på en god dag, kigge lidt fjernsyn. Jamen da - er livet ikke bare herligt!!

Sidst opdateret : 01. oktober 2003