Fredag d. 16 juni 2000

Dag 11
Efter morgenmaden besluttede jeg at jeg ville besøge den så kaldte Anktikgade, så jeg hoppede på toget i undergrunden og kørte den ene station til TianAnMen Jeg vadede så syd på der ud af. Nu havde jeg fjols ikke fået mit kort med, men jeg vidste jo også hvor den lå denne gade. Men en eller anden måtte have flyttet den for lige meget hvordan jeg vendte og drejede mig, så var den sku væk. Tingene ændrer sig godt nok hurtigt i Kina, men alligevel. Jeg skulle nok havde taget det kort med alligevel.

Kunst og ordbøger
Nå - når jeg nu var her kunne jeg lige så godt kigge lidt på lokaliteterne - det gjorde jeg så. På et tidspunkt blev jeg stoppet af to unge kineserinder, som på rimelig godt engelsk begyndte at spørge mig om forskellige ting - hø hø - jeg kendte den godt, men lod dem nu løbe linen. Det slap så ud på et tidspunkt -  de var unge kunststuderende som snart skulle udstille i Europa, og om jeg ikke ville komme og se deres arbejder.  Jeg sagde rent ud til dem de skulle finde sig et andet offer, jeg var ikke værd at spilde deres tid på. Sådan. - Jeg var på jagt efter en boghandel og fandt da også en. Så jeg gik ind i forretningen og hen til en ekspeditrice og sagde: Wo mai yi ben yingwen/hanyu zidian, kan kan keyi ma? Den gik rent ind hun viste mig den reol hvor de engelsk/kinesiske ordbøger var.  Jeg bladede "overlegent" i et par eksemplarer - fandt den jeg gerne ville have -  betalte så 50 yuan, (prisen stod gud ske lov bagpå ) fik en yuan tilbage, sagde: xie xie og og strøg ud af døren med et zaijian zaijian. De kiggede måbende efter mig. Gad vide hvad de egentlig tænkte? Blærerøv måske? 

E-mail.
Jeg tøffede velfornøjet videre, og fik øje på en butik som jeg troede solgte DVD'er  det viste sig at være DVD afspillere, men i døren stod to unge pige og de tiltalte mig - åh nej nu ikke den igen -  I er vel kunststuderende og vil gerne have mig til at se jeres kunst?  - jeg kunne ligeså godt foregribe begivenhederne. Næ sagde de lettere fnisende, vi ville bare spørge om du ikke skal sende nogle E-mail? Det var der en god ide, så jeg vadede med op på 1. sal hvor der stod een maskine, som jeg så kunne leje for 20 yuan pr. time. Der var også et lille cafeteria, jeg bestilte en lokal øl, og gik så i gang med skrive et par breve til slægt og venner. Det var noget af et hakkebræt af et tastetur, især n'et var tosset enten kom der ingen eller også kom der tre, fire stykker. Samtidig stod de to småpiger og kiggede mig ugenert over skulderen, mens de indbyrdes kom med små kommentarer, man skulle tro de aldrig havde set dansk før? Da jeg var færdig med at skrive mine breve, kom der en ung mand, han overtog fuldstændig konversationen. Det gik op for mig at han var kunstmaler og jeg var omgivet af masser af hans kunst - åh ja - Men jeg var standhaftig. Han spurgte hvor mange konkubiner jeg havde, jeg svarede at jeg ingen havde, men jeg havde en god veninde, han ville have mange,  når han fik råd til det altså -  alt imens stod de to småpiger og fniste uafbrudt.

Tilbage igen.
Jeg spurgte efter Antikgaden og de forklarede hvad vej jeg skulle gå. Det gjorde jeg så men det lykkedes ikke rigtigt - den var nok alligevel flyttet!!  Nu var det ved at være eftermiddag men jeg var egentlig ikke sulten, så jeg beslutte at springe frokosten over. Jeg sivede op mod TianAnMen og tog undergrunden tilbage til ChongWenMen, jeg fik lyst til en kop kaffe og en kage og gik derfor ind på Konditoriet og satte mig, det er nogle søde unge mennesker der serverer her. Efter jeg havde siddet og slappet af et stykke tid, gik jeg tilbage til hotellet, ryddede lidt op i min kuffert. Det blev pludseligt regnvejr og og det blæste meget kraftig op. Så der var tid til at læse lidt, kigge fjernsyn inden jeg gik i bad. Regnen holdt op i løbet af en lille times tid. Tiden var inde til at gå over til New World Cortyard Hotel. Jeg skulle jo til Peking opera.

Peking Opera.
Nu er det sådan at man ikke kan gå i Peking Operaen for den eksistere ikke, det er en kunstform som for øvrigt er meget gammel. Det var Tang kejseren Ming Huang (712 - 756) som åbnede sin pærehave for Kinas første teaterskole, det blev kimen til det der skulle stå i fuld flor elleve hundrede år senere, og som op gennem de mange århundrede endelig fandt sin endelig form i det forrige århundrede. Selve maskeringen, klædedragterne, hovedbeklædning, bevægelser, og de få rekvisitter som anvendes, alt sammen har sin særlige betydning. Et par eksempler fra den opera vi så: En mand bevæger sig rundt på scenen foran nogle personer, med sig bærer han på hver sin side et "flag"  hvor på der er aftegnet et hjul -  altså de kører i vogn - eller en pagaj som han ror med - altså sejler de. Det vil sige man skal have øjnene godt med for at følge med i hvad der foregår på scenen. Birgitte fra Alletiders Rejser mødte op og fortalte os at der kun ville komme to lokalguider med til forestillingen, Var det ikke lidt for nemt? Jeg var sikker på at der var nogle af deltagerne som ikke forstod engelsk. Hm nåh - Den ene kaldte sig Echo, hvad den anden hed fik jeg ikke fat i (måske stereo  hæ hæ) . På vejen frem til teatret fortalte Echo på engelsk med kinesisk accent, lidt om hvad operaen handlede om. Det var et sammendrag af tre forskellige opera, hun snakkede om  en eller rettere flere slanger i forskellige farver, og de unge elskende osv. Vi kom i god tid så vi fik en god plads, og der blev lejlighed til at se nogle af aktørerne sminke sig ude bag ved og selvfølgelig tage billeder af det. Selve forestillingen varede ca. 70 min. og var en meget flot forestilling, men da det var et sammendrag af tre operaer forekom det mig at handlingen blev lidt rodet, men det har vi vesterlændinge nok ikke forstand på. Der var også nogle "fægtescener" der efter min mening ikke rigtig fungerede, de virkede ikke "ægte".

Jeg optog noget lyd på minidisken, som jeg på et tidspunkt vil lægge en lille prøve ud på, her på denne side. Vi blev kørt tilbage til New World Cortyard Hotel. Da jeg ikke havde spist siden morgenmaden, gik jeg en tur i nabolaget for at finde et sted at spise, men de spisesteder jeg stødte på var for snusket for min smag, og steder som Kenny Rogers, Kentucky Fried Chicken er bare ikke mig. Jeg var heller ikke rigtig sulten  - så hjem til hotellet for at kigge på den vabel jeg havde fået på min højre hæl.  Kl. 22.30 lå jeg og kiggede lidt TV, men da det er et TV uden fjernbetjening begrænser det kanalskift - hø hø.

Sidst opdateret : 25. februar 2005