Lørdag d. 17 juni 2000

Dag 12
Jeg vågnede og var rimeligt udhvilet. Jeg havde fået prikket hul på min vabel i går aftes, men den var trukket til igen, så om igen.  Jeg fik kigget på min højre sko, det viste sig at hælen var brudt sammen indefra - de røg lige i papirkurven.

Perlemarkedet.
Efter morgenmaden tog jeg en taxa til Perlemarked. Her købte jeg par nye Cats sko med det håb om at de holder lidt bedre end de gamle. Jeg købte 3 par poloshirt, men handlen holdt meget hårdt på, jeg tog et billede af den lille handlende pige, med det digitale kamera, da jeg viste resultatet, hoppede hun jublede og gav mig spontant et kys på kinden?!!? ;-) Jeg havde lovet min datter at købe hende nogle ferskvandsperler, så det handlede jeg også hårdt om, nu håber jeg hun bliver tilfreds.

Antikgaden.
Jeg tog en taxa tilbage til mit hotel for at "læsse" købene af, skifte sko, vaske mig lidt igen, skifte tøj - kl. 10.30 var det allerede meget varmt. Jeg besluttede mig til at NU ville jeg altså se Anktikgaden. Igen fat i en Taxa, jeg ville være sikker på at finde den. Husene i gaden var pæne og meget velholdte, og et kig ind i nogle af butikkerne afslørede at det ikke var antikviteter alt sammen de solgte. Her var ekspedienterne også oppe på dupperne, men et Wo kankan, fik dem til at sætte sig ned igen, det svarer lidt til at man siger: jeg kigger bare -  eller min version - jeg oser kun. Jeg fandt et lille tæppe af silke, som jeg købte, nu kendte jeg prisen på forhånd fra Tibet, så bare ned på eller under ville være OK.

Jeg kom forbi den lokale bager som havde en lille vogn hvor udenfor, her lå en kæmpe tyk meget flot pandekage - den så sku godt ud - så gjorde det jeg ellers aldrig gør, køber noget spiseligt direkte på gaden - jeg købte en kvart bid af en stor pandekage for 1½ yuan. Den var meget varm så jeg fandt et sted hvor jeg kunne sidde ned, alt imens jeg sad og plukkede af den varme pandekage, og kiggede på folkelivet, alle de travle mennesker der jagede forbi.

Lu Xun Museum.
De gange jeg har været i Beijing har jeg altid villet besøge Lu Xun Museum, nu skulle det altså være. Jeg prajede en taxa, jeg havde på fornemmelse at chaufføren ikke viste præcist hvor det lå, man han kørte da i den rigtige retning. På et tidspunkt hang han ud og råbte ud af vinduet, jeg kunne høre at ordene Lu Xun indgik, så han spurgte sikkert om vej. Vi nåede frem til indgangen, jeg tror at chaufføren var lidt stolt af sig selv!  Lu Xun som døde i 1936, købte dette hus to år før han døde, oven i købet for lånte penge. Hans regnes for Kinas første moderne forfatter, hans prosa og poesi var meget populær på den tid, det var også ham der indførte essayet i kinesisk litteratur. Han siger vist ikke de unge mennesker noget i dag! Der findes også et museum i Shaoxing, der er han født og boede i mange år. Stedet her var meget velholdt og meget fredfyldt. Jeg satte mig ned under et skyggefuldt træ, nu var jeg her endeligt. Jeg har en lille bog der hjemme med nogle af hans digte oversat til engelsk, jeg prøvede om jeg kunne genkalde nogle af dem, nej - ikke ordret - der var dog et jeg kunne huske noget af, men her er den korrekte udgave:

Jeg kunne godt se at dette museum ikke var nogen "sællert" i stil med Den forbudte by og Muren - men Kilroy was here - dette var besøg var blevet et must for mig. Der var en lille boghandel i forbindelse med museet, her jeg købte en lille bog med tekster på kinesisk og med små tegninger af Lu Xun, bare som erindring.

Spadseretur.
Nu når jeg var her kunne jeg lige så godt tage et kig i nabolaget. Jeg elsker at gå rundt i Beijing, og man kan trygt gøre det, der er ikke een der krummer et hår på hovedet af dig. Man oplever masser af små hverdags episoder. Nå,  jeg kiggede mig rundt i kvarteret, men det var ikke noget særligt, her var en del basarbygninger med butikker, jeg købte lidt vand, og på et tidspunkt rendte jeg ind i en butik der solgte Cd'er, det viste sig at de også solgte DVD'er - købte 3 stk. for 25 yuan stykket - Den grønne mil, Den sjette sans og Luc Bessons film om Jeanne d'Arc, hvis de nu ikke kunne afspilles der hjemme, så var det jo kun 75 kr. Jeg skulle have købt nogle flere.

Konditoriet.
Jeg fik spurgt, endda på kinesisk, efter Fuchengmen undergrundsstation. Ak ja - den var bare tyve meter væk! Jeg har åbenbart svært ved at får øje på undergrundsstationerne. Jeg kørte tilbage til ChongWenMen, og smuttede lige over på konditoriet for at få en hårdt tiltrængt kop kaffe og et stykke wienerbrød. Her tog jeg min "notesbog" frem for at indtale dagens oplevelser, men jeg måtte opgive. Ved et par borde længere væk sad der et kinesisk par som hele tiden skiftedes til at råbe ind i en mobiltelefon. De er ikke en skid bedre end folk hjemme! Hvad fanden sker der egentlig oppe i hovedet på folk, når de har anskaffet sig en mobiltelefon?

Nå hjem til hotellet for at smide de ting af jeg havde købt. Det var meget varmt så jeg fik lige  hevet våde tøj af, inden jeg lagde mig på sengen - bang  jeg faldt i søvn med et brag. Jeg fik sovet et par timer, og var frisk igen.

Aftentur.
Efter et bad, gik jeg mig en tur ned langs hutonger og helt ned til på TianAnMen pladsen. Derfra tog jeg en taxa til Five Wheat Restaurant, her fik jeg bøfkød med chili og ris, det var meget meget stærkt - kineserne som sad rundt omkring grinte godt i "skægget", de viste udmærket hvad det var jeg havde bestilt. Da jeg havde spist, tog jeg min minidisk frem for at indtale dagens hændelser, midt under min "rapport" lød der et kæmpe rabalder - der var en der tabte et stålfad ude i køkkenet, til stor morskab for kineserne, de grinede højlydt mens de kiggede over på mig - fik du det med mand? 

Så gik det bare hjemad til hotellet. Det var tid til at se "dyner".

Sidst opdateret : 25. februar 2005