Mandag d. 19 juni 2000

Dag 14
Jeg havde sovet som en sten, og vågnede kl. 7.30. Ved morgenmaden, som for øvrigt er et godt tidspunkt på dagen at tage beslutninger på, besluttede jeg at den stod på Confusius Tempel og Lama Templet, jeg havde godt nok været i Lama Templet før, men alligevel.

Taxa.
Jeg gik over på den anden side af gaden for at komme i den rigtige retning, når jeg fik fat i en taxa. Jeg fik også fat i en, jeg forklarede ham og viste ham på kortet hvor jeg skulle hen, han nikkede og kørte, samtidig med at han viste mig tre fingre. Den forstod jeg ikke så jeg pegede på taxametret -  jeg tror ikke at det passede ham. Han kørte lidt og holdt så ind til siden og ville se kortet igen. Derefter begyndte han at snakke om han ikke måtte dreje til venstre, den forstod jeg heller ikke rigtig, så vidt jeg vidste skulle vi lige ud. Nå -  den tumpe gad jeg altså ikke køre med, så jeg stod af stak ham 10 yuan - bye bye. Der var en Metro lige i nærheden, så jeg tog toget til Yonghegong station, tog derfra en taxa til Confusius tempel.

Confusius Tempel.
Dette tempel bar præg af at det var i anden division som turistmål. Templet var ikke særligt velholdt, det trængte til en ordentlig omgang maling. Jeg tror også blev brugt som en slags museum for byen. Der var mange ting udstillet i glasmontre, alle ting var fra lang tid før vores tidsregning.  Efter jeg havde været rundt og taget nogle billeder, var filmen brugt op,  Jeg satte mig under et syv hundrede år gammelt lærketræ, det var meget varmt 38° C. Der sad jeg så talte til min "notesbog". Der var en skoleklasse på besøg i templet, de har vel været omkring 12 - 14 år gamle. De begyndte at kredse rundt om mig, og endelig var der en der tog mod til sig og spurgte mig på engelsk hvad klokken var - ha ha - halvdelen af ungerne havde ur på! Der efter var der en der spurte om hun måtte fotografere mig - selvfølgelig - så gik det slag i slag. Jeg ved ikke hvor mange billeder med hvem og hvad,  der blev taget - men jeg begyndte at føle mig som en zoologisk sensation! 30 til 40 billeder blev nok til. De spurgte også hvor jeg kom fra. (den med AnDerSan kom dog ikke). I det hele taget blev de mere og mere "modige"  - det var pigerne der var de modigste. De pjattede og grinede i en uendelighed. Deres lærer sad et stykke derfra og grinede godt og grundigt, det virkede som om han og ungerne havde et godt rigtigt forhold til hinanden. Ungerne  blev lidt paffe da jeg nikkede over mod deres lærer og spurgte dem: Ta shi laoshi ma?. Jeg tror jeg tog fusen på dem med dem lille bemærkning. Desværre var det ikke mere film i mit apparatet, så jeg kunne ikke gøre gengæld hvad fotografering angik, men jeg lod videoen rulle lidt. Tiden var inde til ungerne skulle videre. På falderebet kom en af pigerne hen til mig  og forærede mig hendes vifte, en sød gestus, det var den eneste hun havde på sig hun kunne give væk!! Ok - den er godt nok lidt babyagtig  - men alligevel. Jeg fik vinket farvel til disse herlige unger.

Jeg forlod Confusius Templet og gik op mod Lama Templet, på vejen købte en film, så jeg havde til det næste tempel. Jeg spurgte hende jeg købte filmen af, om der var en god restaurant i nærheden, hun pegede skråt over gaden lige til højre for indgangen til Lama Templet.

Maos Tempel.
Der gik jeg over, der stod to unge piger i døren og tog i mod mig. Lige indenfor til venstre stod der en stor buste af Formand Mao, der stod to tændte stearinlys, nogle friske buketter blomster, tre glas, formodentlig med risbrændevin, tre tallerkener med mad, den ene var en fisk, desuden en kage og et æble. Jeg må indrømme jeg blev lettere forvirret, var det alvor eller var det et billig tricks?!?! Her gik jeg og troede at han var "most out of date" !!!  Over alt i restauranten hang der fotos fra Maos liv - det var måske alvor? Spisekortet var selvfølgelig på kinesisk, og ingen kunne engelsk, jeg fik forklaret dem at jeg gerne ville have: wo you ji zha lajiang, yi wan fan, yi ping pijiu - Jeg fik sgu det jeg bad om!! Stegt kylling i chilisauce, en skål ris og en flaske øl. Efter dette fyrstelige måltid var det tid til at gå i Lama Templet.

Lama Templet.
Lama Templet var oprindelig bolig for Yin Zhen indtil han i 1723 blev "forfremmet" til kejser og flyttede til Den Forbudte By, han skiftede navn til Yong Zheng.  Paladset kunne af den grund derfor ikke bruges til bolig mere, kun til tempel. Det blev så "lamatiseret" i 1744 og blev residens for et stort antal munke.  - Jeg ventede lidt med at gå ind, fordi der var lige ankommet en stor bus fuld af japanere, alle havde de en gyselig neongul kasket på, jeg ville gerne have et pænt foto af hovedindgangen uden alle de gule klatter.
Der er mange kinesere der besøger templet. De brænder røgelsespinde af, knæler på bedeskamlerne alt imens de mumler en bøn. Templet har fem store haller og den mest kendte er nok Wanfu Hallen, den indeholder en 18 m. høj statue af Maitreya Buddha i tibetansk stil. Den er skåret ud af et stykke hvid sandeltræ, dertil kommer de 8 meter under jorden, et imponerende værk -  og så æv - Gud hjælpe mig om der ikke hænger et messingskilt udenfor på væggen, der fortæller at Buddha'en er optaget i Guinness book of record i 1990 - oh boy det er sku da løgn - smagsløst!! Sidst jeg besøgte Lama Templet var det vinter, det var synd at sige at det var lige nu, med 38° C. Der var dog heldigvis nogle skyggefulde træer jeg kunne gemme mig under.

Jeg måtte til at tænke på at vende næsen hjemad. Da jeg kom ud fra templet gik jeg over hvor jeg havde købt film, jeg fik straks tilbudt en stol - respekt for alderdommen - jeg købte mig en flaske vand, sad ned på tilbudte stol - sludre lidt på en blanding af kinesisk og engelsk - spurte så om vej til undergrundsstationen - de pegede i en retning og sagde at jeg skulle dreje til højre for enden af vejen. Der var ikke 3 min. gang der til, den taxachauffør der kørte mig til Confusius Tempel, må have kørt en lille omvej og ellers grint godt bagefter.

Familie forøgelse.
Nå tilbage til ChongWenMen. At jeg gik på konditori behøver jeg vel dårligt at nævne, en kop kaffe og en kage og det var den samme pige som kom med min kaffe. Denne gang blev hun stående hos mig, og begyndte så at snakke. Hun kunne lidt engelsk og kaldte sig Amy, ,jeg spurgte hvor meget hun tjente i timen, hun fortalte at hun fik 6 yuan i timen, arbejde i 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, da jeg spurgte hvad hun så lavede på sin fridag svarede hun - sov. Så spurgte hun mig hvor jeg kom fra, og om jeg havde nogle børn, jeg fortalte hende at jeg havde en datter og hvor gammel hun var, da så hun på mig og sagde: jamen så er du jo Grandpa. Det kunne jeg så fortælle hende at jeg ikke var. Hun stod så lidt og kiggede på mig og sagde så: Jamen vil du så ikke være min Grandpa? Alle mine veninder har en, jeg har ingen -  de er alle døde. Jeg må ærligt indrømme at jeg blev sku lidt forvirret - tog hun gas på mig? Men så sagde hun at så var min datter hendes tante, og om jeg troede at hun ville kunne lide hende - ja det gjorde jo ikke min forvirring mindre - her stod en lille sød pige i fuld alvor og spurgte om jeg ville være hendes bedstefar!!!?? Jeg sagde: Jamen jeg er jo så langt væk - Det gør ikke noget - jeg ved du er et eller andet sted, og det er godt nok til mig!!. Jeg tog så et billede af hende som erindring, og vi udvekslede adresser. Jeg fortalte hende at jeg forlod Kina i morgen tidlig. Så sagde hun: Når du nu kommer til Beijing igen, så skal du komme hjem og besøge min far og mor og min kæreste. Jeg var nødt til gå, så vi sagde pænt farvel til hinanden -  Hold da helt kæft - det er ikke hver dag man bliver bedstefar.

Beijing Fangshan Restaurant.
Jeg gik i bad og blev klædt om  Vi skulle mødes i lobbyen på New Word Courtyard kl. 18.30. til fælles afslutningsmiddag i Beijing Fangshan Restaurant i Beihai Parken. Vi var 5 hold som kørte af sted i taxa. Vi blev modtaget af tre piger der optrådte lidt for os inden vi gik op på 1. sal, hvor vi skulle spise, Vi spiste forskellige kejserlige retter blandt andet noget som var blevet serveret for Enkekejserinde Cixi. Der var mange der gav 2 flasker øl til hver bord, de unge servitricer gloede noget over alt det øl der blev båret ind. Christian havde indsamlet lidt penge hos os alle til Per. Christian sagde tak fra os alle for en meget vellykket tur til Tibet. Det er ikke normalt at man samler penge ind til den danske guide - jeg tror Per var dybt rørt over det lille gestus fra holdets side. Flemming havde også en lille gave til Per, det var vist noget til at mærke kufferter af med så man nemmere kunne genkende den på transportbåndet i lufthavnene. Da vi var færdige med middagen, tog vi alle igen taxa tilbage til New World Courtyard. Vi gik alle ind i baren og fik en øl, og jeg fik sagt mange farveller og tak for hyggelig samvær til holdet. Vi var kun tre der skulle hjem med Air China, resten skulle med SAS.
Nå , tilbage til mit hotel for at pakke det sidste, klokken var 22.50  og jeg skulle op kl. 4.45. Godnat Mogens!

Sidst opdateret : 25. februar 2005