Tirsdag d. 12. Oktober 2004

Dag 4 Izmir - Pergamon - Troja - Canakkale.
Start på dagen.
Vi blev vækket kl. 5.30 så vi stod op med det samme. Vi fik hver især et bad, klædte os på, fik pakket kufferterne og sat dem uden for døren, og lidt i fem var vi nede til vores morgenmad. Der var afgang fra hotellet kl. 6.30. Hvorfor dette hastværk, vi var jo på ferie? Det skyldtes at vi skulle til Bergama, datidens Pergamon for at besøge Akropolis, derfor var nød til at køre tværs gennem byen. Og omkring kl. 7 tog trafiktætheden til fordi alle skulle på arbejde. Vi kunne risikere at hænge fast i nogle gevaldige trafikpropper. Det skulle senere vise sig at være en god disposition, vi var simpelthen en time foran alle de andre turister så vi havde stort set "det hele" for os selv.

Stensliberi.
Vi kørte et pænt stykke vej inden vi gjorde holdt ved et stensliberi. Her fik vi demonstreret hvordan man skar stenene til i de størrelser de skulle bruges. Derefter   blev stenen drejet til et æggebæger, sluttelig blev det poleret,  så overfladen var glat som en barnerøv.  Der var selvfølgelig et tilstødende salgslokale,  hvor alskens genstande skåret og drejet ud i sten  var udstillet. Jeg købte mig en lille morter, som jeg tit har manglet, når jeg skaber nogle af mine store kulinariske kreationer. ;-)    

Pergamon.
Vi nåede frem til Akropolis som lå oppe på en høj, ca. 300 meter oppe. Udsigten her oppe fra var fremragende, og selvfølgelig var placeringen, ud fra et forsvarsstrategisk synspunkt, ideelt. Der boede mange mennesker nede i dalen og de kunne hvis der var optræk til krig eller lignende fortrække op på de høje klipper og så deltage i forsvaret af byen. Byen blev grundlagt under Pergamons konger og Attalid slægtens konger regerede her i en kort, men  begivenhedsrig periode i nogle århundrede f.v.t.  Der blev bygget paladser, som blev udvidet betydeligt af de to romerske kejsere Trajan og Hadrian, som regerede her fra år 98 til 138. I stedet for de sædvanlige akvædukter, havde ingeniørerne udviklet et rørsystem som kunne tåle mange atmosfæres tryk. Man ledte vand fra en højreliggende bjergkam, ned gemmen dalen og trykket pressede så vandet op til højen., det som i dag er kendt under navnet, U-rørsystemet.

Pergament.
Vi startede vores gennemgang af stedet, fra det sted hvor der en gang havde ligget et stort bibliotek. Det var her i Pergamon, man begyndte at anvende pergament til bøger. Det skyldtes at overbibliotekaren i det egyptiske Alexandria standsede eksporten af papyrus til Pergamon. Han ville forhindre den højt kulturelle bystat i at konkurrere om pladsen som det kulturelle centrum for det østlige middelhavsområde. Ja, sådan går det som regel, den menneskelige opfindsomhed finder altid nye veje at gå.

Akropolis.
Selvom der der jo ikke er så meget tilbage af det oprindelige Akropolis, så kunne vi sagtens fornemme hvor smuk en by det en gang havde været. Man har genrejst noget af Trajaneum templet, så meget at man godt kan fornemme hvor imponerende det har taget sig ud på den tid. Trajaneum templet blev rejst til ære for den guddommelige Trajan og hans efterfølger Hadrian. Sanne og jeg gik ned gennem nogle meget velbevaret underjordiske gange. Hvad de egentligt blev brugt til , ved jeg ikke, måske til opbevaring af forråd eller lignede. Efter vi var kommet op til "overfladen" igen, gik vi hen til det store teater som havde 80 bænkerækker. Rækkerne var meget stejlt placeret, så vi skulle være meget forsigtige da vi gik ned ad "sæderne". Vi havnede nede ved det sted hvor det pompøse og berømte Zeus-alter en gang havde stået. Det befinder sig nu på et museum i Berlin. Som med så meget andet historisk materiale, er det havnet på vesteuropæiske museer. Det er for øvrigt tyske arkæologer der har restaureret Trajaneum templet. Måske lidt kompensation for deres "tyveri" af Zeus-altret.

Vi gik ned mod nogle sovegnier boder, for at kigge lidt. Her købte jeg en kop varm æblete, vejret var slået om, det var blevet koldt og blæsende. Vi havde været heldige, vi havde faktisk haft Akropolis for os selv, men nu myldrede det ind med busser, de læssede masser af turister af.

Frokost.
Det var tid til frokost. Efter frokost i Bergama kørte vi  videre langs Edremit bugten op til Troja.

Troja.
Troja består i dag af syv-ni antikke byer på samme sted ved Dardanellerne. Det vil sige at der er bygget en Troja oven på Troja.  Stedets historie går fra  ca. år 3.000 f.v.t og frem til år 500 e.v.t. Det er svært at bedømme, hvilket Troja, som Homer omtaler i sine episke værker Iliaden og Odysseen. For indtil 100 år siden troede man at det hele er ren fiktion, indtil den tysk-amerikanske amatørarkæologen Heinrich Schliemann og hans græskfødte hustru, startede med at grave og fandt Troja i området. Med den viden i baghovedet, fornemmede man let stedets historiske og gådefulde atmosfære.

Iliaden og Odysseen.
Iliaden fortæller om begivenheder under grækernes lange belejring af byen Troja. Ifølge legenden var årsagen til stridighederne, at den trojanske prins Paris bortførte den spartanske konge Menelaos' hustru, den skønne Helene. De græske konger belejrede Troja for at straffe Paris og skaffe Menelaos' hustru tilbage. Flere af hovedaktørerne dør, Prins Paris bror Hector dræber grækeren Patroclus og Patroclus's ven Achillleus, hævnede det ved at dræbe Hector. Prins Paris ved at Achilleus, som ansås for at være usårlig, som barn blev dyppet af sin moder i en flod hvis vand gjorde ham usårlig. Men hans mor holdt ham i den ene hæl, den gang hun dyppede ham i floden, så da Prins Paris rammer Achilleus i hælen med en pil, døde han. Til sidst lykkedes det grækerne at erobre byen ved en krigslist.

Det var Odysseus der fik ideen til den trojanske hest. Grækerne byggede en stor hul hest af træ, som nogle soldater kunne skjule sig i. Grækerne lod som om de havde opgivet belejringen og forlod Troja. Trojanerne troede at hesten var en gave fra guderne og trak derfor hesten ind i byen. Om natten sprang grækerne ud og åbnede portene, hvorefter Troja blev brændt ned.

Iliaden fortæller kun om en kort begivenhed i det sidste år af den ti år lange belejring, om striden mellem kong Agamemnon, som residerede i Mykene og hans broder Menelaos, og den største af de græske helte Achilleus. Odysseen er en slags fortsættelse af Iliaden og begynder ligesom denne i det tiende år. Eposet handler om, hvordan den græske helt Odysseus, som også deltog i belejringen, efter 10 års omflakken og farefuld rejse, nåede hjem til øen Ithaka, hvor hans hustru Penelope, havde ventet på ham i alle årene.

Udgravningerne af Troja.
Det var her på dette område, tysk-amerikaneren Heinrich Schliemann som var dybt fascineret af Iliaden, begyndte at grave.  Han havde fået særlig tilladelse til det af den regerende sultan, på betingelse af at de skatte han fandt tilfaldt sultanen. I 1872 efter måneders udgravninger,  stødte Schliemann og hans kone, på en guldskat, mønter og smykker som han mente havde tilhørt Helene. De var straks klar over at dette her var noget stort, så de gav alle deres hjælpere fri resten af dagen, med den undskyldning at det var hans fødselsdag. Schliemann pakkede sammen og forsvandt ud af landet med deres fund, i en hvis fart.  Han var overbevist om at han havde fundet sit mål, men han måtte senere hen erkende at han have  ramt mindst 1.200 år forkert! Han havde gravet sig gennem 8 af de 9 lag som arkæologien har inddelt Troja i. Men selv i dag ved man ikke med sikkerhed om Iliaden taler sandt. Der er dem der mener at belejringen aldrig fandt sted, nogle mener det er Troja 6 (1700-1250 f.v.t.) eller det var Troja 7 (1250-1000 f.v.t.) der blev erobret. Troja 6 gik til grunde på grund af et jordskælv, således at det måske var naturen der hjalp grækerne med indtagelsen af byen. Andre igen  mener at hesten var en offergave fra grækerne til jordrystelsernes og hestenes gud Poseidon. Vel - hvem ved, måske finder arkæologerne en dag svaret i nogle af Troja's 9 lag.

Hvor er guldskatten?
Senere skænkede Schliemann selve skatten til museet i Berlin, men de forsvandt efter Berlins fald i slutningen af Anden Verdenskrig. Der ingen der "vidste" hvor skatten var blevet af, russerne nægtede et hvert kendskab til det, og tyskerne vidste heller ingen ting. Men i 1989, efter Sovjetunionens sammenbrud, dukkede skatten pludselig op på et museum i Moskva. Nu kræver både tyskerne og tyrkerne hver især, dem udleveret. Grækerne er vist også på banen, fordi Schliemann's kone var græker (hø hø). Jeg håber at den havner hos den rette ejermand, den tyrkiske stat.

En dynge sten.
Der er en del guidebøger som omtaler Troja sporadisk, nogle af dem drister sig oven i købet til at kalde det for en dynge sten, det må siges at være meget respektløst for et område der i mine øjne er utrolig spændende, det eneste jeg har noget at indvende i mod er den utroligt dårlige fremstillet træhest der stod lige inden for hovedindgangen, den kunne jeg godt undvære. Amerikanerne har jo lige lavet en film om Troja's fald og den hest som blev fremstillet som kulisse er blevet tilbudt museet, men de har takket nej. Rygter siger at den muligvis skal opstilles et sted i Canakkale,. Gud bedre det, endnu et misfoster.

Vi havde en lille times kørsel til vores hotel, jeg hundefrøs i min tynde T-shirts og shorts, så jeg glædede mig til et varmt bad på hotellet.

Ankomst til hotel.
Vores hotel lå i udkanten af Canakkale, tæt ned til vandet. Det værelse vi fik tildelt lå i en lav bebyggelse med indgang direkte fra det fri. Mens Sanne tog et bad gik jeg ned til stranden for at kigge over til den europæiske del af Dardanellerne. Endnu et navn jeg kan erindre fra min historielærdom. Et par fiskere var i gang med at tøjre deres små fiskerbåde, vejret var gråt og det var ret blæsende, så efter jeg havde taget et par billeder, luskede jeg frysende tilbage til vores hotel. Det varme bad gjorde godt, men værelset var koldt og det var ikke muligt at få gang i airconditionsystemet.  Med vinden direkte på, og en utæt indgangsdør, så kom vi nok til at fryse i nat.

Det var spisetid kl. 1900. Vi skulle spise på hotellets restaurant, her fik vi serveret en af de sædvanlige buffeter. Det var ikke en de buffeter der ville klæbe sig til min kulinariske hukommelse. Efter aftensmaden gik vi tilbage til vores værelse, vi var godt trætte og da vi igen skulle tidligt op i morgen og tidligt af sted, gjorde vi alt klar så vi hurtigt kunne pakke sammen og klappe kufferten i.  Det var tid til at sige godnat og gå i seng. Mine bange anelser slog til, det blev en kold nat.

Sidst opdateret : 14. maj 2008