Onsdag d. 13. Oktober 2004

Dag 5 Canakkale - Istanbul.
Start på dagen.
Vi blev vækket kl. 5.45 så vi stod op med det samme. Vi fik hver især et bad, klædte os på, fik pakket kufferterne og sat dem uden for døren, og lidt over seks var vi nede til vores morgenmad. Der var afgang fra hotellet kl. 7.15. Hvorfor havde vi igen dette hastværk, jo denne gang skyldtes det at vi skulle nå en færge, der skulle sejle os over Dardanellerne til Gallipoli halvøen.

Færgeoverfart.
Vi kørte en halv times tid inden vi nåede færgelejet, der var en stor kø af ventende biler. Det var gråvejr og ret blæsende. Det bevirkede at strømmen ind gennem strædet var stærk og det kostede forsinkelser. Vi kom af sted med lidt over en halv times forsinkelse. Selve turen tager en trekvarters tid. Det pudsige ved denne overfart er at vi forlader en verdensdel for at sejle over til en anden, helt præcist fra Asien til Europa. Jeg lånte en bog af en af vores svenske rejsefæller, den om handlede om 1. Verdenskrig hvor de Allieredes forsøgte at indtage Gallipoli halvøen og kontrollerede indsejlingen til Mamara-søen og der med adgangen til Sortehavet.

Blodig skueplads.
Gallipoli var skueplads for et af de blodigste stillingskrige under 1. Verdenskrig, og der var et veritabelt slagtehus frem for alt for de australske soldater. Vi skulle ikke besøge området når vi kom over på den anden side. Det havde jeg det fint med, jeg har set rigeligt med kirkegårde af den slags på mine rejser rundt i verden. Jeg bliver altid så deprimeret og ked af det, over at se gravestenene for alle de unge mennesker som har mistet livet, måske oven i købet død for en sag som de ikke forstod en pind af. (se under Blandet - Kampen om Gallipoli.)

Langs søen.
Vi kørte langs Marmara-søen på vej mod Istanbul. Jeg havde det stadigt ikke så smart og da der ikke var så meget at se på, sad jeg og småsov lidt ind i mellem. Kristina fortalte at der på en ø ude i Mamara-søen fandtes et fængsel. Dette fængsel havde kun een fange! det var den fornyelig tilfangetaget og dødsdømte kurderleder Öcalan, som sad der. Man turde ikke fra de tyrkiske myndigheder risikerer at nogle af hans medfanger skulle finde på at myrde ham, med det ragnarok der givetvis ville blive sluppet løs. Vi gjorde holdt et sted  i en mindre by som hed Tekirdag for at spise frokost. Den bestod overraskende nok af den sædvanlige buffet.

Sejltur på Bosporus.
Vi kørte videre efter en times tid. Efter en halvanden times tid kom vi frem til en båd som lå og ventede på os. Vi skulle sejle det sidste stykke ind til Istanbul. Vejret var stadigt koldt og blæsende. Sanne og jeg satte os indenfor hvor vi købte os en kop æblete og en cappacino. Vores tyrkiske guide fortalte over skibets højttaleranlæg om hvad vi sejlede forbi. Han indledte med: Ladys and Gentlemen. Til stor morskab for os. Hvis han havde holdt en pause et stykke tid, startede han igen med: Ladys and Gentlemen. Vi sejlede langs Istanbuls "strandvej", hvor alle de dyre huse lå, vi passerede også en del Moskeer, større palæer og paladser. Vi skulle lægge til ved Det Gyldne Horn, og da vi nærmede os stedet brød solen ud for fuld lue. Så indsejlingen lå badet i fuld sol. Vi kom hurtigt fra borde, men vi måtte vente et stykke tid inden vores bus kom frem til os. (se billederne i Billedarkiv - Sejltur på Bosporus)

På vej til vort hotel.
Vi kørte over mod den gamle bydel, hvor vores hotel lå. Vi hang pludselig fast i en smal gade på grund af ulovlig parkerede biler. Der blev dyttet og bottet, men ejeren dukkede ikke op. Det opstod en lang kø af biler, de forskellige chauffører stimlede nu sammen om den famøse bil. De løftede og rokkede bilen indtil de havde fået skubbet det så meget til side at vores bus kunne passere. Vi nåede frem til vores hotel, som så hyggeligt ud. Det værelse vi fik tildelt lå på fjerde sal. Værelset var ikke særligt stort men ok. Vores guide Gilmar havde lovet at følge mig hen til et apotek når vi ankom til hotellet, det lå i nærheden. Her købte jeg noget antibiotika og så anbefalede farmaceuten nogle andre tabletter.  Nu håber jeg at det hjælper mig. Sanne og jeg slappede af en halv times tid, inden vi begge to tog et bad og klædte os om til aftensmaden. 

Aftensmad på hotellet.
Det var spisetid kl. 19.30. Vi skulle spise på hotellets restaurant. Her fik vi serveret en rimelig god buffet, vi bestilte en flaske hvidvin. Det var ikke en af de hvidvine der ville komme på mit kulinariske ønskevinkort. Efter aftensmaden havde vores tyrkiske guide Gilmar arrangeret fjernsyn nede i baren, der var fodboldlandskamp mellem Tyrkiet og Danmark. Vi gik tilbage til vores værelse, vi var godt trætte og jeg var stadig halvsløj. Vi havde også en lang dag foran os igen i morgen, så vi foretrak at hvile os og gå tidligt i seng. 

Sidst opdateret : 17. april 2005