Torsdag d. 14. Oktober 2004

Dag 6 Istanbul.
Start på dagen.
Vi blev vækket kl. 7.15 og vi stod op med det samme. Jeg var stadig lidt halvsløj, men det var trods alt bedre end i går. Vi tog hver især et bad,  vi klædte os på og gik op i restauranten for at spise morgenmad. Hvis vi ville have kogte æg, måtte vi  selv koge dem. Der stod en stor el-kasserolle og boblede med kogende vand, så det vare bare at dumpede æggene ned i vandet og så fiske dem op efter 5 minutter, der udover stod den på kaffe, juice og boller med ost.

Sulimans store Moske.
En af de mest storslåede af Istanbuls islamiske bygningsværker. Komplekset er opført af den store osmanniske arkitekt Sinan,  fra 1550-57, til den osmanniske sultan Suliman Anledningen var en markering af Suliman's 30 år ved magten. De fire minareter, en i hvert af hjørnerne, markerer, at han var den fjerde sultan, og de ti balkoner til muezzinerne, at han var den 10. osmanniske sultan. Der blev brugt 5,5 mio. arbejdsdage på at opføre komplekset. Resultatet blev en by i byen  med grundskole, en karavanestation, et hospital, hammam, fattigkøkken, gravmæler og butikker, det meste eksisterer stadig i dag.

I sine grundtræk minder moskeen om Hagia Sophia, men Sinan har skabt et mere åbent rum, hvor alle de bedende oplever at være under kuplen og lige meget i centrum. De store stræbepiller, som skal klare presset fra kuppel og halvkupler, er perfekt placeret. Sinan har valgt at trække de nødvendige, men lidet dekorative blokke halvt ud af rummet i siderne, og indendørs og udendørs er de camoufleret med gallerier. Moskeen rummer de ældste kendte Iznik-fliser af den klassiske type med blad- og blomstermotiver i turkis, blå og rød på hvid baggrund. Mange flere smukke fliser fra Izniks storhedstid ses i gravmælerne for Suliman og hans hustru Roxeane bag moskeen. I den nordlige del af komplekset er arkitekten Silan begravet i et mausoleum, der forekommer ydmygt for en kunstner af hans format. I virkeligheden var det en stor ære, der ikke overgik nogen anden osmannisk arkitekt, at han her blev gravlagt netop her, i kronen på sit livsværk. Sinan blev 99 år gammel.

Proportionerne gør det.
Moskeens skønhed skyldes snarere proportionerne end selve udsmykningen, skønt de vidunderlige mosaikruder af Ibrahim den Fordrukne fuldt ud fortjener deres ry. Omfanget er kolossalt. Moskeen og den indre gård kan rumme op til 25.000 mennesker, og sultanen selv, som sad afsides bag et forhæng, kom der naturligvis også. Kvinderne var henvist til den bageste del af moskeen. Indretningen kopierer Hagia Sofias klassiske opbygning med et centralt midterskib og en kuppel støttet af fire svære søjler med mindre kupler på hver side, som afstives af murene. Man har på denne måde skabt illusionen om, at kuplen er selvbærende. De 138 blyindfattede mosaikruder lader noget af sollyset trænge igennem. Moskeen er stadig i brug. Det var fascinerende at gå rundt i det store rum, og man fornemmede ikke at moskeen var mere end 450 år gammel.  

Efter dette besøg kørte vi  videre med vores bus hen til Chora museet.

Choramuseet.
Choramuseet, er den tidligere Hellige Frelsers Kirke, vel nok byens mest interessante byzantinske bygningsværk, ikke så meget på grund af udformningen som på grund af de fantastiske fresker og mosaikker, der er i bygningen. Disse anses for enestående i verden. Den oprindelige kirke blev grundlagt i det 4. århundrede, som kirken til den hellige frelser uden for murene, eller ude på landet (chora), det var faktisk uden for bymuren at kirken blev bygget af Kejser Konstantin d. Store. Kejser Theodursius II byggede en mur omkring kirken i år 413 mindre end 100 år efter Kejser Konstantin, så kirken uden for murene har faktisk været ‘inde I byen ‘ i mere end 1550 år. For mere end 4. århundrede efter ottomanerne erobrede Istanbul, har den fungeret som moske (Kariye Camii) og er nu lavet til museum på grund af dens ubetalelige mosaikker.

Mosaikkerne.
De nuværende bygninger er fra det sene 11. århundrede, men der har været mange reparationer og rekonstrueringer i de følgende århundrede. Så godt som alle interiørets dekorationer, de berømte mosaikker og de mindre restaurerede, men lige så imponerende kalkmalerier, dateres fra omkring 1320. Mosaikkerne er betagende, først af alle er de som er dedikeret til Jesus og jomfru Maria, der efter kommer mosaikker af Kirkens bygherre, Theodore Metochites, som tilbyder den til Jesus.

To små kupler i den indre del, en del af dem er portrætter af Jesus forfædre tilbage til Adam. En hel serie ridser Jomfru Marias liv op, bla. Jesus tidlige år. En anden serie er koncentreret om Jesus’s kald. I midterskibet er der tre mosaikker af Jesus, af Jomfru Maria som underviser, og en af Jomfru Maria (den findes over døren man kommer ind af).

Syd for midterskibet findes Parecclesion, et sidekapel bygget til at rumme gravmæler for kirkens grundlægger og hans familie. Freskoen i sidekapellet omhandler passende temaet mellem død og genopstandelse. (se billedserien i billedarkivet)

Det var ved at være tid til frokost så vi blev kørt hen til den restaurant der var udset til at fodre os af.

Frokost.
Vi fik frokost på en lille restaurant som hed Oman, lokalerne var spredt på tre etager, vi blev fordelt på første og anden etage. Vi kunne vælge mellem kylling og en eller anden form for kebab. Der hørte en lille skål salat til. Sanne og jeg valgte begge kebab, det var ikke nogen stor kulinarisk oplevelse og Sannes kebab smagte meget surt, så vi blev enige om hun hellere skulle lade det ligge. Så hun måtte nøjes med salaten og desserten. Jeg syntes nu heller ikke jeg hørte de store nydelsesudbrud fra kyllingespiserne. Vi kunne til slut vælge mellem kaffe eller te. Efter frokosten gik vi lidt rundt og kiggede på butikkerne i nabolaget, inden vi kørte videre til dagens clou - Haga Sophia.

Haga Sophia.
Kirken Hagia Sophia stod færdig i 537. Det er et fantastisk  bygningsværk. Ved første blik ligner kirken dog mest en rodet udgave af byens mange store moskeer. Udefra er bygningsværket uoverskueligt og lidet præsentabelt, og det er vanskeligt at få et indtryk af dets enorme proportioner og form, omgivet som det er af et virvar af tilbygninger og minareter. For at komme til hovedindgangen må man gå gennem en have, så man oplever det, som om man går ind på siden af bygningen.

Bygningen indvarslede en ny byggestil, idet den i sin grundplan er en sammensmeltning af den vestromerske treskibede basilika og den østromerske centralbygning. Med sin kvadratiske grundplan har den dannet forbillede for senere tiders moskebyggeri, ligesom den har været inspiration for Peters-kirken i Rom og St. Pauls Katedralen i London.

Kirke i 900 år.
Hagia Sophia var i godt 900 år Det Byzantinske Riges hovedkirke, og da osmannerne indtog byen 29. maj 1453, blev kirken med det samme konverteret til moske. Tre dage efter blev den første fredagsbøn afholdt med deltagelse af Mehmet Erobreren, og i næsten 500 år herefter var Ara Sofya Camii, som den nu blev kaldt, en af hovedmoskeerne i osmannernes hovedstad. Det var Mehmet Erobrerens som gav ordren om at tilføje de fire minareter, det kan godt virke som et arkitektonisk og religiøst overgreb. Men ironisk nok blev erobringen reelt bygningens redning. I det nedslidte byzantinske rige havde der i mange år ikke været penge til vedligeholdelse. Da kejser Konstantin den 28. maj 1453 kort før midnat, bad en stille bøn, var bygningen i så stort forfald, at kun et hjørne kunne bruges til gudstjeneste. Kejseren vendte tilbage til sin post på landmurene, hvor han faldt den efterfølgende formiddag. Samme dag tog Mehmet Erobreren initiativ til at omskabe den til moske og give den en grundig restaurering, der blandt andet indebar tilføjelsen af de ydre støttemure.

Kirkerummet.
I det indre fremstår kirkerummet heldigvis, som de to arkitekter Anthemios fra Tralles og Isidorus fra Milet havde tænkt sig. Opbygningen er en mellemting mellem en 3-skibet basilika og en centraliseret kirke omkring en kæmpe kuppel. Store gallerier i siderne understreger opdelingen i hoved og sideskibe, mens den enorme kuppel er kirkens dominerende træk. For at komme ind i hovedrummet skal man passere to imponerende for-rum. Desværre var belysningen ikke så god så jeg kunne tage nogle duelige billeder af den store kuppel.

Gl. Testamentes billedforbud.
Arkitekterne fulgte Gl. Testamentes billedforbud og udsmykkede kirken med marmorplader fra hele riget, mosaikker med geometriske mønstre og blomstermotiver og sirligt udhuggede friser og søjlekapitæler. De få bevarede figurative mosaikker er lavet efter år 843, hvor man blev mere venligt stemt over for afbildning af mennesker og dyr. Mosaikkerne var dækket til i osmannisk tid pga. Koranens billedforbud. En af de afdækkede mosaikker stammer fra omkring år 843, kan ses over midterindgangen til hovedskibet. Den tronende Kristus er afbildet med Maria, ærkeenglen Gabriel og en knælende kejser. Når man træder ind gennem døren, kommer kuplen til syne. Den var oprindelig dækket af 30 mio. mosaikstykker, de fleste af bladguld lagt ind mellem to stykker glas. Store dele af mosaikken er bevaret, og restaureringsarbejdet har nu været i gang siden 1993. Ud fra tidligere beskrivelser har man regnet ud, at 15.000 m2 oprindeligt var dækket af mosaikker.

Jomfru Maria.
I apsis ses mosaikker fra år 867, der viser Jomfru Maria med Jesus-barnet på knæene og længere nede th. ærkeenglen Gabriel, mens de få fjer i modsatte side engang har været ærkeenglen Michael. Omkring kuplen ses fire seks-vingede engle, hvoraf de to nærmest indgangen ikke er mosaikker, men malerier fra 1800-tallet. Vi tog trappen op til galleriet, trappestenene var meget glatte, så det kræver lidt fornuftig fodtøj så man ikke glider på bagen.

I galleriets højre side findes tre af kirkens fineste mosaikker. Kigger man bagud, er der mulighed for at se Kristus, Jomfru Maria og Johannes Døberen. Over for mosaikken ses en stump sarkofag i gulvet med navnet Henricus Dandolo. Hans virkelige navn var Enrico Dandolo og var Doge fra Venedig, denne 90-årige og næsten blinde Italiener var hærfører for den latinske arme. Han ledede korsfarernes succesfulde angreb på Konstantinopel den 13. april 1204, han døde her året efter. De to sidste mosaikker er helt fremme th. for apsis. Den venstre fra ca. 1042 har tydeligvis faet skiftet ansigtet ud. Derfor har man konkluderet, at den afbildede kvinde som er en kejserinde, mens figuren på den anden side af Jesus, på skift har forestillet hendes tre mænd, der alle var kejsere. Mosaikken er blevet lavet om ved hver ny tronbestigning. Man forlader Hagia Sophia gennem det indre for-rum. Kigger man bagud, ser man en mosaik fra 900-tallet over den første dør. Jomfru Maria har Jesus-barnet på skødet og modtager en by (Konstantinopel) af kejser Konstantin og en kirke (Hagia Sophia) af kejser Justinian. Den næste dør er en seværdighed i sig selv. Da kejser Theophilos bragte den til Konstantinopel i 830'erne fra Tarsus, var den allerede en antikvitet med 1000 år på bagen. (se billedserien i Billedarkiv)

Gennem et vindue tv. umiddelbart efter, kan man kigge ind i kirkens dåbskapel, der siden 1623 har fungeret som mausoleum for gale sultaner. I 1648 fik Mustafa 1. selskab af Ibrahim. 16 andre, mere eller mindre gale, er også gravlagt der. Ude i gården passerer man en storslået fontæne. Haga Sophia blev i 1934 gjort til museum af Kemal Atatürk.

Herrens veje.
Først var Hagia Sophia en kirke, så en moske og nu museum, ja Herrens veje er uransaglige. Vi kørte videre med vores bus til dagens sidste besøg, Den store Basar.

Den Store Basar.
Den overdækkede Basar (Kapali Carsi)  blev opført af Mehmet den Store i 1461, umiddelbart efter, at han havde erobret Konstantinopel, og var ment som en håndsrækning til den svækkede by. Skønt basaren har været hærget af store brande flere gange, sidst i 1954, står den i dag stort set, som da den blev bygget. Det er stadig verdens største handelscenter med 1.000 forretninger fordelt i 67 gader, hver gade med sin specialitet. Messing i en gade, guld i en anden, sko, perler, kelim, tæpper osv. i andre. Der er de sædvanlige muligheder for at gøre en god forretning, hvis man har lyst, og basaren har et stort udvalg af de traditionelle håndbankede kobbervarer, dekorerede tallerkener og broderede bluser. Den kan godt virke overvældende og en uoverkommelig opgave at se alle herlighederne. Sanne og jeg var ikke indstillet på at købe noget som helst, så vi gik osende gennem en del handelsgader, indtil Sanne pludselig faldt for en dametaske, den måtte vi så handle kraftig om, inden at Sanne accepterede prisen. Vi trængte til at sidde ned, så vi fandt nede for enden af en lille "sidegade", en lille udendørs restaurant, her købte vi en kop cappuccino og en kop æblete. Det var rart at sidde ned, og her var man dejlig fri for basarens inferno. Efter 20 minutter søgte vi tilbage til vores aftalte mødested.

Internetcafe.
Vi gik ud til vores bus og blev kørt tilbage til vores hotel. Da vi var kommet op på værelset blev vi enige om at jeg skulle på jagt efter en Internetcafe, vores tyrkiske guide Gilmar, mente der lå en i nærheden. Sanne ville hellere blive på hotellet og vaske sit hår. Efter jeg havde fjollet rundt et stykke tid uden at finde noget der lignede, spurgte jeg  et par unge mennesker, de fortalte at der lå en længere fremme i gaden. Tak for det. Nå - det gjorde der nu ikke. Men efter lang tids søgen lykkedes det endeligt til sidst. Men lige meget hvad jeg gjorde af krumspring kunne jeg ikke komme i forbindelse med mit mailsystem, så jeg måtte opgive til sidst - skide irriterende.

De dyre dråber.
Jeg luskede slukøret tilbage mod hotellet, jeg stak lige hovedet indenfor hos købmanden og købte et par øl med hjem. Øllet i Tyrkiet er relativt dyrt, det skyldes at de er højt beskattet. Da den nuværende regering trådte til, var inflationen på 110% om året, så der blev gennemført en streng økonomisk politik. Det betød blandt andet at afgiften på øl og benzin blev sat kraftig i vejret. Nu er inflationen nede på 12%, så det har vist sig som en meget fornuftig politik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at hvis noget tilsvarende skete hjemme i Danmark, her tænker jeg på øl og benzinpriserne, så findes der vel ikke nogen mere sikker vej til et valgnederlag end den. Det skulde måske lige være at røre ved efterlønnen.

Der var arrangeret tyrkisk aften for dem der havde lyst, den bestod af en tyrkisk middag, tyrkisk musik og så mavedans. Der var afgang fra hotellet kl. 18.30. Jeg tror at omkring halvdelen af rejseholdet havde tilmeldt sig. Sanne og jeg var enige om at blive tilbage på hotellet.

Aftensmad på hotellet.
Det var spisetid kl. 19.30. Vi skulle igen spise på hotellets restaurant. Her fik vi igen serveret en rimelig god buffet, den lignede til forveksling den fra i går. Vi bestilte en flaske rødvin denne gang. Den var bedre end hvidvinen, men vil heller ikke blive husket som noget særligt ikke udover den kostede 30 millioner. Hotellets desserter var til gengæld en meget stor fristelse, det gjaldt kun at undgå de allerværste (sødeste) af slagsen. Da vi var færdige med at spise, gik vi tilbage til vores værelse. Vi var godt trætte og da vi havde en lang dag igen i morgen, foretrak vi at hvile os og så gå tidligt i seng.

Sidst opdateret : 14. maj 2008