Fredag d. 15. Oktober 2004

Dag 7 Istanbul.
Start på dagen.
Vi blev vækket kl. 7 og vi stod op med det samme. Vi fik hver især et bad, klædte os på. Jeg var stadig lidt mat i sokkerne men havde det noget bedre end i går. Vi gik op i restauranten og fik vores morgenmad. Vi kogte æg i den store el-kasserolle, på samme måde som i går, der udover stod den igen på kaffe og boller med ost og marmelade. 

Vi skulle alle mødes nede i receptionen kl. 8.30. Derfra gik vi i samlet trop gennem nogle stejle gader ned til Hippodromen. 

Hippodromen.
Hippodromen er i dag en fredelig parklignende plads med en ufredelig forhistorie. Hippodromen, som jeg nærmest synes ligner en boulevard, var tidligere hestevæddeløbsbane, som allerede var over 100 år gammel, da Konstantin d. Store i 300-tallet udvidede den til at rumme 100.000 tilskuere. Tilskuerne var delt i to grupper, de blå og de grønne, der ikke kun i sportslig henseende holdt på forskellige heste. Farverne dækkede over politiske bevægelser, hvis rivalisering i år 532 brød ud i et voldsomt oprør. Kejser Justinian's soldater brugte stor brutalitet mod oprørerne og dræbte 30.000. Siden hen flød blod fra kristne kættere, osmanniske sultaner og soldater på Hippodromen, sidste gang i 1826, da sultan Mahmut II's nyetablerede hær knuste oprøret blandt janitsharerne.

De fire monumenter.
De sidste rester af hippodromen forsvandt, da Den Blå Moske blev opført,  men fire monumenter, der fortæller hver deres historie om herskeres forfængelighed, står endnu. Brønden i den nordlige ende af pladsen, er en gave fra den tyske kejser Wilhelm til Sultan Abdul Hamit II, givet i forbindelse med hans statsbesøg i 1901. Obelisken er egyptisk, og er fremstillet af Farao Thutmoses d. III ca. 1500 f.v.t. Kejser Theodisius har dog æren for at have genrejst den på  Hippodromen i år 390. Byzantinernes forkærlighed for antikviteter var ikke ny. Konstantin d. Store (306-37) "hentede" massevis af monumenter langvejs fra, for at bygge sin hovedstad.
Slangesøjlen, et græsk sejrsmonument, havde stået i Delfi i næsten 800 år, inden Konstantin hentede den hertil. Slangehovederne forsvandt en aprils nat i år 1700, efter sigende stjålet af en fordrukken polsk ambassadefunktionær. Byzantinerne byggede selv den obeliskformede stensøjle og dækkede den med bronzeplader, som blev stjålet af deres trosfæller korsfarerne i 1204.

Det var egentlig en smuk oval plads, Sanne og jeg gik rundt og tog de fire monumenter i nærmere øjesyn. Rundt om pladsen var folk i gang med at bygge nogle interimistiske  boder, hvilket undrede os lidt, vi syntes det virkede skæmmende på pladsen, skulle der være marked eller gøgl? Det viste sig at Ramadanen startede i dag, så i aften skulle det fejres med spisning og fyrværkeri.

Vi gik fra Hippodromen videre over til Den Blå Moske.

Den Blå Moske.
Sultan Ahmet 1. moske fra 1616 er Istanbuls virkelige vartegn. Det imponerende bygningsværk med de seks himmelstræbende minareter har givet navn til kvarteret. Moskeen markerer den osmanniske arkitekturs højdepunkt, men mange mener at den også indvarsler Det Osmanniske Riges stagnation. Sultanahmet Camii er tegnet ca. 20 år efter Sinans død, og arkitekten Mehmet Aga har valgt et af Sinans gennemprøvede, men forkastede grundplaner og har dermed ikke tilføjet noget nyt. Bederummets højde på 43 m og dets 260 vinduer giver et imponerende og lyst indtryk. Men kritikerne indvender at de fire piller, der bærer kuplen, er så klodsede, at de ødelægger indtrykket af et åbent rum, mange kaldte dem derfor hånligt elefantfødderne. 

20.000 fliser.
Håndværkerne i Iznik og Kotahya, har producerede de 20.000 fliser til moskeen. Ingen andre moskeer er så overdådigt udsmykket med fliser. Kritikerne hævder at den store pomp og pragt er opnået ved at give køb på kvaliteten. Det håndværksmæssige niveau varierer, og de forskellige mønstre er anvendt ret tilfældigt.
Den blå Moske er Tyrkiets eneste med seks minareter og overgår endog Kaaba'en i Mekka, hvor sultanen efter krav fra de troende måtte lade en syvende minaret opføre. Den blå farve hidrører fra de enestående Iznik-fliser, som changerer i en grønlig, turkis nuance. Der er anvendt mange tusinde af disse fliser i Den blå Moske, det påstås at i dag ville ingen keramiker være i stand til at fremstille dem mangen til.

Vi gik videre der fra gennem en parklignende område, vi passerede Tæppegalleriet, og der efter Haga Sophia som vi besøgte i går, indtil vi nåede frem til Topkapi - det store paladsområde.

Først lidt historie.
Kernen i de byzantinske herskeres legendariske Storpalads blev opført af Konstantin på det sted, hvor Sultan Ahmet den l's moske, den kendte Blå moske, står i dag. Konstantins efterfølgere udvidede Storpaladset og tilføjede talrige bygninger, så paladset i det tiende århundrede optog hele området mellem Hippodromen og Marmarahavet. Storpaladset omfattede ud over det egentlige palads bygninger også beboelseshuse, kirker og kapeller, haver og et helt boligkvarter til den kejserlige vagt, audiens rum og kejserens private beboelses rum, som tilsyneladende stadig blev ombygget og forandret. Af dette kæmpemæssige kompleks er intet tilbage.

Det senere, men lige så berømte, Blachernen palads, hvis rester kaldet Tekfur serailet, som endnu i dag kan ses ved Edirnekapi, blev ikke anset for at være egnet til residens for sultanen. Det vides ikke hvorfor, faktisk havde den sidste byzantinske kejser endnu boet der, og så vidt man ved, blev paladset ikke beskadiget under byens belejring.

End nu et palads.
Sultanen gav i al fald - stadig af ukendte grunde - ordre til opførelsen af et palads i byens centrum, på Forum Teodosiunis område, der hvor Suleiman-moskeen's kompleks og Universitetets haver og hovedbygning ligger i dag. Efter 1470 var det kendt som Det gamle Palads (Eski Saray), da man begyndte at opføre et nyt og større kompleks, som fik betegnelsen Det nye Palads,  på spidsen af landtungen mellem Det gyldne Horn og Marmarahavet.

Kanonporten.
Talrige porte åbnede sig ud mod havet i de mure, der omgav Istanbul. En af disse porte blev kaldt Topkapi (Kanonporten) på grund af de kanoner, der var opstillet foran den. Bag denne port lod sultan Ahmet den III (1703- 1730) bygge et sommerpalads, det såkaldte Kanonportpalads. Senere blev det samlede bygningskompleks kendt under navnet Topkapi-aray. Ved en brand i 1863 blev det oprindelige sommerpalads ved bredden flammernes bytte. I mellemtiden havde sultan Bayazits Gamle Palads fået ry for at bringe ulykke, det skyldtes at alle sultanens kvinder (moder, hustruer og yndlingshustruer) blev forvist dertil hver gang en sultan døde.

Det nye palads - Kanonport paladset.
Det nye palads, Topkapi, blev grundlagt på det sted, hvor det antikke Byzans' Akropolis befandt sig, på en af Istanbuls syv høje, der oprindelig var bevokset med oliventræer og derfor blev kaldt Zeytinlik (Olivenlunden). Derfra beherskede man Marmarahavet og Det gyldne Horn. Paladset optager et areal på næsten 700.000 m2 og er omgivet af ca. 1400 meter mure, som er bygget i 1478 og forener sig med de antikke byzantinske mure ved Marmarahavet og Det gyldne Horn. For at kunne beskytte paladset blev murene forsynet med 28 vagttårne. Topkapipaladset er i plan og udførelse meget lig Det store Palads i Edirne. Fra Mehmet den II til Abdiil Mecit I (1839- 1861) residerede alle sultaner i Topkapipaladset; den sidste sultan flyttede i 1853 til det nye Dolmabahcepalads i nærheden af byen. Topkapipaladset består i dag af en række selvstændige bygninger fra forskellige epoker.

Sultan Ahmet den III's brønd.
Over for Den storherlige Port finder du sultan Ahmet den III's brønd. Den er opført i begyndelsen af det 18. århundrede og viser foreningen mellem den klassiske osmanniske stil og den europæiske rokoko. Den er anlagt som et kvadratisk vandreservoir og hver side er udstyret med en rørbrønd. På hjørnerne befinder der sig nogle trækbrønde, der er lukket med bronzegitre! Med en smal sprække i. Gennem denne sprække fik de forbipasserende rakt kopper med frisk vand. Bygningen er af marmor og dækket med et tag af træ, som krones af en midterkuppel og fire sirlige hjørnetårne. Facaderne er udsmykket med marmorrelieffer og med forgyldte bogstaver.

Storherlige Port.
Topkapi-seraillets Storherlige Port blev dag og nat bevogtet af en særlig soldatertrop, som stod under kommando af Kapi Agasi, "Portens Herre". Kun vesirerne, de islamiske dignitarer og de udenlandske ambassadører fik tilladelse til at ride til hest gennem denne port og komme frem til den første gård med midter porten.

Topkapi - det store palads.
Vi gik gennem Kanon porten, hvor tælleapparaterne er opstillet. Da vi alle var kommet indenfor, gav Kristina os en kort introduktion til Topkapi's historie, derefter aftalte vi at vi skulle mødes kl. 12 ved restauranten, hvor vi skulle indtage vores frokost. Kristina gav os et kort over området så vi selv kunne finde det vi hver især helst ville se. Paladsets første gård fører til den kæmpemæssige midter port. Gennem denne kom man ind i den anden gård eller Statsrådets gård, som var ca. 128 m lang og 108 m bred og blev kaldt sådan, fordi statsrådet (Diwan) her trådte sammen i en stor sal i paladsets nordøstlige del.

Det store tårn.
I den anden gård begynder de egentlige paladsbygninger. Kun sultanen måtte ride til hest gennem Midterporten, som sandsynligvis blev bygget på sultan Mehmet den II Erobrerens tid. Den var påvirket af romersk-byzantinske fæstningers porte, med tin armerede, høje vagttårne. Under Suleimam den Prægtige (1520-1566) og de efterfølgende sultaner blev de to tårne forandret mange gange. Sanne og jeg besluttede os til at starte med at kigge på den store porcelæn samling. 

Køkkenfløjen.
I den anden gård befinder sig den kæmpemæssige køkkenfløj, der i dag huser en stor og spændende samling af gammelt kinesisk og japansk porcelæn. Den omfatter ti karakteristiske, kegleformede skorstene og ti kupler, kokkenes kvarter, deres bade og deres moskeer, lagre til levnedsmidler, hushovmesterens embedsværelse m.m., alt bygget af arkitekten Sinan, han havde med sin stil afgørende indflydelse på den osmanniske arkitekturs guldalder. Selve rummene er forbavsende store, men hvis alt mad, til vagter, tjenere, embedsmænd og håndværkere som var ansat hos sultanen, blev lavet her, så skulle der mange kokke i gang med den opgave. 

Våbensamlingen.
På den modsatte side af den anden gård, ligger våbensamlingen, så den tog vi i nærmere øjesyn.  Her var en stor samling af forskellige våben, blandt andet en stor samling af skydevåben, især af geværer som var fra forskellige tidsperioder. Nogle var med flotte forsiringer og belagt med guld, de blev højt sandsynligt kun anvendt til parade og lignende, mens andre helt klart var til anvendelse i krig. Der var også en pæn samling af buer, sabler, dolke og sværd.  Lige ved siden af våbensamlingen, lå statsrådssalen. Indgangspartiet er ubeskrivelig smuk, det fineste smedehåndværk som var forgyldt. (se billedarkiv - Topkapi)       

Statsråds salen - Kubbealti.
Statsrådets sal, som formodentlig er bygget af hof arkitekten Sinan, blev i 1655 ødelagt af en brand. Under Ahmet den III blev den genopført med tre kupler. Derfor hedder den Kubbealti, som betyder "under kuplen". Et tårn ved navn "Det store Tårn" rager op over bygningen. Det er Topkapis højeste bygnings-værk og kan ses fra alle sider af paladset. De udenlandske gesandter blev som regel modtaget af statsrådet i denne sal. Kun i ganske særlige tilfælde hyllede man dem i festlige klædninger og forestillede dem for sultanen i audienssalen ved indgangen til den tredje gård. Her holdt Storvesiren møder med sine ministre. Der var i mødelokalets bagvæg placeret et gitter, her kunne sultanen sidde bag gitteret og overvære møderne i alt ubemærkethed. Storvesiren skulle så bagefter referere til sultanen hvad der var blevet sagt på mødet. Da Storvesiren aldrig viste om sultanen havde siddet bagved og overværet mødet, så gjaldt det om at være meget korrekt i sin gengivelse, ellers kunne det gå ham ret ilde.  

Lyksalighedens Port.
Hvide eunukker bevogtede Lyksalighedens Port hvorigennem man kommer ind i den tredje gård. Her begynder Det indre Palads, hvis bygninger for størstedelens vedkommende var forbeholdt sultanens privatliv. Porten er opført af Mehmet den II Erobreren og er flere gange ombygget. Derfor er dens oprindelige form blevet stærkt forandret. Den hedder Lyksalighedens Port, fordi sultanen blev betragtet som lykkens herre og derfor blev anset for at bringe sit folk lykke gennem sin regerings magt og sine diplomatiske forbindelser med udenlandske magter. Alle paladsets vigtige ceremonier blev udført foran denne port. Vi gik gennem porten ind til tredje gård uden problemer, men fordums tids vogtere var her jo heller ikke længere. 

Audienssalen.
I den tredje gård ligger audienssalen som er et vidtstrakt, rektangulært rum med kuppeltag. Her findes også sultan Ahmet den III's bibliotek, de hvide eunukkers boliger, hof pagernes moske, skatkammeret, Den hellige kappes Pavillon og paladsskolen. Vi kunne ikke komme ind i selve audienssalen, men vi gik rundt om bygningen, og kiggede ind ad vinduerne, men det er svært at dannes sig et rigtigt indtryk..

Biblioteket.
Over for audienssalen ligger sultan Ahmet den III's bibliotek, oprettet i Tulipantiden, 1719. Det er et klassisk eksempel på den ikke religiøse tyrkiske arkitektur. Det er af hvidt marmor med kupler af bly og har indvendig kostbare væg paneler, fajancer fra Iznik og træ indlagt med perlemor og elfenben. Vi kunne heller ikke komme ind i biblioteket så vi måtte igen nøjes med at kigge ind ad vinduerne.

Frokost.
Klokken nærmede sig 12, så det var tid til at søge hen mod restauranten. Den lå utrolig smukt, med udsigt over Mamarahavet, men desværre blev vi gennet ind i nogle lokaler hvor der ingen udsigt var. Øv! Vi fik serveret en rulle af en art, jeg tror den var lavet af noget fisk af en slags, dertil en lille skål salat. Derefter fik vi en tallerken med to forskellige slags kød, desuden var der lidt ris og så nogle få kartoffelskiver. Sanne og jeg tog hver en øl til. Som dessert fik vi, ja hvad var det egentlig? Det lignede mest af alt en lille skål hvor det øverste lag bestod af fedt. Det viste sig at være noget der mindede i smagen om en gang rismelsgrød. Så den spiste jeg ikke meget af.

Det mindede mig om.
Jeg er ikke den store grødspiser, faktisk undgår jeg helt grød af en hver slags, jeg tror det skyldtes at det minder mig for meget om de fattige barndomsår under Anden Verdenskrig, den gang var pengene var små og min Mor var alene med alle os unger.

Vi forsætter.
Vi fortsatte med at gå rundt og kigge. Vi så på Apoteket eller Medicin Pavillonen som var dens rette navn, vi så også Sofapavillonen, fælles for dem begge var at vi ikke kunne komme ind i bygningerne. Vi nåede frem til en åben marmorbelagt terrasse, her stod den store gyldne Baldakin, her kunne sultanen sidde og indtage sin mad, mens han kunne kigge ud over vandet. Sultanen har givetvis nydt mange solnedgange her fra.

Marmorfontænen.
I bygningerne op til fontænen lå Bagdat pavillonen og det såkaldte omskærelse rum, desuden lå der et venterum for modtagelse af sultanen.  Rummenes vægge er  beklædt med fajancer, som til dels går helt tilbage til Suleimam den Prægtiges tid, ligesom også marmorfontænen, der ifølge indskriften blev bygget til rådets medlemmer. Ifølge overleveringen blev der skruet op for fontænen når sultanen talte. Støjen fra vandet forhindrede, at man kunne lytte med udefra, og gjorde det svært for dem der befandt sig i rummet at høre, så de måtte følge sultanens ord med skærpet opmærksomhed. Den yderst liggende Pavillon kaldes Revan-pavillonen der var udvendig beklædt med nogle utrolig smukke fajancekakler, rummet indvendig var skyggefuld og behagelig køligt.

Den hellige kappes Pavillon.
Den hellige kappes Pavillon er en ærefrygtindgydende hal med en smuk pergola, opført i det 15. århundrede under Mehmet den III Erobreren. Her opbevares profeten Muhammeds relikvier, hans kappe, sværd og banner. Hvert år på den 15. dag i fastemåneden Ramadan begav sultanen sig sammen med Storvesiren og statens andre dignitarer til Hirka-i Saadet. På dagen for sin tronbestigelse gik enhver ny sultan derhen for at hylde den hellige kappe efter den ceremoni, hvor han bandt sværdet om sig, før edsaflæggelsen i pavillonen.

Skatkammeret.
Et af de mest fascinerende områder i Topkapi er skatkammeret som er opdelt i fire rum. Der kræves særskilt adgangsbillet her til. Juveler og kostbarheder af ufattelig værdi er udstillet her. De har tilhørt sultanerne og er alle forbundet med Topkapis historie. Ud over den smukke trone af ibenholt med indlagt elfenben og perlemor, der har tilhørt Sultan Murat den IV (1623-1640), er der Sultan Ahmet den l's (1603-1617) trone med baldakin og forsiringer af ædelsten og Shah Ismails ibenholttrone fra Indien, som er besat med med et utal af ædelstene og perler. Desuden findes den "Den gyldne Vugge", som er et pragteksemplar fra det 15. århundrede, her blev sultanens nyfødte børn  lagt I. Desuden findes Murat den IV's kostbare rustning og øvrige våben og dolke, besat med ædelsten. Desværre måtte jeg ikke fotografere inde i skatkammeret.

Nok for i dag.
Klokken var nu halv tre så Sanne og jeg var enige om at det var tid til at søge tilbage til vores hotel. På vejen mod udgangen mødte vi Kristina. Vi fulgtes ad tilbage til vores hotel. I mellemtiden var Sanne og jeg enige om at fortsætte videre til Den Store Basar, for måske at shoppe lidt. Kristina udpegede den vej vi skulle gå for at nå frem der til. Efter små ti minutters gang, fandt vi da også stedet.

Den store Basar igen.
Vi gik gennem den store bog-basar og havnede i samme gade hvor vi var i går. Efter vi var kommet et stykke der ned ad, stoppede Sanne for at kigge på en taske, straks blev vi antastet af en sælger, han forklarede vidt og bredt om netop denne taskes fortræffeligheder, han forlagte 200 millioner Lira, Sanne og jeg kigge på hinanden, vi måtte passe på ikke at stikke i en skraldlatter. Så begyndte han at føre en tændt lighter omkring taskens håndtag, samtidig med at han stolt fremsagde - real leather. Da vi ikke synligt gik bagover af benovelse, sagde han pludselig: Ok 150 million Lira. Vi sagde no no, og begyndte at gå - ok - 100 million, vi gik bare videre - 75 millioner. Det sidste vi kunne høre han råbte efter os var 40 million. Ak ja, forløbet siger vist alt om at handle i Tyrkiet. Jeg undrer mig stadigt over hvem der mon har brug for at kunne køre en tændt lighter hen over et taskehåndtag.

Veksle penge.
Vi skulle veksle lidt penge så vi havde til de sidste par dage. Vi gik først ind i en bank, her var ingen kunder udover os, der sad seks mennesker på deres flade og ingen gad se i retning af os. Så efter nogle minutter gik vi bare igen. Vel - vi ligner måske ikke en millionforretning (Dkr.), men alligevel. Lige i nærheden lå der en PTT, for øvrigt samme sted hvor vi vekslede i går, vi kom til med det samme, og endda uden sure miner.

Guldsmeden.
Vi stoppede ved en guldsmed, Sanne ville gerne købe sig et par guldøreringe. Det blev til to par, vi havde kun et problem, han tog kun mod Visacard, og jeg har kun Mastercard, det lykkedes os at betale med en blanding af dollars og tyrkiske Lira. Prisen var den svimlende sum af 75 millioner? Vi havde nu gået en del rundt og kigget i basaren, men inden vi vendte næsen hjemad satte vi os på en lille cafe, Sanne fik en cappuccino og jeg fik en kop æblete, prisen var henholdsvis 5 millioner og 3 millioner .

Internetcafe.
Jeg havde set inden vi gik ind i basaren, at der lå en Internetcafe på den modsatte side af gaden, så da vi kom ud fra basaren gik vi der over. Jeg kæmpede en brav kamp men det lykkedes mig heller ikke denne gang at komme i forbindelse med mit mailsystem - hvorfor - meget mystisk?
Vi gik tilbage til vores hotel for at slappe lidt af, og nette os inden aftensmaden.

Aftensmad på hotellet.
Det var spisetid kl. 19.30. Vi skulle igen spise på hotellets restaurant. Her fik vi igen serveret en buffet, som absolut  lignede dem vi havde fået serveret de to foregående dage. Vi bestilte en flaske rødvin, af samme slags som i går. Efter vi havde taget os godt for af retterne, gik vi tilbage til vores værelse. Vi snakkede om at gå en tur ned Hippodromen og kigge lidt på folkelivet, men vi var godt trætte (vi havde også spist for meget) og skulle op allerede kl. 5 i morgen tidlig. Vi blev enige om at pakke vores kufferter så godt vi kunne, så vi ikke behøvede at jage af sted i morgen tidlig.

Sidst opdateret : 14. maj 2008