Lørdag d. 16. Oktober 2004

Dag 8 Istanbul - Antalya - København.
Start på dagen.
Udsigten ned over bjergene nord for Antalya Vi blev vækket kl. 5.00 og vi stod op med det samme. Vi fik hver især et bad, klædte os på, fik pakket det sidste ned i kufferterne og sat dem uden for døren, og halv seks sad vi og spiste vores morgenmad. Der var afgang til lufthavnen med bussen fra hotellet kl. 6.30. Indcheckningen gik rimelig hurtig og vi lettede fra Atatürk-lufthavnen kl. 8.30. Vi fløj med en B 737. Flyveturen tog omkring en times tid. Efter ankomsten til Antalya Lufthavn skulle vi til at sige farvel til halvdelen af rejseholdet, de skulle fortsætte ferien en uge længere i feriebyen Alanya. Vi andre havde dagen op til kl. 17 til at kigge lidt på Antalya by. 

Ankomst til hotel.
Busturen ind til vores hotel tog mindre end en halv time. Vi blev kørt til det hotel vi boede på da vi ankom sidste lørdag, Best Western Hotel. Værelset vi fik anvist lå denne gang ud til swimmingpoolen. Vi pakkede ikke ud, da vi jo skulle rejse hjem til Danmark om aftenen. Efter vi havde nettet os lidt, tog vi ud for at kigge på byen.

På kastanjejagt.
Sanne havde lovet en tyrkisk dame hun havde være på kursus med, at købe 4 kg. kastanjer og 4 granatæbler med hjem til hende. Så vi fik et bykort nede i receptionen og de udpegede et sted på kortet som de mente vi kunne købe de famøse kastanjer. Vi passede en sølvsmed på vejen, vi gik ind, fordi jeg ville købe en sølvring. Jeg fandt en der passede både finger og hovedet. Prisen var efter vægt, jeg betalte med Mastercard. Vi fjollede rundt i området gennem længere tid uden vi fandt en grønthandler, der havde kastanjer.

Frokost.
Sanne har kværnet sin pizza Det var ved at være tid til frokost så vi satte os ind på en udendørsrestaurant, hvor vi købte os hver en pizza og en øl. Tjeneren fortalte os at han havde været i Danmark, men hvor og i hvilken anledning fandt vi ikke ud af, måske var det bare et forsøg på at komme i snak med os. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så det var ret varmt nu. Efter vi havde spist forsatte vi vores søgning efter en grønthandler. På et tidspunkt spurgte vi en dame om vej til et muligt marked, hun sagde at der fandtes et i nærheden og hun skrev navnet på markedet ned på et stykke papir og forklarede os hvilke vej vi skulle gå. 

Stadig på jagt.
Efter vi havde vandret der ud ad en tyve minutters tid og vi stadig ikke var nået frem til stedet, viste jeg en tilfældig dame sedlen med adressen, hun pegede fremad og så vidt vi kunne forstå hende, skulle vi dreje til venstre ved næste gadekryds. Vi var begge enige om, at hvis der ikke var et marked at se når vi rundede næste hjørne, så kunne det også være lige meget.

Henne om hjørnet.
Da vi kom omkring hjørnet kunne vi se markedet, det lå ovre på højre hånd. Vi gik rundt med en seddel i hånden, hvor på der stod kastanjer på (på tyrkisk). Men alle de handlende vi viste sedlen rystede bare på hovedet. Jeg må indrømme at jeg bandede godt indvendig, heldigvis var der en der til sidst nikkede. Jeg forsøgte at prutte om prisen, men han grinede bare af mig. Gu' ved om han viste hvor længe vi havde vadet rundt? Vi måtte betale hans pris, nå pyt vi skulle jo ikke selv betale, så  vi købte de 4. kg. kastanjer og fire store granatæbler.

Tilbage til hotellet.
Solen skinnede som bare pokker, vi slæbte os svedigt af sted mod vores hotel, og så havde jeg yderlig seks kilo mere at slæbe på nu. Fordi vi havde tosset så meget rundt inden vi fandt markedet, havde jeg mistet orienteringen, men heldigvis havde vi kortet fra hotellet, så da jeg til sidst fandt et skilt med et gadenavn der stod på kortet, kom vi atter på rette kurs igen.

Da vi kom tilbage til vores hotel gik vi op på vores værelse for at læsse af. Vi var begge godt tørstige, så jeg gik ned for at købe et par kolde øl. Efter vi havde drukket øllet, tog vi os en time på øjet.

Ud og shoppe.
Udsigten fra hotelværelset, ned mod foretningerne Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg godt ville købe en sølvring mere, så vi gik hen til den samme sølvsmed igen. Bag ved vores hotel lå en del forretninger der vi gik tilbage til, for at se om der var noget der var værd at købe. Vi havde stadig nogle millioner af tyrkiske Lira tilbage som vi ville brænde af. Vi fandt ikke noget der var værd at spilde penge på, så vi satte os ind på en fortovsrestaurant, her fik vi hver en øl.  På den modsatte side af vejen lå der en mindre basar, så da vi havde drukket ud, satte vi kursen mod basaren. Vi fandt et sted hvor der var en del rigtig pæne bluser, men hver gang vi fandt en i Sannes størrelse, så var den enten snavset eller med fejl i stoffet, det lykkedes dog til sidst af finde en råhvid bluse med blå broderier på. Det var nu tid til at vende næsen hjem mod hotellet, så vi kunne nå at tage et bad inden vi skulle til lufthavnen.

Så er det afgang.
Det var tid til at tage til lufthavnen, vi skulle alle mødes nede i receptionen. Der skulle komme to biler for at hente os, den ene til dem skulle til Stockholm og en til os som skulle til Kastrup. Den ene bil kom slet ikke, men heldigvis kunne vi alle sammen være i  bilen hvis vi rykkede tæt sammen. Vi fik sagt pænt farvel til vores guide Kristina.

Vi blev kørt ud til Antalya's lufthavn, og vi fandt hurtigt afgangshallen. Køen til vores check-in skranke var temmelig lang. Efter en lille times tid fik vi afleveret vores bagage og fik vores boardingpas.

Granater i håndbagagen.
Vi stod og sludrede lidt med et par af vores rejsefæller, de spurgte til vores kastanje køb, Sanne fortalte om vores kvaler med at finde dem, men nu lå de 4 kg. i kufferten, men granaterne (æbler) havde hun i håndbagagen. Jeg skyndte mig at tysse på hende, det er ikke smart at sige man går rundt med granater i håndbagagen, og slet ikke i en lufthavn.

Sulten.
Vi var godt sultne nu, så vi fandt et cafeteria, hvor jeg kunne betale med plastikkort, vi havde kun 1,5 millioner tyrkiske penge tilbage, og dem kommer man ikke langt med og slet ikke i en lufthavn. Det blev til et stor sandwich til hver, en sodavand til Sanne og en meget stor kop øl til mig. Vi slog os ned et sted, hvor der sad et ungt ægtepar, som så senere viste sig at være fra Sønderjylland, de havde holdt ferie i Alanya.

Så går det hjemad.
Vi kom forholdsvis hurtigt ombord i flyet. Der lå nogle danske aviser på sæderne, så havde vi da lidt at læse i til hjemturen. Vi fik at vide at der ikke var mere rødvin - surt show. De havde åbenbart drukket godt på vejen ned, eller også var der ikke plads, fordi pladsen skulle bruges til alt det folk havde bestilt af toldfrie varer til hjemturen. Vi havde ikke lyst til at drikke øl til maden så vi nøjedes med kaffen. Nu var der tre en halv times flyvning foran os.

Tju hej hvor det går.
Tiden gik relativt hurtigt og vi landede stille og roligt i Kastrup, vi rullede langsomt ind mod vores Gate og stoppede lidt før. Så skete der ikke mere. Efter et stykke tid meddelte piloten at vi ventede på ham der skulle komme og trække os det sidste stykke ind til Gaten. Han kom efter 5 minutter. Bravo - nu skulle landgangsslusen lige sættes på plads. Igen skete der ingen ting. Igen kom piloten til mikrofonen for at meddele at motoren der skulle køre slusen ud til flyets udgang strejkede, så  vi skulle lige vente på at lufthavnspersonalet fik sat en trappe til udgangen bagtil. Hurra - det lykkedes. Men nu skulle vi ikke glæde os for tidligt, vi skulle lige vente til der kom nogle busser til at køre os de ti meter ind til ankomst terminalen, man kunne jo ikke have os til at rende forvirret rundt ude på landingsbanen. Tillykke Kastrup Lufthavn, og tak, det er rart at være hjemme igen, hvor alting fungerer perfekt.

Nu skulle vi bare have vores kufferter og sagt farvel til vores rejsefæller. Derefter fat i en taxa til Brøndby. En uges ferie var slut.

Post scriptum.
Når jeg nu i skrivende stund tænker tilbage på rejsen, så fik jeg genopfrisket en del af min historiske viden. Personer og begivenheder dukkede op igen i min erindring. Navne som Troja og Pergamon, Alexander den Store, Konstantin den Store, Den Skønne Helene, Odysseus, Homer, Agamemnon, Akilleus, Herkules, Jomfru Maria, Evangelisten Johannes, ja jeg kunne blive ved i en uendelighed. Rejsen gennem det antikke Tyrkiet var absolut en stor overraskelse og fuld af historiske oplevelser. Nu undres jeg endnu mere end nogen sinde hvorfor så mange tyrkere søger til vesten? Kan ussel mammon virkelig betyde så meget.

Sidst opdateret : 14. maj 2008
Dag 5 Rejsedagbog Rejsedagbog