|
|
|
Janitsharerne
Janitsharerne var en elitetrop og en af verdens mest frygtede stridsmagt. De nåede flere gange frem til Wiens porte, helt inde i hjertet af de kristne vesterlande.
Væltede gryder.
Når janitsharerne ikke var indforstået
med regeringens handlinger, nægtede de at spise og væltede den store gryde ude
i gården. Det var tegn til opstand. Og når de mente at kunne få overtaget,
sendte de sultanen et ultimatum med en navneliste over alle de statsmænd og
dignitarer, hvis hoveder måtte rulle. Meget tit var sultanen tvunget til
at give efter for deres krav, ellers risikerede han at situationen kom
ud af kontrol. De vesirer, dignitarer eller janitsharkommandanter, der stod på
listen blev henrettet i paladset, og deres kroppe og hoveder blev
kastet ud foran Den storherlige Port for at formilde rebellerne.
Oprør igen.
I Tulipantiden
(1712-1730) - der kaldes sådan, fordi forkærligheden for tulipaner i Tyrkiet i
denne periode nåede sit højdepunkt, brød et voldsomt oprør ud. Det
skete under den fremskridtsvenlige sultan Ahmet den III, efter en
lang periode med reformer og velstand, hvor kunst og litteratur blomstrede.
Opstandens anfører var en tidligere matros, som var massør ved det offentlige
bad i Bayazid. I oprørernes og janitsharernes navn sendte han sultanen en liste
over alle de mænd, som ikke behagede ham. Sultanen måtte hjælpeløst
ofre mange af sine trofaste medarbejdere og lade deres hoveder kaste ud foran
paladsets port. Blandt hovederne var hans
svigersøns, storvesiren Ibrahim Pascha, som han selv agtede meget højt.
Grusom hævn.
Derpå
opfordrede rebellerne sultan Ahmet den III til at abdicere til fordel for sin fætter
Mahmut den I (1730-1754). Han tog dog nogle måneder senere en grusom hævn over
oprørerne. Han indbød deres anfører og hans gruppe til et festmåltid i
paladset og lod dem klæde i prægtige dragter, som om han ville, takke dem for
den position, han havde vundet. Men under banketten gav han befaling til at dræbe
dem alle.
Tidligere forsøg.
Et århundrede tidligere havde den meget
unge og meget energiske sultan Osman den II (1618-1622) nægtet at bøje sig for
janitsharernes trusler og afpresning. Han agtede oven i købet at afskaffe dem og
erstatte dem med en reglementeret hær, som han ville rekruttere i Anatolien.
Janitsharerne fik kendskab til denne
plan, og da de vidste at sultanen var en beslutsom og kompromisløs hersker,
stormede de paladset, greb sultanen og trak ham på en kærre ind i De syv Tårnes
fæstning, hvor han blev sat i fængsel, han blev senere dræbt.
Endnu et forsøg.
Et andet offer for de oprørske
janitsharer var den reformvenlige, men uheldige sultan Selim den III
(1789-1808), en kunstkender og en kultiveret hersker, digter og musiker, der
ville gennemføre en række reformer for at modernisere Tyrkiet. Det lykkedes
ham at sammensætte en regulær hær efter moderne principper, men det blev hans
skæbne. Han blev afsat og et år senere stukket ihjel i sit palads.
Endelig lykkedes det.
Janitsharerne udgjorde den største
hindring for en fremskridtsvenlig udvikling af riget, og man måtte vente helt
til 1826 for at slippe af med dem. Først da lykkedes det for den mægtige og ubøjelige
sultan Mahmut den II (1808- 1839) der med befolkningens hjælp endelig fik udryddet det
tidligere elitekorps. 4000 blev
|
|
|
|