Janitsharerne

Janitsharerne var en elitetrop og en af verdens mest frygtede stridsmagt. De nåede flere gange frem til Wiens porte, helt inde i hjertet af de kristne vesterlande.

Væltede gryder.
Når janitsharerne ikke var indforstået med regeringens handlinger, nægtede de at spise og væltede den store gryde ude i gården. Det var tegn til opstand. Og når de mente at kunne få overtaget, sendte de sultanen et ultimatum med en navneliste over alle de statsmænd og dignitarer, hvis hoveder måtte rulle. Meget tit var sultanen tvunget til at give efter for deres krav, ellers risikerede han at situationen kom ud af kontrol. De vesirer, dignitarer eller janitsharkommandanter, der stod på listen blev henrettet i paladset, og deres kroppe og hoveder blev kastet ud foran Den storherlige Port for at formilde rebellerne. 

Oprør igen.
I Tulipantiden (1712-1730) - der kaldes sådan, fordi forkærligheden for tulipaner i Tyrkiet i denne periode nåede sit højdepunkt, brød et voldsomt oprør ud. Det skete under den fremskridtsvenlige sultan Ahmet den III, efter en lang periode med reformer og velstand, hvor kunst og litteratur blomstrede. Opstandens anfører var en tidligere matros, som var massør ved det offentlige bad i Bayazid. I oprørernes og janitsharernes navn sendte han sultanen en liste over alle de mænd, som ikke behagede ham. Sultanen måtte hjælpeløst ofre mange af sine trofaste medarbejdere og lade deres hoveder kaste ud foran paladsets port. Blandt hovederne var hans svigersøns, storvesiren Ibrahim Pascha, som han selv agtede meget højt. 

Grusom hævn.
Derpå opfordrede rebellerne sultan Ahmet den III til at abdicere til fordel for sin fætter Mahmut den I (1730-1754). Han tog dog nogle måneder senere en grusom hævn over oprørerne. Han indbød deres anfører og hans gruppe til et festmåltid i paladset og lod dem klæde i prægtige dragter, som om han ville, takke dem for den position, han havde vundet. Men under banketten gav han befaling til at dræbe dem alle.

Tidligere forsøg.
Et århundrede tidligere havde den meget unge og meget energiske sultan Osman den II (1618-1622) nægtet at bøje sig for janitsharernes trusler og afpresning. Han agtede oven i købet at afskaffe dem og erstatte dem med en reglementeret hær, som han ville rekruttere i Anatolien. Janitsharerne fik kendskab til denne plan, og da de vidste at sultanen var en beslutsom og kompromisløs hersker, stormede de paladset, greb sultanen og trak ham på en kærre ind i De syv Tårnes fæstning, hvor han blev sat i fængsel, han blev senere dræbt.

Endnu et forsøg.
Et andet offer for de oprørske janitsharer var den reformvenlige, men uheldige sultan Selim den III (1789-1808), en kunstkender og en kultiveret hersker, digter og musiker, der ville gennemføre en række reformer for at modernisere Tyrkiet. Det lykkedes ham at sammensætte en regulær hær efter moderne principper, men det blev hans skæbne. Han blev afsat og et år senere stukket ihjel i sit palads.

Endelig lykkedes det.
Janitsharerne udgjorde den største hindring for en fremskridtsvenlig udvikling af riget, og man måtte vente helt til 1826 for at slippe af med dem. Først da lykkedes det for den mægtige og ubøjelige sultan Mahmut den II (1808- 1839) der med befolkningens hjælp endelig fik udryddet det tidligere elitekorps. 4000 blev dræbt, og 300 års militærhistorie sluttede brat.

Sidst opdateret : 14. april 2005
Det Osmanske riges sammenbrud Blandet Kampen om Gallipoli