Tirsdag d. 7. Oktober 2003

3. Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 7.30, jeg følte mig frisk, jeg kiggede ud af vinduet ud over byen, solen skinnede men jeg kunne se smoggen hænge tykt over byen, stakkels indbyggere, det bliver med tiden en by hvor alle har lungeproblemer. Nå i bad og så ned til morgenmaden i en fart. Selvom solen skinnede tog jeg min paraply med. Jeg tog Skytrain fra Asok Station, som for øvrigt også kaldes S4, det står for station nr. 4 på den sydgående linie målt fra den central station Siam. Jeg kunne køre direkte til Stadium Station W1. Jeg gik et lille stykke ud ad Thanon Rama I til Soi Kasem San 2, vejen ned til Jim Thompsons hus.

Jim Thompsons hus.
Hovedhusete Jim Thompsons hus ligger nede i bunden af vejen, entreen med guidet rundvisning kostede 100 Bath. Jeg måtte vente en ca. 20 min, før rundvisningen kunne starte. Det var utroligt varmt, jeg svedte meget, så for at kompensere for væsketabet gik jeg over i cafeteriet hvor jeg købte mig en Tonicvand. Rundvisningen startede med at vi skulle aflevere kamera og andet man slæbte rundt på før rundvisningen kunne gå i gang, jeg tror vi var mange der kiggede langt efter kameraet. Vi startede med at få fortalt hvem Jim Thompson var og om hans liv og levned, derefter gik vi rundt i den tropiske have hvor vi blandt andet så en torso fra det 6. århundrede som skulle være den ældste Buddha-figur der er fundet i østasien. Hans kunstsamling var kendt viden om, de prægede både haven og selvfølgelig også selve hovedhuset. Da Jim Thompson ikke længere levede kunne vi gå uhindret rundt i alle rum og kigge. Efter rundvisningen, som varede en halv time, gik jeg selv rundt nu måtte jeg godt fotografere bare jeg gjorde det udefra. Kig under Menupunktet - Blandet, her har jeg skrevet lidt om Jim Thompson.

Inden jeg forlod huset måtte jeg lige over og tanke lidt væske op inden jeg tog videre med Skytrain.

Du milde himmel.
Du milde himmel - mon regnen stopper nogenside Mit næste mål var Wat Arun, nu skulle det altså være! Jeg tog toget fra Stadium Station, skiftede ved Siam Station til den sydgående linie mod Taksin Station S6. Da jeg stod af på Taksin Station stod himmel og hav ud i et - kors hvor det regnede, det væltede ned i spandevis, der stod jeg så - hvad nu lille mand? Efter et stykke tid besluttede jeg at ville tage båden alligevel, de er jo trods alt overdækket, det kunne jo være jeg kunne komme i tørvejr på Wat Arun. De havde hevet nogle presenninger ned for at holde regnen ude, jeg kunne så ikke kigge ud, hvilket det betød jeg selvfølgelig sejlede forbi det sted jeg skulle være stået af. Ok - nu da det var for sent, kunne jeg lige så godt sejle med videre, så på stedet nær Grand Palace stod jeg af. Jeg gik lidt rundt i området, men regnen gjorde det nu ikke særligt spændende  - jeg passerede bla. nogle gadekøkkener som lugtede meget lidt indbydende for at sige det mildt, især den kvalmende lugt af fisk, fik mig til at forsvinde skyndsomt ned til floden igen. Her overvejede jeg hvad jeg skulle, jeg besluttede mig til sidst for at tage båden tilbage til Taksin Station. Jeg måtte først tage en båd tværs over floden for at komme den anden vej tilbage, det kostede 2 Bath, derfra tog jeg så en båd til Taksin Station, turen kostede 8 Bath. Ak ja - Wat Arun det blev heller ikke denne gang jeg beærede dig med mit besøg.

Tilbage til hotellet.
Regnen piskede stadig ufortrødent ned - lige indtil jeg stod af ved Taksin Station! Regnen stoppede med et trylleslag?! Et øjeblik tænkte jeg på om jeg ikke skulle forsøge at komme over til Wat Arun alligevel. Arh - det var nok at udfordre vejrguderne, og så var mit tøj så tilpas vådt at det nok var fornuftigt at tage tilbage til hotellet for at skifte. Da jeg stod af på Asok Station brød solen pludselig frem. Selv den dag i dag tror jeg at vejrguderne tog pis på mig. Nå - på hotellet fik jeg et varmt bad, en kop kaffe med en lille cognac som tilbehør, og så tørt tøj på. Det var måske ikke så dårligt endda.

Endnu et forsøg.
Jeg gik ned på gaden hvor jeg igen forsøgte at ringe på mit telefonkort, men lige meget hvad jeg gjorde virkede det ikke - aha - måske boksen var i uorden! Jeg fandt en anden, men det gav nøjagtig samme resultat. Der stod jeg så, hvad skulle jeg nu finde på at lave - det sørgede vejrguderne endnu en gang for, det begyndte nemlig at regne igen, lyn og torden deltog denne gang ivrigt i løjerne. Så tilbage til hotelværelset igen, her sad jeg så og kiggede ud af panoramavinduerne - et flot syn når lynene blitzede på himlen. Min mave var begyndt at rumlede lidt, jeg havde nemlig sprunget frokosten over, så sulten var så småt begyndt at melde sig.

Spise på hotellet.
Jeg ville vente lidt for at se om det ikke holdt op klokken var jo kun 19. Hvis det gik helt galt kunne jeg jo bare spise på en af hotellets restauranter. På et tidspunkt opgav jeg muligheden for at spise ude i byen. Jeg tog elevatoren ned i stuen - goddaw du - i stueetagen ligger der kun en udendørsrestaurant! På forunderligvis var regnen stoppet, klokken var nu omkring halv ni.

Aftensmad.
Jeg gik op til Shukumvit Road og op over gangbroen, nede i en sidegade fandt jeg et sted som så rimeligt pænt ud, der var en lille gårdhave, her fik et bord. Servitricen startede straks en ventilator oppe over mit hoved. Jeg bestilte noget kylling og ris samt en lille Singha. Da de kom med øllet blev der også stillet en lille tallerken med noget mixed salat. Ventilatoren var begyndt at irritere mig, den blæste en halv pelikan, så for ikke at miste alt mit hår, slukkede jeg for den. Der gik ret lang tid hvor der ikke skete noget - gu ved om jeg var blevet glemt. På et tidspunkt spurgte jeg en servitrice om jeg skulle hjælpe kokken med at fange kyllingen, den var vist ikke rigtig morsom, hun sendte mig i hvert fald et fornærmet blik. Nå til sidst så lykkedes det. Det viste sig at være kylling med tyk brun sovs og noget spaghetti pasta lignede tilbehør, jeg havde bestilt. Pastaen havde en ret slimet konsistens, så den gik jeg udenom, men de to kyllingelår gled da ned.

Sengetid.
Jeg betalte min regning, klokken var tæt på 22, det var tid til at søge hjemad, På hotellet lå jeg og kiggede lidt fjernsyn, men det fængede ikke rigtigt, selvom jeg ikke skulle tidligt op i morgen, slukkede jeg alligevel lyset og lagde jeg mig til at sove. Gu' ved om jeg nogensinde får besøgt Wat Arun?

Sidst opdateret : 20. oktober 2004
Dag 2 Rejsedagbog Dag 4