Torsdag d.9. Oktober 2003

5. Dag Ho Chi Minh City.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 5.30 og kunne ikke sove mere så jeg satte mig op og fortalte min dagbog om gårdagens hændelser, godt nok et mærkeligt tidspunkt men så var det gjort. Efter badet gik jeg ned for at spise  morgenmad. 

Lakfabrik.
Vi kørte fra hotellet 7.30, første stop var en lak fabrik som fremstiller især billeder men også æsker og andre genstande, dekorationen var farvede æggeskaller?  Æggeskaller? Ja man limede små stykker af æggeskaller på en plade eller andre genstande i det mønster eller billede man ville skabe, så man farvede æggeskallerne og dækkede det hele med sort lak, derefter sleb man på objektet så billede eller mønstret dukkede op igen, så lakerede man igen og sleb, denne proces foretog man var man var tilfreds med resultatet. Det var en utrolig proces og der var mange meget smukke billeder og genstande i selve salgsafdelingen,. Jeg købte en lille vase og to små runde flot dekoreret æsker, et par små gaver til hjemkomsten måske.

Cu Chi tunnellerne.
Nicolas (den pind) demonstrere adgangen til en af gangene Vi kørte videre til Ben Dinh tunnellen som er en del af Cu Chi tunnel komplekset. Området var allerede anlagt under krigen mod franskmændene. Her skjulte Vietcong sig for amerikanerne og gjorde udfald her fra. Det var utroligt at se disse tunneller som jeg nærmest ville kalde muldvarpegange Jeg personligt ville sidde fast allerede i nedgangen. Det var utroligt svært at finde indgangene til tunnelsystemerne. Det var nærmest en underjordisk by, de havde køkkener operationsstue, generalstaben havde sin mødelokale her. Der var værksteder til fremstilling af de uhyggelige fælder som de udviklede med primitive midler, de fremstillede sko, uniformer osv. osv. Selve røgen fra køkkenet blev ledt gennem flere kamre for at blive afkølet, således når den blev sluppet løs var mindre synlig, det kunne godt langsomt sive ud i et buskads tyve meter væk. Vi fik set prøver på forskellige fælder, blandt andet en faldlem hvor man røg ned på en række bambusspyd der var ind smurt i menneskeekskrementer, fidusen var at man ikke skulle  slå ihjel, men såre den stakkel der faldt igennem . Det var under devisen: Det kræver kun en soldat at være død, men tre for at være såret.

Skræk og rædsel.
En af de mange variabter af fælde som de amerikanske soIdater kunne flade i. Efter at have fået fortalt og demonstreret hvilke enkle, men effektive og barske metoder, der blev anvendt. Snubletråde der udløste alverdens ting som små landminer, fælder der flåede underlivet op hvis man røg igennem, en snubletråd som udløste en slange der var bundet fast i den ene ende, når så slangen blev sendt af sted, huggede den efter alt og alle, slangen blev kaldt two step snake, fordi hvis du blev bidt af sådan en satan, faldt du død om efter to skridt. Vietcong var utrolig opfindsomme. Omgivet af alle disse djævelskaber, var der vel ikke noget at sige til at amerikanerne var stive af skræk, og så fik de oven i købet alle materialerne forærende af amerikanerne. Alt blev brugt til at lave de forskellige ting, fra bomber, ødelagte tanks, nedskudte helikoptere osv. Vi sluttede besøget et sted hvor der var anlagt en skydebane, her kunne de der havde lyst, brænde et bundt dollars af i løbet af et øjeblik - 1 $ pr. skud. Ja - der er mange måder at bruge penge på!

Mindekirkegård.
Efter vi forlod Cu Chi besøgte vi en mindekirkegård for faldne Vietcong soldater, 10.000 var tallet, jeg bliver altid så nedtrykt ved sådan et syn. Ak ja - de mange spildte liv. Det var tid til frokost, så vi blev kørt hen til en restaurant ved en flod. Vi blev placeret på en overdækket platform helt nede ved en biflod til Saigon-floden. Vi fik en menu med forskellige retter, men specielt fisken var fremragende. Midt under det hele begyndte regnen at vælte ned, godt vi sad i tørvejr.

Hong's historie.
Her er hun så den uimodståelige Hong Efter frokosten skulle vi besøge en vietnamesisk familie ude på landet. Vi skulle besøge pigen Hong og hendes familie. Historien begyndte for 10 år siden. Man var fra rejsebureauet ude for at researche for at finde egnede steder der var værd at besøge. Et af bussens dæk eksplodere, der stod man så, folk kom for at hjælpe, men det ville nok tage et stykke tid før man kunne komme videre. En af deltagerne fra rejsebureauet mærkede pludselig en lille pigehånd i sin. Han blev ført af en lille 8 års pige hen til hendes bedstefars hus. Her fik de the og lov til at sidde i skyggen, mens de ventede på hjælp. En utrolig gæstfri gestus fra disse fattige mennesker. At det så blev til vi i dag måtte komme og besøge familien og trampe rundt i deres hus, er vores held. Men det blev også et stort held for lille Hong der med sin uselviske måde ikke bare tog dem ved hånden men uden tvivl ved deres hjerter. Hong fik senere et sponsorat med cykel og skoleuniform og meget andet. Nu er hun 18 år og har afsluttet sin skolegang. Hongs fremtidsplaner er at hun vil uddannes som turistguide og vise turister rundt i sit land, så en dag møder du måske hende. Se der var en historie fra det virkelige liv.

I'm Hong.
Hong's bedstefar og lillesøster - lyser harmoni ikke ud af dem? Vi gik ned gennem en bambuslund, her blev vi mødt af en, i mine øjne lille pige, på cykel med en mindre pige siddende bag på. Jeg blev mødt med : Hello I'm Hong ?? Jeg blev noget forvirret - Hong? Hun var jo 18 år! Nå de hedder sgu nok Hong hele familien. Men det var Hong i egen lille person, hun så bare så ung ud, det var hendes lillesøster der sad bag på. Da vi kom ned til deres hus blev vi hver i sær modtaget med håndtryk velkommen og stort smil af bedstefaderen. Vi fik så lov til at gå rundt i deres hus. Jeg tog en del billeder af stuerne. Bedstemor var ikke hjemme, hun var på markedet for at sælge deres grønsager og hvad de ellers dyrkede. Jeg så et par postkort på væggen, som nogle danskere havde sendt til dem, så inden jeg sagde farvel til familien fik jeg Hong til at skrive adressen ned. Jeg ville sende nogle af de billeder jeg havde taget af familien. Det skulle så være min tak fordi vi måtte komme indenfor i deres hjem. (se min billedserie i Billedarkivet)

Sejltur på Saigon floden.
Sådan kan man også bo tæt på Saigon Da vi kørte derfra begyndte det at regne igen, men da vi nåede frem til vores bestemmelsessted holdt regnen op. Hvem mon styrer det her? En båd ventede på os, vi skulle sejle tilbage til Saigon ad Saigon-floden. Sejlturen tog omkring en halvanden times tid. Vi passerede en del palmer, små usle rønner, mangroveskoven, vi passerede senere de nye forstadskvarterer og til slut igennem Saigons havn ind i hjertet af Saigon. Der var masser af skibe og både i alle størrelser sejlende på floden, mange af dem lastet faretruende til synkepunktet. Vi gik i land meget tæt på centrum så tæt på, at vi kunde spadsere tilbage til vores hotel på fem minutter.

Fotografere.
En messe var i gang i Notre Dame Egentlig skulle vi mødes kl. 19 for at spise, men Jørgen og jeg blev enige om at forsøge at få det rykket til kl. 19.30. Det lykkedes så, jeg tøffede af sted i en fart hjem til hotellet for at blive vasket lidt og få skiftet tøj inden det blev for mørkt til at fotografere. Af sted op til Notre Dame og Posthuset så jeg kunne få nogle billeder, men det var desværre var skumringen så småt ved at tage til, ikke der mest ideelle belysning til fotografering. Bagefter skød jeg genvej, jeg ville gå en anden vej tilbage. På vejen stødte jeg på en Internetcafe - fint - ind og fyre at par hilsner af til slægt og venner. Det tog en en halv time. Jeg ville tilbage til mit hotel for at får et rigtigt bad og få pakket det meste, vi skulle tidligt op i morgen, vi skulle flyve kl. 6.

Faret vild.
Hjælp jeg for vild, jeg gik i ring og kunne ikke få nogen landkending og jeg tumpe havde selvfølgelig ikke mit bykort med. Jeg gik rundt og rundt, hele tiden håbende på at nu må der snart være et eller andet jeg kunne genkende. Jeg fik øje på et par turister, dem kastede jeg mig over og spurgte om vej. Det viste at de var fra Paris, de havde selvfølgelig et kort, som de viste mig vej på. De fortalte hvilken vej jeg skulle gå. Jeg sagde pænt tak (Merci) og gik så den anviste vej. Pludselig fik jeg landkending med hotel Sheraton. Jeg var først tilbage til hotellet kl. 19. Jeg havde kun en halv time til vi skulle mødes igen, jeg fik travlt med et bad og hurtig omklædning. Pyha - jeg nåede det.

Aftensmad
Det blev igen traditionelt vietnamesisk mad med tilhørende musisk underholdning af to unge piger der spillede på strengeinstrumenter. Der var kun en melodi jeg kunne genkende, den gamle japanske slager Sukijaki. Det er næsten synd de sidder der og spiller, der er ikke en kæft der hører efter, de instrumenter de spillede på er utrolige svære at håndtere. Maden var ganske udmærket, så efter den var fortæret var det gå hjem tid.  Jeg fulgtes med Jørgen, han spurgte om vi skulle gå hen og få en godnat øl et sted. Det blev samme sted som i går. Da jeg kom tilbage til hotellet var jeg ikke et spor træt, så jeg pakkede min kuffert, snakkede igen med min dagbog til kl. 0.30, så jeg gik i seng og sagde i ramme alvor: Godnat Mogens - sov godt. 

Sidst opdateret : 20. oktober 2004
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6