Fredag d.10. Oktober 2003

6. Dag Saigon - Hoi An.
Start på dagen.
Jeg vågnede med et brag og tænkte - arrh for satans - jeg skal op allerede kl. 4, hvad med at sove til telefon ringer. Jeg fandt lyset og kiggede på uret klokken var 2 minutter i 4! Jeg havde heller ikke mere end svinget stængerne ud over sengekanten før telefonen ringede. Godt så gik det slag i slag, barbering, brusebad og derefter pakke det sidste i kufferten, ud med den udenfor døren, lige det sidste check inden jeg forlod mit værelse. Ned til morgenmaden som var lidt skrabet i dagens anledning, men det var også tidligt på dagen, efterhånden var alle i gang med morgenmaden. Vi forlod hotellet lidt i fem, der var ikke megen trafik så vi var hurtig fremme til lufthavnen. Et hurtigt check ind, ombord på flyet og så var vi i luften - bye bye Saigon - tju hej hvor det går. Efter en god times flyvning landede vi i Danang lufthavn.

Skyernes pas.
Passet mellen Nord og Sydvietnam Vi kørte fra lufthavnen gennem Danang By til det smukke Hai Van bjergpas nord for byen, passet skiller Vietnam i nord og syd. Passet kaldes også Skyernes Pas, vi gjorde et stop her for at kigge på udsigten. Vi var dårligt nok kommet ud af bussen før vi blev overfaldet af pågående sælgere. Jeg fik prakket et stort kort over Vietnam, Laos,  Cambodia, lidt af Thailand og Kina på, for to dollars. Senere fik jeg det samme kort tilbudt for en dollar. :-( Jeg købte også en stor flaske vand. Vi var oppe og kigge på en befæstning som franskmændene havde anlagt, de brugte passet til at kontrollere trafikken mellem syd og nord. Amerikanerne brugte senere passet og man kunne se skudhullerne på murerne.

Landbyen Lang Co.
Jeg måtte ikke fotografere før hun havde skiftet til sin pæneste bluseDerfra kørte vi ned til fiskerlandsbyen Lang Co. Her steg vi ud af bussen, og gik ned i gennem gaden . Vi besøgte et overdækket marked, her kunne man fortrinsvis købe grøntsager, men det var da også muligt at købe kød og andet. Fra markedet gik vi videre ned gennem byen, Børnene var begyndt at flokkes om os og landsbyens beboer hilste venligt på os fra de huse vi gik forbi. Nicolas havde advaret os at kvinder med store bryster og mænd med store maver godt kunne risikere at der blev følt efter om de nu også var ægte. Det er vel forståeligt nok for hvis man kigger på vietnameserne, så kunne de fleste bruges som sugerør. Jeg fik taget nogle herlige billeder af nogle ældre damer, der var blandt andet en der insisterede på at hun ville have sin fineste bluse på inden jeg måtte fotografere hende!  Masser af herlige unger rendte i mit kølvand og alle skulle selvfølgelig mærke på min mave. Det at jeg kunne vise de digitale billeder med det samme, fik dem til at bryde ud i vild jubel. Så alle ville pludselig gerne fotograferes, og det var jeg bestemt ikke ked af. En herlig oplevelse.

Tid til frokost.
Vi kørte samme vej tilbage og ved bjergpasset gjorde vi lige en kort tissepause, sælgerne var straks over os da vi kom ud af bussen. De genkendte os og lod os være nogenlunde i fred. Vi kørte tilbage til Danang, til en restaurant, hvor vi spiste en pragtfuld frokost. Vi sad ved runde borde med en drejeplade i midten, ligesom i Kina. De meget unge piger som var yndigt klædt, kom og øste op på vores tallerkener med deres pinde, de vidste godt at vi ikke var ret mange der havde stort kørekort til spisepinde.

China Beach.
China Beach smuk bred hvid sandstrand Efter den dejlige frokost kørte vi til et strandområde som blev kaldt China Beach. Stedet blev under Vietnam-krigen anvendt af de amerikanske soldater. Her holdt de hvil og slappede af fra kamphandlingerne. Her levede Vietcong partisanerne også, kun nogle få hundrede meter fra de intetanende amerikanske styrkers foretrukne feriemål. Den bredde hvide  sandstrand så langt øjet kunne række virkede indbydende, vi var også mange der som lige skulle ud og soppe lidt. Det er vel kun et spørgsmål om tid før der ligger en række luksushoteller her. Stranden og vandet indbyder til det.  

Marmorfabrik
Nogle eksempler på marmorfigurer Da man stoppede med at bryde marmor fra Marmorbjergene, blev et stort antal af de håndværkere der levede af at hugge figurer, arbejdsløse. Et helt håndværk var ved at gå til grunde, men driftige folk skaffede marmor fra andre dele af landet. Vi besøgte et af disse værksteder. Her kunne vi iagttage hvordan alskens figurer blev udhugget lige fra store løver til små figurer til kaminhylden. Der var en stor salgsudstilling hvor man blandt andet kunne blive den lykkelige ejer af en stor fontæne til haven, for et stort bundt dollars sedler, men så var fragten også betalt. Jeg nøjedes med at købe en 12 cm. høj Buddha-figur for 5 $, fragten hjem til Danmark stod jeg selv for.

Børnehjem.
Børnehjemmet underviser også de mindre børn - nogle værre spilopmagere Det sidste sted vi skulle besøge før vi skulle checke ind på vores hotel, var et børnehjem. En hel del af de børn der boede der var handicappede, de blev så at sige afleveret på børnehjemmets dørtrin. De fattige familier havde simpelthen ikke ressourcer til at klare sådan en opgave. Heldigvis var alle børnene ikke handicappet, selv om det at være forældreløs kan være slemt nok. Vi kom ind et sted hvor der blev arbejdet med nogle børns fysiske skavanker, der var blandt andet en dreng som var født med meget korte archilles sener, han havde ikke været i stand til gå, men nu var det lykkes gennem træning at få strækket hans sener så han nu kunne begynde at gå. Det var mit indtryk at det vi pludselig dukkede op, gav et afbræk i deres hverdag. Men hvor gjorde det virkelig ondt at se en lille dreng som både var spastiker og blind.

Hoi An Beach Resort.
Vi kørte sydpå gennem Hoi An By, også kaldet Faifo, små fire kilometer uden for byen nede ved Thu Bon Floden lå vores hotel, Hoi An Beach Resort en helt nybygget resort. Efter jeg havde fået mit værelse tildelt, tog jeg mig et tiltrængt bad og skiftede til noget tørt tøj. Jeg satte mig ud på min balkon sammen med en kop kaffe og en cognac. Jeg kunne godt mærke at havde været tidligt oppe, faren for at falde i søvn var stor, så da jeg havde drukket min kaffe, gik jeg mig en tur ned til stranden.

Det var helt rart at få sand mellem tæerne, vandet så indbydende ud, men det at jeg var helt alene ved stranden, holdt mig til at soppe lidt.

Amatørforestilling.
Vi blev kørt i bus ned til Hoi An by for at spise vores  middag på Brothers Cafe, en yderst smagfuldt indrettet restaurant, selve menu stod på traditionelle vietnamesiske retter, restauranten var et behageligt bekendtskab. Efter middagen gik vi gennem byen ned til en lokal restaurant, hvor vi skulle overvære en til amatørforestilling i det lokale og meget intime vietnamesiske teater. Teatret hed for øvrigt Nha Bieu Dien Nghe Thuat Co Truyen, hvis du skulle få lyst til at spørge efter det. Vi skulle op på første sal, og ind i et aflangt lokale med et  par bænkerækker langs den ene væg.

Amatører - hm
En dramatisk fremførelse af en sang Amatører - hm - jeg tænkte mit, det her så ikke særlig lovende ud. Orkestret som bestod af 3 mænd og to kvinder, var på plads. Forestillingen kunne begynde. Der kom en ung kvinde ind og sagde et eller andet som introduktion. Orkestret begyndte at spille, jeg tror ikke der gik mere end et minut før jeg var totalt solgt, det var en stor oplevelse at mærke og føle den nerve og iver som orkestret spillede med, perkussionisten ledede med stor dygtighed det lille orkester med sine rytmiske anslag. Det er næsten umuligt at beskrive hele forestillingen, fordi den bestod af en række danse og sange, afvekslende med solonumre fra orkestrets medlemmer. Man kunne fornemme at publikums begejstring (vi var måske 20) smittede mere og mere af på truppens præstationer. Det hele sluttede af med at hele ensemblet sang "Skulle gammel venskab rent forgå.". Det blev en stor aften - tak for det.

Der blev handlet lidt bagefter hos en lokal købmand, Jørgen og jeg kiggede på en flaske vietnamesisk rødvin, vi snakkede lidt med vores lokal guide om det, jo da vietnameserne lavede da rødvin.

Godnat
Vi blev kørt tilbage til vores hotel, alle var godt trætte så der blev sagt godnat og vi forsvandt hvert til sit. Jeg fik arrangeret mit myggenet, vi boede jo lige ned til en flod, fik børstet tænder, jeg tror jeg fik kravlet ned under tæppet inden jeg gik i coma.

Sidst opdateret : 20. oktober 2004
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7