Søndag d.12. Oktober 2003

8. Dag Hoi An - Hanoi.
Start på dagen.
Jeg blev vækket af telefonen kl. 6.30. Der var god tid, vi skulle først af sted kl. 8. Turen til Danang lufthavn tog en times tid, så lidt over kl. 9 var vi checket ind. Vi lettede kl. 10.05 og en lille times senere landede vi i Vietnams hovedstad Hanoi. Ja det går jo rasende stærkt i vore dage. Det tog lidt tid inden vi fik samlet alle vores kufferter sammen, båndet blev ved med at gå i stå.

Vi blev modtaget af vores lokalguide som viste os over til den ventende bus, bussens bagagerum var ikke ret stort, der ikke var plads til alle kufferterne, så tre af dem måtte lodses ind gennem et af vinduerne og ligge på bagsædet.

Frokost.
Vi blev kørt direkte til vores restaurant Le Tonkin for at indtage vores frokost. Vejret var ukristeligt varmt, nok den varmeste dag på hele turen, vi mobbede da også Nicolas, fordi der i programmet stod at vi skulle huske en varm trøje, da det godt kunne være koldt oppe nord på!

Ho Chi Minhs Mausoleum.
Ho Chi Minhs  Mausolæum Efter frokosten kørte vi så til Ho Chi Minhs mausoleum, vi kunne kun se det ude fra på grund af det tidspunkt vi var der på, men ellers er der åbent mellem 8 og 11. Før Ho Chi Minhs død i 1969, skrev han i sit testamente at han ønskede at blive brændt, og hans aske skulle deles i tre dele og fordeles i Nord-, Syd-, og Centralvietnam. Hans sidste ønske blev først kendt af offentligheden omkring 1986. Selve bygningen får en til at tænke på russisk arkitektur og de har vist også været indblandet i projektet. Ho Chi Minh er stadig meget respekteret af befolkning og han har næsten status som helgen.
Præsidentpaladset blev bygget af franskmændene i 1900 til 1908 og blev brugt som residens for den franske generalguvernør for Indokina. Ho Chi Minh kunne ikke lide at bo der, han var en jævn mand og mente at bygningen tilhørte folket. I dag bruges det til modtagelse af højtstående personer på statsbesøg.

Ho Chi Minhs Pælehus.
Et kig ind i Ho Chi Minhs bekedne arbejdsrum Bag Præsidentpaladset ligger så Ho Chi Minhs pælehus der boede han fra 1958. Byggestilen er den samme som de etniske minoriteter fra de nordlige egne brugte. Her levede han og arbejde frem til sin død i 1969, alt står uændret. Under huset, som jo står på pæle, var der et mødebord som blev brugt til hans mange møder. I forbindelse med hans pælehus lå der en lille fiskedam som var fyldt med karper, og efter sigende fodre Ho Chi Minh dem selv hver eftermiddag.  Omkring dammen har mange udenlandske gæster gennem tiden plantet et træ.

Vi var på vej hen til søjlepagoden men vi blev fanget i et kraftigt uvejr, det væltede ned i spandevis, så vi måtte vente en hel time på en lille bedring, det betød at jeg mistede besøget til søjlepagoden. Vi var et par stykker der væbnet med et par paraplyer kæmpede os frem til vores bus, jeg købte en paraply på vejen og så havde jeg en i min taske i bussen, Claus meldte sig frivillig til at gå tilbage med fire paraplyer for at hente resten. Men de kom ret hurtigt efter, en smule våde.

Henrik d. 3.s barndomshjem.
Det var meningen vi skulle have kigget på Prins Henriks barndomshjem, men på grund af vi var kommet i tidsnød ville vi bare drøne forbi. Jeg skal nok lade være med at refererer alle de kommentarer der faldt i den forbindelse.

Cafe 252.
Cafe 252 - den berømte kaffesalon Vi skulle på kaffebar, på den "berømte" Cafe 252. Her skulle vi have en kop frisk vietnamesisk kaffe og et stykke kanelbrød. Kaffebaren er berømt fordi den franske skuespillerinde Catherine Deneuve drak sin kaffe her hver dag efter optagelserne på den berømte film "lndochine", på dansk hed filmen slet og ret Indokona. Stedet var ikke noget særligt og det er da også for det meste europærer der er interesseret i den historie. Kaffen og kagen var fremragende, turens bedste kaffe og kage uden tvivl! Vi have desværre ikke meget tid, faktisk kun et lille kvarter, så skulle vi af sted igen, fordi alle store biler ikke måtte køre i byen mellem klokken 16 og 18.30.

Spadseretur i byen.
Vi kørte til vores hotel Gouman, det var et meget pænt hotel, jeg fik lodset mine ting af, barberet og vasket mig lidt en tør trøje på og så ud af døren. Jeg mødte Susanne og Kenneth på gangen ,vi blev enige om at følges et stykke ad vejen og vi ville så splitte hvis der var et eller andet vi hver i sær ville. Målet var for mig de 36 fags gader i byens gamle kvarter, gaderne er opdelt efter de gamle handel  og håndværkerlaug, for eksempel var der en skomagergade, blikkenslagergade, stenhuggergade og så videre. Vi fik hver i sær et lille kort over området.

Myldretid.
Det var ved at blive mørkt Der var mange smalle gader og mange gamle butikker, trafikken er et kapitel for sig selv. Det myldrede med cykler, fodgængere, små motorcykler som flettede sig sammen i en stor inferno, jeg blev helt svedt ved at iagttage dette hektiske sceneri. At krydse gaden i den gamle bydel er noget af et vovestykke. Og første gang jeg prøvede det bankede mit hjerte helt vildt. Jeg var overbevist om at det aldrig ville gå godt. Men hvis man langsomt siver ud og bevarer fatningen, så går det faktisk helt godt,  det skyldes to ting: for det første er de meget hensynsfulde og for det andet kører de ikke så stærkt, så de kan nå at bremse eller vige uden om. Jeg blev helt modig til sidst eller var det bare fordi jeg var nødt til det? Jeg var ikke kommet ret langt hvis jeg ikke havde forsøgt mig!

Internetcafe.
Jeg var inde og spørge et sted om de vidste hvor der var en Internetcafe og det blev indtegnet på mit kort, jeg fandt det også med det samme. Det var et meget smalt lokale hvor der var opstillet  20 computere langs den ene væg. Alle maskinerne var optaget, så jeg måtte sidde og vente et kvarters tid. Jeg ville endnu en gang skrive en hilsen til slægt og venner. Jeg checkede også lige om der var kommet nogle vigtige breve jeg skulle svare på. Der var en hilsen fra Martin i Hua Hin, han var guide på min tur til det nordlige Thailand, samtidig var der en besked til Nicolas fra ham.

Jeg sivede langsomt tilbage den samme vej mod hotellet, alt imens jeg kiggede på livet omkring mig. På hjørnet nær hotellet lå der en bar, her gik jeg ind og købte mig en fadøl. Den var dyr, omkring 20 kr. omregnet, men det var vist også kun turister der kom der.

Water Puppet.
Det var meget svært at fotografere - det var hvad det kunne blive til Vi mødtes kl. 19.30 i hotellets lobby, og blev kørt hen til Kim Dong Water Puppetry Theatre i vores bus. Vi skulle se en forestilling på et vanddukke teater. Det var en meget spændende forestilling hvis traditioner som går helt tilbage 1.100 tallet. Jeg måtte betale 10.000 Dong (1$) for at få lov til at fotografere. Det skulle vise sig at være svært fordi vi sad for langt tilbage i salen og der sad et stort brød og skyggede lidt længere fremme. Selve forestillingen var et stort festfyrværkeri af små let genkendelige episoder, der var 17 i alt. Dukkerne og figurerne blev styret af stænger under vandet, de bevægede sig utroligt livagtigt. Det var en dejlig oplevelse og dejligt at der stadig holdes liv i en meget gammel tradition. Selve dukketeaterforestillingen blev akkompagneret af et orkester der deltog i løjerne med stor iver og dygtighed.

President Restaurant.
Vi sluttede aftenen med at spise på en restaurant som hed President Garden Restaurant. Igen stod den på den traditionelle vietnamesiske menu. Restauranten virkede lidt steril og jeg syntes de havde utroligt travlt med at få os hældt ud igen, så de kunne komme hjem! Det skyldtes måske vi var de eneste gæster?

Sengetid.
Vi skulle for en gangs skyld tidligt op så det var vist meget fornuftigt at gå seng og være udhvilet. Nicolas havde truet med at det ville blive en lang dag i morgen. Så en lille sludder med dagbogen blev det sidste jeg foretog mig inden jeg knaldede brikkerne i. Så godnat og sov godt.

Sidst opdateret : 29. juli 2005
Dag 7 Rejsedagbog Dag 9