Torsdag d. 16. Oktober 2003

12. Dag Hua Hin.
Start på dagen.
Jeg stod op kl. 8.30, det var stadig gråvejr. Satans også, skal vi have en af de dage igen med dårligt vejr? Her er ikke meget at lave her i denne flække og slet ikke når det regner. Nå jeg ville se tiden an efter jeg havde fået min morgenmad, så jeg pakkede en lille plastikpose med en flaske vand og så min paraply.  

Oliemassage.
Vaew - hed hun vist Efter morgenmaden så vejret ikke meget bedre ud, men jeg kunne da starte dagen med en gang oliemassage. Jeg gik ned til Chattaya på Naresdamri Road. Jeg spurgte efter Kob, men hun var ikke mødt endnu, men de ville da straks ringe efter hende. Jeg sagde det skulle de ikke gøre, det ville da være synd for hende, hvis hun lå og sov. Jeg kunne sagtens bruge en anden. Det blev så en der hed  Vaew, så vidt jeg forstod. For første gang lagde jeg mærke til at Chattaya's lokaler virkede lidt slidte, lyset hvor man får vasket sine fødder, virkede ikke, det samme gjaldt aircondition i det rum jeg kom ind i, døren ville heller ikke rigtig lukke. Mon ikke de skulle til at ofre lidt på butikken, hvis de stadig ville have kunderne til at komme.

Langs stranden.
Stranden flød med affald Efter massagen gik jeg ned til stranden og tog kurs langs strandkanten mod Abebjerget. Jeg var kommet et godt stykke der ud af, da det begyndte at småregne - åh nej - det blev heldigvis ikke rigtigt til noget alligevel. Bølgerne var store og mørke skyer hang tungt på himlen - det så sgu ikke lovende ud. Pyt med det - jeg var på vej så nu ville jeg også fuldføre det. Jeg gik soppende ud i vandet - faktisk gik jeg og hyggede mig og havde det næsten helt for mig på grund af vejret. Det der rystede mig var alt det affald der lå og flød i vandkanten, plastikflasker poser, papir, papkartoner og sidst men ikke mindst store elpærer! Store som honningmeloner. De måtte stamme fra skibene, jeg tror nok jeg hev de første ti pærer væk fra strandkanten, tænk hvis en af dem blev smadret, det gennemsigtige glas ville være svært at få øje på. Jeg så en lille barnefod for mig - gys.

I det hele taget så syntes jeg at de tager alt for let på tingene, hvad har Hua Hin at byde på hvis de ikke passer på de få aktiver de har? Stranden ved Hua Hin er bestemt ikke Thailands bedste og smukkeste og skal man så også vade rundt i affald! Nå det bliver deres problem - men det går vel først op for dem når det er for sent. Jeg skulle i hvert fald ikke ud at bade i det vand.

Gaden oversvømmet.
Her er fortover synligt Jeg gik der ud af, på et tidspunkt kunne jeg ikke komme længere, det skyldtes måske højvande? Jeg måtte søge op til vejen som førte op til Abebjerget. Hjælp -  gaderne var fyldt med vand, jeg gik med mine bare fødder på fortovet. Jeg måtte forsigtigt sætte den ene fod foran den anden, fordi der pludselig var mange huller og nogle steder var der slet ingen fortov. Til sidst opgav jeg og  gik ud på kørebanen, der var hullerne ikke så store, til gengæld var der mange sten og de gjorde helvedes ondt i mine bare fødder. Da jeg kom til en butik gik jeg ind for at købe mig et par badetøfler. De havde selvfølgelig ikke nogen i min størrelse, der blev ledt højt og lavt  men nej, jeg købte den største størrelse der fandtes og begav mig då ud på min vandring mod Abebjerget. Jeg gik et stykke tid i vandet der nåede mig et godt stykke op af benene, jeg blev passeret af nogle biler som lidt senere kom retur i den modsatte retning. De havde opgivet at komme videre! Kloakkerne kunne slet ikke klare alt det vand, der var nogle steder hvor vandet ud fra afløbet i stedet for!

Jeg gav op.
Børnene legede herligt - bemærk den ventende grisebil i baggrunden Jeg gik ind i en butik hvor jeg snakkede med indehaveren, hun frarådede mig at gå videre, det var nok tvivlsomt om restauranten oppe på Abebjerget over hovedet havde åbent.  Jeg opgav mit forehavende, jeg skulle jo også tilbage igen, og der var ingen Tuk Tuk'er der ville køre her ud. Jeg købte mig en øl i butikken og satte mig udenfor på en bænk og kiggede på de få der forsøgte at forcerer vandmasserne. Der var en der fortalte mig at jeg kunne tage en grisebil længere fremme, den kørte til Hua Hin for 7 Bath. Børnene boltrede sig rigtig med en stor bilslange. Jeg tog grisebilen tilbage mod Hua Hin, det var kun lokale der sad i bilen, de kiggede nysgerrigt på mig og tænkte garanteret hvad f.... jeg lavede her. (se billedserien under Billedarkiv)

Tilbage i Hua Hin.
Jeg blev sat af lige omkring hjørnet på vejen op til Jernbanestationen, derfra gik jeg ned for at kigge i en shop som sælger DVD'er. Her købte jeg tre af de nyeste film, jeg gav 150 Bath pr. styk, jeg checkede kvaliteten inden jeg købte dem. Der fra gik jeg hen til Telefonhuset, jeg ville ringe hjem til Sanne. Jeg købte et kort som indeholdte en kode der skulle tastes ind inden selve telefonnummeret, kortet gav tre minutters taletid. Efter jeg havde talt med Sanne, gik jeg ned på hjørnet af Naresdamri Road og Dammernkasem Road at spiste min sene frokost, den stod på en gang hvidløgsbrød, tunsalat og en Pepsi. Klokken var nu 16, så jeg slentrede lidt rundt i nogle af indkøbsgaderne, men jeg havde ikke lyst til at købe noget, så jeg gik hjem til hotellet.

Aftensmad.
Jeg snuppede mig en lille en på øjet, jeg havde også fået mig en ordentlig spadseretur i dag. Jeg vågnede kl. 18.20, min plan var at jeg vil spise på Restaurant Sea Side i aften. Jeg satte mig til bords kl. 20. Nu er det en fiskerestaurant, så jeg bestilte grillet lobster med ris og så min uundværlige Singha Beer. Der sad en der sang og spillede guitar, ham sad jeg og lyttede til mens jeg drak mig endnu en Singha Beer.

Godnat.
Jeg var tilbage på mit hotelværelse klokken var nu 22, jeg kravlede i seng og lå og kiggede fjernsyn, på et tidspunkt begyndte jeg at klippe kaniner, så var det tid til at lukke og slukke.

Sidst opdateret : 19. april 2005
Dag 11 Rejsedagbog Dag 13