Fredag d. 17. Oktober 2003

13. Hua Hin.
Start på dagen.
Jeg sov længe i dag  klokken var halv ni før jeg vågnede. Efter badet daskede jeg ned til morgenmaden, mens jeg sad og gumlede på morgenmaden, spekulerede jeg på hvad jeg skulle lave i dag. Det så ud som om vejret artede sig.

Stranden.
Set fra en liggestol ved strandbbredden i Hua Hin Det blev til en tur til stranden, jeg lejede mig en liggestol og købte mig en Singha Beer, her sad jeg så og kiggede på ungerne der legede i vandkanten. Jeg tror da også jeg fik mig en lille lur. Gab - hold da helt kæft hvor var her spændende. Jeg tror det er godt at det er hjemrejsedag i morgen. Der er en ting jeg er glad for og det er at jeg sagde nej til Hua Hin, da jeg bestilte en rundrejse til det nordøstlige Thailand til januar næste år. Det havde simpelthen været dødens pølse.

Sen frokost.
Jeg sad i liggestolen til omkring kl. 13.30, så gik jeg på jagt efter frokost, jeg fandt et sted hvor jeg kunne få en pizza pepperrone og en Pepsi, jeg kunne ikke spise det hele. Jeg gik mig en tur ned omkring fiskerimolen, men der var ingen fiskerbåde at se i dag.

Manicure og pedicure.
Det er mine fødder der er under behandling På tilbagevejen gik jeg ned mellem nogle små gader, på et tidspunkt kom jeg forbi en frisørsalon, her kunne jeg få klippet negle på hænder og fødder, så hvorfor ikke? Jeg fik først klippet neglene på hænderne og derefter på fødderne. Jeg måtte betale hele 100 Bath for den behandling, det svarer til en timeløn på omkring 17 kr. Jeg gik lidt rundt i kvarteret men noget særligt spændende stødte jeg ikke på, så jeg daskede langsomt tilbage til mit hotel.

Sidste aften i Hua Hin.
Et sted jeg ikke havde besøgt endnu var Natmarkedet, så jeg gik ud til Dechanuchit Road, markedet adskilte sig ikke fra andre af lignende slags, jeg gik på jagt efter en Cd'er med lokal thailandsk musik og jeg fandt da også en dobbelt Cd'er som jeg købte. Da jeg var vadet hele markedet igennem, besluttede jeg mig for at gå tilbage til Restaurant Admiralen. Der var ikke ret mange i restauranten og slet ingen jeg kendte. Jeg bestilte en grillet norsk laks. Den var ganske udmærket, bag efter bestilte jeg en kop kaffe.

Jeg gik tilbage til mit hotel, fik indtalt lidt til min dagbog, det havde egentligt været en underlig dag. Jeg havde faktisk intet rigtigt foretaget mig en dyt. Jeg satte til at kigge fjernsyn, men heller ikke der var der noget der fængede, gudskelov havde jeg en bog med som jeg så kastede mig over. Hvad klokken var da jeg lagde mig til at sove bemærkede jeg ikke en gang.

Sidst opdateret : 20. oktober 2004
Dag 12 Rejsedagbog Dag 14