Onsdag d. 12. Oktober 2005

5.Dag.
Hanoi.
Jeg vågnede kl. 7, efter morgenbadet pakkede jeg det tøj jeg skulle bruge på turen til Sa Pa, ned i min ekstra taske, så det var klar til afgang. Der efter gik jeg ned til det store morgenbord. Jeg bestilte en omelet hos kokken, til omeletten tog jeg lidt bacon, ristede tomater samt orangejuice. Til kaffen fik jeg en croissant med marmelade. Vi kørte fra hotellet kl. 8.15, i dag skulle vi bruge hele dagen til at se Hanoi.

Ho Chi Minh-Mausoleet.
de holde vagt selom han ikke er hjemme Før Ho Chi Minh døde i 1969, skrev han i sit testamente, at han ønskede at blive brændt. Asken skulle deles i tre portioner og placeres på naturskønne steder i nord, syd og det centrale Vietnam, her skulle der plantes træer, så folk kunne slappe af og nyde omgivelserne. Ho Chi Minh oplevede ikke Vietnams genforening, og hans testamente blev først offentliggjort meget senere i forbindelse med den begyndende åbenhed. Ho Chi Minh døde på selve nationaldagen 2. september, men for ikke at spolere festlighederne bekendtgjorde man først hans død dagen efter.  Ho Chi Minh er  respekteret af alle vietnamesere, der betragter ham som Vietnams befrier. Det er ikke almindeligt at balsamere de døde, men her er der tale om en efterligning af Lenins sidste hvilested. Jeg må indrømme jeg bryder mig ikke om mausoleet, der minder for meget om russisk arkitektur. Vi kunne ikke komme ind og se ham, fordi han var til den årlige afpudsning i Moskva, nå det kan også være lige meget, der er nok ligesom med Formand Mao, at der ikke meget tilbage af ham selv.

Præsidentpaladset.
Præsidentpaladset Vi gik videre til parken hvor Præsidentpaladset ligger. Det blev bygget af franskmændene i 1900-08 og brugt som residens for den franske generalguvernør over Indokina. Ho Chi Minh ville ikke bo i paladset og erklærede, at det tilhørte folket. Derfor boede han 1954-58 i en af de bygninger, der var beregnet til guvernørens tjenestefolk. Bygningerne ligger mellem paladset og mausoleet. Ho Chi Minh benyttede kun paladset til møder, og når han skulle modtage udenlandske statsbesøg. Paladset bruges stadigt til modtagelse af højtstående repræsentanter for fremmede nationer.

Ho Chi Minhs pælehus.
Her afholdtes Ho Chi Minh sine møder Fra 1958 frem til sin død i 1969, boede Ho Chi Minh i det smukke pælehus bag ved præsidentpaladset. Stilen er den samme, som bruges hos de etniske minoriteter de nordlige provinser, hvorfra Ho Chi Minh startede sin kamp for Vietnams uafhængighed. Bortset fra en svalegang, som vi som besøgende skal benytte, er der ikke ændret noget siden 1969. Den åbne underetage brugte Ho Chi Minh til møder. I overetagen havde han sit private kontor og et soveværelse, der er bevaret som det stod i Ho Chi Minh's levetid. Han levede nøjsomt og enkelt og satte pris på naturen. Dammen foran pælehuset er fyldt med velnærede karper, som han fodrede hver eftermiddag. Omkring dammen er der plantet mange træer, nogle af dem er gaver fra udenlandske gæster. Ved siden af pælehuset ligger Ho Chi Minh's beskyttelsesrum.

Pagoden på en søjle.
Pagoden på en pæl Vi gik videre ad en sti der førte os  til Pagoden på en Søjle. Pagoden blev grundlagt i 1100 tallet. Ifølge et sagn drømte kong Lly Thai Tong (1028-54) en nat i 1049 om barmhjertighedens gudinde Quan Am, der sad på en lotusblomst. En buddhistisk munk rådede kongen til at følge drømmen og opføre en pagode i form som en lotus med søjlen som stængel og pagoden som blomsten. Selve templet kaldes Lien Hoa Dai (Lotusblomstalteret). Den nuværende pagode er fra 1955, Dens forgænger blev ødelagt af de  franske "barbarer" i oktober 1954, nogle få dage før de trak sig tilbage fra Hanoi.

Ho Chi Minh museum.
Indgangen til Ho Chi Minh's museum Vi kørte hen til Ho Chi Minh's museum, inde i forhallen blev vi mødt af en stor svulstig skulptur som forestillede Ho Chi Minh. Selve museet rummer ting som kunne relateres til Ho Chi Minh. Min opfattelse var at udstillingen var lidt tynd for min interesse, men det kan da være at det er godt nok for vietnameserne. Bjarne fortalte at han havde set et tæppe som var udstillet, det havde Ho Chi Minh brugt i krigen mod franskmændene, hvilket frygtindgydende våben! Det jeg fandt mest interessant var et kopi af en fredsaftale der kom ud af møderne i Paris, der betød en ende på amerikanernes deltagelse i krigen i 1973, men da havde Ho Chi Minh været død i 4 år.

Tilbage til hotellet.
Jeg forsøger at spise en "hjemmerullet" Vi kørte tilbage til hotellet for at pakke taske til vores tur op til Sa Pa. Vi kørte fra hotel Sunway til det firma (Vido Tour) som stod for arrangement i Vietnam, fordi vores hotel ikke havde plads til at opbevare vores resterende bagage. Da vi havde læsset vores kufferter af, var det tid til at spise frokost. Den skilte sig ikke ud fra hvad vi havde fået tidligere, bort set fra at vi selv skulle rulle nogle "ruller" af rismelspapir og noget "indmad".

Hoa Lo.
Guiloitinen en reminisens fra den franske periode Efter frokosten kørte vi til Hoa Lo som er et berygtet fængsel. Hoa Lo blev kaldt "Hanoi Hilton" af de amerikanske piloter, der under krigen blev holdt fanget her. Blandt fangerne var Pete Peterson, der i slutningen af 1990'erne blev USA's første ambassadør i Vietnam. Vietnameserne mindes heller ikke stedet med glæde, da mange vietnamesiske revolutionære blev holdt fanget her af de franske kolonialister. I 1932 blev over 10.000 holdt som politiske fanger i dette og andre af de franske fængsler. I dag er det meste af fængslet revet ned, hvilket jeg syntes er en stor skam, man har bygget et stort hotel og et højt kontorhus på dele af grunden. Man har kun bevaret lidt af den oprindelige fængselsbygning. Vi kørte videre til Kunstmuseet, hvor vi parkerede bussen.

Kunstmuseet.
Kunstmuseet ligger lige i nærheden af Litteraturtemplet, museet er velorganiseret og ud over udstillinger, har man mange udadvendte aktiviteter, så som konferencer, koncerter, receptioner og bryllupper. Museet blev officielt åbnet den 26. Juni 1996, med det formål at bevare og udstille nationens kulturelle og kunstnerisk arv fra tidligere tider og til nu. Museet har over 2000 forskellige objekter. De er udstillet i kronologisk orden, og giver et godt indtryk af udviklingen i vietnamesisk kunst og kultur.

Litteraturtemplet.
Sten med indskription stående på en skildpadde Vi gik til fods hen til Litteraturtemplet. Templet er viet til Konfuciaismen og bygget i 1070, dvs. mens kong Ly Thai Tong fra Ly-dynastiet regerede. I 1076 blev Quoc Tu Giam, Skolen for Landets Elite og Vietnams første universitet, føjet til templet. Skolen blev i 1235 under Tran-dynastiet omdøbt til Quoc Hoc Vien, hvilket betyder: Det Nationale Universitet. Når studerende havde bestået eksaminerne på lavere niveauer, kom de mest ambitiøse hertil for at deltage i de skrappe eksaminer, der blev afholdt hvert tredje år, de håbede at de kunne blive mandariner. Man studerede de fag, som Konfucianerne anså for nødvendige for at kunne blive en god regeringsembedsmand: litteratur, filosofi, kinesisk og vietnamesisk historie. Van Mieu var kendt som Templet for Litteratur, da hovedstaden blev flyttet til Hue i begyndelsen af det 19. århundrede.

Stig af hesten.
Der var også en tromme En indskrift over hovedindgangen anmoder besøgende om at stige af hestene, før de kommer ind gennem porten. Det store tempelområde er delt i fem gårde og omgivet af mure. Efter at man har passeret Van Mieu-porten og de første to gårde, kommer man til Khue Van Cac , hvor de lærde plejede at recitere, deres digte. På den anden side Dai Thanh Mon (Den Store Murs Port) ligger en åben gårdsplads omkring en stor dam, Thien Quang Tinh (Det Himmelske Lys Brønd). Her står der på begge sider 82 mindesten, der hviler på ryggen af skildpadder af sten. På mindestenene står opført navne, arbejde og akademisk karriere for de udvalgte, der i perioden 1442 til 1779 bestod de treårige kurser, der førte til en doktorgrad. Det var utroligt svært at bestå eksamen, kun 8 ud af 3.000 kom igennem nåleøjet.

Fransk forbud.
Franskmændene forbød eksaminationer i 1915 og senere i 1918 i Hue. På det tidspunkt havde der i syv år været et forbud mod indførsel og kinesisksproget bøger og undervisningsmaterialer. Samtidig lukkede franskmændene alle de kinesisk-vietnamesiske skoler, der stadig eksisterede i landsbyerne.
Dai Thanh (Den Store Fremgangs Port) fører ind til selve templet. Med front mod templet ses Bai Duong (Ceremoni-huset), hvor man bragte offergaver til ære for Konfucius. Bagved ligger den østlige port og Den Store Fremgangs Helligdom. Den sidste del af templet, helligdommen Khai Thanh, er genopført i s1utningen af 1990'erne. Det Nationale Universitet, hvor eksaminationer blev afholdt, blev ødelagt af franskmændene under et luftbombardement i 1947 og ligger desværre stadig som ruin. 

Hoam Kiem søen.
Vi gik tilbage til kunstmuseet, hvorfra vi kørte med vore bus til Hoan Kiem-søen (Ha Haan Kiem). Det Tilbageleverede Sværds Sø eller Den Lille Sø ligger i centrum af Hanoi. Et sagn, der findes i mange variationer, beretter om, hvordan kong Le Thai To (også kendt som Le Loi) modtog et magisk sværd, som han brugte i sin ti år lange modstandskamp mod det kinesiske Ming-dynastis besættelsestropper.
Efter at han havde befriet landet, sejlede han i en båd ud på midten af søen for at give sværdet tilbage til giveren, Den Hellige Skildpadde. Det siges, at skildpadden snuppede sværdet ud af hånden på kongen og forsvandt i søen. Det påstås at der stadig lever en mægtig skildpadde (og flere mindre) i søen, og flere gange om året er søbredden fyldt med folk, der hævder at have set den.

Jadeholmen.
Det kinesiske tempel med søen På en lille holm (Jadeholmen) i søen nord for tårnet ligger Ngoc Son-templet (Jadehøjens Tempel), der er viet til nationalhelten Tran Hung Dao og tre helgener: Van Xuong, en mand der viede sit liv til litteraturens udvikling, Quan Vu, der var ekspert i krigskunst, og endelig lægen La To. Fra bredden af søen kommer man over til templet via en buet bro der er malet rød og kaldes Solstråle-broen Tbe Huc På den lille høj for enden af broen står en stensøjle formet som en pensel ved siden af et blækhus. På stenen er tre kinesiske skrifttegn, Ta Tien Quing, skrevet på den blå himmel. På holmen ses også resterne af et lille forsamlingshus.

Aftensmad.
Vi spiser vores aftensmad - et ganske godt måltid Vi blev kørt til den restaurant vi skulle spise aftensmad på, men da vi var kommet for tidligt gik Elin, Bjarne og jeg os en tur i nabolaget. Vi dryssede ind på i en gårdhave som lå på hjørnet af gaden, det viste sig at være en spiserestaurant. Vi kunne dog uden problemer købe en øl. Ved samme bord sad et koreansk ægtepar, han tilbød mig at smage på hans mad, jeg takkede pænt nej, vi fortalte ham at vi skulle spise sammen med vores gruppe lidt senere. Ups! Havde jeg kigget så meget på hans lækre mad. Efter vi havde drukket vores øl gik Elin og jeg tilbage til vores spisested, mens Bjarne ville gå sig en tur i omegnen. Bjarne kom dog hurtigt tilbage, han havde fundet et sted hvor jeg kunne købe et taletidskort, så han viste mig vej der til. Endelig var jeg i stand til at ringe hjem til Danmark, det skulle dog vise sig senere at jeg ikke kunne sende Sms'er. Da jeg nåede tilbage til restauranten var det til at vi skulle spise, maden var ganske fremragende og betjeningen var i top.

Victoria ekspressen.
Vi er nu kommet ombord på Victoria ekpressen og siger skål Efter aftensmaden blev vi kørt til hen Hanoi Banegård, hvor vi blev sat af. Nu gik vi rundt mellem togstammer, vi gik over skinner, det varede længe inden Mr. Lam fandt vores tog. Det burde da ellers være pærenemt, togets navn var det meget sigende LC5, og vi skulle gå ombord i vogn 9. Vi blev fordelt på de respektive kupéer. Jeg delte kupé med Elin, Bjarne og Mr. Lam. Bjarne havde en Fernet Branca med, så han bød på en lille en, smagen tiltalte Mr. Lam, så Bjarne og jeg blev enige om at vi måtte se om vi kunne finde en til afskedsgave til vores fælles ven Mr. Lam. Bjarne og jeg havde aftalt vi ville besøge togets bar. Så vi sagde godnat til Elin og Mr. Lam. Det viste sig at baren lå helt fremme i toget så vi fik os en lang spadseretur. Vi købte os en Tiger Beer, det var mest togpersonalet der sad i baren, men efterhånden dukkede turisterne op. Efter en lille times tid gik vi tilbage til vores kupé.

Sov godt.
Det skulle vise sig at det var næsten umuligt at sove, togets fjedre hylede og skreg, når toget gik ind i den mindste kurve, ligeledes kørte toget i en huggende rytme. Det blev en meget lang nat.

Sidst opdateret : 05. december 2006
dag 4 Rejsedagbog Dag 6