Torsdag d. 13. Oktober 2005

6.Dag.
Lao Cai - Sa Pa.
Vores tog som vi ankom med til Lao Cai Vi blev vækket tidligt af togstewardessen, hun kom med kaffe til os, det kostede 10.000 Dong for en kop kaffen, den var rigtig god. Det havde været en rædselsfuld nat for mig, det var ikke meget jeg havde fået sovet, så jeg var godt klatøjet da jeg ankom til Lao Cai. Her blev vi hentet af en bus, den var desværre ikke som dem vi har tidligere havde haft, så vi havde ikke så meget plads at brede os på. Vi kørte en halvanden times tid inden vi nåede frem til vores hotel, Victoria Sapa. Hotellet ligger på en bakke og er smagfuldt indrettet med en pragtfuld udsigt fra restauranten, en opvarmet indendørs swimmingpool samt et fitnesscenter, der skulle efter sigende også være en tennisbane, men den så jeg nu ikke. Der var også en flot udsigt over byen Sa Pa fra pladsen foran hotellet.

Velkommen Mr. Kjaer.
Her henter vores vietnamesiske guide Mr. Lam i lufthavnen Vi skulle spise morgenmad med det samme, så der var ikke tid til et bad før efter morgenmaden. Jeg fik en frisk lavet omelet, brød , ost, juice og kaffe, jeg følte jeg var ved at blive menneske igen. Det tog ikke ret lang tid med at få tildelt mit værelse, rummet var smagfuldt indrettet med en lille terrasse ude foran rummet. På bordet stod en lille kurv med friske frugter, der var også et kort hvorpå der stod mit navn og ønsket om et godt ophold på hotellet. Der var stil over det. Vi havde en halv time til vi skulle køre igen, så jeg skyndte mig at tage et bad og skifte tøj.

Store Klovn.
Jeg fik klumret noget med saftyboksen jeg store klovn, så jeg ikke kunne komme ind i boksen, jeg ringede til receptionen og bad om hjælp, et kort øjeblik efter kom der en mand, han skilte hele skidtet  ad og fik den lukket op, derefter viste han mig hvordan det skulle gøres - ha ha - jeg takkede ham pænt og stak ham en dollar, det så han ganske tilfreds ud med.

Sa Pa.
Kirken i Sa Pa Sa Pa ligger 1650 meter over havet med udsigt til Vietnams højeste bjerg, Fan Si Pan (3,143 m). De franske kolonisatorer var begejstrede for landskabet og det køligere klima. I 1920'rne flyttede man simpelthen de minoritetslandsbyer der lå der, så der blev plads til at udvikle Sa Pa til et kur og feriested. Der blev bygget en kirke, en landingsbane, tennisbaner og over 200 villaer. Byen ligger 35 km vest for Lao Cai og tæt ved den kinesiske grænse. Under grænsekrigen i 1979 mellem kineserne og vietnameserne blev byen angrebet, og mange bygninger blev ødelagt. I dag er kun nogle få af de franske villaer tilbage.

Naturreservatet Nui Hoang Lien ligger sydvest for Sa Pa. Det blev oprettet i 1986 og dækker godt 300 km. Der har været mennesker i området i mere end 200 år, det har også på virket floraen og faunaen. I dag er kun omkring 12 km dækket af skov.

Landsbyen Ta Phin.
Et smukt vue ned i en dal - fra et fotostop Efter morgenmaden kørte vi ud til landsbyen Ta Phin. I det kølige højland på grænsen til Kina lever nogle af Vietnams mest farvestrålende etniske minoriteter så som. Hmong, Tay, Dzay, Giay og Dao. Ta Phin er beboet af folk fra Dao stammen. Kvinderne går med røde turbaner eller tørklæde og er iført løse bukser og en jakke, der kan være et helt kunstværk. Foran glimter jakken af påsyede sølvperler og gamle mønter, og bagtil hænger et langt, broderet skøde. Hvis kvinderne ikke har et barn på ryggen, bar de på en stor flettet kurv. På vejen ud til Ta Phin gjorde vi et fotostop, de dybe dale med ris-terrasserne var et betagende syn.

Modtagelseskomité.
Dao'erne flokkes om os, de vil så gerne sælge deres håndværk Da vi nåede frem til landsbyen blev vi modtaget af en modtagelseskomité bestående af en flok kvinder og børn. Jeg gjorde en stor fejl jeg tog et billede af en lille barn som hang på ryggen af hendes moder, det opdagede hun. Man bør ikke mase sig ind på minoriteterne eller ind i deres hjem, for at tage et godt billede, uden deres tilladelse. Men jeg formildnede hende ved at love jeg ville købe noget af hendes håndarbejde inden vi kørte igen.

Et hvert år.
Her er det famøse billede jeg tog uden at få lov Hun fulgte troligt med i hælene på mig, da vi gik rundt i landsbyen. Jeg snakkede lidt med hende, hun forstod lidt engelsk, jeg spurgte hende om hvor mange børn hun havde - ha ha - hun svarede med et svedent smil: det ved jeg ikke, men jeg får et hvert år. Hun så ikke helt ung ud, så hun havde måske så mange at hun ikke kunne tælle så langt. For at jeg kunne gå lidt rundt uden at hun rendte i hælene på mig sagde jeg til hende hun godt kunne stole på at jeg ville købe noget af hende, så hun skulle hellere prøve på om hun kunne sælge noget til de andre i mellem tiden. Hun forstod mig vidst, for hun slap taget i mig.

Brænde bæres hjem, den tågede baggrund skyldes røgen fra markafbrændingen Jeg kunne nu gå alene rundt og fotografere i fred og ro. Der løb  en lille flod tæt forbi landsbyen, så de havde adgang til frisk vand. Lige nu var de i gang med at svede markerne af så de kunne gøres klar til at så næste høst. Nogle unge kvinder vendte hjem tungt læsset med brænde de havde været ude og samle. Landsbyen Ta Phin består af 27 huse og der bor ca. 300 mennesker i landsbyen, mange af husene var bygget af en blanding af træ og eternitplader (asbest sandsynligvis), de fleste tage var beklædt med bølgeeternitplader eller blikplader.

Kom indenfor.
Vi blev inviteret indenfor i et af husene, det var meget spartanks indrettet, der var ikke meget inventar, men vi fik dog alle en stol at sidde på. Huset var opdelt i tre sektioner, en opholdssektion, (den vi sad i) en køkkensektion hvor alt var godt sodet til, og en sovesektion. Så vidt jeg forstod på det hele, boede der omkring 25 mennesker i huset. Husets vægge var på ingen måde tætte, jeg kunne kigge ud gennem sprækkerne i væggene, og da der var ikke nogen form for opvarmning i huset, må det være en barsk oplevelse når vinteren kommer. Med de levevilkår de havde her, er det meget forståeligt at gennemsnits levealderen er betydelig lavere her end i resten af landet.

Tid til farvel.
En lille pudsig ting var da vi gik derfra og Hanne ville betale konen i huset lidt for ulejligheden, ville hun ikke modtage pengene, så Hanne måtte købe noget af hendes håndarbejde for på den måde at betale. Vel - man har vel sin stolthed!
Det var ved at være tid at tage afsked med landsbyen, men jeg indfriede først mit løfte om at købe noget håndarbejde af hende jeg lovede at handle med.

Forvirret frokost.
Turen tilbage til Sa Pa tog en lille halvtimes tid. Vi spiste vores frokost på en restaurant nede i byen. Det var et mærkeligt foretagende, restauranten var hverken helt eller halvt færdig. Det herskede den rene forvirring, først skulle vi sidde ved et bord, så ved et andet, og Merete som er vegetar skulle pludselig sidde ved et bord for sig selv, arh - der stoppede festen, fordi hun var vegetar kunne hun ikke sidde sammen med os, sikke noget vrøvl. Nå  - så skulle vi pludselig sidde ved et langt bord alle sammen. Vi fik sat os, men så manglede der noget bestik, sådan kørte det hele tiden. Til sidst kom maden dog på bordet, det startede med en ualmindelig kedelig majssuppe, hvem kan finde på at koge suppe på majs alene? Jeg tror ikke der var nogen der spiste suppen, men ellers fik vi det sædvanlige okse og svinekød og så grøntsager.

Hmong folket.
Vandbøflerne hygger sig rigtigt Efter frokosten gik turen til Hmong landsbyen Lao Chai. Vi gjorde et fotostop på vejen ved nogle vandbøfler der badede i et stort vandhul. Hmongerne er den største minoritetsgruppe i dette område, de er lette at genkende. De går udelukkende i mørkeblåt, næsten sort tøj. Farven kommer fra planten indigo, som de høster rundt omkring deres landsbyer. Jeg ved ikke om de koger planterne først, men de lægger planterne ned i en tønde sammen med tøjet, så de får denne mørkeblå farve. Farver smitter af så børnene render rundt og ser mere eller mindre blå ud, ligeledes forsvinder farven efterhånden som tøjet bliver vasket, men så er det bare op i tønden igen.

Lao Chai.
Min lille specielle veninde Vi blev sat af bussen ved en vej der førte ned mod en landsby, det varede ikke længe inden jeg fik følgeskab af fire små piger, de ville gerne sælge nogle armbånd som de selv havde lavet. Jeg snakkede lidt med dem og de talte ualmindelig godt engelsk, de var kun otte år gamle. Jeg førte en hel lille konversation med dem. På mit spørgsmål om hvor de havde lært det, sagde de at det havde de lært af turisterne. Den troede jeg nu ikke helt på, jeg er sikker på at deres skole havde en finger med i spillet. De spurgte mig om hvad jeg hed, hvor gammel jeg var, om jeg var gift og hvor mange børn jeg havde. Jeg udspurgte også dem, og de svarede prompte på alle mine spørgsmål.

De gik i tredje klasse alle fire. Det var en lang spadseretur vi var ude på, men i et meget smukt område med rismarker der var bygget op i terrasser. Ungerne fulgte med hele vejen indtil vi nåede til deres landsby, jeg sagde pænt farvel til de søde unger. Jeg købte ikke noget af pigerne, men de bandt hver især et armbånd om mit håndled som en gave til mig.

Fra La Chai vandrede vi videre ned gennem dalen til Dzay-landsbyen Ta Van.

Ta Van landsbyen.
Det ser meget pittoresk ud Vi gik gennem landsbyen Ta Van, her holder Dzay folket til. Beboerne hilste smilende til os, det hele så meget pittoresk ud, men jeg er sikker på at livet var hårdt her, med det daglige slid i rismarkerne. Vejen vi gik på var alt andet end jævn, flere gange måtte vi hoppe fra sten til sten, eller gå på planker, fordi der var mange vandpytter og plørede huller på vejen. Vi passerede også en lidt større bro på et tidspunkt.

Jeg hedder Sue.
Min nyeste ven - Sue 17 år Jeg fik følgeskab af en lille ung pige på et tidspunkt, hun talte også udmærket engelsk. Hun spurgte hvad jeg hed osv. og jeg spurgte selvfølgelig også hende ud. Hun hed Sue og var sytten år, hun boede hos sine forældre sammen med sine fire søskende. Hun havde været ude og skære bambus, som hun nu havde i sin kurv hun havde på ryggen, det var et hårdt job fortalte hun mig. Hun snakkede frit fra leveren og hun var et rigtigt hyggeligt selskab. Vi fulgtes hele vejen op til det sted hvor vores bus skulle samle os op. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af hende, det måtte jeg godt, bagefter spurgte om jeg ikke ville have et billede hvor vi var sammen, her er så resultatet. Vi sagde pænt farvel til hinanden og tak for et hyggeligt selskab.

Tilbage til Sa Pa.
Jeg var rigtig godt øm i mine ben og mine fødder brændte, desuden var min T-shirt drivvåd, vi var tilbage på hotellet omkring halv fem og vi skulle først mødes igen kl. 19.15. Det første jeg gjorde var at smide mit våde tøj og tage et varmt bad. Bagefter gik jeg og nussede med nogle småting, oplade batterier, overføre billeder til harddisken, og så gik jeg i gang med at indtale de sidste dages begivenheder på "dagbog", jeg  var jo kommet lidt bagud med den. jeg sad og halvfrøs på et tidspunkt, men kunne ikke finde aircondition nogen steder. Nå vi er jo også oppe i 1.700 meters højde så det må være det der gjorde det.

Aftensmad på Emilie.
Vi mødtes kl.19.15 i receptionen, vi gik ned ad den stejle vej ned til byen, så drejede vi til venstre og gik over til en restaurant som hed Emilie. De startede gud hjælpe mig med at servere en græskarsuppe, der smagte af ingen ting, lidt salt og peber hjalp ikke meget, så kom de sædvanlige retter igen bl.a. den "forårsrulle" vi selv skulle rulle, vi fik oksekød som var skåret i skiver, svinekød og grøntsager og ris, vi sluttede af med noget frugt.

Vi gik tilbage til vores hotel, op ad den stejle vej. Vi sluttede af med en øl i baren inden vi sagde godnat til hinanden. Jeg forsøgte at sende en sms med mit nye taletidskort, men det mislykkes, til gengæld kunne jeg sagtens ringe, så jeg fik snakket lidt med Sanne, som jeg kunne fortælle at alt var vel og jeg havde det godt.

Ellers var det bare med at komme på hovedet i seng og få hvilet mine gamle trætte ben. Jeg var heller ikke mange minutter om at falde i søvn

Sidst opdateret : 05. december 2006
dag 5 Rejsedagbog Dag 7