Lørdag d. 15. Oktober 2005

8.Dag.
Sa Pa - Lao Cai - Hanoi.
Fra vores fotostop Jeg stod op 5.50 og efter den sædvanlige omgang morgenmad gik jeg ud til receptionen. Vi skulle køre allerede kl. 7.00, fordi vi skulle undgå trafikpropper på vejen til Can Cau, men ak vores chauffør dukkede ikke op, det viste sig, da han endelig dukkede op kl. 7.40, at han hang fast ude på en vej, hvor der var sket et bjergskred. Her måtte han pænt vente til vejen blev ryddet. Vi skulle køre i små tre timer, før vi var fremme ved lørdagsmarkedet i Can Cau. På et tidspunkt gjorde vi et fotostop.

Lørdagsmarkedet.
Et kig ud over markedet Efter tre timer var vi fremme ved lørdagsmarkedet. Markedet er et af de mest fascinerende i Vietnam. Her myldrer det med folk fra de omkringliggende bjergstammelandsbyer. Hmonger, Tayer, Daoer og Dzayer er trukket i deres fineste klæder. Normalt handles der vandbøfler, grise, heste, høns og hunde men på grund af fugleinfluenzaen, var al handel med dyr suspenderet, ærgerligt fordi det tog noget af charmen ved markedet, men forbudet var forståeligt nok.

Ulykkelig familie.
Man kunne i de dage vi var i Vietnam, følge med i et ulykkeligt tilfælde for en lille familie, hvor tre familiemedlemmer var meget syge og som desværre alle døde en for en. De havde spist en selvdød and. Vi spiser jo ikke selvdøde dyr i Danmark, men det var helt almindeligt hos de fattige i Vietnam, det havde man gjort i mange generationer, det var meget svært for myndighederne at overbevise dem om at det skulle de holde op med. Ak ja, endnu en ting de fattige fik at trækkes med.

Sidespring.
Vores rejseleder Hanne fortalte os på vej i bussen, at der også var en lang tradition for at mange ægtepar kom her for, udover at handle og sælge, også for at drikke sig godt stive og muligvis foretage et ægteskabeligt sidespring, et sidespring som skete i fuldforståelse med hinanden.

Farverige tørklæder.
Her er de med deres farverige klæder Hos slagteren - et stykke kød i et hug Jeg gik rundt og kiggede på de farverige minoriteter, som hver især adskilte sig i deres beklædning, især var det hovedtøjklæderne man kunne se det på. Jeg købte for øvrigt et par stykker af disse farverige tørklæder. Jeg gik rundt mellem de farverige boder, hvor det fortrinsvis var tøj der blev solgt. Men der var også nogle steder hvor der blev solgt grisekød, hvor stort stykke de skulle have foregik på den måde at manden selv skulle hugge kødstykket over med en lille økse, det var et helt lille tilløbsstykke og foregik under megen råben og grinen.

Vejrbidte ansigter.
Dagens ret - hvad det så er? På et tidspunkt satte jeg mig et sted og observerede ivrigt den livlige trafik af mennesker som passerede forbi mig, jeg fik taget mange dejlig billeder af især kvinderne i deres farverige beklædning, unge som gamle., Jeg prøvede på at være så diskret som muligt, jeg har aldrig været typen der stikker mit kamera op i hovedet på folk. Jeg fik taget nogle dejlige billeder af nogle ældre damer med deres vejrbidte ansigter. Pludselig var der en der råbte af mig, at jeg ikke måtte sidde der hvor jeg sad, med mindre jeg ville købe noget mad, den bænk jeg havde sat mig på tilhørte en "restaurant". Jeg tog et hurtigt kig på hvad køkkenet formåede at byde på, men jeg fortrak hurtigt.

Svup sagde det.
På et tidspunkt var vi alle samlet nede ved bussen, det var tid til at køre videre, under ventetiden tabte jeg mine solbriller ned i en rende som var bygget for at lede vandet væk, jeg trådte ned i renden med den ene fod for at samle mine solbriller op, ups - det skulle jeg ikke have gjort, svup sagde det da slammet slog rundt om min sok og sandal. Mine kære medrejsende holdt masken, selv om det så morsomt ud.

Frokost.
Ser det ikke lækket ud - Uhm svineskank Her er de i gang med aflusning Vi kørte fra markedet til en restaurant som lå i en lille flække, ca. en times kørsel derfra. Her skulle vi skulle spise vores frokost, der blev blandt andet serveret svineskank, hvilket fik mange til at rynke på næsen, men ikke mig. Det er efter mine fattige begreber noget af det bedste kød på en gris, så det var helt fint med mig at der var nogen der ikke ville spise det. øllet var desværre så lunket at både Bjarne og jeg takkede nej, men det kompenserede vi for bagefter, fordi købmanden ved siden af restauranten havde nogle på køl. Uden for købmandsbutikken var der en mindre forsamling, de var i gang med at afluse en af damerne med en tættekam. Vores guide Hanne fortalte at det var almindeligt at de havde meget utøj. Uf - det klør bare ved tanken.

Slottet.
Trappen op til "Slottet" Der var mange svalegange Lige i nærheden lå der et større bygningskompleks, det så temmelig medtaget ud. Det var et "slot" som havde tilhørt en selvbestaltet "konge", hvad han hed har jeg desværre glemt. Bygningerne var fra 1921, og lå nu ubenyttet hen, og dermed forfaldt det selvfølgelig. Vores guide Hanne fortalte os at de kommunistiske myndigheder lod det ligge sådan, fordi det var noget der kunne forbindes med noget kapitalistisk og  royalistisk. ærgerligt fordi det jo er en del af områdets historie, som man ikke bare kan ignorer, og det kunne måske trække turister til byen og på den måde give området et løft. Nå - de havde samme indstilling til Citadellet i Hué en gang, så måske kommer de på bedre tanker.

Kinesiske grænse.
Grænsesten op til Kinas grænser Vi kørte nordpå, op mod den kinesiske grænse , det var meningen vi skulle besøge et marked, vi gjorde et fotostop ved en rismark hvor der blev arbejdet hårdt med at høste risen. Da vi ankom til markedet var det næsten mørkt og de var ved at pakke sammen, så vi nøjedes med at gå rundt og kigge, vi nåede ned til den flod der lå som en naturlig grænse mellem Vietnam og Kina. 

Aftensmad.
Vores bus kørte os til byen Lao Cai, til den samme restaurant vi besøgte på udvejen, jeg benyttede lejligheden til at få vasket alt slammet af min sandal, den beskidte sok smed jeg ud. Vi fik spiste en ganske udmærket middag på restauranten. Efter aftensmaden gik Bjarne og jeg ind i det nærliggende supermarked, hvor vi forsynede os med nogle Tiger Beer til vores togrejse. De skulle bruges som backup hvis der ikke var åben i togets bar. Vi blev kørt til stationen i Lao Cai. Vi steg ombord på Victoria ekspressen, nattoget til Hanoi.

Victoria ekspressen.
Elin, Bjarne og jeg delte igen kupé med vores vietnamesiske guide Mr. Lam. Alt var ok, vi fik fordelt vores sovepladser. Toget startede til tiden. Vi sad og sludrede et stykke tid over en øl, inden det var tid til at forsøge at sove. Bjarne og jeg var blevet enige om at vi ikke gad besøge togets bar. Med den klare erindring om vores rejse med det samme tog til Lao Cai, sagde vi godnat til hinanden, med et fromt ønske at vi fik en god nats søvn. Men ak, det blev nøjagtigt lige så larmende som på udturen.

Sidst opdateret : 05. december 2006
dag 7 Rejsedagbog Dag 9