Tirsdag d. 18. Oktober 2005

11.Dag.
Hue - Hoi An.
Morgenmad i den smukke have på Hotel Morin Jeg vågnede kl. 6.20 og gik straks i bad og fik pakket det sidste ned og stillede min kuffert ud foran døren. derefter gik jeg ned og betalte min regning i receptionen. Morgenmaden blev serveret i gårdhaven. Jeg var ikke særlig sulten, så det blev kun til et glas juice, to croissanter, lidt marmelade og en kop kaffe.

Hai Van Passet.
Et meget smukt landskab Vi kørte fra hotel Morin i Hue kl. 8, vores næste mål var Ho An, så vi fortsætter vores rejse mod syd. Vi gjorde et fotostop på vejen og et stop ved det lille fiskerleje Lang Co for at tanke op. Vores rejseleder Hanne havde købt noget vietnamesisk snack, hun lod posen gå rundt så vi kunne smage alle sammen, det smagte  meget sødt og var meget sejt. Det var meget varmt i dag så vi gjorde et stop ved Hai Van Passet, her ligger en hel del boder der sælger alskens ragelse, men gudskelov solgte de også drikke varer, så købte jeg en Tiger Beer og en stor flaske vand. .

Skyernes pas.
Vagttårnet som franskmændede byggede Passet kaldes også skyernes pas, jeg havde været her før, og kunne genkende det med det samme. Mod vest ligger høje bjerge, og mod øst, dybt under os kan man se bølgerne fra det Sydkinesiske Hav, slå ind mod den hvide palmestrand. Her fandtes en befæstning som franskmændene havde anlagt, de brugte passet til at kontrollere trafikken mellem syd og nord. Amerikanerne brugte senere passet til det samme formål, man kan stadig se skudhullerne på murerne rundt omkring.

Da Nang.
Vi gør stop i landets fjerdestørste by, Da Nang. Under krigen var Da Nang en delt by. Mange af byens indbyggere støttede det sydvietnamesiske regime. Andre arbejdede i det skjulte for modstandsbevægelsen. I dag er der kun få fysiske minder om krigen. Til gengæld rummer havnebyen Champa museet som rummer kulturminder fra en langt fjernere fortid. Dette område var engang hjertet i kongeriget Champa, som strakte sig langs med de centrale og sydlige kystområder. Vi skulle besøge Champa museet.

Champa folket.
Chamfolket var af malaysisk-polynesisk oprindelse. De bekendte sig til hinduismen og ernærede sig ved handel og sørøveri. Riget blev grundlagt i slutningen af 2. århundrede og eksisterede i mere end 1.000 år. Datidens kunstnere og håndværkere frembragte de vidunderligste skulpturer og mageløse templer. Desværre er der kun forholdsvis lidt tilbage fra denne rige periode. De gamle tempelbyer blev under Vietnam-krigen udlagt som free-fire zones, hvilket vil sige at de amerikanske bombemaskiner, når de kom tilbage fra deres bombetogter, kunne droppe den uudnyttede bombelast.

Champa museet.
En af de mange smukke skulpturer Vi besøgte det fremragende Cham Museum der giver et godt indblik i Cham-folkets fascinerende historie og kultur. Museet blev oprettet i 1936 af L 'Ecole Franfaise d'Extreme Orient. Den omfattende samling er udstillet i fire sale, der svarer til kulturens " fire forskellige perioder og steder: My Son, Tra Kieu, Dong Duong og Thap Mam. Champa museet rummer en pragtfuld samling af skulpturer og relieffer, som er hentet ind fra området. Skulpturerne bærer tydeligt præg af sin hinduistiske oprindelse, og var en dejlig oplevelse. Man kan altid diskutere om det er rigtigt at flytte ting fra sit oprindelige sted og ind på et museum, men der er ingen tvivl om at denne handling har reddet mange uerstattelig kunstgenstande fra at blive ødelagt af de meningsløse amerikanske bombardementer. (Se billedsamlingen Champa Museet under Billedarkiv)

Den Hvide Lanterne.
Efter museumsbesøget var det tid til at spise frokost på restaurant "Den hvide lanterne" , da tjeneren hørte vi var fra Danmark satte han noget musik af "Michael Learn to Rock" på musikanlægget.
Menuen lød på tomatosoup, white rose, banana flower salad, grilled pork rib, stir fried green bean and shrimps, grilled makarel and turmeric, steamed rice and fruits.
Efter frokosten var der lige tid til at ringe til hjem Danmark, for at fortælle at alt var ok.

Marmorfabrik
Nogle eksempler på de smukke marmor arbejder Vi kørte videre til en marmorfabrik, her var et  stort antal håndværkere i gang med at hugge de mest fantastiske figurer ud i marmor. Her kunne vi se  hvordan det skulle gøres, lige fra store løver til små figurer til kaminhylden. Der var en stor salgsudstilling hvor man blandt andet kunne blive den lykkelige ejer af et sæt store løver til at vogte indgangen til dit hus, de kunne erhverves for et stort bundt dollarsedler, men så var fragten også betalt. Jeg nøjedes med at kigge og beundrede de smukke figurer.

Lampeskærme.
Resultatet - min hjælper stikker hovedet frem og Mr. Lam har svært ved at skjule sin begejstring Vi kørte videre en lille times tid, hvor efter vi blev sat af et sted. Vi vidste ikke hvad der skulle ske, udover at vi skulle følge efter vor vietnamesiske guide Mr. Lam. Efter 5-6 min. gang kom vi til en lille fabrik der lavede lampeskærme. Det var nu meningen at vi skulle lære at lave en lampeskærm. Vi fik hver udleveret et stativ som kunne omdannes til en kugle hvis man trak i nogle snore. Den skulle vi beklæde med stof, som skulle limes på stativet, jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det, men jeg kom til at klippe en af snorene over, så min instruktør måtte tage den til reparation, inden jeg kunne fortsætte. Det var meget sjovt at prøve, men jeg syntes at mit resultat var af noget et misfoster. Vi sluttede af med en kop the. Midt under vores arbejde satte et heftigt regnvejr ind, så den smalle vej vi var kommet ad, blev til en klistret affære at gå tilbage ad.

Hoi An.
Udsigten for mit værelse - bemærk den lille skål med ris Vi forsatte  med at køre mod syd til Hoi An, små 4 km. uden for byen ligger Hoi An Beach Resort, hvor vi blev indkvarteret på. Jeg har boet her en gang før, så alt var let genkendeligt, jeg fik tildelt værelse nr. 255, som lå helt nede i bunden af området, et værelse med udsigt over floden. Det var nu meningen at vi skulle køre ind til byen, for at se de gamle bygninger og den japanske bro, men jeg havde som sagt været her før, så jeg kørte med bussen ind til byen, så mens de andre gik på byrundtur, hoppede jeg af.

Le Loi 41.
Vi vælger stoffer til mine skjorter Jeg gik ned til gaden Le Loi nr. 41, jeg ville have syet nogle nye silkeskjorter. Sidste gang fik jeg syet 3 skjorter som jeg har været meget glad for. Jeg gik direkte op på første sal hvor de har deres salgslokale. Jeg bestilte 4 silkeskjorter efter mål, en blå, en hvid, en syren og en beigefarvet. Vi aftalte at jeg selv kom og hentede dem næste eftermiddag. Jeg tror de blev rigtig glade da jeg fortalte dem at jeg havde været her for to år siden og købt tre skjorter. Bagefter gik jeg ned til havnen, hvor jeg satte mig ned på en cafe og fik mig en øl. Jeg havde set byens seværdigheder sidste gang jeg var her, så der var ingen grund til at jagte rundt.

Mere tøj.
Senere stødte jeg på Elin og Bjarne oppe i byen, de havde også været her en gang før, så de gik og ledte efter et sted hvor Elin havde fået syet noget tøj, efter nogen søgen, fandt de så det sted de mente det var, så mens Elin fik bestemt sig til hvad hun skulle have og fik taget mål, gik jeg hen et sted hvor jeg kunne købe et taletidskort så jeg kunne tanke min mobiltelefon op. Da jeg stødte til dem igen, blev det pludselig regnvejr, så vi måtte søge i tørvejr på en cafe, her sad allerede nogle fra vores rejsehold.

Aftensmad.
Vi spiste vores aftensmad på en restaurant inde i byen, inden vi kørte tilbage til vores hotel. Her besluttede Bjarne og jeg at drikke os en godnat øl, inden det var sengetid. Tilbage på værelset gjorde jeg myggenettet klar for natten, på grund af regnvejret virkede værelset lidt klamt, så jeg puttede mig godt under tæppet, inden jeg lagde mig til at sove.

Sidst opdateret : 07. december 2006
Dag 10 Rejsedagbog Dag 12