Fredag d. 21. Oktober 2005

14.Dag.
Saigon.
Her er min kæmpe seng 2,5 x 2,5 meter Jeg vågnede kl. 6 i min store seng, drivvåd af sved. Jeg havde været vågnen flere gange i løbet af natten, hvor lagnet som jeg havde over mig var vådt, så rykkede jeg bare en tand, til jeg kom til et stykke tørt igen, så sov jeg videre. Sengen var enorm stor, jeg tror den var 2,5 x 2,5 m., så jeg kunne i teorien køre rundt 360 grader. Jeg stod op og tog et bad, jeg gik tidligt ned i restauranten, for at fange vores guide Hanne. Jeg havde opladet nogle batterier til hendes lånte digitalkamera, dem skulle hun jo gerne have med når nu holdet skulle af sted til Cu Chi tunnellerne i dag. Jeg havde besluttet ikke at tage med, fordi jeg havde været der før, men måske også fordi jeg følte en trang til at være lidt alene.

Morgenmad.
Mens jeg sad og spiste min morgenmad, kom der to japanske piger og satte sig ved mit bord. Tak skal far ha' jeg har aldrig set så meget mad samlet sammen på en gang, deres tallerkener var overlæsset med alt muligt. Jeg har altid undret mig over japanerne, de læsser alt muligt på deres tallerken, i stedet for at gøre som os andre - gå flere gange og tag lidt ad gangen. Det værste var, pigerne spiste sgu totalt op!

En spadseretur.
En flok skolebørn bliver hjulpet over gaden af en politibetjent Jeg besluttede at gå ind mod centrum, flere gange var der motorcykler der dyttede og ville have mig med som passager, men jeg vinkede afværgende med hånden. Jeg passerede en skole her stod der en politibetjent klar til at hjælpe børnene over gaden. Det var også nødvendigt fordi trafikken var tæt og der blev ikke holdt tilbage. Alle børnene smilede og vinkede til mig da de passerede forbi.

Chua Vinh Nghiem.
Et meget karakteristisk vietnamesisk tårn med de 7 'etager' Jeg nåede frem til et tempel som jeg kiggede lidt nærmere på. Jeg fandt ud af templet hed Chua Vinh Nghiem. Jeg gik gennem indgangs porten, inden for til højre stod der et "tårn" med de karakteristiske 7 "etager", tårnet var meget smukt dekoreret, om det er en form for stupa, fandt jeg ikke rigtigt ud. Selve templet havde et større alter og flere mindrer, og rundt omkring var der placeret Buddha figurer. Ved trappen op til templet stod der en der "solgte" fugle som man kunne slippe fri, og så på den måde købe sig lidt kredit hos de højere magter. Der var der også en der gjorde det, desværre sad der flere fugle tilbage, da de blev slubbet løs, de havde fået deres vinger beskadiget, så de havde meget svært ved at flyve. Bare folk dog ville holde op med at betale penge for sådan noget dyrplageri, det ville automatisk stoppe den form for business.

Videre der ind ad.
Den meget smukke plads Jeg nåede efterhånden helt ind til byen, jeg var lige henne og kigge igennem Genforeningsbygningens gitterport, men jeg gik ikke ind der ind, vi skulle jo besøge den i eftermiddag. Jeg fortsatte videre ned for at kigge på operahuset, det er en meget smuk bygning. Jeg gik ned af Le Loi, hvor jeg passerede den smukke plads foran byens rådhus.

Oliemassage.
På vej ned ad Le Loi blev jeg standset af en ung dame med en reklame for massage, salonen som hed Decleor, lå lige ved siden af. Så efter jeg havde kigget på reklamen sagde jeg til mig selv: hvorfor ikke. Som sagt så gjort. Jeg kom til med det samme, det blev til 1,5 times oliemassage. Jeg tror jeg faldt i søvn et par gange, så afslappende var det. 

Internetcafe.
Efter massagen fandt jeg en Internetcafe - oh - forbindelsen var så langsom, så jeg opgav til sidst, det blev ikke til så mange mails jeg fik sendt. Det var også ved at være tid til at mødes med mine rejsefæller igen.  

Med motorcykel.
Jeg hyrede en motorcykel uden for internetcafeen, til at køre mig til restaurant Co Ngu. Det kan måske lyde som lidt risikabelt at kaste sig ud i den meget tætte trafik på motorcykel, men jeg må indrømme at alle faktisk tog meget hensyn til hinanden, og så blev der heller ikke kørt så stærkt, så efter et par minutter slappede jeg helt af. Jeg nåede da også frem i sikkerhed, jeg betalte ham den aftalte pris for turen (sikkert for meget).

Restaurant Co Ngo.
Inde i restauranten sad Nete, Enghardt , Elin og Bjarne allerede, de havde været ude og power-shoppe sammen. Det varede ikke længe før resten af holdet kom tilbage fra turen til Cu Chi tumellerne. Vi kunne nu sætte os til bords. Dagens menu bestod af:
Ho Tai crispy sweet potatos
Co Ngu special salad
Barberque pork rib in North Vietnam style
Tac Lac fish with taro souce,
Stir fried  mustard greens with oyster souce,
Steamed rice,
Sesonal fresh fruits
.

Gennem gitterporten.
Den berømte tanks er udstillet i haven Efter frokosten kørte vi hen til det tidligere præsidentpalads, der i dag har fået navnet: "Genforeningsbygningen". Vi blev sat af uden for gitterporten, jeg erindrer tydeligt billederne fra TV, da en nordvietnamesisk tank i 1975 (30. april 1975) kørte gennem denne gitterport for at afsætte Sydvietnams præsident. Vi måtte løbe det sidste stykke op til bygningen da regnen begyndte at styrte ned.

Guvernørens palads.
Den berømte gitterport Kort tid efter den franske erobring af det sydlige Vietnam opførte man paladset som bolig til generalguvernøren over Indokina. Da franskmændene forlod landet, overtog den katolske præsident Ngo Dinh Diem bygningen. Diem var ikke populær, bl.a. fordi han ihærdigt forfulgte Vietnams buddhister, og hans bror var ligeledes en skånselsløs leder af det sydvietnamesiske politi. Derfor var det nok ikke nogen overraskelse, at paladset blev bombet af to af Diems egne piloter i 1962. En ny og moderne bygning blev opført med den europæisk uddannede Ngo Viet Thu som arkitekt: Arbejdet blev fuldført i 1966, tre år efter Diems død.

Uafhængighedspaladset.
Den røde telefon Her er en hel række af telefoner Bygningen blev døbt Uafhængighedspaladset. De sydvietnamesiske præsidenter var formodentlig selv klar over manglen på folkelig opbakning, og derfor er den mest spændende etage måske kælderen. Her kunne præsidenten søge tilflugt og have tæt kontakt med generalstaben og radiooperatører. Præsidenten havde sit eget soveværelse der nede og han havde også andre muligheder for at bringe sig i sikkerhed, bl.a. er der en helikopterlandingsplads på taget. Her fra kunne man dagen før befrielsen af Saigon se amerikanske helikoptere i fast rutefart fra ambassaden, der lå længere nede ad den boulevard, der i dag kaldes Le Duan.

En lydkulisse.
der var da nogle orkideer der blomstrede Paladset var indrettet til et komfortabelt liv. Der er privat teater og biograf, og på toppen af bygningen var der et lokale der var indrettet med en bar og dansegulv og en lille scene til orkestret med en flot udsigt ud over Saigon's centrum. Mens vi gik rundt oppe på toppen tog uvejret til, og det lynede og tordnede så hele bygningen rystede, det hele fik pludselig et uhyggelig realistisk skær over sig. Jeg kunne for mit indre øje, se tanks komme rullende gennem gitterporten, og høre den nordvietnamesiske hær storme op af trapperne. En mærkelig oplevelse!

Slaget er tabt.
I kælderen var der en masse komminikationsudstyr Om morgenen den 30. april 1975 indtog befrielsesbevægelsen og den nordvietnamesiske hær Saigon. Den sidste sydvietnamesiske præsident, general "Big" Minh, nåede kun at være præsident i 43 timer. Ingen var forberedt på at magtovertagelsen gik så stærkt, derfor blev det en nordvietnamesisk journalist, der måtte modtage den sydvietnamesiske præsidents kapitulation, han var den der havde den højeste militære rang. Da general Minh sagde: Jeg har siden i morges været klar til at overdrage Dem magten, svarede journalisten oberst Bui Tin: De kan ikke overgive noget, De ikke har. Foran lå der nu en lang og smertefuld proces for at hele sårene i dette fattige krigshærget land. Senere omdøbte de bygningens navn til Genforeningsbygningen. (Se billedserie Genforeningsbygningen i Billedarkivet)

Kinesisk Marked.
Det meget kompakte kinesiske marked i Cholon Vi kørte videre til det lokale kinesiske marked Cholon. Området var stort og overdækket. Det var mest fødevarer der blev solgt her, men der var også mange forskellige tørrede krydderier. Det var ikke alle steder at lugten var lige rar, men så gjaldt det bare om at komme videre i en fart. Alligevel brugte vi en time på at gå rundt.

Lak arbejder.
Her er der en der i gang med et maleri Næste stop var ved "lak fabrik" som fremstillede, især billeder, men også æsker og andre genstande, dekorationen var farvede æggeskaller?  æggeskaller? Ja man limede små stykker af æggeskaller på en plade eller andre genstande i det mønster eller billede man ville skabe. Derefter farvelagde man æggeskallerne, så dækkedes det hele med sort lak, derefter sleb man på objektet så billede eller mønstret dukkede op igen, så lakerede man igen med sort lak og sleb, denne proces foretog man til man var tilfreds med resultatet. En utrolig proces og det kom der mange smukke billeder ud af. Genstandende kunne ses i salgsafdelingen, som vi selvfølgelig blev ledt igennem til slut. Jeg afstod fra at købe noget.

Aftensmad.
Her er vi bænket i restaurant Le Mekong Vi mødtes i lobbyen kl. 19 og blev kørt ind til byen igen for at spise middag på restaurant Le Mekong. Vi fik serveret en vestlig menu, med bøf, kartofler og grøntsager. Hanne havde købt en flaske risvin som blev serveret til kaffen. I det tilstødende lokale, som var adskilt af en væg med ruder, var der et stort bryllup. I væggen var også en dør der blev flittigt benyttet, så det var et rend ud og ind hele tiden. Men det værste var at der rendte en mand rundt med et videokamera, hvor på der var et kraftigt lys, som meget tit blændede mig så jeg ikke kunne se skid. Så det var helt rart da vi brød op og kørte tilbage til hotellet.

OJ's cafe.
Da vi kom tilbage til hotellet gik Hanne, Nete, Enghardt, Elin, Bjarne og jeg ind sammen på hotellets pub - OJ's cafe. Her sad vi og sludrede mens vi fik  hver en øl og drak resten af den risvin Hanne havde købt, inden vi gik hver til sit. Jeg var tilbage på mit værelse kl. 23. Det gjaldt om at komme i seng i en fart for vi skulle allerede op igen kl. 6.30 - så godnat Mogens.

Sidst opdateret : 07. december 2006
Dag 13 Rejsedagbog Dag 15